Mødedato: 30.01.2002, kl. 14:00

Dispensation fra lokalplan "Søndre Frihavn" med tillæg nr. 1 til opstilling af skulpturgruppen Det Genmodificerede Paradis m.v.

Dispensation fra lokalplan "Søndre Frihavn" med tillæg nr. 1 til opstilling af skulpturgruppen Det Genmodificerede Paradis m.v.

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 30. januar 2002

 

Sager til beslutning

3. Dispensation fra lokalplan "Søndre Frihavn" med tillæg nr. 1 til opstilling af skulpturgruppen Det Genmodificerede Paradis m.v.

BTU 30/2002 J.nr. 611:145.0012/02

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at der meddeles dispensation fra lokalplan nr. 197 "Søndre Frihavn", § 3, stk. 1, om opfyldning, § 11, stk. 4, om kajsætning og § 11, stk. 5, om promenadebredde samt fra lokalplanens tillæg 1, § 4, stk. 1, om opførelse af mindre 1-etages skure og lignende uden for byggefelter ved opstilling af skulpturgruppen Det Genmodificerede Paradis og ved etablering af en overdækket adgangstrappe til parkeringskældre på ejendommen matr.nr. 931 Østervold Kvarter, Langelinie Allé, Dahlerups Torv

RESUME

Professor, billedhugger Bjørn Nørregaards skulpturgruppe Det Genmodificerede Paradis, der var opstillet på Expo 2000-udstillingen i Hannover, ansøges nu opstillet permanent på et pladsområde nord for Dahlerups Pakhus på Langeliniemolen. Samtidig ønskes der udført en overdækning af en adgangstrappe fra pladsen til de underliggende parkeringskældre.

Det ansøgte forudsætter dispensation fra lokalplan nr. 197 "Søndre Frihavn" med tillæg 1 vedrørende opfyldning, kajsætning, promenadebredde og placering af bebyggelse. Der er, således som planloven giver mulighed for, ikke foretaget naboorientering, da en sådan skønnes at være af underordnet betydning. Forvaltningen kan anbefale fornøden dispensation på baggrund af, at pladsindretningen med skulpturgruppen , herunder adgangstrappen, danner en kunstnerisk helhed, samt at opfyldningen er af mindre omfang, og at afvikling trafikken på promenaden fortsat er mulig.

Sagen forelægges Bygge- og Teknikudvalget under hensyn til, at udvalget i mødet den 13. maj 1998 besluttede, at delegationen til forvaltningen vedrørende dispensation fra lokalplaner og byplanvedtægter ikke omfatter forhold, der vedrører havnearealer.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Ejendommen, der er beliggende i bydelen Indre Østerbro, er omfattet af lokalplan nr. 197 "Søndre Frihavn", endeligt bekendtgjort den 12. december 1991, med tilhørende tillæg 1, endeligt bekendtgjort den 19. marts 1997.

Ifølge lokalplanens § 3, stk. 1, kan der inden for et nærmere defineret vandareal ved Midtermolens nordside og østside foretages opfyldninger. Opfyldte arealer forudsættes i henhold til § 11, stk. 4, kajsat efter Magistratens (nu Bygge- og Teknikforvaltningens) nærmere godkendelse. Langs kajerne skal der i henhold til § 11, stk. 5, anlægges sammenhængende, offentligt tilgængelige promenader for fodgængere og cyklister med en bredde på mindst 7 m.

Ifølge lokalplantillæggets § 4, stk. 1, kan der udover bebyggelse i nærmere angivne byggefelter opføres enkelte mindre skure og lignende i én etage efter Magistratens (nu Bygge- og Teknikudvalgets) nærmere godkendelse.

Ansøgning og projekt

Der er den 28. september 2000 meddelt byggetilladelse til NCC Danmark A/S Ejendomme som bygherre vedrørende udførelse af en 2-lags parkeringskælder mellem Dahlerups Pakhus og lokalplanens byggefelt A på ejendommen matr.nr. 931 Østervold Kvarter, Langelinie Allé, Dahlerups Torv.

Fa. Boldsen & Holm Arkitekter har for NCC Danmark A/S Ejendomme nu som ejer af ejendommen ansøgt om byggetilladelse til at opstille skulpturgruppen Det Genmodificerede Paradis på pladsen (Dahlerups Torv) mellem Dahlerups Pakhus og lokalplanens byggefelt A. Skulpturgruppen er udført af professor, billedhugger Bjørn Nørregaard og består af 8 enkeltskulpturer, der i sin tid var opstillet på Expo 2000-udstillingen i Hannover. Placeringen af skulpturgruppen er vist på henholdsvis terrænplan og snittegning, der vedlægges som bilag 1 og 2. Bjørn Nørregaard har udarbejdet en beskrivelse af kunstværket og af ideen bag dette og dets placering, der vedlægges som bilag 3.

I værket indgår bl.a. som hovedfigur Den Genmodificerede Madonna på toppen af Triumfbuen, der er placeret, så promenaden målt mellem skulpturen og bolværkshammerens kant begrænses til en bredde på ca. 4 m. Endvidere indgår Den Genmodificerede Havfrue med placering på en stensætning, der har karakter af en opfyldning ud for kajkanten. Skulpturen optager et vandareal på ca. 75 m². Havfruen og Triumfbuen med Madonnaen er vist på vedlagte bilag 4.

Endvidere indgår der en overdækket adgangstrappe fra terræn til de underliggende parkeringskældre. Overdækningen, der ønskes af hensyn til brugerne af parkeringskældrene, udføres af Bjørn Nørregård som en integreret del af skulpturgruppen. Overdækningen udformes med en transparent facade i glas og stål og med tag af falset zink. Den overdækkede trappe er vist på ovennævnte bilag 1 og 2. Detailprojekt vil blive fremsendt til forvaltningens godkendelse.

Afvigelser fra planbestemmelserne

Stensætningen med karakter af opfyldning, hvorpå Den Genmodificerede Havfrue placeres, overholder ikke lokalplanens bestemmelser om placering af opfyldning, ligesom stensætningen ikke er kajsat. Triumfbuen med Den Genmodificerede Madonna placeres, så lokalplanens bestemmelser om promenadebredde ikke iagttages.

Den overdækkede adgangstrappe til parkeringskældrene overholder ikke lokalplantillæggets primære bestemmelse om placering af bebyggelse inden for de nærmere angivne byggefelter. Med bestemmelsen om, at Magistraten (nu Bygge- og Teknikudvalget) kan godkende opførelse af enkelte mindre skure og lignende i én etage uden for byggefelterne, forudsættes der meddelt dispensation fra lokalplantilægget.

Dispensation

I henhold til planlovens § 19, stk. 1, jf. § 17 i lokalplanen, kan kommunen meddele dispensation fra bestemmelser i en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen.

Forvaltningen kan anbefale dispensation fra lokalplanen med tilhørende tillæg under hensyn til, at pladsindretningen med skulpturopstillingen, herunder adgangstrappen, danner en kunstnerisk helhed, som ved sin udformning og idé relaterer sig til det konkrete sted, således som det er beskrevet i bilag 3. Som det fremgår af beskrivelsen er placeringen af Den Genmodificerede Madonna på toppen af Triumfbuen og Havfruen på stensætningen uadskillelige dele af den kunstneriske helhed. Herudover finder forvaltningen, at stensætningen med karakter af opfyldning er af mindre omfang, og at promenaden, der alene indsnævres ud for Triumfbuen, fortsat har en bredde, der muliggør afvikling af trafikken på promenaden.

Naboorientering

Orientering om dispensation skønnes at være af underordnet betydning, idet dispensationen vedrører forhold af mindre omfang, som ikke i væsentlig grad vil berøre de omboende, jf. planlovens § 20, stk. 2.

Andre myndigheder m.v.

Københavns Havn A/S har meddelt tilladelse til den del af skulpturen, der er placeret på vandarealet foran bolværket. Tilladelse til placeringen tillige fra Kystdirektoratet og Farvandsvæsenet forudsættes indhentet.

Miljøvurdering

Projektet skønnes ikke at medføre væsentlige miljømæssige konsekvenser.

BILAG VEDLAGT

  1. Terrænplan.
  2. Snittegning.
  3. Beskrivelse Det Genmodificerede Paradis udarbejdet af Bjørn Nørregaard.
  4. Fotos af Triumfbuen med Den Genmodificerede Madonna og af Den Genmodificerede Havfrue.

Jens Ole Nielsen

 

Til top