Mødedato: 24.04.2002, kl. 14:00

Lukning af Vibevej

Lukning af Vibevej

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 24. april 2002

 

Sager til beslutning

19. Lukning af Vibevej

BTU 180/2002 J.nr. 21161.0009/00

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget på baggrund af de indkomne bemærkninger til høringsoplægget om lukning af Vibevej beslutter

at Vibevej ikke lukkes mod Borups Allé som en del af Vejdirektoratets forbedring af krydset Borups Allé/Hillerødgade

 

RESUME

Vejdirektoratet har udført forbedringer i krydset Borups Allé/Hillerødgade. I den forbindelse var ønsket at lukke Vibevej, således at der ud for Vibevej kunne etableres en buslomme. Bygge- og Teknikudvalget besluttede imidlertid på mødet den 20. september 2000, at der skulle afholdes høring og et borgermøde for at afklare, om en lukning af Vibevej vil være i lokalområdets interesse.

I januar og februar 2002 og på borgermødet den 30. januar 2002 har borgere samt andre interesserede haft mulighed for at komme med bemærkninger til forslaget (Bilag 1).

Vej & Park vurderer, at en lukning vil give mere trafik på skolevejene i området, og samtidig vurderes den nuværende løsning at have tilstrækkelig kapacitet og fremkommelighed for biltrafikken samt at være sikkerhedsmæssig forsvarlig. Høringen har vist, at mange beboere i området ikke ønsker mere trafik på de små sideveje til Vibevej.

En vurdering af områdets samlede trafikafvikling vil indgå i arbejdet med en Trafik og Grøn Handlingsplan for kvarterløft Nord-Vest, der forventes påbegyndt i efteråret 2002.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Bygge- og Teknikudvalget godkendte på mødet onsdag den 20. september 2000, at Vejdirektoratet kunne etablere sikkerhedsfremmende vejforanstaltninger på statsvejstrækningen Borups Allé, specielt med fokus på krydsene ved Hulgårdsvej og Hillerødgade.

Alle foranstaltningerne er gennemført bortset fra lukningen af Vibevej. Lukningen af Vibevej indgår i projektet for krydset Borups Allé/Hillerødgade, idet Vejdirektoratet ønsker at etablere en buslomme ud for Vibevej for at mindske antallet af uheld ved bagendekollisioner samt forbedre trafikafviklingen. Projektforslaget fremgår af bilag 1.

På samme møde den 20. september 2000 godkendte Bygge- og Teknikudvalget imidlertid, at der skulle gennemføres en høring og et borgermøde vedrørende lukningen af Vibevej ved Borups Allé for at afklare, om dette er i lokalområdets interesse.

Efterfølgende oplyste Vej & Park ved notat af 3. august 2001 Bygge- og Teknikudvalget om, at Vej & Park vurderer, at den nuværende løsning (med de foranstaltninger, Vejdirektoratet allerede har udført) har vist sig at have tilstrækkelig kapacitet og fremkommelighed for biltrafikken samt være sikkerhedsmæssig forsvarlig. Med en lukning af Vibevej vil der dog kunne etableres bedre stoppestedsfaciliteter end i dag. Det vil ligeledes være muligt at etablere det manglende stykke cykelsti fra Hillerødgade frem til nord for Vibevej.

Høringen er gennemført i perioden 1. januar 2002 til 1. marts 2002. Primo januar 2002 udsendtes en høringspjece til biblioteket i lokalområdet og Kvartercenter NV samt med en pressemeddelelse til Nordvest-Avisen, Jyllandsposten København, Politiken, Berlingske Tidende, TV2Lorry og Københavns Radio. Høringspjecen kunne endvidere rekvireres hos Vej & Park eller ses på Vej & Parks hjemmeside.

Endvidere er afholdt borgermøde på Grøndalsvængets Skole, der ligger op til Vibevej, onsdag den 30. januar 2002, hvor ca. 20 borgere deltog. Borgermødet blev annonceret i Nordvest-Avisen og ved plakater i lokalområdet.

Indkomne henvendelser

Der er indkommet syv skriftlige henvendelser samt bemærkninger på borgermødet. Et resume af bemærkningerne fremgår af Bilag 2, og Bilag 3 viser et oversigtskort over området.

Én skriftlig henvendelse (nr.1) og én bemærkning på borgermødet (nr.12) forholder sig positivt til en lukning af Vibevej. Den ene hovedsageligt fordi busstoppestedet ønskes flyttet, da dobbeltdækkerbusserne generer beboerne. Den anden fordi skolebørnene sikres bedre, da bilerne i dag kører for hurtigt på Vibevej.

De øvrige bemærkninger (nr.2-11 og nr.13-20) forholder sig negativt til en lukning af Vibevej. Hovedargumentet er, at det vil medføre øget biltrafik på Mågevej og de mindre sideveje mellem Mågevej og Vibevej. Her nævnes særskilt Kærsangervej, Rørsangervej og Blåmejsevej. Kærsangervej, Rørsangervej samt Mågevej beskrives i de indkomne bemærkninger som vigtigere skoleveje end Vibevej.

På borgermødet samt i en skriftlig henvendelse er det bemærket, at det manglende stykke cykelsti på Borups Allé ud for Vibevej ikke vurderes som et sikkerhedsmæssigt problem.

Der er endvidere indkommet forslag til, hvordan problemet med busstoppestedets placering og genen fra dobbeltdækkerbusserne kan løses. Enten foreslås busstoppestedet rykket tættere på Vibevej eller også foreslås stoppestedet flyttet til det grønne trekantområde mellem Bispeengbuen/Borups Allé og Hillerødgade.

Endelig har flere bemærket, at det er forkert at foreslå Vibevej lukket uden at se på det samlede område, sådan som det er foreslået i kvarterløftsammenhæng.

Vej & Parks bemærkninger

Vej & Park vurderer, at en lukning af Vibevej vil medføre mere trafik på Mågevej og de mindre sideveje mellem Mågevej og Vibevej. Hovedparten af trafikken på det sydligste stykke af Vibevej har ærinde i området mellem Mågevej, Frederikssundsvej, Nordre Fasanvej og Hillerødgade. En del af trafikken er erhvervstrafik med mål i området ved Ørnevej og Glentevej. Denne trafik vil derfor søge ind ad sidevejene primært fra Mågevej. Disse sideveje, specielt Kærsangervej og Rørsangervej, er skoleveje.

Der er i oktober 2001 foretaget en tælling af trafikken på det ensrettede stykke af Vibevej fra Borups Allé til Kærsangervej. Mellem kl.6 og kl.18 kørte der 832 køretøjer, hvilket svarer til ca. 1100 køretøjer pr. hverdagsdøgn. Det er ca. en fjerdedel af, hvad der kører på Mågevej.

Vej & Park vurderer, at der samlet set vil komme en øget trafik i skolevejene (Mågevej, Kærsangervej og Rørsangervej), hvis lukningen af Vibevej udføres. Derfor anbefales det, at Vibevej ikke lukkes mod Borups Allé. Områdets samlede trafikafvikling vil blive vurderet i forbindelse med arbejdet med en Trafik og Grøn Handlingsplan for kvarterløft Nord-Vest, som forventes påbegyndt i efteråret 2002.

Vej & Park, HUR og Vejdirektoratet er indstillet på at beholde den nuværende udformning af Borups Allé ved Vibevej. Alternative placeringer af busstoppestedet ved Vibevej er vurderet. At flytte busstoppestedet nærmere Vibevej vurderes at give gener i forhold til trafikafviklingen. En placering af busstoppestedet på Borups Allé syd for Hillerødgade har tidligere været undersøgt sammen med HUR. Den gang blev placeringen vurderet uhensigtsmæssig, da det forventedes at give kapacitetsmæssige problemer i krydset. Endvidere blev det vurderet, at trafiksikkerheden i krydset ville forringes.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune, da det er Vejdirektoratet, som har afsat midler til finansiering af projektet.

Miljøvurdering

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser i forhold til den nuværende situation, da vejen ikke lukkes.

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: Projektforslag til lukning af Vibevej

Bilag 2: Oversigt over indkomne bemærkninger til høringsoplægget om lukning af Vibevej

Bilag 3: Oversigtskort over området

 

Ole Bach

 

 

Til top