Mødedato: 13.08.2003, kl. 14:00

Arkitektkonkurrence om en broforbindelse ved Kvæsthusbroen

Arkitektkonkurrence om en broforbindelse ved Kvæsthusbroen

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 13. august 2003

 

Sager til beslutning

9. Arkitektkonkurrence om en broforbindelse ved Kvæsthusbroen

BTU 340/2003 J.nr. 2169.0001/03

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen og Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget godkender,

at der udskrives en arkitektkonkurrence om en broforbindelse fra Larsens Plads via Kvæsthusbroen til Dokøen på det under sagsbeskrivelsen beskrevne grundlag.

RESUME

Med baggrund i aftalerne om kommunal medvirken i forbindelse med opførelse af Operaen og Skuespilhuset i Inderhavnen godkendte Borgerrepræsentationen i mødet den 11. juni 2003 bl.a., at der forberedes en arkitektkonkurrence om en broforbindelse over havnen fra Larsens Plads via Kvæsthusbroen til Dokøen, bl.a. til betjening af Operaen.

Arkitektkonkurrencen udskrives som en projektkonkurrence. Det foreslås, at der indbydes 4 arkitektfirmaer på baggrund af et EU-udbud (prækvalifikation), og at der samtidig søges 2-3 internationalt kendte arkitektfirmaer til at deltage.

Konkurrenceprogrammet vil indeholde en række krav til broforbindelsen, herunder at den har en gennemsejlingshøjde og -bredde som Knippelsbro, kan betjene såvel fodgængere som cyklister på en handikapvenlig måde, er oplukkelig og kan udføres med og uden klimaskærm. Endvidere beskrives de byarkitektoniske analyser og problemstillinger, som bl.a. er kommet til udtryk i havneanalysen udført af Juul og Frost Arkitekter, samt trafikale konsekvenser ved en broforbindelse på dette sted. Endelig indeholder konkurrenceprogrammet oplysninger om, at anlægsøkonomien vil være en væsentlig parameter ved bedømmelsen. Konkurrenceprogrammet udtrykker samtidig de kriterier, bedømmelsesudvalget vil lægge til grund ved bedømmelsen af de indkomne forslag.

Der foreslås nedsat et bedømmelsesudvalg bestående af 10 personer – 2 fra såvel Økonomiudvalget som Bygge- og Teknikudvalget, 1 fra Københavns Havn, 1 fra henholdsvis Kulturministeriet og A.P. Møller og hustru Chastine McKinney Møllers Fond samt 2 fagdommere udpeget af Danske Arkitekters Landsforbund og 1 fagdommer udpeget af Ingeniørforbundet i Danmark.

Resultatet af konkurrencen forventes at kunne foreligge i marts/april 2004.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Med baggrund i beslutningerne om at opføre et operahus på Dokøen og et skuespilhus på Kvæsthusbroen indgik et flertal af partierne i Borgerrepræsentationen aftaler, hvor man gav tilsagn om kommunens medvirken. I aftalerne indgik bl.a. etablering af et parkeringsanlæg med 500 pladser på Kvæsthusbroen, et andet parkeringsanlæg i konstruktion med 200 pladser, en højklasset trafikal forbindelse fra Kvæsthusbroen til Dokøen, samt at kommunen skulle udskrive en arkitektkonkurrence om udformningen af forbindelsen. Det indgik endvidere i aftalerne, at kommunen ville arbejde aktivt for udbygningen af den kollektive trafik i området, f.eks. i forbindelse med etablering af metroens 4. etape (Cityringen).

I mødet den 11. juni 2003 godkendte Borgerrepræsentationen (BR 274/03), at Bygge- og Teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen forbereder et udbud af en parkeringskælder med plads til 500 biler under Kvæsthusbroen og et parkeringshus med 200 – 500 pladser i Borgergade samt forbereder en arkitektkonkurrence om en broforbindelse fra Larsens Plads via Kvæsthusbroen til Holmen og Operaen.

Placering af broen mellem Kvæsthusbroen og den sydlige del af Holmen er betinget af, at Operaen - for at begrænse trafikbelastningen på Christianshavn og Holmen - er forudsat betjent af et parkeringsanlæg ved Kvæsthusbroen. Med en placering af broforbindelsen her opnås samtidig, at den vil kunne tilsluttes en Metrostation, såfremt denne placeres ved Larsens Plads, samtidig med, at afstandene mellem de tre broer i Inderhavnen vil være nogenlunde ens.

Nærværende indstilling omhandler arkitektkonkurrencen om forbindelsen over havnen, mens indstilling om udbud af parkeringsanlæggene fremkommer på et senere tidspunkt.

Konkurrenceformen

Konkurrencen udskrives i henhold til Danske Arkitekters Landsforbunds konkurrenceregler, og Forbundet vil blive bedt om at varetage sekretariatsfunktionen, herunder være ansvarlig i relation til EU-reglerne.

Opgaven udskrives som en projektkonkurrence om den konkrete udformning af broforbindelsen. Der skal endvidere belyses de byarkitektoniske, byggetekniske og økonomiske konsekvenser af broen. Konkurrenceformen indebærer, at vinderen af konkurrencen skal have overdraget gennemførelsen af opgaven, såfremt projektet realiseres.

Det foreslås, at konkurrencen udskrives som en indbudt konkurrence, hvor man på baggrund af et EU-udbud (prækvalifikation) udpeger et antal deltagere (4 tegnestuer). For at sikre det bedst mulige resultat af konkurrencen foreslås det, at man samtidig opfordrer 2-3 udvalgte, internationale arkitektfirmaer, som har gjort sig bemærket inden for den type af brobyggerier, til at deltage.

Konkurrenceprogram

Konkurrenceprogrammet skal indeholde fyldestgørende oplysninger om faktuelle forhold og krav til broforbindelsen. Endvidere skal der indgå rumlige og byarkitektoniske analyser samt trafikale oplysninger, økonomiske rammer m.v. Disse forhold skal fremstå på en sådan måde, at der dermed også angives de bedømmelseskriterier, som til sin tid vil blive lagt til grund for udvælgelsen af et vinderforslag.

Programmet vil bl.a. indeholde følgende hovedafsnit:

  1. Specifikke krav til broforbindelsen.
  2. Arkitektoniske synspunkter på opgavens løsning.
  3. Trafikale forudsætninger.
  4. Økonomiske forudsætninger.
  5. Juryens omfang og sammensætning.

Konkurrencematerialet vil herudover indeholde nødvendigt tegningsgrundlag til visualisering af forslagene, herunder i form af bl.a. digitaliserede 3D-gengivelser.

1. Specifikke krav til broen

I konkurrenceprogrammet beskrives de mere præcise krav til højder, bredder, hældningskrav til ramper m.v. samt om tilgængelighed til parkeringsanlæg og eventuel Metrostation. Disse krav vil basere sig på følgende forhold:

  • Af hensyn til ønsket om fortsat at muliggøre skibstrafik med anløb i Inderhavnen samt i Kvæsthusgraven, forudsættes det, at broerne er oplukkelige såvel ved havneløbet som ved Kvæsthusgraven. Broen over havneløbet skal have en fri gennemsejlingshøjde og -bredde svarende til Knippelsbro. Denne gennemsejlingshøjde og -bredde skal opfyldes ved den oplukkelige del midt over sejlrenden.
  • Der skal være god og nem forbindelse (trappe- og elevatorforbindelse) mellem broen og såvel det underjordiske parkeringsanlæg på Kvæsthusbroen som en eventuel Me trostation på Larsens Plads.
  • Broerne skal have en bredde, som muliggør etablering af separate fodgænger- og cykelbaner.
  • Broer og ramper skal udformes med hensyntagen til handikappede og cyklister.
  • Broerne skal kunne udføres med og uden klimaskærm.

2. Arkitektoniske synspunkter på opgavens løsning

Konkurrenceprogrammet skal indeholde en beskrivelse af kommunens synspunkter på de byarkitektoniske kvaliteter og problemstillinger i havnerummet, som har ligget til grund for bl.a. disponeringen af Operaen og konkurrencen om Skuespilhuset. Analysearbejderne er foregået i flere faser og er senest kommet til udtryk i den havneanalyse, Juul & Frost Arkitekter har gennemført i samarbejde med Københavns Kommune. Hovedindholdet heri kan udtrykkes i følgende.

Opførelsen af Operaen og Skuespilhuset tilfører havnerummet 2 betydningsfulde bygningsværker. Operaen opføres fritliggende med dimensioner, der adskiller sig markant fra den øvrige bebyggelse, mens Skuespilhuset som en selvstændig bygning ligger i forlængelse af den karréstruktur, der findes mellem Nyhavn og Sankt Annæ Plads. Bygningerne har en særdeles fremtrædende placering i havnerummet og danner hver især markante fixpunkter i de vigtigste akser i området - Amalienborgaksen og Sankt Annæ Plads. Denne nye balance i det store havnerum bliver meget markant og vil samtidig være følsom over for nye konkurrerende elementer. En broforbindelse placeret næsten midt mellem disse bygningsværker vil ikke kunne undgå at påvirke den nye balance og vil derved få en væsentlig visuel virkning i havnerummet.

Dette kunne begrunde et ønske om at udforme broen så spinkelt som muligt for at minimere virkningerne på omgivelserne. Imidlertid vil en eventuel overdækning og konstruktionen i forbindelse med åbningsfunktionen betyde, at brokonstruktionen sine steder får så vægtige dimensioner, at virkningen ikke kan elimineres.

Man kunne omvendt forestille sig, at broen udformes med et mere spektakulært udseende og gives en kunstnerisk udformning og dermed vil blive et selvstændigt element i havnen, som indgår i et sam-/modspil i forhold til de 2 kulturbygninger og havnens bygningsmasse i øvrigt.

I konkurrenceprogrammet må begge muligheder stå åbne.

Herudover vil der i programmet blive lagt vægt på, at der forventes unikke designmæssige løsninger, som kan tilføre havnen nye kvaliteter i fortsættelse af den brobyggetradition, der i sin tid kom til udtryk ved opførelsen af Knippelsbro og Langebro.

3. Trafikale forhold

I afsnittet beskrives de trafikale konsekvenser af en broforbindelse på det valgte sted.

Broforbindelsen vil medføre en forbedring af adgangen på tværs af netop denne del af havnen og vil dermed kunne overtage en del af den nuværende fodgænger- og cykeltrafik på Knippelsbro.

Knippelsbro har i dag en "døgntrafik" (kl. 6-22) på 5.000 fodgængere og 25.000 cyklister. Næroplandene til stibroen har i dag ca. 11.000 beboere, arbejdspladser og studiepladser inden for gangafstand (700 m på begge sider tilsammen), og mindst 60.000 inden for bekvem cykelafstand (2-3 km). Forholdet mellem de to oplande svarer altså nogenlunde til forholdet mellem de to trafikantgrupper på Knippelsbro.

Hvis adgangsforholdene til broen er bekvemme for både cyklister og fodgængere, må det forventes, at forholdene mellem cyklister og fodgængere normalt vil være 5 til 1. Dertil kommer i forbindelse med forestillinger et antal fodgængere mellem parkeringsanlægget ved Kvæsthusbroen og Operaen.

Hvis stibroens oplande (stort set nord for linien Nyhavn-Gothersgade) udgør ca. en tredjedel af Knippelsbros nuværende opland, vil det svare til ca. 1700 fodgængere og 8.000 cyklister. Dertil kommer dels nygenereret trafik som følge af den nye promenadeforbindelse, dels operagæster fra parkeringsanlægget.

Det skønnes på denne baggrund, at stibroen afhængig af udformningen vil kunne få en døgntrafik på mellem 2.000 og 3.000 fodgængere og på mellem 6.000 og 10.000 cyklister.

4. Økonomiske forudsætninger for broforbindelsen

Med baggrund i de tidligere omtalte aftaler mellem et flertal af partierne i Borgerrepræsentationen vedrørende Operaen og Skuespilhuset, er det en forudsætning, at der ikke bruges kommunale midler til broforbindelsen. Finansieringen skal sikres ved udbud af parkeringsanlæggene på Kvæsthusbroen og Elværksgrunden i Borgergade. I forbindelse med ovennævnte indstilling om parkeringsanlæg under Kvæsthusbroen og på Elværksgrunden samt udskrivelse af arkitektkonkurrencen om broforbindelsen er det samlede provenu ved et udbud af parkeringsanlæggene som et BOT-projekt med 500 pladser såvel ved Kvæsthusbroen som på Elværksgrunden skønnet til netto ca. 60 mio. kr. Etableres i stedet 200 pladser på Elværksgrunden skønnes nettoprovenuet at udgøre 25-30 mio. kr.

Anlægsøkonomien vil derfor være en væsentlig parameter ved bedømmelsen af konkurrenceforslagene.

5. Bedømmelsesudvalgets omfang og sammensætning

Til bedømmelse af konkurrencen nedsættes et bedømmelsesudvalg, der er uafhængig af konkurrencedeltagerne.

Konkurrencen foreslås bedømt af en jury på 10 medlemmer, bestående af 2 politiske repræsentanter fra såvel Økonomiudvalget som Bygge- og Teknikudvalget, 1 repræsentant fra Københavns Havn A/S, 1 repræsentant fra henholdsvis Kulturministeriet og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond samt 2 fagdommere udpeget af Danske Arkitekters Landsforbund og 1 fagdommer udpeget af Ingeniørforbundet i Danmark.

Der vil kunne indkaldes de nødvendige rådgivere.

Konkurrenceforløb og tidsplan

Gennemførelse af konkurrencen omfatter overordnet følgende 3 faser:

  1. Forberedelse af konkurrencen
  2. Konkurrenceperioden
  3. Bedømmelse og offentliggørelse

Fase 1 omfatter en endelig afklaring af konkurrencens grundlag, krav og forudsætninger samt udarbejdelse af konkurrenceprogrammet med bilag.

Udvælgelse af konkurrencedeltagere sker dels ved direkte invitation, dels ved udbudsbekendtgørelse i EF-Tidende (EFT-S) med kriterier for udvælgelsen, samt med oplysning om forud valgte deltagere. Fristen for indsendelse af prækvalifikationsanmodninger er mindst 25 – 30 dage.

Dommerkomiteen kan først sammensættes når konkurrencedeltagerne er udvalgt.

Dommerkomiteen skal herefter godkende konkurrenceprogrammet, hvorefter det skal oversættes til engelsk.

Konkurrencen udskrives.

Gennemførelse af fase 1 skønnes at ville tage ca. 3½ måned.

I fase 2 bør deltagerne have 2 måneder til at udarbejde projekterne. I spørgerunden forudsættes spørgsmål og svar oversat til engelsk, inden de udsendes til deltagere.

Gennemførelse af fase 2 skønnes at ville tage ca. 2½ måned.

Fase 3 omfatter 5 – 7 møder i dommerkomiteen af ca. 3 timers varighed samt mulighed for individuelle studier af forslagene. Desuden gennemf&osl ash;res en teknisk/økonomisk vurdering af forslagene.

Dommerbetænkningen skrives, og der foretages offentliggørelse af resultatet.

Gennemførelse af fase 3 skønnes at ville tage ca. 1½ måned.

Tidsplanen medfører, at et resultat af konkurrencen forventes at kunne foreligge i marts/april måned 2004.

Økonomi

I ovennævnte af Borgerrepræsentationen den 11. juni 2003 godkendte indstilling vedrørende parkeringsanlæg og havneforbindelse er udgifterne til gennemførelse af arkitektkonkurrencen skønnet til ca. 3 mio. kr., der søges finansieret af overførelsen fra 2002 til 2003.

Det foreslås, at der bevilges 3 mio. kr. til afholdelse af arkitektkonkurrencen, samt at udgiften finansieres af Bygge- og Teknikforvaltningens pulje til uforudsete udgifter og særlige aktiviteter i forbindelse med overførelsessagen, der forventes godkendt i Borgerrepræsentationens møde den 28. august 2003. Puljen er placeret i Sekretariatet, konto 6.51.1

Miljøvurdering

-

Høring

-

Andre konsekvenser

-

BILAG VEDLAGT

1. Kort over Inderhavnen med angivelse af principiel placering af broforbindelse

 

 

 

 

Erik Jacobsen Mette Lis Andersen

 

Til top