Mødedato: 18.06.2003, kl. 16:00

Nyhavn og Christianshavns Kanal - udeservering

Nyhavn og Christianshavns Kanal - udeservering

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 18. juni 2003

 

Sager til beslutning

7. Nyhavn og Christianshavns Kanal - udeservering

BTU 295/2003 J.nr. 21541.0001/03

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at forvaltningen udsteder påbud om nedlæggelse af den nuværende udeservering på den faste anløbsbro ved Mindeankeret i Nyhavn da forvaltningen vurderer, at den er i strid med fredningsbestemmelserne

at forvaltningen støtter en ansøgning om dispensation fra gældende fredningsbestemmelser med henblik på at fastholde den nuværende udeservering ved Christianshavns Bådudlejning i Christianshavns Kanal.

RESUME

DFDS Canal Tours A/S udvidede for nogle år siden anløbsbroen ud for trappeanlægget til Mindeankeret under henvisning til et behov for bedre af- og påstigningsforhold. Nyhavnskanalen og tilstødende bolværker er fredede i henhold til "Deklaration vedrørende kanalerne", dateret 16. juni 1966. Fredningsnævnet har meddelt dispensation fra de gældende fredningsbestemmelser til udvidelsen.

I forlængelse af udvidelsen er der etableret to faste trappeanlæg med underliggende depotrum langs de fredede bolværker og med direkte adgang til det offentlige gadeareal. Endvidere har DFDS Canal Tours A/S udlejet en del af anløbsbroen til en udeservering, som har indrettet sig med faste depoter, bardisk, borde, stole, parasoller m.m. Forholdene er efter forvaltningens opfattelse ikke i overensstemmelse med fredningsbestemmelserne, og der er ikke søgt om tilladelse til trapperne og vejadgangen i henhold til vejloven. Forvaltningen foreslår derfor som tilsynsmyndighed, at der udstedes påbud over for ejeren af anløbsbroen med henblik på at bringe forholdene i orden. Dette kan ske enten ved at tingene fjernes, at Fredningsnævnet for København meddeler dispensation fra gældende fredningsbestemmelser eller ved at Fredningsnævnet afviser at behandle sagen fordi nævnet ikke finder nogen uoverensstemmelse mellem forholdene og fredningsbestemmelserne.

Forvaltningen har afholdt en række møder med DFDS Canal Tours A/S, som har accepteret, at den nuværende udeservering nedlægges inden sæsonstart 2003 og som har fremsendt forslag til en fremtidig disponering af anløbsbroen. En del af de uønskede indretninger, herunder det ene trappeanlæg er fjernet, men både udeservering og det ene trappeanlæg med tilhørende depotrum findes fortsat.

Udeserveringens restauratør har via sin advokat stillet sig tvivlende over for forvaltningens kompetence samt redegjort for sin klients retsstilling ud fra en lighedsbetragtning til en udeservering i Christianshavns Kanal. Med baggrund i dette og relevante sagsakter har forvaltningen efterfølgende undersøgt forholdene hos Kommunens advokat, som sammenfattende konkluderer, at forvaltningen som tilsynsmyndighed har ret og pligt til at udstede et påbud. Endvidere konkluderer Kommunens advokat, at forvaltningen ikke har gjort sig skyldig i en krænkelse af en relevant lighedsbetragtning i forhold til restaurationsforholdene ved Christianshavns Kanal. Som tilsynsmyndighed vedr. fredninger skal forvaltningen udelukkende vurdere, om de konkrete forhold er i overensstemmelse med fredningsbestemmelserne. Det er således alene Fredningsnævnet i København, som kan meddele en dispensation for fredningsbestemmelserne.

Forvaltningen er blevet opmærksom på, at den eksisterende udeservering ved bådudlejningen i Christianshavns Kanal er etableret uden, at der er ansøgt om dispensation fra fredningsbestemmelserne hos Fredningsnævnet. I dette tilfælde mener forvaltningen, at byrummet har en skala og en karakter, som er forenelig med en udeservering med den valgte udformning og udstrækning. For at lovliggøre forholdene foreslår forvaltningen, at Fredningsnævnet ansøges om dispensation fra fredningsbestemmelser.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Sagen var på dagsorden til Bygge- og Teknikudvalgets møde den 30. oktober 2002 (BTU 504/2002), hvor den blev udsat. Sagen blev fremsat på ny på mødet den 30. april 2003, hvor den igen blev udsat.

Nyhavnskanalen og tilstødende bolværker er fredede i henhold til "Deklaration vedrørende kanalerne", dateret 16. juni 1966.

Københavns Havn er myndighed for vandfladen og ejer af de tilstødende fredede bolværker i Nyhavnskanalen. Efter år 2005 overtager kommunen dog ejerskabet af bolværkerne.

Københavns Kommune påser overholdelsen af lov om naturbeskyttelse og de regler der er udstedt efter loven, samt af fredningsbestemmelser. Det følger af naturbeskyttelsesloven § 73 jævnfør § 77. På det grundlag kan kommunen give påbud, hvis en fredningsdeklaration - som den foreliggende i Nyhavn - ikke er fulgt efter kommunens opfattelse. Det vil sige, at forvaltningen kan udstede påbud ud fra forhold, som vurderes i strid med fredningsbestemmelserne. Såfremt man ønsker dispensation fra fredningsbestemmelserne, kan der ansøges hos Fredningsnævnet for København.

Endvidere er forvaltningen vejmyndighed i relation til det offentlige gadeareal herunder også i relation til benyttelsen af dette areal – eksempelvis i forbindelse med tilladelser til udeservering, skiltning, affaldsdeponering, belysning, tilslutning til offentlig gadeareal o.l.

Udvidelse af anløbsbro

DFDS Canal Tours A/S har ansøgt Fredningsnævnet og Københavns Havn om tilladelse til at udvide den eksisterende faste anløbsbro i Nyhavnskanalen ved granittrappen til Mindeankeret under henvisning til en ønsket forbedring af passagerforholdene til og fra turistbådene. Denne tilladelse er efterfølgende givet fra Københavns Havn på baggrund af Fredningsnævnets dispensation fra gældende fredningsbestemmelser for de fredede bolværker og under forudsætning af, at DFDS Canal Tours A/S selv indhenter evt. øvrige relevante tilladelser i forbindelse med den ansøgte udvidelse.

Udvidelsen består i, at den eksisterende faste træanløbsbro på pælefundament blev udvidet til begge sider med en tilsvarende konstruktion/detailudformning og et tilsvarende materialevalg, således at hele anløbsbroen spænder tværs over havnebassinet og langs de to fredede træbolværker. Udvidelsen udgør ca. 102 m².

I forlængelse af udvidelsen har ejeren af anløbsbroen - DFDS Canal Tours A/S - efterfølgende etableret to faste trappeanlæg med underliggende rum langs de fredede bolværker og med direkte adgang til det offentlige gadeareal. Endvidere har DFDS Canal Tours A/S udlejet en del af anløbsbroen til udeservering. I tilknytning til denne udeservering er der etableret depot i de faste trappeanlæg og delvis i den synlige del af bolværket, samt opstillet bardisk, borde og stole m.m. i direkte tilknytning til vinduespartierne ved det offentlige herret oilet. Endvidere er bardisk og dele af udeserveringsarealet overdækket med oplyste parasoller. Hverken udeservering, bardisk, trappeanlæg mv. er nævnt eller vist i det materiale, som er forelagt Fredningsnævnet i forbindelse med dispensationsansøgningen. Vejmyndigheden er heller ikke ansøgt i henhold til bl.a. vejloven mht. trappeanlæggene, som er tilsluttet offentlig vejareal. Forvaltningen har som tilsynsmyndighed i fredningssager og som vejmyndighed vurderet, at der både var en ret og pligt til at udstede påbud over for ejeren af anløbsbroen.

Nuværende forhold

Forvaltningen har afholdt en række møder med DFDS Canal Tours A/S, som har accepteret, at den nuværende udeservering nedlægges inden sæsonstart 2003 og som har fremsendt forslag til en fremtidig disponering af anløbsbroen. En del af de uønskede indretninger, herunder det ene trappeanlæg er fjernet, men både udeservering og det ene trappeanlæg med tilhørende depotrum findes fortsat.

Christianshavns Kanal

Med baggrund i sagens oplysninger er forvaltningen er blevet opmærksom på, at den eksisterende udeservering ved bådudlejningen i Christianshavns Kanal (ved Børnehusbroen/Ovengaden neden Vandet) er etableret uden, at der er ansøgt om dispensation fra fredningsbestemmelserne hos Fredningsnævnet. I dette tilfælde mener forvaltningen, at byrummet har en skala og en karakter, som er forenelig med en udeservering med den valgte udformning og udstrækning. Det skyldes bl.a., at kanalforløbet her ikke er et blindt afsluttende kanalbassin som i Nyhavn, samt at udeserveringen her i højere grad er integreret med en bådudlejningen fra en tømmerflåde. Hertil kommer endvidere, at Ovengaden neden Vandet ikke på nogen måde fremtræder med samme intensitet af restaurationer med tilhørende udeserveringer som i Nyhavn. I relation til dette ønsker forvaltningen en lovliggørelse af forholdene og foreslår derfor, at Fredningsnævnet ansøges om dispensation fra fredningsbestemmelser.

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Forholdene er efter forvaltningens opfattelse ikke i overensstemmelse med fredningsbestemmelserne, og der er ikke søgt om tilladelse til trapperne og vejadgangen i henhold til vejloven. Forvaltningen foreslår derfor som tilsynsmyndighed, at der udstedes påbud over for ejeren af anløbsbroen med henblik på at bringe forholdene i orden.

Dette kan ske enten ved at tingene fjernes, at Fredningsnævnet for København meddeler dispensation fra gældende fredningsbestemmelser eller ved at Fredningsnævnet afviser at behandle sagen fordi nævnet ikke finder nogen uoverensstemmelse mellem forholdene og fredningsbestemmelserne.

Forvaltningen mener, at de faste trappeanlæg, som giver adgang til offentlig vejareal langs bolværket er uhensigtsmæssige og uskønne, og foreslår, at de fjernes. Forvaltningen er indstillet på at give tilladelse til en 1 stk. løs trappe, hvis DFDS Canal Tours A/S kan godtgøre, at en sådan er nødvendig af sikkerhedsmæssige årsager.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Miljøvurdering

Forvaltningen ønsker med indstillingen at forbedre det visuelle miljø i Nyhavn til glæde for københavnere og besøgende.

Andre konsekvenser

Juridiske forhold

DFDS Canal Tours A/S har ved møder den 7. februar og 6. marts 2003 tilkendegivet, at man vil søge de relevante fredningsmyndigheder om en midlertidig tilladelse til at opstille en mindre opbevaringsenhed for fadøl m.m. langs bolværk 147 (Charlottenborgsiden) inkl. to mindre parasoller som erstatning for den nuværende udeservering. Vej & Park har tilkendegivet, at man vil udtale støtte til ovennævnte dispensation, når Fredningsnævnet behandler ansøgningen.

Udeserveringens restauratør, Sejl & Spis har haft foretræde for Bygge- og Teknikudvalget.

Indehaveren af udeserveringen Sejl & Spis ApS har ved brev fra sin advokat den 28. april 2003 søgt at rejse tvivl om kommunens ret til at udstede et påbud om nedlæggelse af den nuværende udeservering på anløbsbroen.

Advokaten fremfører,

at et indgreb, som foretages ved en fredning i ejerdispositioner, er så intensivt, at det kræver klar lovhjemmel, og at dette alene kan fortages mod fuld erstatning.

at Københavns Kommune som tilsynsmyndighed af fredningen kun kan udøve sin tilsynskompetence ud fra deklarationens ordlyd.

at udskænkning reguleres ved politivedtægten og at en generel fredningsbestemmelse ikke giver retligt grundlag for at tilbagekalde den konkrete spiritusbevilling.

at forvaltningen udøver forskelsbehandling, fordi man har til hensigt at indstille dispensation til én virksomhed i et område (udeservering ved Christianshavns Bådudlejning) og ikke vil indstille til dispensation i et andet område (udeservering på DFDS Canal Tours anløbsbro i Nyhavn). Advokaten mener ikke, at forvaltningen har en saglig begrundelse til at behandle de to forhold forskelligt.

Af de ovennævnte årsager beder Sejl & Spis' advokat om, at forvaltningen sikrer, at Sejl & Spis ApS kan fortsætte sin udeservering, da han ellers vil anbefale sin klient at sagen indbringes for domstolene.

Forvaltningen har i den anledning bedt Kommunens advokat, Lindh, Stabell, Horten A/S om at vurdere indholdet af advokatens brev. Vurderingen er følgende:

Deklaration vedrørende fredning af kanalerne fra 1966 bestemmer, at "Der må ikke uden samtykke fra Naturfredningsnævnet for København foretages opfyldning i eller væsentlige ændringer af kanalerne eller i disse anbringes faste indretninger, herunder fast anbragte skibe og andre fartøjer, der er genstand for bygningsmæssig udnyttelse af ikke rent forbigående art."

"Det er havnevæsenet forbeholdt at foretage alle foranstaltninger, der tjener til opretholdelse af driften på kanalerne, derunder f.eks. uddybning af disse og anbringelse af anløbsbroer til trafikken på kanalerne."

Det afgørende i denne sammenhæng findes i kravet om, at der ikke uden samtykke fra Naturfredningsnævnet for København må anbringes faste indretninger i kanalerne.

Sprogligt set forekommer det usikkert om bisætningen "…der er genstand for bygningsmæssig udnyttelse af ikke rent forbigående art." går på "faste indretninger" eller "…fast anbragte skibe og andre fartøjer".

I 1999 fortolkede Naturklagenævnet imidlertid deklarationen om fredning af kanalerne i forbindelse med behandlingen af en klage fra Netto-Bådene A/S. Fredningsnævnet i København havde givet afslag på en ansøgning om en udvidelse af anløbsbroen ved Holmens Kirke.

Naturklagenævnet bemærker, "at den ansøgte udvidelse er ifølge det oplyste alene til brug for driften af kanalerne, idet udvidelsen af broen – som i øvrigt er meget beskeden – vil betyde, at der herefter kan ligge to både ved kaj. Udvidelsen skal således ikke muliggøre en anden, mere bygningsmæssig udnyttelse af anløbsbroen.

Det er på den baggrund flertallets opfattelse, at der er tale om en driftsmæssig foranstaltning, der i henhold til deklarationen kan ske uden samtykke fra fredningsnævnet. Det er således Naturklagenævnets opfattelse, at foranstaltninger, der vedrører driften af kanalerne, ikke er omfattet af forbudet mod indgreb overfor kanalerne."

Naturklagenævnet siger i sin afgørelse, at "Formålet med fredningen er at sikre, at kanalerne bevares. Dette betyder, at indgreb, såsom anbringelse af faste indretninger, herunder fastanbragte skibe og andre fartøjer, der er genstand for bygningsmæssig udnyttelse af mere permanent karakter kun kan ske med fredningsnævnets samtykke."

Det afgørende er herefter, om anløbsbroen efter udbygningen med Sejl & Spis aktiviteter fremtræder som således ændret, at den ikke længere kan anses for alene at være en driftsmæssig foranstaltning, der kan etableres uden dispensation.

Det forhold at anløbsbroen ændrer karakter fra at være adgangsvejen fra vejarealet til og fra kanalrundfarten til også at indebære en restaurationsfunktion, udgør efter advokatens opfattelse en så væsentlig ændring af anløbsbroens hidtidige karakter, at det samlede anlæg, altså anløbsbro med restaurationsvirksomhed må anses for at være i strid med deklarationen med den virkning, at en opretholdelse af Sejl & Spis' restaurationsvirksomhed vil kræve en dispensation for hele anløbsbroens skikkelse, altså inklusive restaurationsvirksomheden.

Det er vanskeligt at fastholde, at anløbsbroen alene er en driftsmæssig foranstaltning til trafikken på kanalerne, som kan ske uden dispensation fra deklarationen. Bardisken må i hvert fald kunne karakteriseres som en fast indretning.

Efter naturbeskyttelseslovens § 73, jf. § 77 skal Bygge- og Teknikforvaltningen påse overholdelsen af fredningen af kanalerne. Tilsynsmyndigheden skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort med mindre forholdet har underordnet betydning, jf. § 73, stk. 6. Forvaltningens vurdering af, at udeserveringen er etableret i strid med fredningen af kanalerne er ligeledes bekræftet af kommunens advokat.

Både ejer DFDS Canal Tours A/S og bruger Sejl & Spis ApS har pligt til at berigtige et ulovligt forhold efter et skriftligt påbud fra tilsynsmyndigheden, jf. § 74. På baggrund af de fornævnte forhold har forvaltningen hjemmel til at udstede et påbud om fjernelse af den konkrete udeservering. Dette besvarer de to første "at" i brevet fra Sejl & Spis ApS advokat.

En spiritusbevilling udstedt af en offentlig myndighed kan ikke i sig selv lovliggøre et ellers retsstridigt forhold i forhold til en fredningsbestemmelse. Bygge- og Teknikforvaltningen har ikke kompetence til at tilbagekalde den udstedte spiritusbevilling, men udnyttelsen af spiritusbevillingen er naturligvis nødt til at indordne sig under lovligheden af den øvrige restaurationsvirksomhed. Bevillingsnævnet tager kun stilling til en ansøgning om spiritusbevilling inden for den kompetence nævnet har, og forudsætter som en selvfølge, at bevillingsindehaveren i øvrigt har indhentet alle øvrige nødvendige tilladelser.

Kommunens advokat vurderer, at forvaltningen ikke har udøvet forskelsbehandling ved at gå ind for en dispensation til restaurationsaktiviteten på Christianshavns Kanal i modsætning til restaurationsaktiviteten i Nyhavn. Det følger ikke af forvaltningsmæssige lighedsgrundsætninger, at man er afskåret fra at forholde sig til mere eller mindre ensartede fænomener så længe dette er sagligt begrundet.

Forvaltningens begrundelse for at ville opretholde en udeservering på Christianshavns Kanal er, at de to byrum har vidt forskellig skala/karakter. Kanalforløbet er her ikke et blindt afsluttet kanalbassin og udeservering her i højere grad er integreret med bådudlejningen fra tømmerflåden. Hertil kommer endvidere, at Overgaden neden Vandet ikke på nogen måde fremtræder med samme intensitet af restaurationer med tilhørende udeserveringer som i Nyhavn. Advokaten finder, at kommunens begrundelse for at behandle de to forhold forskelligt er begrundet i saglige forhold.

 

BILAG VEDLAGT

Bilag A :

Advokat Lindh, Stabell og Horten's udtalelse i sag vedr. udeservering, dateret 26. maj 2003

Bilag B:

Vej & Park's accept af midlertidig forhold på anløbsbroen for sæson 2003, dateret 28. marts 2003

 

 

Ole Bach

 

Til top