Mødedato: 15.12.2021, kl. 18:30
Mødested: Teams

B-sag: Borgermøde om Lynetteholm: Strategisk Miljøvurdering af infrastruktur og byudvikling

Christianshavns Lokaludvalg skal tage en orientering om status på lokaludvalgets borgermøde om Lynetteholm til efterretning.  

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg tager orienteringen fra Lynetteholm-gruppen, der fremgår af afsnittet "Problemstilling", til efterretning.

Problemstilling

Orientering fra Lynetteholm-gruppen:

På sit møde d. 24. november 2021 besluttede lokaludvalget, efter indstilling fra Lynetteholm-gruppen, at afsætte 20.000 kr. til afholdelse af et borgermøde om Lynetteholm. Formålet med borgermødet vil være at drøfte den strategiske miljøvurdering (SMV) af det samlede Lynetteholm-projekt og indhente synspunkter herom til brug for afgivelse af høringssvar om den strategiske miljøvurdering.

Med beslutningen om at afsætte 20.000 kr. til borgermødet blev der, for at være på den sikre side, taget højde for at høringen om SMV’en kunne finde sted hen over julen med en frist for høringssvar tidligt i det nye år og derfor behov for at afholde borgermødet ligeledes tidligt i 2022.

Der foreligger nu oplysninger om tidsplanen for høringen om SMV’en. Med en mail til sekretariatet d. 2. december 2021 har Økonomiforvaltningen således meddelt, at høringen vil finde sted i perioden 24. marts-19. maj 2022. Samtidig har Økonomiforvaltningen meddelt, at der også forventes at foreligge materiale til en idéfasehøring om metroforbindelse og østlig ringvej d. 24. marts 2022. Høring herom vil i givet fald komme til at forløbe sammen med høringen om SMV’en.

I lyset af de nyt oplysninger om tidsplanen for ovennævnte høringer har Lynetteholm-gruppen forholdt sig til 

  1. om borgermødet bør flyttes til efter d. 24. marts 2022
  2. om der kunne stiles efter både at afholde et borgermøde i januar 2022 og et borgermøde efter d. 24. marts 2022.

Lynetteholm-gruppen har fundet, at der bør holdes fast i formålet med borgermødet om at fokusere på indholdet i SMV’en, således at der dermed kan tages højde for input fra de fremmødte borgere i udarbejdelsen af høringssvaret om SMV’en. 

Derfor indstiller Lynetteholm-gruppen, at der fortsat stiles efter ét borgermøde og at det afholdes efter d. 24. marts 2022, når høringsmaterialet foreligger. Det vil betyde, at datoen for borgermødet lægges i starten af april 2022 eller kort efter Påske, som er i midten af april 2022.

Ved at flytte borgermødet til efter 24. marts 2022 vil det give bedre mulighed for at skaffe oplægsholdere, finde lokale, annoncere m.v. At der ved siden af SMV-høringen nu også kan forventes høring om metroforbindelsen og østlig ringvej, taler yderligere for at lægge borgermødet efter d. 24. marts 2022.

Lynetteholm-gruppen vil påbegynde planlægningen af borgermødet i starten af det nye år.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget tager ovenstående orientering fra Lynetteholm-gruppen til efterretning.

Økonomi

Lokaludvalget har afsat en ramme på 20.000 kr. til et borgermøde om Lynetteholm.

Videre proces

Lynetteholm-gruppen planlægger og gennemfører borgermødet sammen med sekretariatet. Borgermødet holdes primo eller medio april 2022.

Beslutning

  1. Lokaludvalget tog orienteringen fra Lynetteholm-gruppen, der fremgår af afsnittet "Problemstilling", til efterretning.
    Det indebærer, at borgermødet om Lynetteholm holdes tidligt i høringsperioden 24. marts-19. maj 2022, så tilkendegivelserne fra borgerne kan indgå i lokaludvalgets behandling af et udkast til høringssvar om den strategiske miljøvurdering.

     

Til top