Mødedato: 18.12.2013, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Skybrudsplan for Amager & Christianshavn - høringssvar

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar om skybrudsplan for Amager & Christianshavn.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om "Skybrudsplan for Amager & Christianshavn", der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Københavns og Frederiksberg Kommune har sammen lavet en skybrudsplan, som netop nu er ved at blive konkretiseret. Konkretiseringen består i at planlægge en ny skybruds-infrastruktur, som samlet set skal gøre byen mere robust over for skybrud.

Kloakkerne kan ikke rumme de ekstreme mængder regnvand under skybrud, og derfor skal et sammenhængende net af enten skybrudsboulevarder, grønne grøfter, åbne kanaler eller underjordiske rør lede regnvandet uden om kloakken og hen, hvor det ikke gør skade f.eks. i havnen, søer eller grønne arealer.

I skybrudsplanen er byen blevet opdelt i otte såkaldte vandoplande, hvor der indenfor hvert opland udarbejdes forslag til håndtering af skybrud.
Planen for vand-oplandet Amager & Christianshavn er i høring frem til den 24. december 2013.

Af planen fremgår det, at Christianshavn er et område, som ikke volder store vanskeligheder i forbindelse med et skybrud, hvilket hovedsagligt skyldes, at der ikke forekommer så store oversvømmelser ved skybrud og at nærheden til kanaler og havn muliggør, at skybrudsvandet let afledes direkte til disse.

Løsning

Miljøpunkt Indre By-Christianshavn foreslår følgende høringssvar:

"I Christianshavns Lokaludvalg og Miljøpunkt Indre By–Christianshavn er vi glade for, at der i konkretisering af skybrudsplanen for Amager og Christianshavn er fokus på at finde den optimale kombination af tiltag, som både forebygger oversvømmelser, men samtidig også løfter bymiljøet i en grøn og bæredygtig retning. Vi vil i dette høringssvar indledningsvis forholde os til og kommentere på de løsninger, der fremlægges i konkretiseringen. Herefter vil vi nævne nogle konkrete områder på Christianshavn, som vi kender til, og som vi mener kræver særlig fokus i forbindelse med skybrudssikring.

Skybrudssikring af Christianshavn
Det nævnes flere gange i konkretiseringen af skybrudsplanen, at Christianshavn, på grund af sin beliggenhed, ikke er et problemområde i forbindelse med skybrudssikringen. Beliggenheden gør, at overskudsvand kan afledes direkte til kanalerne. Idéen med at lede overskudsvand via tertiære vandveje i en form af render, er en god løsning. Dog skal det understreges, at det også er vigtigt, at disse vandveje kan indtænkes i og bevare det historiske udtryk, som Christianshavn er kendt for. vigtigt, at Vi anser også forslag om eksisterende kanter ned til kanalerne for at skabe direkte afløb for overskudsvandet, som en god idé. Alternativt ville det være en mulighed med en form for perforering af kanterne.

I konkretiseringen af skybrudsplanen beskrives det kort, at der er givet en anlægsbevilling til renovering af Christianshavns Torv. I den korte beskrivelse af renoveringen af torvet, er der umiddelbart ikke indtænkt nogen form for skybrudssikring. Dette mener vi er nødvendigt; dog skal det nødvendigvis indtænkes, at Christianshavn Metrostation er beliggende under torvet. Denne skybrudssikring kunne eksempelvis være i form af nedsænkede render med en rist over, hvilket gør, at den tertiære vandvej ikke generer færdsel på torvet.

Områder der kræver særlig fokus
Vi er bekendt med konkrete områder på Christianshavn, som under skybruddet i juli 2011 stod under vand. Der er her tale om strækningen fra Christianshavns Voldgade nr. 11 videre op ad Prinsessegade til og med Sofiegade. Denne strækning er markeret på det vedlagte kort. Området ligger ikke i direkte forbindelse med kanalerne, så her er det ikke muligt bare at lave en rende, som fører overfladevandet videre til kanalerne. Stikledninger i tilknytning til eksisterende kloakker kan evt. være en mulighed.

Christiania
Da der i planen ikke er udarbejdet et løsningsforslag for Christiania, opfordrer vi til, at kommunen tager initiativ til en dialog med Fonden Fristaden Christiania om deres forslag til innovative LAR-løsninger.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Sekretariatet lægger høringssvaret på bliv hørt-portalen.

Planen skal vedtages endeligt i foråret 2014.

Beslutning

Poul Cohrt stillede følgende ændringsforslag:
Der indføjes et afsnit under overskriften "Skybrudssikring af Christianshavn" med teksten: ”Ved den seneste storm viste det sig dog, at vandet steg højt så det næsten løb over bolværket. Man bør derfor også være opmærksom, at det kan være en problematisk løsning og man bør ikke afkorte bolværket. Det er derfor vigtigt at finde en teknisk løsning på problematikken.”

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Julius Lund om, at det af høringssvaret skal fremgå, at der på Christianshavn er behov for en såkaldt Amsterdam-løsning, hvor regnvandet fra tagene føres under gadeniveau og ud i kanalen.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jane Lytthans om, at det af høringssvaret skal fremgå, at man i skybrudsplanen skal tage højde for det kommende anlægsprojekt på Christianshavns Torv.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Michael Lerche Nielsen om, at lokaludvalget i høringssvaret foreslår kommunen at afsætte midler til at ekseperimentere med løsninger for regnvand med henblik på, at det ikke føres i kloakkerne.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kirsten V. Andersen om, at det af høringssvaret skal fremgå, at skybrud skaber større problemer på Christianshavn, end det fremgår af udkastet til skybrudsplanen. Lokaludvalget vedlægger et kortbilag, der viser hvor, der var oversvømmelse i forbindelse med skybruddet i 2011.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Michael lerche Nielsen om, at det skal fremgå af høringssvaret, at Holmen og andre kvarterer på Christianshavn ligger yderst på kloaknettet, hvor der sker opstuvning af vand, så der ikke er plads til regnvand.

Lokaludvalget godkendte høringssvaret med de ovennævnte ændringsforslag, idet det også påpeges, at der er en række faktuelle fejl i udkastet til skybrudsplan.



 
Til top