Mødedato: 27.08.2003, kl. 14:00

Adaptiv signalstyring på Centrumforbindelsen

Adaptiv signalstyring på Centrumforbindelsen

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 27. august 2003

 

Sager til beslutning

11. Adaptiv signalstyring på Centrumforbindelsen

BTU 384/2003 J.nr. 0616.0007/03

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der under Vej & Parks anlægsramme (funktion 2.22.3) gives en anlægsbevilling på 4,477 mio. kr. til udførelse af adaptiv signalstyring på Centrumforbindelsen, heraf finansieres 3,477 mio. kr. ved at overføre et tilsvarende beløb fra Handlingsplan for Trafikafvikling i København under Vej & Park (funktion 2.22.3) til Vej & Parks anlægsramme (funktion 2.22.3).

RESUME

I henhold til Handlingsplan for Trafikafvikling i København er der i projektet om kapacitetstilpasning på indfaldsvejene afsat et beløb på 4,5 mio. kr. til delprojekt 3A – adaptiv signalstyring på Centrumforbindelsen.

Forvaltningen har ved projektgranskning af indkomne tilbud i to EU udbudsrunder konstateret, at realiseringen af projektet om adaptiv signalstyring på Centrumforbindelsen ikke kan ske inden for den nuværende økonomiske ramme på de 4,5 mio. kr. Forvaltningen foreslår derfor, at projektets anlægsramme tilføres yderligere 1 mio. kr.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Bygge- og Teknikudvalget godkendte på mødet den 12. september 2001 (BTU 378/2001) at delprojekt A3 i Handlingsplan for Trafikafvikling i København om adaptiv signalstyring udføres på Centrumforbindelsen fremfor på Ågadelinien.

Ligeledes godkendte Bygge- og Teknikudvalget på mødet den 15. maj 2002 (BTU 264/2002), at udvide den økonomiske ramme fra 3,5 mio. kr. til 4,5 mio. kr. inden for anlægsrammen for Handlingsplan for Trafikafvikling i København.

Handlingsplan for Trafikafvikling i København 2000–2005, budgetramme blev godkendt på Bygge- og Teknikudvalgets møde den 20. november 2002 (BTU 497/2002) og på Borgerrepræsentationens møde den 5. december 2002 (BR 621/2002).

Projektet om adaptiv signalstyring på Centrumforbindelsen blev første gang udbudt i EU udbud i sommeren 2002. Forvaltningen modtog ved licitation i august 2002 tilbud fra fem tilbudsgivere. Alle de indkomne tilbud var enten ikke-konditionsmæssige eller udenfor den økonomiske ramme. Licitationen blev derfor aflyst.

Efter en efterfølgende nøje vurdering af de indkomne tilbud blev det konstateret, at ambitionsniveauet i det af rådgiver udarbejdede udbudsmateriale var for højt i forhold til den til rådighed værende økonomiske ramme. Forvaltningen besluttede derfor at udbyde projektet på ny og at lade en anden rådgiver revidere udbudsmaterialet.

Det reviderede projekt om adaptiv signalstyring på Centrumforbindelsen blev udbudt i EU udbud i vinteren 2002/foråret 2003. Ved licitationen i maj 2003 fremkom en række mere realistiske tilbud. Da der efter danske forhold er tale om komplicerede og relativt uprøvede signaltekniske foranstaltninger er det forventelig, at tilbudene varierer temmelig meget, hvilket licitationsresultatet da også viste, idet de lå mellem ca. 4 og 9 mio.kr..

En granskning af de indkomne tilbud med henblik på at identificere det økonomisk mest fordelagtige har ført til vurdering af, at projektet vil kunne gennemføres for 5½ mio. kr.

Det er fortsat forvaltningens vurdering, at der er trafikale gevinster ved realiseringen af projektet, og at det derfor bør gennemføres i overensstemmelse med det senest udbudte projekt, og at projektets derfor bør tilføres yderligere en 1 mio. kr.

Økonomi

Bygge- og Teknikudvalget har oprindeligt godkendt at reservere 4,5 mio. kr. under handlingsplan for Trafikafvikling i København til gennemførsel af adaptiv signalstyring på Centrumforbindelsen (BTU 264/2002). 1,023 mio. kr. af de reserverede midler er allerede anvendt, hvilket vil sige, at der resterer 3,477 mio. kr. til projektets færdiggørelse. Forvaltningen har imidlertid ved gennemgangen af udbudene vurderet, at projektet ikke kan gennemføres med mindre det tilføres yderligere 1,0 mio. kr.

Forvaltningen anbefaler i den forbindelse, at samle finansieringen under Vej & Parks anlægsramme (funktion 2.22.3). Dette foreslås gennemført ved at give en anlægsbevilling på 4,477 mio. kr. under Vej & Parks anlægsramme (funktion 2.22.3), heraf finansieres 3,477 mio. kr. ved at overføre et tilsvarende beløb fra Handlingsplan for Trafikafvikling i København under Vej & Park (funktion 2.22.3) til Vej & Parks anlægsramme (funktion 2.22.3).

REVIDERET BUDGET FOR PROJEKTETS REALISERING

adaptiv signalstyring 3.750.000 kr.

rådgiverhonorar (heraf forbrugt ca. 1 mio kr. i 2002/03) 1.250.000 kr.

uforudseelige udgifter 500.000 kr.

I alt 5.500.000 kr.

Tidligere bevilliget jf. BR 621/2002 4.500.000 kr.

Difference 1.000.000 kr.

 

BILAG VEDLAGT

-

Ole Bach

 

Til top