Mødedato: 18.06.2003, kl. 16:00

Ansøgninger af midler fra Byudviklingspulje 2003

Ansøgninger af midler fra Byudviklingspulje 2003

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 18. juni 2003

 

Sager til beslutning

9. Ansøgninger af midler fra Byudviklingspulje 2003

BTU 294/2003 J.nr. 444.0001/03

 

INDSTILLING

Bygge & Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge-og Teknikudvalget godkender

at der gives tilsagn om støtte fra Byudviklingspuljen til realisering af 15 projekter, og at 11 ansøgere gives afslag.

RESUME

Byudviklingspuljen er skabt i forlængelse af "Boliger for alle – Boligpolitisk strategiplan for København Kommune 2001-2004". Borgerrepræsentation vedtog den 16. maj 2002 at etablere Byudviklingspuljen og at tilføre puljen 45.814 t.kr. til fordeling i 2002-2004 (BR 253/02) "Disponering af midler fra Byudviklingspulje".

Puljens formål er at styrke lokale initiativer, som kan forbedre de eksisterende boligområder og at støtte udviklingen af lokale partnerskaber mellem københavnerne og Københavns Kommune.

Der er i 2. ansøgningsrunde den 1. april 2003 indkommet 26 ansøgninger med et samlet ansøgt støttebeløb på 12.079.394 kr. ekskl. moms. Projektansøgningerne er kvalificeret med bistand fra Bygge- og Teknikforvaltningen.

Et embedsmandsudvalg med to repræsentanter fra Økonomiforvaltningen og to repræsentanter fra Bygge- og Teknikforvaltningen har vurderet de indkomne ansøgninger. Embedsmandsudvalget anbefaler, at 15 projekter indstilles til at modtage støtte fra puljen for i alt kr. 6.854 t. kr. ekskl. moms, og at 11 indstilles til afslag.

Projekterne er beskrevet i denne indstillings sagsbeskrivelse.

De indstillede anlægsprojekter repræsenterer et bredt spektrum inden for Byudviklingspuljens prioriteringsområder, som beskrevet i denne indstillings sagsbeskrivelse. Til alle projekter vil der være offentlig adgang - og projekter i kvarterløftområder har fået høj prioritet.

Den konkrete udformning af vej- og pladsprojekter på kommunale arealer vil efterfølgende blive fremlagt til godkendelse i Bygge- og Teknikudvalget. Det drejer sig om følgende projekter:

  • Nr. 1. Freesbee/disc golf bane Valbyparken, Nr. 8. Opholdsplads ved Odinsgade, Nr. 11 Trafikfredeliggørelse i Ryvangskvarteret, Nr. 12 Trafiksanering på Enghave stationsforplads.

Baggrunden for de foreslåede afslag skyldes, at én eller flere af følgende forhold ikke er opfyldt: At arealerne ikke er offentlig tilgængelige, at der søges til forprojekter, at der søges til bygningsrenovering, at projekterne ikke er helhedsorienterede.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Disponering af midler fra Byudviklingspulje

Byudviklingspuljen er skabt i forlængelse af "Boliger for alle – Boligpolitisk strategiplan for København Kommune 2001-2004". Borgerrepræsentation vedtog den 16. maj 2002 at etablere Byudviklingspuljen og at tilføre puljen 45.814 t.kr. til fordeling i 2002-2004 (BR 253/02) "Disponering af midler fra Byudviklingspulje".

Puljens formål er at styrke lokale initiativer, som kan forbedre de eksisterende boligområder og at støtte udviklingen af lokale partnerskaber mellem københavnerne og Københavns Kommune.

Bygge- og Teknikudvalget har den 4. december 2002 (BTU 591/2002 J. nr. 444.0001/95) vedtaget at give tilsagn om støtte på i alt kr. 17.307 t. kr. ekskl. moms fra Byudviklingspuljen til realisering af 20 projekter, og at give 20 ansøgere afslag.

Der er i 2. ansøgningsrunde den 1. april 2003 er indkommet 26 ansøgninger med et samlet ansøgt støttebeløb på 12.079.394 kr. ekskl. moms. Projektansøgningerne er kvalificeret med bistand fra Bygge- og Teknikforvaltningen.

Et embedsmandsudvalg med to repræsentanter fra Økonomiforvaltningen og to repræsentanter fra Bygge- og Teknikforvaltningen har vurderet de indkomne ansøgninger. Embedsmandsudvalget anbefaler, at 15 projekter indstilles til at modtage støtte fra puljen for i alt kr. 6.854 t. kr. ekskl. moms, og at 11 indstilles til afslag.

De indstillede anlægsprojekter repræsenterer et bredt spektrum inden for Byudviklingspuljens prioriteringsområder, som beskrevet i denne indstillings sagsbeskrivelse. Til alle projekter vil der være offentlig adgang - og projekter i kvarterløftområder har fået høj prioritet.

I projekterne tilstræbes blandt andet: Etablering af opholds-, lege-, aktivitetsarealer for børn, unge og ældre i forbindelse med børneinstitutioner, boligområder og parker; trafikal fredeliggørelse med omlægning af trafik, etablering af bump og skråparkering; forskønnelse af pladser og torve med opholdsmuligheder; forskønnelse med planter og træer; nyskabende byøkologiske idéer; helhedsorientering med afsæt i borgerinddragelse og lokalt engagement og initiativ.

Ansøgningerne udspringer næsten alle af et lokalt behov for forbedringer i nærmiljøet, og repræsenterer en god bredde. Blandt ansøgerne er 5 boligforeninger/boligselskaber, 4 grundejerforeninger/vejlaug, 1 skole, 2 børneinstitutioner, 1 kvarterløftsekretariat. Endvidere er der en række enkeltpersoner og organisationer blandt ansøgerne. Således vil der kunne etableres en række nye partnerskaber mellem Københavns Kommune og kommunens lokalområder.

Ansøgningerne er primært forankret på Nørrebro, i Kgs. Enghave og på Vesterbro, hvor de i den tidligere runde fordelte sig geografisk over hele byen.

Den konkrete udformning af vej- og pladsprojekter på kommunale arealer vil efterfølgende blive fremlagt til godkendelse i Bygge- og Teknikudvalget. Det drejer sig om følgende projekter:

  • Nr. 1. Freesbee/disc golf bane Valbyparken, Nr. 8. Opholdsplads ved Odinsgade, Nr. 11 Trafikfredeliggørelse i Ryvangskvarteret, Nr. 12 Trafiksanering på Enghave stationsforplads.

De indstillede projekter på offentlige arealer vil muligvis medføre mindre ændringer i forvaltningens driftsudgifter, men vil ikke medføre en væsentlig forøgelse, da der i overvejende grad tale om forbedringer af belægninger.

Baggrunden for de foreslåede afslag er, at én eller flere af følgende forhold ikke er opfyldt: At arealerne ikke er offentligt tilgængelige, at der søges til forprojekter, at der søges til bygningsrenovering, at projekterne ikke er helhedsorienterede.

De indstillede støttebeløb kan være mindre eller større end det søgte. Et mindre beløb kan afspejle, at støtten gives til delprojekter. Et større beløb kan afspejle, at budgettet er forhøjet ved en projektgranskning, som bl.a. tilføjer projekterne realistiske bu dgetter.

Krav og kriterier for udvælgelse af projekter

For at kunne opnå støtte fra Byudviklingspuljen er der i indstillingen fastlagt en række krav samt en række kriterier for udvælgelse.

Det er udvalgets opfattelse, at de 15 indstillede projekter opfylder de krav, som er opstillet som en forudsætning for at opnå støtte. Kravene er, at projekterne skal:

  • tilsigte forskønnelse, beplantning og/eller nyanlæg
  • have medfinansiering fra lokalområdet
  • ikke kunne være gennemført uden midler fra Byudviklingspuljen
  • være gennemførlige inden for en kort tidshorisont
  • fra start have indtænkt nødvendige driftshensyn og fremtidig forankring
  • have et samlet budget på mindst kr. 50.000
  • have afklaret hvilken form for rådgivning, der skal knyttes til projektet

Flere projekter har endnu ikke tilvejebragt tilstrækkelig medfinansiering, men det er embedsmandsudvalgets opfattelse, at projekterne vil kunne tilvejebringe denne. I tilfælde af manglende medfinansiering bortfalder tilsagn, og tilbageførte midler vil kunne uddeles efterfølgende.

11 ansøgninger er ikke indstillet til støtte. I de fleste tilfælde skyldes det, at kriterierne ikke er opfyldt, idet arealerne ikke er offentligt tilgængelige, at der søges til forprojekter, at der søges til bygningsrenovering, at projekterne ikke er helhedsorienterede.

De fleste projekter indeholder indtil flere af de sideordnede kriterier, som ansøgningerne ønskes prioriteret efter. Prioriteringer gives til projekter, der:

  • tilstræber forskønnelse og/eller nyindretning af eksisterende legepladser, parker/torve
  • gør kvarteret mere familievenligt
  • tilsigter byøkologiske principper
  • sikrer helhedsorientering
  • udføres i områder/ved ejendomme, hvor der i forvejen er udført eller er ved at blive udført bygningsfornyelse, samt udføres ved ejendomme, hvor der er sket eller sker lejlighedssammenlægninger
  • ligger i kvarterløftområder og byfornyelsesområder
  • omhandler trafikal fredeliggørelse
  • kan stå som et eksempel til efterfølgelse
  • ligger i forlængelse af allerede eksisterende og vedtagne politiske handlingsplaner indenfor de syv forvaltningsområder – herunder Folke-sundhedsplanen, Grønne Gaderum samt aktuelle trafik og bymiljøplaner og kvarterplanerne fra kvarterløftprojekterne

Der er indkommet 9 ansøgninger fra kvarterløftområder. Af disse indstilles 6 projekter til støtte. 3 ansøgninger er indstillet til afslag. Disse afslag er begrundet i, at der søges til facaderenovering med skiltning; at projektet ikke skønnes at være tilstrækkeligt rekreativt; at projektet ikke er i tråd med planer for stedet.

 

Ansøgninger

1. Freesbee/disc golf bane Valbyparken

Københavns Frisbee Klub (KFK) ansøger om tilskud til anlægsomkostninger af freesbee-golfbane ved den "grønne frøpark" i Valbyparken og tilskud til infomationsomkostninger til website og informationsmateriale. Banen består af 24 græstee-steder, som man kaster fra, og 12 tee-steder med fastmonterede kurve. Medfinansiering fra fonde. Forventes realiseret september 2003.

  • Projektet er rekreativt. Den skitserede beliggenhed er valgt i samarbejde med Vej & Park. Det vurderes ikke, at der er nogen sikkerhedsmæssige risici forbundet med spil på banen. Projektet bør dog vurderes efter en prøveperiode på 5 år. Informationsomkostninger kan ikke støttes. Driftsudgifter bliver ikke øget væsentligt - der er kun moderat slid ved tee-stederne.

Tilsagn: Kr. 174.000 (ansøgt kr. 190.400). Til anlægsudgifter for en prøveperiode på 5 år. Forudsætter godkendelse i Bygge- og Teknikudvalget.

2. Naturlegeplads, Bryggergården

Carlsberg Børnehave og Fritidshjem, Vesterfælledvej 75 ansøger om tilskud til etablering af legeplads ved institutionen. Legepladsen er placeret i privat indre gårdrum med portadgang. Legepladsen består af 'legeø' indkredset med træstammer og fyld med træflis. I øen opstilles klatrestativ med klatrenet og rutschebaner. Endvidere opstilles balancestativer, legehus, stor gynge og rutschebane. Porte til gårdrummet er aflåste. Der vil være offentlig adgang uden for institutionens åbningstid for gårdens beboere. Børnehaven medfinansierer. Forventes realiseret sommer 2003.

  • Kriterier ikke opfyldt, da der ikke er offentlig adgang til gårdrummet. Projektet er rekreativt.

Afslag. Kriterier ikke opfyldt.

3. Multibane, Kgs. Enghave

AKB Afdeling 901, Wagnersvej 3A-11C ansøger om tilskud til renovering af eksisterende boldbane på kommunalt ejet grund. Banen skal anvendes som multibane til til håndbold, fodbold, basket, tennis, minitennis og hockey. Afdelingen medfinansierer og påtager sig driftsforpligtelsen. Arealet er midlertidigt stillet til rådighed af Københavns Kommune. Forventes realiseret oktober 2003.

  • Projektet ligger i Kvarterløft Kgs. Enghave i et boligområde og er rekreativt. Arealet er en del af matrikel 237, der også omfatter haveforeningen Frederikshøj. Arealet ejes af Københavns Kommune, Økonomiforvaltningen og administreres af Kultur- og Fritidsforvaltningen. Lokalplaner er undervejs (udkast forventes ult. 2003) til lovliggørelse af de 4 haveforeninger, der findes på området. Lokalplanerne vil dog næppe omfatte den grønne kile. Der eksisterer en brugs- og driftsaftale med AKB i forvejen.

Tilsagn: Kr. 495.000 (ansøgt kr. 495.000). Forudsætter at arealet vil være offentligt tilgængeligt, at der etableres stiforbindelse fra Frederikshøj, og at brugs- og driftsaftale afklares.

4. Skiltning på Kvartershus

Bestyrelsen af Kvartershuset ansøger om tilskud til reetablering af facadeskiltning på Kvartershuset, Borgbjergvej 28. Kvartershuset ejes af AKB og drives af en række af AKBs afdelinger i kvarteret. Alle borgere kan leje lokaler i Kvartershuset. Kvartershuset medfinansierer. Forventes realiseret 2003.

  • Kriterier ikke opfyldt, idet der ikke gives støtte til bygningsanlæg herunder facadeskiltning. Projektet ligger i Kvarterløft Kgs. Enghave og er forskønnende.

Afslag. Kriterier ikke opfyldt.

5. Legepladsen Bispeengen

Legepladsen Bispeengen, Købehavns Kommunes Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning (FAF) og Kvarterløft Nørrebro ansøger om tilskud til ombygning af småbørnslegeplads med nye legeredskaber. Legepladsen ligger ved Lundtoftegades højhusbyggeri. Legepladsen Bispeengen er en offentlig bemandet legeplads. Legepladsen Bispeengen og Kvarterløft Nørrebro Park medfinansierer. Forventes realiseret september 2003.

  • Projektet ligger i Kvarterløft Nørrebro Park Kvarter og forbedrer lege- og opholdsmulighederne for mindre børn.

Tilsagn: Kr. 58.000 (ansøgt kr. 58.240).

 

6. Opholdsplads ved Sankt Hans Torv

Sankt Johannes Kirke, Nørrebro ansøger om tilskud til renovering af areal foran kirken, der dels ejes af kommunen dels af kirken. Hensigten er at skabe en byhave med bænke og begrønning med pergola og blomster. På pladsen fjernes to dækningsgrave, toiletbygning og flaskecontainer. Den eksisterende græsplæner hæves 15 cm over belægningen. Projektet koster ca. 3,9 mill. kr. Revideret projekt til ca. 1 mill. omhandler primært kirkens egne arealer, hvor hovedsti renoveres med bodursten og lys, der opbygges plantetrapper mod Blegdamsvej og etableres 4 pergolaer med bænke og lys, plantekasseareal fjernes mod Nørre Allé og asfalteres til MC-parkering samt fjernelse af bunkers og renovering af grusareal. Kirken har drift på eget areal. Menighedsrådet medfinansierer. Forventes realiseret sommeren 2004.

  • Forslaget forskønner arealet. Revideret projekt på kirkens eget areal og randområdet på det offentlige areal kan støttes og samordnes med planer for de offentlige arealer. MC-parkering ønskes ikke omlagt, og omfatter ikke dækningsgrave, der pt. er udlejet til musikøvelokaler. På pladsen opføres nyt toilet. Projektet kan støttes som offentligt, idet arealet har stor offentlig karakter.

Tilsagn: Kr. 719.000 (Ansøgt kr. 2.903.175 / rev. kr. 718.669). Gives til revideret projekt. Forudsætter yderligere bearbejdning.

7. Trafiksanering og 'grønne øer' i Søllerødgadeforskønnelse

Foreningen Søllerødgadeforskønnelse og Kvarterløftet Nørrebro Park Kvarter ansøger om tilskud til at renovere Søllerødgade. Hensigten er at skabe sikrere trafikafvikling og et smukkere og grønnere gaderum. Planen ligger i forlængelse af 'Kvarterløftplanen' for Nørrebro Park Kvarter og 'Trafikplan for 'Nørrebro Park Kvarter'. Alle ejerforeninger er medlem af Foreningen Søllerødgadeforskønnelse, der vil overgå til at være vejlaug. Beboerne medfinansierer. Forventes realiseret sommeren 2004.

  • Projektet ligger i Kvarterløft Nørrebro Park Kvarter. Det tilsigter trafikal fredeliggørelse, er forskønnede og helhedsorienteret. Træplantning kan vanskeliggøres af ledninger. I stedet må søges anden begrønning eksempelvis som i Julius Bloms Gade. Det dobbeltrettede vejstykke til Kvicklys plads er for smalt. Resten af vejen bør ensrettes, hvis der skal være skråparkering – alternativt dobbeltrettes uden skråparkering. Ensretninger bør udformes med tanke på fartdæmpning og kræver vedtagelse fra grundejere og bør indgå i samlet plan for området. Der udover er der en del tekniske korrektioner blandt andet til udformning af P-pladser og udformning af sidevejsoverkørsler.

Tilsagn: Kr. 1.285.000 (ansøgt kr. 1.285.000). Forudsætter revision samt godkendelse i tilstødende gader.

8. Opholdsplads ved Odinsgade

En initiativgruppe bestående af Nina Lund-Andersen, Susanne Clausen, Jakob L. Jannerup og Charlotte B. Laursen ansøger om tilskud til at renovere Odinsgade. Vejen lukkes mod jagtvej, og der etableres en ny plads. Pladsen er anlagt på privat fællesvej dels på offentligt vej samt på grund tilhørende Vej & Park (anvendes til offentlig legeplads samt hundeløbegård). Hensigten er at skabe et mødested for alle og at afbryde støjen fra Jagtvej. I revideret projekt anlægges en forhøjet græsplæne med spejldam, træer, bænke samt ny belægning i granit. Beboerne og evt. café Guggenheim medfinansierer. Forventes realiseret sommer 2004.

  • Forslaget er rekreativt: Det tilsigter trafikal fredeliggørelse, er forskønnede og helhedsorienteret. Hundetoilettet bør ikke nedlægges, da indhegnet legeplads sandsynligvis anvendes i stedet. Spejldam i revideret projekt kan ikke støttes, da driftsomkostninger for store.

Tilsagn: Kr. 1.664.000 (ansøgt kr.673.200 / rev. kr. 2.138.482). Til revideret projekt, spejldam kan ikke støttes. Forudsætter godkendelse i Bygge- og Teknikudvalget.

9. Legeplads ved Sundhedshus ved Kapelvej

Lokalcenter Indre Nørrebro ved Sundhedsplejen INB, Familie-og Arbejdsmarkedsforvaltningen (FAF) ansøger om tilskud til at etablere legeområde med sandkasse, 2 borde/bænke og klatretræ i baggård til sundhedshus/Sund By butik i Kapelvej 47. Legeområdet er placeret på lokalcentrets grund. Hensigten er at skabe et mødested for mødre og børnene i 'Mors Café'. Arealet er indhegnet, og der er kun adgang for caféens brugere. Ingen medfinansiering. Forventes realiseret sommeren 2003.

  • Kriterier ikke opfyldt, da der ikke er offentlig adgang til arealet. Forslagets sigte er rekreativt og familievenligt.

Afslag. Kriterier ikke opfyldt.

 

10. Trafiksanering og 'grønne øer' i Julius Bloms Gade

Foreningen til forskønnelse af Julius Bloms Gade ansøger om tilskud til fredeliggørelse og forskønnelse af gaden. Projektet ligger i forlængelse af Trafikplan for Nørrebro Park. Gaden ensrettes fra Jagtvej, og der etableres grønne øer, bredere fortove og opsættes cykelstativer, træer og stauder. 11 af 15 boligforeninger er medlem af foreningen. Beboerne, kvarterløft og fonde medfinansierer. Tidsplan ikke vedlagt.

  • Projektet ligger i Kvarterløft Nørrebro Park Kvarter og er forskønnende, helhedsorienteret og sikrer trafikal fredeliggørelse. Principielt kan gaden ensrettes. Der kræves godkendelse fra grundejere i Julius Bloms Gade, og tilstødende gader skal høres. Den anviste kørebanebredde er for smal til den skitserede 45 grader skråparkering.

Tilsagn: Kr. 587.000 (ansøgt kr.600.000). Forudsætter revision samt godkendelse i tilstødende gader.

11. Trafikfredeliggørelse med bump i Ryvangskvarteret

Ryvangskvarterets Grundejerlaug ansøger om tilskud til trafikal fredeliggørelse af kvarteret, der har særligt brede offentlige villaveje med stor gennemkørselstrafik. Projektet er starten på udbygningen af zone med fartgrænse på 40 km/t, som er et led i kommunens hastighedsplan til udførelse i perioden 2002-2012. Projektet omfatter etablering af 6 bump, spærring midt på Svanemøllevej og fjernelse af heller ved Svanemøllevej/Gl. Vartovvej. Beboerne medfinansierer. Vej & Park har været konsulent på projektet. Forventes realiseret oktober 2003.

  • Forslaget sikrer trafikal fredeliggørelse. Det er myndighedsbehandlet og godkendt. Vej & Park betaler ændringer af enkelte vigelinier og skiltning til sikring af skoleveje. Yderligere skiltning skal betales af projektet. Det anbefales, at der etableres yderligere 4 bump som fase 2 til udførelse foråret 2004 for at sikre en mere helhedsorienteret trafiksanering.

Tilsagn: Kr. 240.000 (ansøgt kr.120.000). Til fase 1 og 2. Forudsætter sikring af cykelveje og godkendelse i Bygge- og Teknikudvalget.

12. Trafiksanering på Enghave Stationsforplads

En lokal borgergruppe på Vesterbro ansøger om midler til afprøvning af trafikregulering på pladsen samt midler til forskønnelse af arealet, der knytter sig til nor dsidens beboelse. Projektet ligger indenfor de overordnede rammer, som er fastlagt i Vesterbro Trafik og Byrumsplan. Projektet ensretter trafikken til midt på pladsen. Midterarealet tilsås med græs, og der plantes 2 kastanietræer på hver sin side af Slesvigsgades udmunding. I midterarealet opstilles borde (A-model til grill) og affaldskurve. Kirken og børnehaven forventes at vedligeholde arealerne ud for deres matrikel. Det forventes at Vej & Park vedligeholder det øvrige. Beboerne, Enghave Kirke og fonde medfinansierer. Forventes realiseret ultimo 2003.

  • Forslaget er helhedsorienteret og hensigten er at afprøve en plan til trafikal fredeliggørelse indtil en ny helhedsorienteret plan for Sønder Boulevard kan gennemføres. Tilsåning med græs samt plantning af kastanietræer kan dog ikke støttes. Projektet påvirker Vej & Parks trafikale og vedligeholdelsesmæssige forpligtelser for vejstrækningen blandt andet skabes trafikal usikkerhed ved lukning ved det trafiklysregulerede kryds ved Enghavevej, problemer med trafikal tilgængelighed for grund- og ledningsejere samt en væsentlig reduktion i antallet af P-pladser. Ligeledes skal Bus 16, der holder på pladsen, ændre rute.

Tilsagn: Kr. 143.000 (ansøgt kr. 240.000). Til blomsterkasser, bænke og skaldespande. Forudsætter at drift af blomsterkummer varetages af ansøger. Forudsætter afklaring af trafikale problemer, revideret forslag med placering af bænke og affaldskurve. Forudsætter godkendelse i Bygge- og Teknikudvalget.

13. Parkeringspladser ved Kjærstrupvej i Valby

Grundejerforeningen Søholm ansøger om midler til forskønnelse af vejkompensationsareal ud for ejendommene Kjærstrupvej 10-16. Arealet anvendes til parkering for 4 parceller – heraf én lægepraksis. Der anlægges ny belægning med perlesten til parkering samt to rosenbede / to bornholmske røn og opstilles evt. bænke Beboerne medfinansierer. Forventes realiseret sommeren 2003.

  • Det foreslåede projekt ændrer ikke væsentligt på stedets funktion som P-plads, og tilfører ikke området nye rekreative værdier.

Afslag. Der kan søges igen med mere rekreativt projekt.

14. Parkeringspladser i Harald Jensens Gade

AKB, afdeling 108, karre 8 og AKB, afdeling 109, Grønnegården ansøger om tilskud til fredeliggørelse og forskønnelse af gaden med P-pladser og afgrænsende mure. Beboerne medfinansierer. Projektet er placeret på privat grund, på internt færdselsareal. Forventes realiseret november 2003.

  • Projektet ligger i Kvarterløft Kgs. Enghave. Det foreslåede projekt ændrer ikke væsentligt på stedets funktion som P-plads. Den skitserede løsning tilfører ikke området nye rekreative værdier.

Afslag. Der kan søges igen med mere rekreativt projekt. Det forudsættes, og at der udarbejdes tinglyst deklaration, der stiller arealet til rådighed som offentligt tilgængeligt areal.

15. Trafiksanering og 'grønne øer' i Peter Fabers Gade

AB Peter Fabersgade 5-19, EF Peter Fabersgade 16-22, EF Peter Fabersgade 24-30, Gårdlauget Peter Fabersgade 8-14 ansøger om tilskud til inspirationsture samt fredeliggørelse og forskønnelse af den sydlige del Peter Fabers Gade med '2 øer' med opholdsarealer, cykelparkering og kunstnerisk udsmykning. Gaden fungerer som gennemfartsvej. Beboerne, kunstnergruppen SIMER og sponsorer medfinansierer. Forventes realiseret foråret 2004.

  • Projektet er forskønnende og sikrer trafikal fredeliggørelse. Der kan kun regnes med trafikdæmpning med hastighedsregulering. Det omfatter dog kun halvdelen af gaden, og er som sådan ikke helhedsorienteret. Inspirationsture kan ikke støttes. Projektet er generelt for løst skitseret og budgetteret.

Afslag. Der kan søges igen med mere helhedsorienteret projekt.

16. Legeplads ved Blågårdsgade

Gårdlauget 'Den Grønne Firkant' ansøger om tilskud til forbedring og forskønnelse af eksisterende legeområde i indre gårdmiljø placeret tæt ved Blågårdsgade. Der søges som offentligt areal, men arealet er privat. Forventes realiseret sommeren 2003.

  • Projektet er rekreativt. Det ligger i et stort, offentligt tilgængeligt indre gårdrum med offentlige stier.

Tilsagn: Kr. 274.000 (ansøgt kr. 273.447). Støttes som offentlig areal.

17. Grøn skolegård, Den Classenske Legatskole

Den Classenske Legatskole og bestyrelse ansøger om tilskud til renovering og udsmykning af skolegård. Der søges om tilskud til renovering af toiletter, halvtage, depoter og affaldsskur. Der etableres ny asfaltbelægning med boldbane 'streg', amfiteater, grøn væg med efeu, pergola, grusbelægning, nye møbler mv. Forventes realiseret december 2003.

  • Kriterier ikke opfyldt, da der ikke er offentlig adgang til gårdrum. Projektet er rekreativt. Bygningsanlæg kan ikke støttes.

Afslag. Kriterier ikke opfyldt.

18. Naturstier fra Karens Minde til Tippen

Styregruppen for Kvarterløft Kongens Enghave og Den Grønne Guide ansøger om tilskud til videreførelse af projekt med stiforløb fra Karens Minde området til Tippen. Der søges om kantning af stier, renovering af stier med kørefast belægning, hestestier samt ny linieføring af stier. Arealet ejes af Københavns Kommune, Kultur-og Fritidsforvaltningen. Forventes realiseret december 2003.

  • Projektet er rekreativt. Stier anlægges ovenpå forurenet grund. Vej & Park har anlagt eksisterende stier. Forudsætter afklaring af drift.

Tilsagn: Kr. 235.000 (ansøgt kr. 98.000 / rev. kr. 235.428).

19. Facadekunst og cykelstativer ved Blågårds Plads

Kulturhus Blågården ved Medborgerhuset og Biblioteket Blågården ansøger om tilskud til facadeudsmykning med maleri, opsætning af baldakin, 4 holdere til bannere samt opsætning af cykelstativer. Forventes realiseret januar 2004.

  • Kriterier ikke opfyldt, idet der ikke gives støtte til bygningsanlæg herunder udsmykning af facader og ny baldakin. Etablering af cykelstativer kan ikke etableres, idet disse er placeret i gangzone for handicappede. I forbindelse med renovering af pladsen er der allerede placeret cykelstativer flere steder på selv på pladsen og i Blågårdsgade ved De Grønne Bude.

Afslag. Kriterier ikke opfyldt.

20. Trafiksanering med bump i Valby og Omegns Byggeforening

Valby og Omegns Byggeforening ansøger om støtte til etablering af 20 bump udført som asfaltbump med chaussesten. Bump er placeret med 50-65 meters afstand til overholdelse af 30 km's hastighedsgrænse. Projektet ønskes støttes som offentligt areal begrundet i trafik til en Stiener Børnehave, en kommunal børnehave, en kirke, et VVS firma samt etablering af stationen Overbyes Allé. Evt. medfinasiering fra FAF. Beboerne medfinansierer. Forventes realiseret juni 2004.

  • Forslaget er helh edsorienteret og sikrer trafikal fredeliggørelse. Kvarteret ligger som lukket enklave. Kan ikke støttes som offentligt areal, idet de anførte grunde ikke er tilstrækkelige til, at projektet kan støttes som offentligt areal.

Tilsagn: Kr. 200.000 (ansøgt kr. 600.000). Støttes som privat fællesvej.

21. Spejldam og plakatsøjler i Femkanten

Kvartercentret Nordvest ansøger om tilskud til vandskulptur og 4 plakatsøjler placeret i 'Femkanten' i Nord Vest kvarteret. Vandskulpturen er udført spejldam som en 12 meter lang plint i sort granit. To plakatsøjler er placeret på kvarterscentrets grund. (off. grund). 1 er placeret ved Irmapladsen (privat fællesvej) og 1 på Møntmester plads (off. plads). Plakatsøjlerne fortæller om kommende arrangementer. Det angives at drift og renholdelse udføres af Københavns Kommune i samarbejde med Vej & Park.

  • Projektet ligger i Kvarterløft NordVest og er forskønnende. De fire plakatsøjler er udformet som et robust dobbeltsidigt betonelement. Der kan gives støtte til 3 søjler på privat fællesvej samt kvarterscentrets grund, men ikke Møntmester Plads, idet der på offentlige pladser udelukkende anvendes inventar som underbygger en Københavner identitet, og som opfylder en lang række krav til funktionalitet, drift, vedligeholdelse og æstetik. Kriterier er ikke opfyldt hvad angår spejldammen, idet anlægsfasen for Møntmester Plads er i fuld gang. Spejldam kan derudover ikke støttes, da driftsomkostninger er på ca. 250.000 årligt.

Tilsagn: 50.000 (ansøgt kr. 406.948).

22. Grillplads i Nørrebroparken

Sussi og Sten Nielsen ansøger om tilskud til etablering af overdækket grillplads for 4-6 personer i Nørrebroparken. Der er ikke angivet konkret placering. Projektet udføres som pilotprojekt frem til omlægning af parken. Kvarterløft Nørrebropark og sponsorer medfinansierer. Forventes realiseret august 2003.

  • Projektet er et pilotprojekt for nyt inventar i byens parker. Et projekt bør afvente konkurrence for Nørrebroparken, der er under udarbejdelse.

Afslag.

23. Slyngplantestativer og cykelstativer i Stefansgade

AB Stefanshus ansøger om tilskud til opsætning af cykelstativer med plads til 20 cykler til midlertidig cykelparkering til brug for gæster til café på pladsen og pizzabar på modsat side af gaden. De anviste cykelstativer er tegnet af Sten Nielsen og kan nemt flyttes. Endvidere ønskes opsat slyngplantestativer i Nordbanegade 2,4 og 6 samt Stefansgade 18, 20 og 22. Slyngplantestiver udføres i et højere kvalitetsniveau end kendte produkter som cykelstativer. Der er søgt støtte som offentligt areal, selvom espalier sidder på en privat facade. Forventes realiseret juli 2003.

  • Placering af cykelstativer skal revideres. Espaliers forudsætter godkendelse i Plan & Arkitektur. Kan ikke støttes som offentlig, da facader er private.

Tilsagn: Kr. 19.000 (ansøgt kr. 52.418).

24. Trafiksanering og 'grønne øer' i Dybbølsgade

Øvre Dybbølsgade Gadelaug (fra Ingerslevsgade til Sønder Boulevard) ansøger om tilskud til fredeliggørelse og forskønnelse af gaden. Projektet er en opfølgning på ideen i Vesterbro byrums- og trafikplan om Dybbølsgade som slentregade. Der etableres nye plantebede (Vester Gror) og opholdspladser ved inddragelse af hjørnearealerne. Vejen gøres smallere. Antallet af P-pladser bibeholdes. Antallet af cykelparkering øges. Projektet er opdelt i tre etaper. 1) Hjørneområderne ved Krusågade 2) Hjørneområderne ved Godsbanegade. 3) De resterende områder. Drift varetages af gadelaug. Beboerne medfinansierer. Projektet forventes realiseret juni 2005.

  • Projektet er forskønnende, helhedsorienteret og sikrer trafikal fredeliggørelse. Vejen er i forvejen lukket ved Ingerslevsgade og der er en 'ø' ved Sommerstedgade. Projektet er generelt for løst og ukonkret, og der er trafikale og driftsmæssige problemer med den viste udformning.

Afslag. Der kan søges igen med helhedsorienteret og mere udviklet projekt.

25. Naturgavl ved Otto Krabbes Plads

ByhaveNetværket ansøger om støtte til etablering af en naturgavl – en Wild Life Gavl på gavlen i Dannebrogsgade 21. Gavlen opbygges af mure, der opstilles foran den eksisterende gavl. På murene indrettes bosteder for dyr. Borgerne medfinansierer. Drift af gavl vedligeholdes eventuelt af E/F Dannebrogsgade 21. Drift af den vertikale have vedligeholdes med midler fra lokale sponsorer. Beboerne medfinansierer. Forventes realiseret efterår 2003.

  • Projektet er forskønnede og utraditionelt. Projektet støttes af Den Byøkologiske Fond som pilotprojekt med opstilling af 'prototype/mockup' i mindre skala i midte af gård under Miljøugen. Kan støttes som offentligt areal. Skal godkendes af Plan & Arkitektur.

Tilsagn: Kr. 711.000 (ansøgt kr. 710.800). Støttes som offentligt areal.

26. Pyramide i Fælledparken

Morten Neubert, 3rd party ansøger om støtte til forprojekt med henblik på at etablere en stor pyramidepavillion i Fælledparken til brug for kunstudstillinger, teater mv. Pyramiden tænkes placeret i området mod Jagtvej eller ved Rigshospitalet/ Blegdamsvej. Ansøger medfinansierer.

  • Kriterier ikke opfyldt idet der ikke gives støtte til forprojekter og til bygningsanlæg. Projekter i Fælledparken skal afvente Pleje- og Udviklingsplan for Fælledparken.

Afslag. Kriterier ikke opfyldt.

Økonomi

Der er i 2003 afsat 15.360 t. kr. til uddeling. I de 15 indstillede projekter er der disponeret 6.854 t. kr. I 2002 er der i 20 projekter givet tilsagn om disponeret 17.307 t. kr. To projekter fra 1. runde er siden aflyst på grund af manglende medfinansiering. Der er således givet tilsagn i 2002 om 15.111 t. kr.

Miljøvurdering

Byudviklingspuljen forventes at have positiv konsekvens for miljøet. Projekter som tilsigter byøkologiske principper er blevet prioriteret. Herunder forstås projekter, der tager udgangspunkt i retningslinjerne i den af Borgerrepræsentationen vedtagne Miljøorienteret Byfornyelse og Nybyggeri, der er udgivet af Bygge- og Teknikforvaltningen 2001. Det er ikke fundet relevant at vurdere ansøgningernes miljøkonsekvenser hver for sig eller samlet på projektstadiet.

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: Ansøgninger til Byudviklingspuljen, april 2003.

Ole Bach

 

Til top