Mødedato: 19.12.2012, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset Dronningensgade 34

Formandens mandat

Christianshavns Lokaludvalg skal tage en orientering om formandens mandat til efterretning.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
1. at Christianshavns Lokaludvalg tager redegørelsen om formandens mandat, der fremgår af løsningsafsnittet, til efterretning.

Problemstilling

I mødet den 28. november 2012 drøftede lokaludvalget formandens rolle, herunder hvad der ligger i at formanden tegner lokaludvalget ud ad til og hvornår formanden skal gøre opmærksom på, at han taler på egne vegne og ikke på lokaludvalgets vegne.

Løsning

Formanden har bedt jurist Anne Børndum i Center for Sikker By, Økonomiforvaltningen, om at være ti stede i lokaludvalgsmødet, men det har hun desværre ikke mulighed for. Hun vi kunne deltage i mødet den 30. januar 2013. 

Over for formanden og sekretariatet har Anne Brøndum oplyst følgende:

"Området er ikke detailreguleret, men den almindelige opfattelse på Rådhuset af en udvalgsformands forpligtelser/rettigheder er, at formanden tegner sit udvalg udadtil, og i den forbindelse er det som udgangspunkt formanden, der f.eks. holder den officielle tale ved et lokaludvalgsarrangement. Dog kan et lokaludvalgsflertal ændre på dette, idet formanden efter regulativets §18, stk. 5, i enhver henseende skal rette sig efter lokaludvalgets beslutninger. Hvis lokaludvalgets flertal beslutter, at en anden skal holde en tale ved et givent arrangement, skal lokaludvalgsformanden rette sig efter det. Hvis lokaludvalget ikke beslutter noget om, hvem der skal holde talen, vil det være et led lokaludvalgsformandens hverv.

Så længe en lokaludvalgsformand gør klart opmærksom på, at hans/hendes udtalelser står for egen regning og altså ikke er et udtryk for lokaludvalgets synspunkter, kan vedkommende udtrykke lige det han/hun vil, så længe det ikke er strafbart (ærekrænkende ytringer o.l.). Dette fremgår af Grundlovens § 77. Lokaludvalget kan dog stille lokaludvalgsformanden til politisk ansvar for sine udtalelser."

Formanden foreslår, at lokaludvalget tager ovenstående til efterretning. Hvis der er spørgsmål om formalia, vil sekretariatet noteret dem og bede Anne brøndum om et skriftligt svar inden mødet den 30. januar 2013, som sekretariatet sender til lokaludvalget med mail.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Lokaludvalget arbejder i henhold til ovenstående redegørelse.

Beslutning

Drøftet. Følgende spørgsmål ønskes besvaret i mødet den 30. januar 2013:
  • Er der noget juridisk problematisk i Julius Lunds referat af mødet den 22. november 2012 mellem kontaktgruppen og politiet?
  • Hvilke politiske sanktioner kan der være tale om, hvis man ønsker at stille et lokaludvalgsmedlem til politisk ansvar for en udtalelse mv.?
  • Er der regler for, hvem der kan deltage i lokaludvalgets arbejdsgrupper
  • Hvilke krav er der til arbejdsgruppernes medlemmer med hensyn til deres virke på vegne af lokaludvalget?
  • Hvilke krav er der til tovholderne for arbejdsgrupperne med hensyn til deres virke på vegne af lokaludvalget?
  • Hvilke krav er der til næstformanden med hensyn til hans virke på vegne af lokaludvalget?
Til top