Mødedato: 19.05.2004, kl. 14:00

Nyt indgangsparti til Brønshøj Museums Carlstad- udstilling på Brønshøj Torv

Nyt indgangsparti til Brønshøj Museums Carlstad- udstilling på Brønshøj Torv

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 19. maj 2004

 

 

Sager til drøftelse

 

27.      Nyt indgangsparti til Brønshøj Museums Carlstad- udstilling på Brønshøj Torv

 

BTU 275/2004  J.nr. 2141:103.0001/03

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget drøfter etablering af nyt indgangsparti til Carlstad-udstillingen på Brønshøj Torv efter henvendelse fra Brønshøj Museum.

 

RESUME

Brønshøj Museum, der er en kommunal institution under Kultur- og Fritidsforvaltningen, råder i dag over tre sammenhængende sikringsrum, beliggende på Brønshøj Torv i den grønne del af pladsen, der også omfatter Brønshøj gadekær. Museet har længe ønsket at etablere et nyt indgangsparti til museets udstilling i de tre underjordiske sikringsrum. Det nye indgangsparti foreslås til erstatning af det eksisterende lille nedslidte træskur, der siden 1998 har fungeret som indgangsparti og ly over nedgangstrappen til Carlstad-udstillingen, der fortæller om svenskekrigen 1658-1660 med svensk ernes belejring og angreb på København.

Etableringen af et nyt indgangsparti til Brønshøj Museums Carlstad-udstilling, såvel som Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens forestående mindre udvidelse af Brønshøj Gl. skole, vil betyde indgreb i den grønne del af Brønshøj Torv. Af hensyn til Brønshøj Torvs helhed, ønsker Bygge- og Teknikforvaltningen at udarbejde en helhedsplan for at sikre, at de nye mindre bygningsanlæg indpasses i området på en smuk og arkitektonisk forsvarlig måde.

Vej & Parks investeringsplan for 2004-2008, er der ikke budgetteret med omlægning af Brønshøj Torv anden etape. Der vil således først kunne iværksættes udarbejdelse af en helhedsplan og efterfølgende omlægning af Brønshøj Torv efter 2008, med mindre Bygge- og Teknikudvalget ønsker at ændre prioritering af opgaverne i den allerede vedtagne investeringsplan for 2004-2008.

Bygge- og Teknikforvaltningen vil gennem en løbende kontakt med Kultur- og Fritidsforvaltningen herunder Brønshøj Museum sikre, at Kultur- og Fritidsforvaltningen og museets planer for et nyt indgangsparti til Carlstad-udstillingen, ikke vil komme i konflikt med Bygge- og Teknikforvaltningens intensioner for Brønshøj Torv anden etape.


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Brønshøj Museum, der er en kommunal institution under Kultur- og Fritidsforvaltningen, har, v/museumsleder Lars Cramer-Petersen, i brev til Bygge- og Teknikudvalget, dateret den 4. januar 2001, orienteret om museets nyetablerede udstilling om svenskekrigen og Københavns modstand 1658-60. Udstillingen blev officielt åbnet, den 26. maj 2001, v/Sveriges ambassadør Carl-Magnus Hyltenius. 

Udstillingen giver et interessant og spændende historisk billede af det liv der udspandt sig i svenskernes hovedlejr – Carlstad – der bl.a. dækkede det område hvor Brønshøj Torv ligger i dag.

Udstillingen er etableret i de tre sikringsrum beliggende i Brønshøj Torvs grønne del. Siden udstillingens start i 1998 er adgangen til udstillingen foregået gennem et lille interimistisk grønmalet træskur, der overdækker betontrappen ned til udstillingen.

Museet har i skrivelse, dateret den 19. marts 2004, rettet henvendelse til Bygge- og Teknikforvaltningen, for at få tilladelse til at erstatte det lille skur med en mere præsentabel indgangsportal til udstillingen i sikringsrummene.

Brønshøj Torv, første etape, der omfatter den torveagtige del, beliggende ud til Frederikssundsvej, blev indviet 9. december 2002. Torvet skæmmes i dag af det nedslidte indgangsparti til Carlstad-museet der præger det nye torv på en yderst uheldig måde. Samtidig er indgangspartiet utæt og står foran en omfattende renovering, jf. bilag A.

Bygge- og Teknikforvaltningen er enig i Brønshøj Museums vurdering med hensyn til behovet for en snarlig erstatning af det nedslidte indgangsparti til et mere præsentabelt indgangsparti.

Brønshøj museums forslag til nyt indgangsparti til Carlstad-udstillingen er inspireret af de svenske telte der, i henhold til gamle stik, lå i svenskelejren. Det nye indgangsparti vil fremtræde som et stiliseret telt bestående af et stålskelet med isat panserglas, der udover at fungere som indgang til Carlstad-udstillingen også skal fremtræde som et monument for Carlstaden og få københavnerne til at fornemme stedets historie og ånd, jf. bilag B.

Forslaget har været forelagt stadsarkitekt Jan Christiansen der finder forslaget arkitektonisk interessant i sin moderne tolkning af datidens militære telte. Jan Christiansen påpeger dog samtidigt, at denne type glasbygning er meget afhængig af en omhyggelig detaljering. Derfor skal der forinden Bygge- og Teknikforvaltningens endelige stillingtagen til projektet, ske en nøje detailbearbejdning af projektets enkelte dele, efterfulgt af såvel en politisk drøftelse såvel drøftelser med lokalrådet de lokale organisationer.

I den tidligere udvalgsindstilling, jf. BR 251/01, d.13.06. 2001, vedrørende omlægning af Brønshøj Torv, første etape, der omfattede selve torvearealet, omtales vigtigheden i udarbejdelse af en helhedsplan for Brønshøj Torv omfattende såvel første etape, den torveprægede del, og anden etape, den sydlige og mere parkagtige del af Brønshøj Torv.

I samme indstilling redegøres der desuden for intentionerne med helhedsplanen, idet der ønskes skabt en varieret og differentieret naturoplevelse gennem området fra nord til syd og fra det urbane bytorv med faste belægninger over grusbelagte arealer og åbne grønne plæner med fritvoksende træer til den mere tætte grønne beplantning og det landsbyprægede gadekær.

Bygge- og Teknikforvaltningen er for tiden inddraget i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens udvidelse af Brønshøj Gl. Skole, hvor der bl.a. indgår mindre skelændringer skolen og parken imellem. Skoleudvidelsen sammen med museets forslag til nyt indgangsparti vil blive indarbejdet i den kommende helhedsplan for Brønshøj Torv omfattende første og anden etape, jf. bilag C.

Helhedsplanen skal vise hvordan skoleudbygningen og et nyt indgangsparti til Carlstad-udstillingen m.v. kan indpasses i Brønshøj Torvs parkdel og tilpasse sig helheden på en smuk og æstetisk måde.

Selvom Bygge- og Teknikforvaltningen støtter en fornyelse og forskønnelse af indgangspartiet til Carlstad-udstillingen, foreslår forvaltningen, at der inden stillingtagen til det endelige projekt sker en nærmere drøftelse, undersøgelse og vurdering, museet og forvaltningerne imellem, af museets forslag. Det er vigtigt, at et nyt indgangsparti ikke alene skaber optimale indgangsforhold til Carlstad-udstillingen, men også kan komme til at berige Brønshøj Torv.

Vej & Parks investeringsplan for 2004-2008, er der ikke budgetteret med omlægning af Brønshøj Torv anden etape. Der vil således først kunne iværksættes udarbejdelse af en helhedsplan og efterfølgende omlægning af Brønshøj Torv efter 2008, med mindre Bygge- og Teknikudvalget ønsker at ændre prioritering af opgaverne i den allerede vedtagne investeringsplan for 2004-2008.

 

Økonomi

Brønshøj Museum har beregnet omkostningerne til opførelse af et nyt indgangsparti til museets Carlstad- udstilling til overslagsmæssigt at andrage kr. 800.000. Projektet omfatter fundament, stålskelet og panserglas.

Brønshøj Museum har til i dato modtaget fondsmidler bl.a. fra tre kongelige fonde. Sammen med indsamlede midler råder museet således i dag over en samlet sum på ca. kr. 200.000. Af fondsmidler og indsamlede midler er der gennem de sener år anvendt kr. ca. 400.000 på indretning af museumsudstillingerne i de tre sikringsrum samt på forbedring af det eksisterende og nedslidte indgangsparti.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har ikke afsat midler til fornyelse af indgangspartiet til Carlstad-udstillingen.

 

Miljøvurdering

Fornyelse af indgangspartiet til udstillingsarealerne i de tre sikringsrum skal ske efter retningslinier for byfornyelse og nybyggeri.

En senere omlægning af Brønshøj Torv, i forbindelse med en helhedsplan vil ske på "et bæredygtigt grundlag".

 

Høring

Udarbejdelse af en helhedsplan for Brønshøj Torv vil ske i samarbejde med lokalrådet og de organisationer og personer som deltog i omlægningen af Brønshøj Torv, første etape.

 

BILAG VEDLAGT

Bilag A, eksisterende indgangsparti.

Bilag B, Brønshøj Museums forslag til nyt indgangsparti i glas.

Bilag C, oversigtsareal over Brønshøj Torv, første og anden etape.

 

Ole Bach


 


Til top