Mødedato: 26.03.2003, kl. 14:00

Høringssvar vedrørende etablering af fire servicecentre

Høringssvar vedrørende etablering af fire servicecentre

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 26. marts 2003

 

Sager til beslutning

2. Høringssvar vedrørende etablering af fire servicecentre

BTU 145/2003 J.nr. 0101.0001/03

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at det i sagsbeskrivelsen udarbejdede høringssvar fremsendes til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling

RESUME

Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling har besluttet at sende Økonomiforvaltningens forslag om etablering af fire servicecentre til høring i de stående udvalg.

I udkast til høringssvar tilslutter Bygge- og Teknikudvalget sig Økonomiforvaltningens koncept for servicecentre, herunder at borgerne i servicecentrene får vejledning i, hvorledes de på internettet kan finde oplysninger og information om Bygge- og Teknikforvaltningens borgerservices m.v.

Det foreslås, at Bygge- og Teknikudvalget i høringssvaret anbefaler, at behandling af ansøgninger om udeserveringstilladelser ikke udlægges til servicecentrene. Dog bør servicecentrene kunne udlevere ansøgningsskemaer og forestå vejledning herom.

Det foreslås, at forvaltningens services i forbindelse med byggesager ikke flyttes ud i servicecentrene. Dette begrundes dels med, arkivmateriale til brug i byggesager findes i Byggeri & Boligs kundecenter, og dels fordi en stor del af ydelserne kan findes på internettet.

På parkeringsområdet foreslås det, at Bygge- og Teknikudvalget tilslutter sig at flytte de ydelser, der nævnes i Økonomiforvaltningens indstilling, ud til servicecentrene.

Afsluttende bemærkes, at servicecentrene i et vist omfang bør kunne besvare eller videreformidle borgerhenvendelser vedr. lokalplanforslag og byfornyelse til trods for, at disse borgerrelaterede funktioner ikke umiddelbart er omfattet af servicecentrenes forslåede funktionsområde.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling behandlede i mødet den 20. januar 2003 en indstilling vedrørende etablering af fire servicecentre. Indstillingen blev godkendt med bemærkning om, at udvalgets endelige stillingtagen og anbefaling til Økonomiudvalget beror på indholdet af høringssvarene fra de stående udvalg.

Økonomiforvaltningen har ved brev af 22. januar 2003 anmodet Bygge- og Teknikudvalget om at afgive høringssvar vedrørende indstillingen om "Etablering af 4 servicecentre".

Forslag til høringssvar

"Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling

Vedrørende høring om etablering af fire servicecentre

Med henvisning til Udvalget for Demokrati- og Serviceudviklings beslutning den 20. januar 2003 om at sende indstillingen vedrørende etablering af fire servicecentre i høring til de stående udvalg, har Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling anmodet Bygge- og Teknikudvalget om høringssvar herom senest den 31. marts 2003.

Med bemærkningerne nedenfor kan Bygge- og Teknikudvalget tilslutte sig det koncept for servicecentre i Københavns Kommune, som er skitseret i Økonomiforvaltningens indstilling til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling.

Internet

Bygge- og Teknikudvalget mener, det er vigtigt, at medarbejderne i servicecentrene i deres betjening af borgerne uddannes til at benytte og henvise til informationerne på www.kk.dk , samt til forvaltningernes hjemmesider, herunder til Plan & Arkitektur, Vej & Park og Parkering ·Københavns hjemmesider. Borgerne skal kunne anvende medarbejderne som en slags superbrugere i den henseende. Det gælder tillige muligheden for elektronisk selvbetjening, herunder vejledning i anvendelsen af elektronisk selvbetjening. På bygge- og teknikområdet findes p.t. elektroniske selvbetjeningsydelser i form af visninger af bykort, lokalplaner og handicap parkeringspladser. Endvidere kan man gennem elektronisk selvbetjening rekvirere ejendomsoplysninger ved f.eks. ejendomssalg, tvangsauktion, mageskifte og lignende. Ansøgningsskemaer i forbindelse med byggearbejder kan ligeledes hentes på internettet.

 

 

Udeserveringstilladelser

I Økonomiforvaltningens indstilling foreslås det, at ansøgning om udendørsservering udlægges til servicecentrene.

Det retslige grundlag for tildeling af udeserveringstilladelser findes i vejlovens § 102 vedrørende råden over offentligt vejareal. Tildeling af udeserveringstilladelser gives dels på baggrund af politiske retningslinier, dels på baggrund af et skøn af den aktuelle situation, herunder trafikanters sikkerhed og fremkommelighed, ligesom der foretages en konkret afvejning i forhold til antallet af udeserveringstilladelser i et lokalområde.

Det bemærkes endvidere, at efter vejlovens § 105 kan tilladelse efter vejlovens § 102 kun ske efter forhandling med politiet. Denne forhandling med politiet skal forblive samlet i én institution i kommunen for at sikre et ensartet beslutningsgrundlag ved udstedelsen af tilladelserne.

I indstillingen forslås det, at Indre By får et servicecenter. Hovedparten af udeserveringstilladelserne gives i dette område af byen, hvor ansøgerne primært er professionelle erhvervsdrivende. Særligt i Indre By er udeserveringstilladelser en balance mellem restauratørernes stigende efterspørgsel, trafik og byens æstetiske udseende. Denne balance tilrettelægges i tæt dialog med Bygge- og Teknikudvalget.

Bygge- og Teknikudvalget er således fortsat imod udlægning af sagsbehandling vedrørende udeserveringstilladelser til servicecentrene. Derimod kan ansøgningsskemaer om udeservering udleveres fra servicecentrene, men det er en forudsætning, at borgeren kan gives en professionel rådgivning om udfyldelse af skemaet.

Byggesager

Som nævnt ovenfor er de relevante oplysninger vedrørende byggesagsbehandling allerede på nuværende tidspunkt tilgængelige på internettet.

Derudover skal bemærkes, at der i Byggeri & Bolig på Ottiliavej i Valby er et velfungerende kundecenter, hvor borgerne kan henvende sig, hvis de har brug for råd go vejledning om byggesager. I kundecentret er der mulighed for at komme til at se arkivmateriale, hvilket ofte er relevant i byggesager. Desuden er det muligt at tilkalde arkitekter, ingeniører eller jurister, hvis der er behov for det i forbindelse med vurderingen af de enkelte byggesager.

Det er Bygge- og Teknikudvalgets opfattelse, at den service, der ydes i Byggeri & Boligs kundecenter, ikke kan flyttes ud i de fire servicecentre. Dette skyldes, at der i byggesager i høj grad er brug for at have adgang til det arkivmateriale, som forefindes på Ottiliavej, og at det desuden er en stor fordel ved vejledningen af borgerne, at der kan tilkalde s assistance fra teknikere m.v.

Bygge- og Teknikudvalget tilslutter sig, at BBR-ejermeddelelser fremover kan rekvireres i de fire servicecentre.

Parkering

Bygge- og Teknikudvalget finder, at etableringen af servicecentrene falder i god tråd med udviklingen inden for Parkering ·København services. Af Parkering ·Københavns virksomhedsplan indgår det som en del af strategien at "lette kundernes tilgang til ydelser". Dette søges opfyldt gennem målsætningerne om at døgnbetjene borgerne via internettet, samt at kunderne kan opnå personlig betjening i nærmiljøet. Der arbejdes således på at systematisere og opkvalificere salget af billetter via alternative distributionssteder som Post Danmark, kiosker m.fl.

Bygge- og Teknikudvalget vurderer, at de parkeringsydelser, der er nævnt i Økonomiforvaltningens indstilling kan håndteres uden at skulle benytte Parkering ·Københavns specielle edb-programmer.

En vejledning i servicecentrene i anvendelse af internettet, vil samtidig være en hjælp til udbredelse af selvbetjening via internettet, samt en støtte for de borgere, der ikke selv er i besiddelse af netadgang.

Afsluttende skal det bemærkes, at servicecentre i Vanløse og Sundbyøster vil ligge uden for områderne med betalingsparkering.

Lokalplanlægning og byfornyelse

Af Økonomiforvaltningens indstilling om etablering af fire servicecentre fremgår det dels, at servicecentrene skal være den altomfattende indgang til kommunen for borgerne. Og dels at borgerrelaterede funktioner i forbindelse med lokalplaner og byfornyelse ikke er omfattet af servicecentrenes foreslåede funktionsområde.

Set fra borgersynspunktet må "den altomfattende indgang til kommunen" betyde, at borgeren kan henvende sig på servicecentret og forhøre sig om f.eks. et lokalplanforslag eller en byfornyelsesbeslutning, hvilet imidlertid ikke er foreslået omfattet af servicecentrenes funktionsområde.

Bygge- og Teknikudvalget mener, at såfremt servicecentrene skal fungere som den altomfattende indgang til kommunen, må de ikke desto mindre i et vist omfang kunne besvare eller videreformidle borgerhenvendelser vedr. lokalplaner eller byfornyelsesbeslutninger.

Den mest optimale løsning vil sandsynligvis være, at servicecentrenes medarbejdere gøres opmærksomme på Plan & Arkitekturs hjemmeside, hvor man kan finde relevante oplysninger om lokalplanforslag og byfornyelsesbeslutninger, samt oplysninger om borgermøder, offentlighedsperioder og planudstillinger.

For så vidt angår byfornyelse skal der henledes opmærksomhed på, at der er et Byfornyelsescenter på Vesterbro, samt en række ad hoc "karrébutikker" i tilknytning til større byfornyelsesprojekter. På disse lokaliteter kan der gives en mere dybtgående information og dialog vedr. byfornyelse.

Økonomi

Der tages forbehold for forslagets afledte økonomiske konsekvenser for Bygge- og Teknikudvalget.

Bygge- og Teknikudvalget har godkendt dette brev i sit møde den 26. marts 2003.

Med venlig hilsen

 

Søren Pind

Mette Lis Andersen"

Økonomi

Denne indstilling indebærer ikke i sig selv udgifter. I indstillingen til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling oplyser Økonomiforvaltningen, at der forventes at skulle anvendes 20 mio. kr. til etablering af de fire servicecentre. Hertil kommer årlige driftsudgifter på ca. 10 mio. kr., der primært går til leje af lokaler, personale, IT samt til information og evaluering. Hvorvidt de nævnte udgifter skal fordeles ud på de stående udvalg, nævnes ikke i indstillingen.

Miljøvurdering

-

Høring

-

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: Brev af 22. januar 2003 fra Økonomiforvaltningen ang. høring af Bygge- og Teknikudvalget i sagen "Etablering af 4 servicecentre"

 

Mette Lis Andersen

 

Til top