Mødedato: 12.09.2001, kl. 14:00

Fremtidige retningslinier for lejlighedssammenlægninger

Fremtidige retningslinier for lejlighedssammenlægninger

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 12. september 2001

 

Sager til drøftelse

14. Fremtidige retningslinier for lejlighedssammenlægninger

BTU 379/2001 J.nr. 444.0001/95

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller til Bygge- og Teknikudvalget, at de fremtidige retningslinier for lejlighedssammenlægninger drøftes.

RESUME

Ved sammenlægning af lejligheder har der igennem en årrække været den praksis, at al sammenlægning blev tilladt i etagebyggeri, hvis den sammenlagte lejlighed ikke oversteg 150 m2. Var der tale om sammenlægning i 2- eller 3 familiehuse, hvor det hele blev lagt sammen til én bolig, tillod man sammenlægninger på op til 200 m2.

Bygge- og Teknikudvalget besluttede i møde den 20. september 2000, at der fremover ikke skulle være arealmæssige begrænsninger.

I Borgerrepræsentationens møde den 13. juni 2001 blev der truffet beslutning om at anvende 25 mio. kr. til fremme af frivillige lejlighedssammenlægninger, samt at størrelsen for sammenlagte lejligheder skulle sættes til 150 m2 med mulighed for dispensation op til 180 m2.

Forvaltningen har opfattet Borgerrepræsentationens beslutning som gældende for alt etagebyggeri, og ikke som en beslutning, der tilsigter en stramning af de også før 20. september 2000 gældende regler for traditionelle 2- og 3 familiehuse. Forvaltningen foreslår en række kriterier for, hvornår der skal "dispenseres" i etagebyggeri.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

1. Lovgivningen

De oprindelige bestemmelser om forbud mod sammenlægning af lejligheder stammer fra 1943. Bestemmelserne blev indført på grund af den knaphed på boliger, der opstod i krigsårene 1940-45.

I 1967 blev bestemmelserne samlet i lov om midlertidig regulering af boligforholdene (boligreguleringsloven).

Siden l. januar 1980 har kommunalbestyrelsen ikke kunnet modsætte sig sammenlægning, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • ingen af de boliger, der tilvejebringes, har et bruttoareal på mere end 130 m2,
  • ledige lejligheder skal være frivilligt fraflyttet, og
  • lejere, hvis lejlighed bliver forøget, skal være indforstået med udvidelsen.

Reglerne gælder ikke for enkeltværelser.

2. Administrativ praksis

Siden 1977 har det været kommunens praksis:

  • at man tillader sammenlægninger i etagebyggeri, når blot det sammenlagte areal ikke overstiger 150 m2,
  • at en mindre lejlighed på maksimalt 40 m2 altid kan sammenlægges med en nabolejlighed, og
  • at grænsen i 2-og 3-familiehuse er 200 m2, hvis det er alle husets lejligheder, der sammenlægges.

3. Sagsforløbet

I forbindelse med Bygge- og Teknikudvalgets behandling af det Boligpolitiske debatoplæg i mødet den 20. september 2000 blev det principielt tiltrådt, at der ikke fremover skulle gælde arealmæssige begrænsninger ved lejlighedssammenlægninger.

I Borgerrepræsentationens møde den 13. juni 2001 blev aftale af 23. maj 2001 om Københavns boligpolitik godkendt. Det fremgår af aftalen, at der er enighed om, at Københavns Kommune anvender 25 mio. kr. til fremme af frivillige sammenlægninger af lejligheder og fastlægger størrelsen for sammenlagte lejligheder til 150 m2 med mulighed for dispensation op til 180 m2.

Idet det antages, at Borgerrepræsentationens beslutning den 13. juni 2001 ikke ændrer ved den i Bygge- og Teknikudvalget den 20. september 2000 trufne beslutning om ophævelse af arealbegrænsningerne for traditionelle 2- og 3 familiehuse (villaer og byggeforeningshuse), skal foreslås følgende kriterier for samtykke til sammenlægninger op til 180 m2:

  • Lejligheder med utidssvarende toiletforhold/bademulighed,
  • Den mindste lejlighed er maksimalt 55 m2,
  • Lejligheder med uhensigtsmæssig indretning i relation til f.eks. lysforhold, ekstraordinære støjbelastninger

I samtlige tilfælde forudsættes de i boligreguleringsloven nævnte betingelser om frivillig fraflytning samt eventuelt samtykke til udvidelse af et eksisterende lejemåls omfang opretholdt.

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

-

Økonomi

-

Høring

-

Andre konsekvenser

-

BILAG VEDLAGT

-

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

-

 

Ole Sperling

 

Til top