Mødedato: 29.01.2003, kl. 14:00

Holdeplads for fjernbusser - Brev til trafikministeren

Holdeplads for fjernbusser - Brev til trafikministeren

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 29. januar 2003

 

Sager til beslutning

14. Holdeplads for fjernbusser - Brev til trafikministeren

BTU 26/2003 J.nr. 2132.0001/03

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at det i sagsbeskrivelsen anførte udkast til brev til trafikministeren med opfordring om at foranstalte ændret lovgivning, således at fjernbusselskaber kun kan benytte stoppesteder efter forudgående aftale med den lokale vejmyndighed, sendes

RESUME

I løbet af 2001 og 2002 har en række fjernbusselskaber etableret holdepladser forskellige steder i København uden tilladelse fra forvaltningen. Konkret ønsker busvognmændene kun at anvende en af kommunen anvist holdeplads, hvis den placeres i centrum af byen. Kommunens forslag om etablering af busholdeplads på Polititorvet er blevet afvist af politiet. Denne afgørelse af blevet indbragt for Justitsministeriet. I forbindelse med at etablere ordnede forhold på fjernbusområdet har det vist sig, at kommunen som lokal vejmyndighed har begrænsede muligheder for at regulere denne anvendelse af byens gader.

Færdselsstyrelsen har som svar på forvaltningens forespørgsel oplyst, at Lov om erhvervsmæssig personbefordring ("busloven") og vognmændenes rutetilladelser ikke kan anvendes af Københavns Kommune til at løse problemet med regulering af fjernbussernes anvendelse af gader som stoppesteder.

Vejmyndighedens eneste mulighed for at forhindre at byens gader anvendes som stoppesteder for fjernbusser er at anvende færdselslovens bestemmelser om etablering af stopforbud vha. skiltning. I praksis vil dette betyde at alle gadestrækninger i det centrale København skal skiltes med stopforbud. Dette vurderes at ville kræve en uhensigtsmæssig omfattende skiltning, som vil være meget omkostningsfuld, uæstetisk og utilsigtet i forhold til byens øvrige funktioner.

På denne baggrund indstilles at udvalget retter henvendelse til trafikministeren med henblik på at få etableret fornøden lovhjemmel til at løse Københavns Kommunes problemer med regulering af fjernbussernes holdepladser.

Forvaltningen har udarbejdet udkast til brev til Trafikministeriet. Af brevet fremgår det, at Københavns Kommune finder det nuværende lovgrundlag for regulering af fjernbussers anvendelse af byens gader som holdepladser utilstrækkeligt, samt at Københavns Kommune på denne baggrund opfordrer ministeren til at foranstalte ændret lovgivning, således at fjernbusselskaber kun kan benytte stoppesteder efter forudgående aftale med den lokale vejmyndighed.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Bygge- og Teknikudvalget har ved flere lejligheder behandlet problemstillingen om fjernbussers holdepladser i København, og senest er det besluttet at nedlægge holdepladserne ved Hovedbanegården for at samle alle fjernbusruter på en ny midlertidig terminal på Polititorvet, samt at der arbejdes på at finde en varig løsning, f.eks. i Ørestad.

Politiet har imidlertid nedlagt veto mod den midlertidige løsning på Polititorvet af trafikale årsager. Politiets afgørelse er anket til Justitsministeriet, da der ikke findes belæg for at denne løsning skal medføre væsentlige trafikale gener. Justitsministeriet har endnu ikke behandlet denne anke.

Allerede på nuværende tidspunkt har en række fjernbusruter etableret stoppesteder forskellige steder i byen, og med den planlagte nedlæggelse af holdepladserne omkring Hovedbanegården, samt en forventelig stigende trafik med internationale busruter til København, vil problemet med "uautoriserede" holdepladser blive større.

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at tilbyde fjernbusser en holdeplads i centrum af København, og disse må derfor henvises til holdepladsen ved Sjælør Station.

Med henvisning til et behov for at have holdeplads centralt i byen har flere vognmænd valgt ikke at efterkomme kommunens anvisninger og foretager i stedet af- og påsætning af passagerer og bagage rundt omkring i de københavnske gader. Dette er ikke alene til gene for trafikken, men også til stor fare for passagererne, da af- og pålæsning af bagage i høj grad sker i bussernes venstre side, og dermed ud på kørebanen.

Forvaltningen har forsøgt at løse problemerne og har i den forbindelse spurgt Færdselsstyrelsen om mulighederne for at forhindre denne tilfældige holden. Styrelsen har oplyst, at vi som vejmyndighed kun kan regulere bussernes af- og påsætning med hjemmel i Færdselsloven, da hverken buslovgivningen eller vognmændenes rutetilladelser stiller krav om benyttelse af de af kommunen anviste holdepladser.

På møder med forvaltningen har vognmændene tilkendegivet, at de kun vil benytte en af kommunen anvist holdeplads, hvis denne etableres i centrum af byen. Det er dog ikke umiddelbart realistisk at etablere en varig fjernbusterminal i det centrale København, da kommunen ikke råder over et egnet areal, der kan rumme de mange busser.

I praksis står vi derfor med det problem, at medmindre der etableres standsningsforbud for busser i hele den centrale del af byen, så har vi ingen mulighed for at sikre at vognmændene vil benytte en kommende fjernbusterminal, hvilket er uacceptabelt udfra både et trafikalt og et planmæssigt synspunkt.

Den svage hjemmel til at regulere fjernbussernes holden betyder således – ud over de akutte trafikale problemer – at det bliver yderst vanskeligt at få fjernbusselskaberne til at anvende en eventuel kommende terminal i Ørestaden. På dette grundlag vil etableringen af en ny terminal i Ørestaden formentlig ikke kunne realiseres.

Med baggrund i disse problemstillinger indstiller forvaltningen, at Bygge- og Teknikudvalget sender følgende brev til trafikministeren.

"

Trafikministeriet

Frederiksholms Kanal 27

1220 København K

att. Trafikminister Flemming Hansen

Fjernbusholdepladser i København

Kære Flemming Hansen

Bygge- og Teknikudvalget i Københavns Kommune, der har behandlet sagen i sit møde den xxx, skal hermed anmode Trafikministeren om at overveje en ændret regulering af fjernbusområdet, således at fjernbusser kun kan benytte holdepladser efter forudgående godkendelse af den lokale vejmyndighed.

Københavns Kommune har på nuværende tidspunkt ikke mulighed for at tilbyde fjernbusser en holdeplads i centrum af København, idet kommunen ikke råder over en terminal, der kan rumme den fortsat stigende mængde busser med rute til og fra byen. Det har derfor kun været muligt at henvise v ognmændene til mindre centrale holdepladser som f.eks. Sjælør Station.

Med henvisning til at de kun kan acceptere at holde i centrum af byen, har flere vognmænd valgt ikke at efterkomme kommunens anvisninger og foretager i stedet af- og påsætning af passagerer og bagage rundt omkring i de københavnske gader. Dette er ikke alene til gene for trafikken, men også til stor fare for passagererne, da af- og pålæsning af bagage i høj grad sker i bussernes venstre side, og dermed ud på kørebanen.

Kommunen har forsøgt at løse problemerne og har i den forbindelse spurgt Færdselsstyrelsen om mulighederne for at forhindre denne tilfældige holden. Styrelsen har oplyst, at vi som vejmyndighed kun kan regulere bussernes af- og påsætning med hjemmel i Færdselsloven, da hverken buslovgivningen eller vognmændenes rutetilladelser stiller krav om benyttelse af de af kommunen anviste holdepladser.

I København har vognmændene tilkendegivet, at de kun vil benytte en af kommunen anvist holdeplads, hvis denne etableres i centrum af byen. Det er dog ikke umiddelbart realistisk at etablere en varig fjernbusterminal i det centrale København, da kommunen ikke råder over et egnet areal, der kan rumme de mange busser.

I praksis står vi derfor med det problem, at med mindre der etableres standsningsforbud for busser i hele byen, så har vi ingen mulighed for at sikre at vognmændene benytter en egentlig holdeplads, hvilket er uacceptabelt udfra både et trafikalt og et planmæssigt synspunkt.

Københavns Kommune ønsker på ingen måde at begrænse bustrafikken til København, men de nuværende forhold er urimelige over for de mange busrejsende og over for de øvrige trafikanter på kommunens vejnet.

Udvalget ser frem til at modtage resultatet af Deres overvejelser, og vi medvirker naturligvis gerne i den videre proces med at finde en løsning.

Med venlig hilsen

 

Søren Pind "

 

Økonomi

-

Miljøvurdering

Den manglende mulighed for at regulere fjernbussernes anvendelse af stoppesteder vurderes at medføre miljøgener for beboere og trafikanter på de lokaliteter hvor busserne vælger at holde. Ved at kunne regulere fjernbussernes holdepladser vil disse kunne samles i mindre miljøfølsomme områder, og den samlede miljøgene blive begrænset.

Høring

Der er ikke gennemført høring

 

Ole Bach

 

Til top