Sikringsrum

7. Sikringsrum

BTU 332/2003 J.nr. 536.0001/03

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at sikringsrumskravet i forbindelse med nybyggeri for tiden frafaldes

Københavns Kommune har hidtil opretholdt kravet om sikringsrum i forbindelse med nybyggeri – også efter at kompetencen på sikringsrumsområdet i 1992 blev overført til kommunerne. Indenrigsministeriet har i de senere år foretaget en undersøgelse af udviklingen på sikringsrumsområdet siden 1993. Der er på baggrund af undersøgelsen vedtaget en ændring af lov om beskyttelsesrum, der trådte i kraft 1. juli 2003. Med den gennemførte lovændring opretholdes kommunernes mulighed for at pålægge sikringsrumspligt ved nybyggeri.

Forvaltningen har erfaret, at størsteparten af landets øvrige, større kommuner på nuværende tidspunkt har opgivet sikringsrumskravet. Beslutningen er typisk begrundet i en vurdering af trusselsbilledet kombineret med en vurdering af, at den nuværende sikringsrumsdækning er tilstrækkelig. Københavns Kommunes samlede sikringsrumsdækning vurderes ikke at adskille sig væsentligt fra de øvrige, større byers.

På denne baggrund anses det umiddelbart ikke for betænkeligt at beslutte, at også Københavns Kommune indtil videre generelt frafalder kravet om sikringsrumspligt i nybyggeri.

Efter at kompetencen på sikringsrumsområdet i 1992 overførtes til kommunerne, besluttede Borgerrepræsentationen (møde 18. februar 1993 – sag nr. 102/93) , at den hidtil gældende praksis skulle opretholdes indtil videre.

Bygge- og Teknikudvalget blev i januar 2001 (møde 17. januar 2001 – sag nr. 11/2001) orienteret om status på sikringsrumsområdet, og udvalget besluttede på daværende tidspunkt at afvente en endelig afklaring af Indenrigsministeriets holdning. Denne afklaring foreligger nu i form af den med virkning fra 1. juli 2003 vedtagne ændring af lov om beskyttelsesrum.

Borggerrepræsentationen har efterfølgende – i forbindelse med behandling af "Børneplanen" på mødet den 11. juni 2003 – vedtaget, at der på baggrund af den vedtagne ændring af lov om beskyttelsesrum foretages en vurdering af mulighederne for gennemførelse af generelle lempelser i hidtidige krav til indretning af sikringsrum ved nybyggeri i Københavns Kommune, og at resultatet heraf forelægges Borgerrepræsentationen til beslutning umiddelbart efter sommerferien 2003.

Administrationen af reglerne om beskyttelsesrum blev ved lov nr. 1055 af 23. december 1992 om beskyttelsesrum overført fra staten til kommunerne. Dette skete bl.a. ud fra en vurdering af, at kommunalbestyrelsen bedst selv kunne tage stilling til behovet for sikringsrum i kommunen på baggrund bl.a. af en lokal vurdering af bebyggelsens tæthed, kommunens beliggenhed, »udsathedsgraden« og særlige risici. Formålet med loven var endvidere at smidiggøre reglerne om opførelse af sikringsrum.

På anmodning fra Indenrigsministeriet fulgte Beredskabsstyrelsen herefter udviklingen på området nøje. Styrelsen afgav i 1998 en redegørelse om sikringsrumsplanlægningen i 1993-1997, som af ministeriet blev videresendt til Folketingets Kommunaludvalg. På baggrund af det konstaterede fald i tilvæksten i antallet af sikringsrumspladser sendte Beredskabsstyrelsen 20. oktober 1999 et brev til alle kommunalbestyrelser med en orientering om udviklingen på sikringsrumsområdet.

Beredskabsstyrelsen har fortsat fulgt udviklingen og i 2002 udarbejdet en ny rapport om beskyttelsesrumsberedskabet – herunder udviklingen på sikringsrumsområdet i perioden 1998-2001. I denne rapport gennemgås udviklingen på beskyttelsesrumsområdet siden 1993, der redegøres for den sikkerhedspolitiske situation og beskyttelsesrumsområdet i andre europæiske lande, og der fremsættes på baggrund heraf en række anbefalinger med hensyn til det fremtidige beskyttelsesrumsberedskab.

Det pr. 1. juli 2003 vedtagne ændring af lov om beskyttelsesrum indeholder en gennemførelse af rapportens anbefalinger og har ifølge bemærkningerne til lovforslaget til formål at smidiggøre reglerne for opførelse og indretning af sikringsrum m.v. og at forlænge klargøringsfristen for disse rum.

Formålet med beskyttelsesrum og sikringsrum er at beskytte civilbefolkningen mod følgerne af luftangreb.

Beskyttelsesrum er en samlet betegnelse for offentlige beskyttelsesrum og sikringsrum. Sikringsrum er private rum, der først skal indrettes til egentlige beskyttelsesrum, når indenrigs- og sundhedsministeren bestemmer det.

Det kvalitative mål for beskyttelsesrumsberedskabet er, at rummene så vidt muligt skal være nedstyrtningssikre, sprængstyksikre, gassikre, yde en rimelig beskyttelse mod brand og radioaktivt nedfald og have rimelige flugtmuligheder.

Den langsigtede kvantitative målsætning har været, at der bør være en beskyttelsesrumsplads til rådighed for hver indbygger i boligen og ved arbejdspladsen eller inden for en ganglinieafstand af 200 m. Endvidere er det ønskeligt, at der langs vigtige trafikårer findes beskyttelsesrum til trafikanter.

Alle typer rum skal i henhold til beskyttelsesrumsloven kunne klargøres med kort varsel. Denne tidsfrist er i forarbejderne til beskyttelsesrumsloven fastsat til 24 timer. Kravet har i praksis været, at der inden for denne frist skal kunne ske en foreløbig klargøring, således at rummene kan yde en rimelig, foreløbig beskyttelse. Denne korte frist har medført en begrænsning i den mulighed, der består efter beskyttelsesrumslovens §§ 3 og 6 for at anvende rummene til andre formål, så længe indenrigs- og sundhedsministeren ikke har bestemt, at de skal klargøres. Denne frist er med lovændringen blevet lempet for at give større frihed med hensyn til anvendelsen af rummene i fredstid.

I forbindelse med lovforslagets fremlæggelse er det om behovet for fortsat etablering af sikringsrum og beskyttelsesrum anført, at der ud fra en samfundsøkonomisk betragtning alene bør bruges ressourcer til fortsat opførelse af beskyttelsesrum, hvis det er velbegrundet fortsat at basere en del af beredskabet på denne form for beskyttelse af civilbefolkningen.

Som færdiggjorte rum yder beskyttelsesrummene beskyttelse i overensstemmelse med det kvalitative mål, der er nævnt oven for. Den reelle nyttevirkning af rummene afhænger dog af varslingsmulighederne og af, om befolkningen kan nå at komme i beskyttelsesrummet i tide i forhold til den aktuelle trussel, samt at truslen har en karakter, som rummet yder beskyttelse mod.

Da hverken de offentlige beskyttelsesrum eller sikringsrummene er klargjorte, kan de ikke uden videre nyttiggøres til beskyttelsesformål i tilfælde af uvarslede hændelser som f.eks. terrorangreb. Rummene må derfor betragtes som en ren krigsmæssig foranstaltning, der kun tager sigte på varslede krigsmæssige hændelser i mere traditionel forstand.

Af denne årsag sammenholdt med den sikkerhedspolitiske udvikling og det betydelige antal pladser, som allerede findes, kan der ifølge bemærkningerne til lovforslaget ikke på nuværende tidspunkt fremføres vægtige argumenter for at tilskynde til en forøgelse af antallet af sikringsrumspladser.

Det oplyses i øvrigt, at der i Norge og Sverige er stillet forslag om at ophøre med nybygning af beskyttelsesrum. Eksisterende rum skal dog fortsat vedligeholdes.

På grund af rummenes beskyttelsesværdi og den usikkerhed, der knytter sig til udviklingen af trusselsbilledet og karakteren af de mulige trusler i fremtiden, ses der efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse imidlertid ikke at være grundlag for at ophæve de gældende regler.

Med den gennemførte lovændring kan kommunalbestyrelserne således fortsat – efter lokale vurderinger – vælge at benytte muligheden for at pålægge sikringsrumspligt ved nybyggeri. Som noget nyt har indenrigs- og sundhedsministeren i en situation, hvor det vurderes at være relevant, fået hjemmel til at pålægge kommunalbestyrelserne at udnytte denne adgang.

- o -

Det er i forbindelse med Beredskabsstyrelsens undersøgelse konstateret, at den årlige tilvækst i antallet af sikringsrumspladser i perioden fra 1992 til 2001 er faldet fra ca. 50.000 til ca. 13.000.

Endvidere anføres det i bemærkningerne til det vedtagne lovforslag, at det med et uændret regelgrundlag må antages, at tilvæksten af sikringsrum fortsat vil være faldende eller måske endda helt ophøre.

Forvaltningen har i øvrigt erfaret, at størsteparten af landets øvrige, større kommuner på nuværende tidspunkt har opgivet sikringsrumskravet. Beslutningen er typisk begrundet i en vurdering af trusselsbilledet kombineret med en vurdering af, at den nuværende sikringsrumsdækning er tilstrækkelig. Københavns Kommunes samlede sikringsrumsdækning vurderes ikke at adskille sig væsentligt fra de øvrige, større byers.

På denne baggrund anses det umiddelbart ikke for betænkeligt at beslutte, at også Københavns Kommune indtil videre generelt frafalder kravet om sikringsrumspligt i nybyggeri.

-

-

-

-

Ole Sperling