Mødedato: 16.12.2020, kl. 18:30
Mødested: Teams

Store skoler på små grunde

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte og beslutte, om det skal være medunderskriver på et brev til Borgerrepræsentationen om store skoler på små grunde som foreslået af Amager Vest Lokaludvalg.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter og beslutter, om det skal være medunderskriver på brevet til Borgerrepræsentationen om store skoler på små grunde, som Amager Vest Lokaludvalg foreslår. Se henvendelsen fra Amager Vest Lokaludvalg i afsnittet "problemstilling". Se det foreslåede brev til Borgerrepræsentationen i bilaget.

 

Problemstilling

Mail fra Amager Vest Lokaludvalg den 26. november 2020:

"Kære lokaludvalg i København

Amager Vest Lokaludvalg har længe været bekymret for, hvilke konsekvenser de meget store skoler på meget små grunde vil have for børnene i bydelen. Efter arbejdet med Lokalplansforslaget til Hannemanns Allé er bekymringen kun vokset; her er planlagt en firesporet skole til 1200 elever, presset ind mellem Royal Arena og boligbyggeriet Generationernes Hus (https://www.avlu.dk/wp-content/uploads/2020/06/FOKUS-p%C3%A5-friarealer_%C3%B8ravis-d.2-3-2.pdf )

Vi spurgte lokaludvalgssekretariaterne tidligere på året, om lokaludvalgene i de andre bydele havde samme udfordringer og bekymringer og fik flere istemmende tilbagemeldinger, med eksempler på nybyg og ombyg af skoler, hvor der kun var meget lidt plads til udearealer (se bilag ’Eksempler: store skoler på små grunde’ – som meget gerne må udbygges med flere eksempler fra jeres bydele).

Derfor har Amager Vest Lokaludvalg taget initiativ til et åbent brev til politikerne på Københavns Rådhus (se bilag ’Brev til BR: Store skoler på små grunde’); Med udgangspunkt i forskning, formålsparagraffer og undervisningsmiljøloven beskriver vi bekymringerne og opfordrer til at gentænke byudviklingen, så der bliver plads til vores børn i byen.

 

Amager Vest Lokaludvalg håber på, at de andre lokaludvalg i kommunen vil være medunderskrivere. Alt efter opbakningen fra jer, regner vi med at spørge interesseorganisationer, forskere mfl. inden for skoleliv, børns trivsel og udvikling, om de også vil være medunderskrivere, inden vi sender det til BR.

Med venlig hilsen
Amager Vest Lokaludvalg"

 

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter og beslutter, om det skal være medunderskriver på brevet til Borgerrepræsentationen, som Amager Vest Lokaludvalg foreslår. Se brevet i bilaget.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Afhænger af drøftelsen.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede, om det skal være medunderskriver på brevet til Borgerrepræsentationen om store skoler på små grunde, som Amager Vest Lokaludvalg foreslår. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
    • Christianshavns Skoles anneks i gården bag CIK er et eksempel på en skolebygning på en lille grund.
    • Hvis man begrænser befolkningstilvæksten i København, vil behovet for nye skoler også blive begrænset.
    • Lokaludvalget skal ikke være medunderskriver. Det vedrører ikke Christianshavn.
    • Det må være en forudsætning, at børnene er under opsyn i frikvartererne.
    • Corona-situationen viser, at der i fremtiden vil være et større behov for, at børnene er mere ude end nu.

  2. Jette Philipsen stillede forslag om, at lokaludvalget i sit svar til Amager Vest Lokaludvalg forudsætter, at  børnene er under opsyn i frikvartererne.

    Ruth Plovgaard stillede forslag om, at lokaludvalget i sit svar til Amager Vest Lokaludvalg nævner, at C
    hristianshavns Skoles anneks i gården bag CIK er et eksempel på en skolebygning på en lille grund.

    Lokaludvalget stemte om, hvorvidt det skal være medunderskriver på brevet til Borgerrepræsentationen om store skoler på små grunde, som Amager Vest Lokaludvalg foreslår, idet lokaludvalget i sit svar til Amager Vest Lokaludvalg dels forudsætter, at  børnene er under opsyn i frikvartererne og dels nævner, at Christianshavns Skoles anneks i gården bag CIK er et eksempel på en skolebygning på en lille grund.

    7 lokaludvalgsmedlemmer stemte for, at lokaludvalget skal være medunderskriver på brevet til Borgerrepræsentationen om store skoler på små grunde.
    4 lokaludvalgsmedlemmer stemte imod, at lokaludvalget skal være medunderskriver på brevet til Borgerrepræsentationen om store skoler på små grunde.
    6 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme.

    Dermed havde lokaludvalget besluttet, at det skal være medunderskriver på brevet til Borgerrepræsentationen om store skoler på små grunde, som Amager Vest Lokaludvalg foreslår, idet lokaludvalget i sit svar til Amager Vest Lokaludvalg dels forudsætter, at  børnene er under opsyn i frikvartererne og dels nævner, at Christianshavns Skoles anneks i gården bag CIK er et eksempel på en skolebygning på en lille grund.
Til top