Mødedato: 18.12.2019, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Erdkehlgraven, Laboratoriegraven og Tømmergraven

Se alle bilag

Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte fremtiden for Erdkehlgraven, Laboratoriegraven og Tømmergraven.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter fremtiden for Erdkehlgraven, Laboratoriegraven og Tømmergraven.
  2. at Christianshavns Lokaludvalg beder arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havnen om et oplæg med en skitsering af lokaludvalgets holdning til fremtiden for Erdkehlgraven, Laboratoriegraven og Tømmergraven. Oplægget behandles i et kommende møde i lokaludvalget.

Problemstilling

I et notat af 2. december 2019 har Økonomiforvaltningen orienteret Økonomiudvalget om status på rydningen af Fredens Havn i Erdkehlgraven. Se bilaget.

Se bilaget.

I notatet oplyser forvaltningen, at der arbejdes på at kvalificere tre mulige løsningsmodeller for den fremadrettede administration af området. I valget af løsningsmodel er der bl.a. fokus på, hvornår en ny administrationspraksis kan træde i kraft efter en oprydning. I notatet er der opstillet tre løsningsmodeller:

A: Etablering af lystbådehavn på søterritoriet
Erdkehlgraven, Laboratoriegraven og Tømmergraven er en del af det danske søterritorium. Det ligger derfor inden for de juridiske rammer af kystbeskyttelsesloven helt eller delvist at udlægge området til en lystbådehavn.

B: Indlemmelse i Københavns Havns søområde
Erdkehlgraven mv. indlemmes i Københavns Havns søområde, som administreres af Udviklingsselskabet By & Havn I/S.

C: Ændring af kystbeskyttelsesloven
Sagen om Erdkehlgraven er vanskelig at løse efter den gældende kystbeskyttelseslov. En ændring af kystbeskyttelsesloven, der giver staten hjemmel til i særlige tilfælde at fjerne anlæg, indretninger mv. for ejers regning umiddelbart efter, at påbudsfristen er udløbet, kan give mulighed for hurtigere handling.

Løsning

Formanden mener, at lokaludvalget bør have en holdning til fremtiden for Erdkehlgraven, Laboratoriegraven og Tømmergraven.

Han foreslår derfor, at lokaludvalget drøfter fremtiden for Erdkehlgraven, Laboratoriegraven og Tømmergraven med henblik på at give arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havnen et grundlag for at udarbejde oplæg til behandling i et kommende møde i lokaludvalget.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havnen udarbejder et oplæg til drøftelse i et kommende møde i lokaludvalget.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede fremtiden for Erdkehlgraven, Laboratoriegraven og Tømmergraven. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
    • Der er både i gravene, som ligger der lovligt. Det skal der tages hensyn til.
    • Alternativ B er det bedste. By & Havn råder i forvejen over en stor del af havnen.
    • Spørgsmålet er, hvad By & Havn kan finde på at lave, hvis de får overdraget søområdet, medmindre der også ændres i Kystbeskyttelsesloven.
    • De tre grave skal retableres som åbent vand-område. Der skal ikke anlægges en lystbådehavn.
    • Man kan ikke være tryg ved By & Havn.
    • Hvis ejerne af de mange både først skal findes, vil det tage lang tid at fjerne dem.
    • Der kan etableres bådpladser i de tre grave for christianshavnere, fx ved kanonbådsskurene. Der mangler bådpladser på Christianshavn.
    • Søområdet kan overdrages til Københavns Kommune, som herefter kan se på, om der kan etableres boliger i området. Det vil være i tråd med politikken om en blandet by.
    • Der kan etableres en strand. Vandet er rent og der er lavvandet.
    • Juraen i denne sag er kompliceret.

  2. Lokaludvalget bad arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havnen om et oplæg med en skitsering af lokaludvalgets holdning til fremtiden for Erdkehlgraven, Laboratoriegraven og Tømmergraven. Oplægget behandles i et kommende møde i lokaludvalget.
Til top