Mødedato: 19.12.2012, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset Dronningensgade 34

Årsplan for det lokale miljøarbejde 2013

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte en plan for det lokale miljøarbejde i 2013.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender planen for det lokale miljøarbejde i 2013, som fremgår af bilag 1. 
  2. at Christianshavns Lokaludvalg meddeler Miljøpunkt Indre By-Christianshavn og Indre By Lokaludvalg, at Christianshavns Lokaludvalg afsætter 100.000 kr. til det lokale miljøarbejde i 2013, jf. årsplanen.

Problemstilling

Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg på den ene side og Miljøpunkt Indre By-Christianshavn på den anden side har indgået en aftale om støtte og udvikling af det lokale miljøarbejde. Københavns Kommune yder et tilskud til det lokale miljøarbejde.

Miljøpunktet er ansvarligt for aktiviteterne, som de to lokaludvalg ønsker iværksat. Aktiviteterne skal skrives ind i en årsplan, der som minimum skal indeholde: 
  • En overordnet beskrivelse af miljøpunktets strategiske overvejelser og mål for det kommende år, samt identificere miljøpunktets indsatsområder og arbejdsmetoder. 
  • En beskrivelse af Miljøpunktets planlagte aktiviteter for det kommende år. 
  • Succeskriterier, som gør det muligt at vurdere, hvorvidt formål og indsatsområder opfyldes.

Løsning

Den foreslåede årsplan er blevet til efter drøftelser mellem sekretariatet og Miljøpunktets ledelse. Efterfølgende har Miljøpunktets bestyrelse og Indre By Lokaludvalg godkendt den.

Formanden foreslår, at Christianshavns Lokaludvalg godkender planen.

Økonomi

Københavns Kommunes tilskud til det lokale miljøarbejde i 2013 overføres til lokaludvalgene primo januar, idet tilskuddet sættes på en konto under sekretariatets budget. Indre By Lokaludvalg har besluttet at overføre 680.000 kr. til Miljøpunktet som betaling for løsning af det lokale miljøarbejde i 2013. 

Christianshavns lokaludvalg har afsat 100.000 kr. til det lokale miljøarbejde i puljebudget 2013.
Når lokaludvalget har godkendt nærværende indstilling, vil beløbet blive overført til Miljøpunkt Indre By/Christianshavn; 50.000 kr. i januar og 50.000 kr. i juni.

Videre proces

Senest den 15. maj 2014 sender Miljøpunktet en årsberetning og et årsregnskab til de to lokaludvalg om aktiviteterne i 2013.

Beslutning

  1. Lokaludvalget godkendte planen for det lokale miljøarbejde i 2013, som fremgår af bilag 1. 

  2. Lokaludvalget besluttede at meddele Miljøpunkt Indre By-Christianshavn og Indre By Lokaludvalg, at Christianshavns Lokaludvalg afsætter 100.000 kr. til det lokale miljøarbejde i 2013, jf. årsplanen.

     

Til top