Mødedato: 27.08.2003, kl. 14:00

A-bus - etape 2b, samt nye handicapvenlige stoppesteder ved Svanemøllen Station

A-bus - etape 2b, samt nye handicapvenlige stoppesteder ved Svanemøllen Station

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 27. august 2003

 

Sager til beslutning

15. A-bus - etape 2b, samt nye handicapvenlige stoppesteder ved Svanemøllen Station

BTU 387/2003 J.nr. 21330.0001/03

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der gennemføres ombygning og nyetablering af stoppesteder på A-busnettet – etape 2b og opsættes læskærme og papirkurve som beskrevet i denne indstilling,

at der gennemføres mindre projekter til forbedring af bussernes fremkommelighed på fire lokaliteter, i forbindelse med opstarten af de nye buslinier 3A og 4A (A-bus etape 2b), som beskrevet i denne indstilling,

at stoppestederne ved Svanemøllen Station ombygges som beskrevet i denne indstilling,

at der på Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3, Vejanlæg), gives en anlægsbevilling på 4,9 mio. kr., udformet som en udgiftsbevilling på 6,1 mio. kr. og en indtægtsbevilling på 1,2 mio. kr. svarende til HUR's økonomiske bidrag, og

at der til finansiering af Københavns Kommunens andel af udgifterne til disse projekter overføres 4,9 mio. kr. af "Puljen til Trafik og Nye boligområder" (konto 6.51.3) til Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3, Vejanlæg).

RESUME

Som konsekvens af de to A-bus liniers start i december 2003 (etape 2b) foreslås det at gennemføre fremkommelighedsforbedringer dels via forbedring af stoppestederne på de to nye A-bus ruter og øvrige ruter omfattet af omlægningen, og dels via en række mindre (men væsentlige) ændringer af signalregulerede kryds. Ligeledes foreslås det, at stoppestederne ved Svanemøllen station ombygges, hvorved der skabes bedre forhold for buspassagererne, ligesom bussernes fremkommelighed forbedres.

Ændringerne af stoppesteder omfatter etablering af to nye stoppesteder til brug for buslinie 4A, ét nyt stoppested til henholdsvis linie 22 og 142, flytning af et stoppested på linie 142, samt nedlæggelse af to stoppesteder i Kildevældsgade. Dertil kommer opgradering af eksisterende stoppesteder til "A-bus standard" på de to nye A-bus linier, herunder at der opsættes 18 nye læskærme, ca. 35 nye papirkurve samt info-standere ved alle stoppesteder på de to A-buslinier .

Forvaltningen foreslår, at der udover ovennævnte stoppestedsændringer gennemføres fire fremkommelighedsprojekter i form af signaltekniske ændringer, som på forskellig vis sikrer busserne prioritet i signalanlæg.

Projekterne vurderes ikke at have mærkbar negativ effekt på de bløde trafikanters og bilernes fremkommelighed. Projekterne medfører ikke nedlæggelse af parkeringspladser i de centrale bydele.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Til december 2003 sættes den sidste A-bus etape i drift. Etapen består af linie 3A, der kommer til at køre på strækningen Nordhavn Station – Blegdamsvej – H.C. Ørstedsvej – Enghavevej – Valbyparken og linie 4A, der kommer til at køre på strækningen Svanemøllen Station – Nørrebro Station – Valby Station – Sjælør Station – Bella Centeret – Lergravsparken Station (bilag 1).

For at medvirke til at også disse to A-bus linier kommer til at fremstå som højklassede og attraktive kollektiv trafiktilbud, er det intentionene sammen med HUR at sikre bussens fremkommelighed ved ombygninger af et antal kritiske punkter på ruterne, herunder etablering af gode stoppestedsforhold.

Der er gennemført tilsvarende projekter i forbindelse med introduktionen af de tidligere A-bus linier (j.fr. BTU 147/2003).

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

A-bus stoppesteder, etape 2b

I lighed med de foregående A-bus etaper har HUR fremsat ønske om, at kommunen etablerer enkelte nye stoppesteder på A-buslinierne og på det øvrige net, samt at A-busstoppestederne opgraderes med læskærme, hvis det er muligt.

Forvaltningen har vurderet HUR's ønsker og foreslår på den baggrund, at følgende arbejder på 3A og 4A samt det øvrige net gennemføres:

  • Etablering af nyt stoppested ved Sjælør Station (på parkeringspladsen) til brug for de afgange på linie 4A, der ikke kører helt fra Svanemøllen Station til Lergravsparken Station
  • Etablering af nyt stoppested på Bellmandsgade ved Thomas Laubs Gade til brug for linie 4A i retning mod Svanemøllen Station
  • Etablering af nyt stoppested på Jydeholmen ved Ålkistevej til brug for linie 22 og 142
  • Flytning af stoppestedet på Ålekistevej (mod syd) fra før til efter Jyllingevej til brug for linie 142
  • Nedlægning af to stoppesteder i Kildevældsgade (mod øst) ved henholdsvis Helsingborggade og Østerbrogade

Ved alle A-busstoppestederne opsætter HUR infostandere. Dette medfører, at de eksisterende papirkurve fjernes, da disse er monteret på de gamle rørstandere. Forvaltningen foreslår derfor, at der opsættes nye papirkurve ved i alt 33 stoppesteder, således at der sikres ryddelige forhold ved stoppestederne.

Endvidere ønsker HUR, at der ved A-busstoppestederne gøres ekstraordinær indsats for passagerenes komfort. Forvaltningen har derfor foretaget en gennemgang af stoppestederne med henblik på at forbedre læforholdene. Ved 18 stoppesteder er det således fundet muligt at opsætte læskærme.

Endeligt opstilles den såkaldte "info-stander" ved de A-bus stoppesteder, som ikke allerede er udstyret med en stander af denne type.

Kommunens kontrakt med leverandøren af de reklamefinansierede læskærme (AFA JCDecaux) er imidlertid opfyldt og forvaltningen har derfor indledt forhandlinger om en udvidelse af aftalen. Opsætningen af de 18 læskærme forudsætter derfor et tilfredsstillende udfald af denne forhandling. Hvis der ikke findes en løsning med AFA JCDecaux vil forvaltningen udarbejde en fornyet indstilling om opsætning af læskærme.

Punktprojekter

1: Buslinier: 3A Skt. Hans Torv

Problemstilling:

Signalreguleringen på Skt. Hans Torv består af to tætliggende anlæg ved henholdsvis Blegdamsvej og Fælledvej. Den faste signalsamordning prioriterer naturligt nok trafikken fra disse to gader. En ulempe herved er, at den indsvingende buslinie 3 (den kommende linie 3A) fra Elmegade typisk får ½ minuts stop for rødt ud for Sankt Hans Gade.

Løsning:

Der etableres spoler til detektering af busser fra Elmegade. Herved prioriteres bussen aktivt netop i de signalomløb, hvor der er behov for det, mens den øvrige trafik fortsat tilgodeses i de ca. 80 % af signaloml&o slash;bene, hvor der ikke er bus fra Elmegade. Projektet medfører ikke reduktion i kapaciteten for den øvrige trafik, men kan dog medføre en begrænset forsinkelse i de situationer hvor bussen prioriteres frem for biltrafikken.

2: Buslinier: 3A, 10. Enghavevej/Bavnehøj Allé og Enghavevej/Tranehavevej

Problemstilling:

Busserne kommer ofte til at holde for rødt lys, da samordningen ("den grønne bølge") ikke tager hensyn til bussernes ophold ved stoppestederne mellem de to kryd.

Løsning:

Busprioritering i den "grønne bølge" som tager hensyn til stoppestedsophold. Samtidig kan indførelse af kortere omløbstid i signalanlæggene og etablering af detektorstyret busprioritering afhjælpe problemet. Busser kan derved fastholde grønt i det første signal bussen møder i begge kørselsretninger.

3: Buslinier: 4A, 42, 43 Haraldsgade/Lersø Park Allé

Problemstilling:

I dette kryds kører der A-busser ad Haraldsgade og andre busser ad Lersø Park Allé. Den faste tidsstyring, (hvor signalet skifter efter et fast skema, uden at trafikken direkte påvirker signalets funktion), kan give unødig ventetid for busserne.

Løsning:

Som første sted i Københavns Kommune foreslår forvaltningen at prøve en differentieret busprioritering ud fra et vægtningskriterie, hvor A-busser prioriteres frem for almindelige busruter, som igen vægtes frem for personbiler. Busser fra alle retninger detekteres med spoler i vejbanen, så skiftetidspunkterne kan optimeres.

4: Buslinier: 4A, 34, 73, 77/78, 250S, 350S. Amagerbrogade/Vejlands Allé

Problemstilling:

Anlægget kører i dag fast tidsstyret, (hvor signalet skifter efter et fast skema uden at trafikken direkte påvirker signalets funktion). Dette giver en del unødig ventetid for busserne, der ankommer tilfældigt i forhold til signalets omløbstid.

Løsning:

For at minimere busforsinkelse etableres en trafikstyring, hvor bussen kan fastholde grønt lys og dermed nå med over i de situationer, hvor den ellers ville få den største ventetid.

Svanemøllen Station

Stationen er et vigtigt skiftepunkt mellem busser og tog, med gode busforbindelser til både indre Østerbro ad Østerbrogade (linie 1A og 14) og mod vest til Nørrebro (linie 4A).

Med den nuværende udformning er skifteforholdene ved stationen langt fra optimale. Buslinierne stopper op til seks forskellige steder, hvilket giver lange gangafstande og en ringe overskuelighed. Endvidere er der næsten ingen ventefaciliteter ved stoppestederne.

I oktober 2002 godkendte Bygge- og Teknikudvalget (BTU 486/2002) en delt linieføring for A-bus 4A på strækningen mellem Østerbrogade og Vennemindevej, således at der køres ad Bellmandsgade/Edvard Griegs Gade/Borgervænget mod øst og ad Kildevældsgade mod vest.

På den baggrund har Forvaltningen i samarbejde med HUR udarbejdet et skitseforslag til hvorledes stoppestedsforholdene ved Svanemøllen Station kan forbedres ved at etablere refuger i begge sider af Østerbrogade ud for stationen (bilag 2). Ved udformningen af stoppestederne vil der blive lagt særlig vægt på at skabe gode forhold for handicappede.

Økonomi

Det foreslås, at der på Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3, Vejanlæg), gives en anlægsbevilling på 4,9 mio. kr., udformet som en udgiftsbevilling på 6,1 mio. kr. og en indtægtsbevilling på 1,2 mio. kr. svarende til HUR's økonomiske bidrag. Københavns Kommunes andel af omkostningerne til projekterne, i alt 4,9 mio. kr. foreslås finansieret af "Puljen til trafik og Nye boligområder" i form af en overførsel fra konto 6.51.3 til Vej og Parks anlægsramme, konto 2.22.3.

Projekt

HUR

Københavns Kommune

A-bus stoppesteder, etape 2b

 

2,2 mio. kr.

Punktprojekter:

 

1,5 mio. kr.

Svanemøllen Station

1,2 mio. kr.

1,2 mio. kr.

I alt

1,2 mio. kr.

4,9 mio. kr.

Københavns Kommune og HUR har i en årrække samfinansieret projekter, som er specielt møntet på at forbedre bustrafikkens fremkommelighed. Udvalget har tidligere på mødet 14. maj 2003 (BTU 225/2003) godkendt en indstilling om fremkommelighedsprojekter i forbindelse med A-bus etape 2a, hvor HUR dækkede alle omkostninger indenfor en ramme på 1,5 mio. kr., mod at Københavns Kommune på tilsvarende vis dækkede udgifterne i forbindelse med denne sidste A-bus etapes fremkommelighedsprojekter. Derfor er her ikke anført nogen medfinansiering fra HUR til de fire fremkommelighedsprojekter.

Etablering af stoppesteder er traditionelt en opgave for vejmyndigheden, som derfor også bære omkostninger forbundet hermed. Forvaltningen og HUR har dog indgået en aftale om at dele omkostningen til de nye stoppesteder ved Svanemøllen Station, da disse – ud over at skabe væsentlig bedre forhold for passagererne - også vurderes at give busserne en væsentlig bedre fremkommelighed.

Miljøvurdering

Brug af trafikstyring i signalanlæggene mindsker generelt ventetiden for busserne og medføre færre stop. Dermed vil miljøbelastningen fra bussernes tomgangskørsel og accelerationer blive formindsket.

Den aktive prioritering af busserne sker ikke på andre motorkørende trafikanters bekostning. Derfor vurderes miljøeffekten fra privatbilismen samlet at være neutral.

Høring

Den prioriterede liste over ændringer af stoppesteder og fremkommelighedsprojekter er udarbejdet i samråd med HUR. Projekter af trafikal betydning vil blive forelagt politiet, når der foreligger et detailprojekt.

Andre konsekvenser

-

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: A-bus – etape 2b, linieføring og fremkommelighedsprojekter

Bilag 2: Svanemøllen Station, skitseprojekt for ombygning af stoppesteder på Østerbrogade

Bilag 3: Eksisterende forhold på Østerbrogade ved Svanemøllen Station

 

Ole Bach

 

Til top