Mødedato: 27.08.2003, kl. 14:00

Trafiksikkerhedsplan for København - projekter 2003

Trafiksikkerhedsplan for København - projekter 2003

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 27. august 2003

 

Sager til beslutning

10. Trafiksikkerhedsplan for København - projekter 2003

BTU 385/2003 J.nr. 2107.0005/03

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der i overensstemmelse med "Trafiksikkerhedsplan for København" anlægges de trafiksikkerhedsprojekter, der er beskrevet i denne indstillings sagsbeskrivelse

at der til gennemførelse af projekterne gives en anlægsbevilling på 3.420.000 kr. under Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3) til forbedring af trafiksikkerhed i Københavns Kommune

RESUME

Københavns Kommune har udarbejdet "Trafiksikkerhedsplan for København" for at synliggøre og effektivisere det fremtidige arbejde med trafiksikkerhed. Bygge- og Teknikudvalget godkendte denne plan på udvalgsmøde den 6. september 2001 med tilhørende bevilling.

Det overordnede mål er at reducere antallet af alvorligt tilskadekomne og dræbte i trafikken med 40% inden udgangen af 2012. Dette mål kan i København nås ved over en årrække at koncentrere indsatsen om uheld med henholdsvis for høj hastighed, med spiritus, i kryds, med cyklister samt med fodgængere.

I 2003 foreslås fokus på bedre forhold for krydsende fodgængere (Ålekistevej og omkring DGI-byen), og fokus på overholdelse af gældende hastighedsgrænser (Slotsherrensvej, Sjælør Boulevard og Backersvej). Desuden fokuseres på kryds, hvor der er sket mange uheld med venstresvingende trafik (Vermlandsgade/Uplandsgade og Sjælør Boulevard/Carl Jacobsensvej).

Virkemidlerne er midterheller, afstribet parkering, signaler med venstresvingspile, overgangssteder for fodgængere samt som noget nyt variable tavler.

Antallet af parkeringspladser er uændret i projekterne.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Erfaringer viser, at der er store samfundsmæssige fordele ved at bekæmpe trafikuheld. Investeringerne i trafiksikkerhed er langt mindre end de personlige og økonomiske omkostninger ved dræbte og tilskadekomne i trafikken.

På landsplan arbejdes der på at reducere antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne med 40% inden udgangen af 2012. På den baggrund har Vej & Park udarbejdet Trafiksikkerhedsplan for København, der beskriver hvordan et sådan mål kan nås i Københavns Kommune.

Bygge- og Teknikudvalget godkendte denne plan (BTU 252/2001) med tilhørende bevilling.

I planen lægges hovedvægten på at forbedre trafiksikkerheden med bl.a. følgende virkemidler: overholdelse af gældende hastighedsgrænser, regulering af venstresvingskonflikter, etablering af midterarealer og fortovsknaster. Desuden arbejdes der med sortpletarbejde, kampagner og signaltekniske løsninger.

Planen strækker sig over årene 2003-2012.

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

I nedenstående afsnit forklares hvilke specifikke projekter, der skal udføres i 2003.

Antallet af parkeringspladser ændres ikke.

Slotsherrensvej mellem Bellahøjvej/Jyllingevej og Stenløsevej/Tybjergvej

Bilag 1a

Eksisterende forhold

Hastighedsgrænsen blev i 2002 nedsat fra 60 km/t til 50 km/t, uden at der blev foretaget ombygninger i vejprofilet. Vejen er ca. 12 meter bred, og der kører ca. 13.500 køretøjer mellem klokken 6 og 18. Der er cykelsti i begge sider. Mellem kørebane og cykelsti er der en lille rabat med træer. Der parkeres mellem træerne – delvist i rabatten og delvist på kørebanen. Trafikken afvikles i et kørespor, der er så bredt, at bilerne visse steder kører ved siden af hinanden (svarende til 1½ kørespor i hver retning).

Projektforslag

Af hensyn til sikkerheden er målet at få bilisterne til at overholde den eksisterende hastighedsgrænse.

Vejen indsnævres ved etablering af opstribede P-baner i begge sider. Ved starten af et "P-bane forløb" etableres en fast helle, så det sikres, at banen ikke benyttes som kørespor. Der bliver ét kørespor i hver retning, og P-banerne etableres uden på rabatterne.

I krydset ved Højstrupvej anlægges midterheller, der både giver fodgængerne bedre overgangsmuligheder og forbedrer krydsets trafikafvikling. I de to store kryds ved Ålekistevej og Jyllingevej er forholdene uændrede.

Hvad angår trafikkens generelle afvikling, er forholdene på strækningerne mellem krydsene uændrede, idet trafikken også hidtil har kørt i ét spor i hver retning. Kapaciteten på Slotsherrensvej ændres altså ikke i forhold til tidligere.

Ålekistevej mellem Peter Bangsvej og Lyngholmvej

Bilag 1b

Eksisterende forhold

Ålekistevej er ca. 13 meter bred, og der kører ca. 12.500 køretøjer mellem klokken 6 og 18. Der er cykelsti i begge sider. I begge vejsider er der plantet træer. Der er butikker på begge sider af vejen, hvilket giver en del krydsende fodgængertrafik. Trafikken afvikles i ét meget bredt kørespor i hver retning.

Projektforslag

Det er målet at forbedre forholdene for de mange krydsende fodgængere.

Vejen indsnævres til et kørespor med normal bredde i hver retning ved etablering af et midterareal. Midterarealet vil give fodgængere mulighed for at passere vejen ad to gange, samtidig med at forholdene gøres mere overskuelige for bilisterne. Der anlægges på udvalgte steder en fast midterhelle, så bilisterne ikke benytter midterarealet som kørespor. I begge vejsider etableres P-baner mellem træerne.

Ved Damhusdæmningen, ved Linde Allé og ved fodgængerovergangen ved Vinkel-ager etableres fast fodgængerstøttepunkt med heller. I det signalregulerede kryds Jydeholmen/Hanstholmvej etableres endvidere en midterhelle.

Hvad angår trafikkens afvikling, er forholdene på strækningerne mellem krydsene uændrede, idet trafikken også hidtil har kørt i ét spor i hver retning. I krydsene er der fortsat to spor i hver retning. Disse spor indrettes i projektet, så der tages bedst muligt hensyn til såvel den svingende trafik som busser. Derved opnås en smidig afvikling af trafikken uden kapacitetsforringelser.

Sjælør Boulevard/Carl Jacobsensvej

Bilag 1 c

Eksisterende forhold

Der er sket flere uheld med venstresvingende trafik fra Sjælør Boulevard mod Carl Jacobsensvej.

Projektforslag

Der etableres en venstresvingsbane for trafikanter mod Carl Jacobsensvej ved at etablere midterhelle og afstribning. På Carl Jaco bsensvej anlægges også en midterhelle for at imødegå uheld ved udkørsel herfra, som fremover bliver i et spor. Projektet giver umiddelbart bedre kapacitet for Sjælør Boulevard, hvor venstresvingende mod Carl Jacobsensvej ikke længere vil stoppe trafikken, hvorimod kapaciteten bliver lidt ringere for Carl Jacobsensvej. Her er dog tale om begrænsede trafikmængder.

Trafikforhold omkring DGI-byen og Rysensteens Gymnasium

Bilag 2a

Eksisterende forhold

Der færdes mange børn og unge til DGI-byen og Rysensteens Gymnasium. Der køres imidlertid meget stærkt både i Tietgensgade og Kvægtorvsgade, og adgangsforhold for fodgængere er i dag usikre.

Projektforslag

Fodgængeres krydsningsmuligheder ønskes forbedret.

På hver side af svinget Tietgensgade-Kvægtorvsgade anlægges midterheller med afstribning imellem, så bilisterne sænker hastigheden og ledes fornuftigt rundt i svinget. Hellerne giver fodgængerne mulighed for at krydse vejen ad to omgange.

I fodgængerfeltet ved Ingerslevsgade anlægges også en midterhelle, så fodgængere her kan krydse vejen ad to omgange. Endvidere etableres afstribning, så venstresvingende bilister kan placere sig hensigtsmæssigt og bliver opmærksomme på, at der er tale om et egentligt venstresving mod Ingerslevsgade. Det forventes derfor, at trafikafviklingen forbedres for bilister fra Tietgensgade mod Ingerslevsgade, mens kapaciteten ikke påvirkes i de øvrige retninger .

Vermlandsgade/Uplandsgade

Bilag 2b

Eksisterende forhold

Der sker mange uheld mellem ligeudkørende cyklister/bilister ad Vermlandsgade mod byen og venstresvingende bilister fra byen mod Uplandsgade.

Projektforslag

Der etableres en signalteknisk løsning, hvor den ligeudkørende trafik ad Vermlandsgade og den venstresvingende trafik mod Uplandsgade adskilles med en helle. Her opsættes særlige signaler med venstresvingspile mod Uplandsgade. Der bliver kun ét venstresvingsspor, men krydset vil stadig kunne afvikle den samme mængde trafik som i dag. Signalets omløbstid øges, hvorved krydsets kapacitet vil være den samme som før ombygningen. Den foreslåede ombygning vil således sikre samme kapacitet.

Cykelstien i Uplandsgade føres frem med afstribning.

Backersvej ved Skolen ved Sundet

Bilag 3 (fotomontage)

Eksisterende forhold

En hastighedsmåling fra 1999 viste, at mange bilister overtræder hastighedsgrænsen. Der kører ca. 3.000 køretøjer mellem kl. 6 og 18.

Projektforslag

Det er målet at sikre, at gældende hastighedsbegrænsning overholdes i krydset ved Samosvej, der benyttes som overgangssted af skolebørn.

Der opsættes en elektronisk fartviser i kombination med en tavle, der viser børn på vejen 200 meter før krydset ved Samosvej i begge retninger. Tavlen etableres som variabel tavle, der kun er tændt i tidsrum med mange skolebørn. Fartviseren vil derimod være aktiv hele døgnet.

Projektet vil ikke få betydning for afviklingen af trafikken.

Sjælør Boulevard ved Sankt Annæ Gymnasium

Bilag 4 (fotomontage)

Eksisterende forhold

Sjælør Boulevard er for mange år siden hastighedsdæmpet ved punktvis indsnævring/forsætning af kørebanerne, men en hastighedsmåling fra 1999 viste imidlertid, at mange bilister overtræder hastighedsgrænsen. Ved skolen er anlagt en midterhelle, så fodgængere kan krydse vejen ad to omgange.

Projektforslag

Det er målet at sænke bilisternes hastighed ved skolen.

Der opsættes en "variabel hastighedstavle" (et skilt, der kan tændes/slukkes) ca. 100 meter før midterhellen i begge retninger, således at hastighedsgrænsen sænkes til 40 km/t i tidsrum, hvor der er mange skolebørn. I øvrige tidsrum skal tavlen være slukket, således at hastighedsgrænsen er 50 km/t. Denne løsning er et pilotprojekt for variabel hastighedsbegrænsning i byen.

Projektet vil ikke få betydning for afviklingen af trafikken. Der kan afvikles en del mere trafik på Sjællør Boulevard, end der kører i dag.

Allerede udførte trafiksikkerhedsprojekter

Der er etableret sikkerhedsmæssige forbedringer i krydsene H. C. Andersens Boulevard/Stormgade og H. C. Andersens Boulevard/Niels Brock Gade i forbindelse med øvrige projekter omkring krydsene.

Økonomi

Der er i investeringsplanen afsat 4,4 mio. kr. til "Trafiksikkerhedsplan for København" for 2003. Bygge- og Teknikudvalget bevilgede med indstilling om Hillerødgade, Sallingvej og Jyllingevej 980.000 kr. I denne indstilling anmodes om 3.420.000 kr., som er det resterende beløb, der i 2003 er afsat til Trafiksikkerhedsplanen.

Anlægsbevilling på 3.420.000 kr. gives under Vej & Park's anlægsramme (konto 2.22.3) til forbedring af trafiksikkerhed i Københavns Kommune.

Miljøvurdering

Det vurderes ikke, at disse trafikale indgreb vil få negative konsekvenser for miljøet.

Høring

Politiet har fået forelagt projektforslagene og har godkendt dem. Politiet vil blive inddraget under den videre detailprojektering.

HUR er blevet hørt om løsningsforslagene og har vurderet, at de foreslåede løsninger er forenelige med HUR's krav til busfremkommelighed. Planer for fremtidige buslinjer er således indarbejdet i projekterne. HUR inddrages i den videre detailprojektering.

BILAG VEDLAGT

Bilag 1a Slotsherrensvej

Bilag 1b Ålekistevej

Bilag 1c Sjælør Boulevard / Carl Jacobsensvej

Bilag 2a Trafikforhold omkring DGI-byen og Rysensteens Gymnasium

Bilag 2b Vermlandsgade - Uplandsgade

Bilag 3 Backersvej - fotomontage

Bilag 4 Sjælør Boulevard – fotomontage

Ole Bach

 

Til top