Lukket punkt: Havnens Pris 2026
Indstilling
Indstilling om,
- at Christianshavns Lokaludvalg blandt de kandidater, der fremgår i bilagsoversigten, vælger en modtager af Havnens Pris 2026 for sin indsats for Christianshavn og christianshavnerne.
Problemstilling
Lokaludvalget skal uddele Havnens Pris 2026 på Christianshavnerdagen søndag den 6. september 2026.
Lokaludvalget har vedtaget, at Havnens Pris gives til en person, forening eller institution, der har gjort en ekstraordinær indsats for Christianshavn og christianshavnerne.
Lokaludvalgsmedlemmer og suppleanter kan ikke modtage prisen.
Offentligheden har haft mulighed for at indstille kandidater frem til den 8. juni 2026.
Der er foreslået i alt 15 kandidater.
Blandt de foreslåede kandidater indstiller Indstillingsudvalget for Havnens Pris kandidaterne, der ses i bilagsoversigten.
Forslagsstillernes begrundelse for deres indstilling af kandidaterne ses også i bilagsoversigten.
Ændret procedure
I mødet den 17. december 2025 besluttede lokaludvalget at ændre proceduren for udvælgelse af kandidater til Havnens Pris til, at lokaludvalget hvert år udpeger tre lokaludvalgsmedlemmer til et indstillingsudvalg, som får til opgave at foreslå lokaludvalget kandidater til modtager af Havnens Pris.
Indstillingsudvalget i 2026 består af lokaludvalgsmedlemmerne Marianne Olsen, Erik Rasmussen og Jette Philipsen.
Lokaludvalget skal vælge modtageren af Havnens Pris blandt de kandidater, som Indstillingsudvalget foreslår.
Et lokaludvalgsmedlem (eller en suppleant), der har indstillet en kandidat til Havnens Pris, vil som hidtil være inhabil, når lokaludvalget skal beslutte, hvem der skal modtage Havnens Pris.
Løsning
Sagen behandles for lukkede døre. Kandidaterne er ligestillede. Valget af prismodtager vil ske ved skriftlig afstemning. Hvert lokaludvalgsmedlem kan stemme på én kandidat. Prismodtageren er den, som får flest stemmer.
Økonomi
Lokaludvalget har afsat en ramme på 20.000 kr. af lokaludvalgets 2026-pulje. Der vil være udgifter til annoncering og til gave til prismodtageren. Derudover får prismodtageren 1 kr. pr. indbygger i Christianshavns Lokaludvalgs område pr. 4. marts 2026, nemlig 13.478 kr.
Videre proces
Efter lokaludvalgets møde den 17. juni 2026 vil sekretariatet bede prismodtageren bekræfte, at vedkommende er villig til at modtage prisen. Derefter offentliggør sekretariatet, hvem der er prismodtageren. Prisen overrækkes på Christianshavnerdagen den 6. september 2026.