Mødedato: 15.05.2002, kl. 14:00

Christiania - trafikale forhold i Prinsessegade og Bådsmandsstræde

Christiania - trafikale forhold i Prinsessegade og Bådsmandsstræde

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 15. maj 2002

 

Sager til drøftelse

17. Christiania - trafikale forhold i Prinsessegade og Bådsmandsstræde

BTU 267/2002 J.nr. 21161.0004/95

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget drøfter,

om der skal etableres en afsætningsplads for taxaer ved Christianias hovedindgang i Prinsessegade overfor Christianshavns Skole

om der skal gennemføres en renovering og omlægning af Bådsmandsstræde med henblik på at bedre parkeringsforhold og trafiksikkerhed

om der skal etableres afsætnings- og vendemulighed for turistbusser tæt ved Christiania

om Bygge- og Teknikforvaltningen på baggrund af udvalgets tilkendegivelser skal fremlægge forslag til ovennævnte på et offentligt borgermøde på Christianshavn

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 8. maj 2002

Sagen blev udsat

 

RESUME

Bygge- og Teknikforvaltningen nedsatte i maj 2001 en styregruppe med repræsentanter for Forsvarsministeriets Fæstnings- og Natursekretariat og Københavns Politi, der har samarbejdet om løsningsforslag til færdselsregulerende forbedringer i og omkring Prinsessegade nord for Torvegade.

Styregruppen er enedes om forslag til løsninger på følgende tre områder:

    1. Afsætningsplads for taxaer ved Christianias hovedindgang i Prinsessegade
    2. Renovering og omlægning af Bådsmandsstræde med henblik på at bedre parkeringsforhold og trafiksikkerhed
    3. Afsætnings- og vendemulighed for turistbusser i Prinsessegade tæt ved Christiania

Efterfølgende har forvaltningen præsenteret løsningsforslagene for en arbejdsgruppe, hvor der foruden repræsentanter fra Fæstnings- og Natursekretariat og forvaltningen sidder repræsentanter fra Christianshavns Lokalråd og for Christiania. Der er i styregruppen såvel som i arbejdsgruppen skabt konsensus omkring løsningsforslag til pkt. 1 og 2, hvorimod det ikke har været muligt at nå til enighed om et forslag til, hvordan problemerne med turistbuskørsel i Prinsessegade kan løses (pkt. 3).

Sagen var på dagsordenen for Bygge- og Teknikudvalgets møde den 8. maj 2002, hvor den blev udsat.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Den stærke trafik af taxaer og turistbusser i og omkring Prinsessegade nord for Torvegade har medført, at beboere i området i stigende omfang har henvendt sig til Bygge- og Teknikforvaltningen med henblik på at få forbedret trafiksikkerheden og trafikafviklingen. Især når taxier og turistbusser standser for af- eller påstigning i den forholdsvis smalle Prinsessegade, sker det ofte på en måde, så cykelstier og/eller kørebane blokeres. Herudover har politiet fået henvendelser blandt andet om grov vold mod forældre, der – når de afleverede børn i børnehaverne – parkerede deres biler i henholdsvis Bådsmandsstræde og på Refshalevej.

I maj 2000 nedsatte forvaltningen en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for Forsvarsministeriets Fæstnings- og Natursekretariat, Vej & Park, Christianshavns Lokalråd og Christianias Trafikgruppe. Arbejdsgruppen skulle se på de problematiske trafikforhold i og omkring Christiania. Da det viste sig, at arbejdsgruppen ikke kunne blive enig om konkrete løsningsforslag, blev der i maj 2001 nedsat en styregruppe, som arbejdsgruppen herefter har refereret til. I styregruppen deltager bl.a. Vej & Parks direktør, Fæstnings- og Natursekretariatets leder samt lederen af Færdselspolitiet i København.

Styregruppen har drøftet en række løsningsforslag og nåede i august 2001 frem til tre forslag til løsning af de trafikale forhold i og omkring Christiania.

Da det ved efterfølgende møder med arbejdsgruppen kun delvis er lykkedes at nå til enighed om løsningsforslag til trafikforanstaltninger, der kan bedre forholdene, ønsker forvaltningen - inden et evt. borgermøde på Christianshavn – at høre udvalgets holdning til de i indstillingen beskrevne løsningsforslag.

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Bygge- og Teknikforvaltningen har siden maj 2001 samarbejdet med Forsvarsministeriets Fæstnings- og Natursekretariat og Københavns Politi om en række forslag til færdselsregulerende forbedringer i og omkring Prinsessegade nord for Torvegade.

Styregruppen nåede i august 2001 frem til løsningsforslag på følgende tre områder:

    1. Afsætningsplads for taxaer ved Christianias hovedindgang i Prinsessegade
    2. Renovering og omlægning af Bådsmandsstræde med henblik på at bedre parkeringsforhold og trafiksikkerhed
    3. Afsætnings- og vendemulighed for turistbusser i Prinsessegade tæt ved Christiania

 

Afsætningsplads for taxier i Prinsessegade

På grund af den store trafik af taxier med ærinde til Christiania, er der behov for at forbedre trafiksikkerheden omkring af- og påstigning ud for Christianias nuværende hovedindgang i Prinsessegade (bilag 1). Indgangen ligger overfor Christianshavns Skole og er lokaliseret tæt på Christianias "forretningsstrøg", Pusherstreet, der dagligt tiltrækker mange handlende, som ofte kommer i taxa.

Styregruppen foreslår derfor, at der etableres en afsætningsplads som vist på bilag 2.

På vejarealet udfor afsætningspladsen foreslås markeret et let hævet areal som trafikdæmpende foranstaltning. Der opsættes hegn langs dele af fortovet i begge sider af vejen, for at forhindre, at taxierne holder og smækker dørene op udenfor afsætningspladsen og for samtidig at lede fodgængere over vejen indenfor et begrænset felt. På idéplan har det været foreslået, at det hævede vejareal evt. kunne udlægges i forskellige farver granitsten i et mønster tegnet af elever på Christianshavns Skole.

Renovering og omlægning af Bådsmandsstræde

Bådsmandsstræde har i en periode forsøgsvis været lukket mod Christianshavns Voldgade. Lukningen, som udsprang af et skolevejsprojekt, ønskes nu gjort permanent. Der etableres vendeplads i den nuværende indkørsel til Christiania ved Fredens Ark samt skråparkering mod Christiania. Endvidere etableres skråparkering mod Voldboligerne og Christianshavns Idrætsklub (bilag 3-4). Omlægningen vil betyde, at de nuværende 41 p-pladser øges til 53 pladser, hvilket svarer til antal parkeringspladser før lukningen mod Christianshavns Voldgade.

Afsætnings- og vendemulighed for turistbusser

På grund af trafikale problemer skabt af de mange store turistbusser i Prinsessegade, der har ærinde til Christiania og Vor Frelser Kirke, har styregruppen undersøgt forskellige løsningsmuligheder. I det viste forslag er skitseret en vendeplads for turistbusser i det eksisterende grønne areal "Palmehaven" ved Røde Sols Plads på hjørnet af Prinsessegade og Refshalevej (bilag 5). Det kan oplyses, at Palmehavearealet formelt ikke er en del af Christiania og lokalt opfattes som christianshavnernes område.

Endvidere kan oplyses, at Palmehavens brugere har fået tilbudt en opholdsplads i Palmehaven i den del som ikke skulle benyttes til vendeplads for turistbusser.

Styregruppen har drøftet mange alternative løsningsforslag blandt andet etablering af en rundkørsel i krydset Prinsessegade – Refshalevej. Da denne løsning imidlertid skønnes at koste det tredobbelte af busvendesløjfen – og alligevel forudsætter et fysisk indgreb i Palmehaveområdet, har styregruppen udelukket denne løsningsmulighed.

I styregruppen var der enighed om, at forslagene (pkt. 1-3) skulle ses som en helhedsløsning, hvilket vil sige, at alle tre forslag skulle gennemføres samlet. For at gennemføre ovennævnte skulle arealerne opmåles for at se, om forslagene var realiserbare. En opmåling var nødvendig, idet de tegninger, der forelå ikke var målfaste.

Forslagene skulle efterfølgende præsenteres for arbejdsgruppen.

Arbejdsgruppens reaktion på styregruppens løsningsforslag

Løsningsforslagene har efterfølgende været præsenteret for arbejdsgruppen, der foruden repræsentanter fra Vej & Park og Fæstnings- og Natursekretariatet har bestået af repræsentanter fra Christianshavns Lokalråd og repræsentanter for Christianias Byggegruppe, Christianias Trafikgruppe og Christianias Kontaktgruppe.

Der er skabt konsensus omkring styregruppens løsningsforslag til taxiafsætningspladsen i Prinsessegade og renoveringen af Bådsmandsstræde.

Imidlertid har det ikke været muligt at nå til enighed om et forslag til løsning af problemerne med turistbuskørsel i Prinsessegade.

Christianshavns Lokalråd og repræsentanterne fra Christiania er af den opfattelse, at det er op til Palmehavens brugere om løsningsforslaget med en busvendesløjfe ved Palmehaven kan accepteres. Christianshavns Lokalråd og Christiania har talt med brugerne af Palmehaven, som blev meget oprørte over udsigten til en busvendeplads på området.

Vej & Park har sammen med Fæstnings- og Natursekretariatet forsøgt at få Palmehavens brugere i tale samtidig med at området skulle måles op. Det blev imidlertid nødvendigt at indstille opmålingen, da brugerne truede med øretæver og mødte op med store hunde. Palmehaven er derfor aldrig blevet målt op. Fæstnings- og Natursekretariatet har som grundejer efter episoden erkendt, at en opmåling om nødvendigt skal gennemføres med politibeskyttelse.

På et senere møde med arbejdsgruppen kom det frem, at Christianshavns Lokalråd og Christiania under ingen omstændigheder ønsker en busvendeplads for turistbusser ved Palmehaven. Begrundelsen er, at de ikke ønsker turistbusser på Christianshavn overhovedet. Lokalrådet påstod i den forbindelse, at den generelle holdning på Christianshavn var ønsket om et totalt forbud mod indkørsel af turistbusser i Prinsessegade nord for Torvegade.

Høring blandt områdets institutioner

Forvaltningen har i januar 2002 i forlængelse af lokalrådets og christianitternes udmelding gennemført en høring blandt institutionerne i og omkring Prinsessegade nord for Torvegade. Samtidig er Danske Busvognmænd, Wonderful Copenhagen, Scantours of Copenhagen og Turistførerforeningen blevet hørt. Forvaltningen stillede følgende spørgsmål:

  1. Såfremt busslusen til Holmen etableres, kan Jeres institution da gå ind for et forbud, som vil forbyde al kørsel med busser i Prinsessegade nord for Torvegade, dvs. også på Bodenhoffs Plads, i Burmeistergade og på Arsenaløen?
  2. Hvis Jeres institution i dag har kørsel med turistbusser til og fra institutionen, hvordan vil I da kunne løse Jeres behov i fremtiden, hvis der indføres et totalt forbud mod indkørsel af turistbusser i Prinsessegade?

Høringen, der er resumeret i bilag 6, viste, at der ikke er opbakning fra de adspurgte til et forbud, idet det vil betyde, at turistbusserne fx ikke kan hente og bringe børn til og fra institutionerne, og at forholdene for kørestolsbrugere og gangbesværede vil blive så vanskelige, at de vil føle sig udelukket fra området.

Det kan tilføjes, at Københavns Politi har oplyst, at politiet ikke praktisk kan håndhæve et turistforbud, såfremt der samtidig udstedes en lang række dispensationer.

På baggrund af dette konkluderer forvaltningen, at der ikke kan gennemføres et forbud mod indkørsel af turistbusser i Prinsessegade.

Det er herefter op til Bygge- og Teknikudvalget at tage endelig stilling til, om man vil gennemføre de to projektforslag (Christianias hovedindgang og Bådsmandsstræde) uden også at gennemføre det tredje forslag vedrørende turistbusvendeplads ved Palmehaven.

Økonomi

Trafikforanstaltningerne er vurderet til at koste følgende i anlægsudgift:

Afsætningsplads for taxaer: ca. 1 mio. kr. ekskl. den nævnte granitmosaik, der vil fordyre projektet med 0,5 mio. kr.

Renovering og omlægning af Bådsmandsstræde: ca. 2,5 – 3 mio. kr.

Afsætnings- og vendemulighed for turistbusser i Palmehaven: ca. 1,5 mio. kr. Muligheden for at anlægge en rundkørsel i krydset Prinsessegade – Refshalevej har været drøftet, men vurderes som en meget dyr løsning, der vil koste ca. 5 mio. kr.

Miljøvurdering

Der er på dette tidspunkt ikke gjort nærmere overvejelser omkring eventuelle konsekvenser for miljøet.

Høring i øvrigt

Forvaltningen har i november 2001 præsenteret Taxavognmændene, Danske Busvognmænd, Hovedstadens Udviklingsråd samt Københavns Politis Trafikafdeling for løsningsforslagene til en taxaafsætningsplads ved Christianias hovedindgang og en busvendesløjfe på Palmehavearealet. Forslagene blev positivt modtaget af alle parter.

Bådsmandsstræde er en privat fællesvej. På strækningen fra Prinsessegade til Christianshavns Vold er grundejeren mod nord Forsvarsministeriet (matr. nr. 571 og 314 B) og mod syd hhv. Københavns Kommune, Uddannelses & Ungdomsforvaltningen (matr. nr. 439) og SAB 3041-4 Voldboligerne v/KAB-Bygge- og Boligadministration (matr. nr. 438).

I forbindelse med renovering og omlægning af Bådsmandsstræde med henblik på at bedre parkeringsforhold og trafiksikkerhed skal grundejerne høres.

Fæstnings- og Natursekretariatet har ved et statusnotat af 19. marts 2002 orienteret Forsvarsministeren om trafikforholdene i og omkring Christiania. Ministeren er således bekendt med sagens forløb, men har ikke aktivt taget stilling.

Andre konsekvenser

Forvaltningen er bekendt med, at Christiania planlægger at genåbne den gamle hovedindgang på hjørnet af Prinsessegade og Bådsmandsstræde for gående og cyklister. Christianitterne er i den anledning i april 2002 på egen hånd og ulovligt gået i gang med at indrette arealet bag deres fortov i Bådsmandsstræde. Fæstnings- og Natursekretariatet og Vej & Park har bedt dem stoppe arbejdet, som ikke kan gennemføres uden først at inddrage grundejerne, der skal godkende alle ændringer af vejforholdene.

Forvaltningen finder det ikke realistisk at etablere taxaholde- eller afsætningsplads i krydset Prinsessegade/Bådsmandsstræde i forbindelse med en genåbning af den gamle hovedindgang og fastholder endvidere, at behovet for en taxaafsætningsplads fremdeles må være ved den nuværende hovedindgang, som ligger tættere på "Pusherstreet", hvortil størstedelen af taxakunderne har ærinde som beskrevet ovenfor .

 

BILAG VEDLAGT

  1. Oversigtsplan med markering af Christianias hovedindgang, Bådsmandsstræde og Palmehaven
  2. Afsætningsplads for taxaer ved Christianias hovedindgang i Prinsessegade
  3. Bådsmandsstræde, fotoregistrering september 2001
  4. Bådsmandsstræde, forslag til renovering og omlægning af parkeringsforhold
  5. Afsætnings- og vendemulighed for turistbusser ved Palmehaven
  6. Resume af høring om forbud mod indkørsel af turistbusser i Prinsessegade nord for Torvegade

Udsendt med dagsordenen for Bygge- og Teknikudvalgets møde den 8. maj 2002

Ole Bach

 

 

Til top