Mødedato: 07.12.2005, kl. 14:00

Indstilling om reklameplads på Københavns Affaldskurve

Indstilling om reklameplads på Københavns Affaldskurve

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 7. december 2005

 

 

Sager til drøftelse

 

25.      Indstilling om reklameplads på Københavns Affaldskurve

 

BTU 694/2005  J.nr. 21180.0013/04

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget drøfter,

om Københavns Kommunes affaldskurve skal tages i anvendelse til brug for reklamer som en mulighed for at øge midlerne til renhold af København.

 

RESUME

Det fremgår af Vej og Parks renholdelsesstrategi fra marts 2005, at der er behov for øgede midler til renholdelse af København, hvis borgernes tilfredshed skal øges. Forvaltningen har fået henvendelser om at måtte leje de københavnske affaldskurve til opsætning af reklamer og skal på derfor bede udvalget drøfte, om et udbud af reklameplads på nogle eller samtlige 3.400 affaldskurve i København er måden at øge midlerne til renholdelse på.

Indtægterne ved udlejning af plads på affaldskurve til reklamer kendes ikke, før et offentligt udbud i givet fald er gennemført.

Hvis udvalget kan tiltræde, at affaldskurvene kan bruges til reklame mod en indtægt til kommunen, vil forvaltningen udarbejde en indstilling til udvalgets anbefaling overfor Borgerrepræsentationen.


SAGSBESKRIVELSE

Affaldskurvene i København præges i dag af mange plakater, der er klæbet på uden tilladelse fra forvaltningen. Det er forvaltningens ønske at affaldskurvene er velholdte og rene, men Vej og Park har med de nuværende midler ikke tilstrækkelige ressourcer til at fjerne de ulovligt opsatte plakater i samme takt, som de igen sættes op.

 

Forvaltningen har fået henvendelser med ideen om at leje affaldskurve i København til reklameplads. Indtægterne fra en udlejning af reklameplads på affaldskurve vil kunne anvendes til forbedring af renholdelsen i København.

 

Den forventede indtægt vil kunne fastslås ved et offentligt udbud.

 

Der er placeret knap 3.400 affaldskurve på de offentlige veje i Københavns Kommune.

Antallet af affaldskurvene er fordelt på følgende måde i de enkelte bydele:                   

Stk.

Bydel

1.000

Indre By

650

Vesterbro, Valby og Kgs. Enghave

380

Amager

900

Indre og Ydre Østerbro og Nørrebro

470

Vanløse, Bispebjerg, Brønshøj og Husum

 

Det forventes, at det vil være affaldskurve med en central placering i forhold til trafik og brugen af byrum, der vil være de mest attraktive som reklameplads.

 

Forvaltningen har drøftet ideen, med to store bureauer inden for reklame. Der synes ikke i denne del af branchen at være den største interesse for tiltaget idet;

 

·        Formatet vil være lille

·        Reklamer vil hænge lavt

·        Annoncører tage forbehold over for koblingen til affald

·        Det forøgede reklameareal i byen vil i mindre grad udvande værdien af øvrige reklamer

·        Omkostningen til opstilling, drift og renholdelse, vil kun opveje reklameværdien i befærdede områder.

 

Det vil derfor først og fremmest være affaldskurve, der er placeret tæt på bykernen, samt på pladser og strøggader i de øvrige bydele, der er interessante. Friholdes særligt historiske områder samtidigt forventes at 1000-1200 vil kunne omfattes af ordningen.

 

Forvaltningen har dog fra også fået henvendelser fra mindre og nye operatører på området, der har givet udtryk for at de så en forretningsmæssig bæredygtighed, for s åvel Kommune som operatør.

 

Et udbud af reklameplads på affaldskurve vil have relation til den indgåede aftale med AFA JCDecaux fra 1994, om reklamefinansieret byudstyr. Baseret på brev af 28. oktober 1994 fra KonkurrenceRådet er det dog forvaltningens opfattelse, at et udbud af reklameplads på affaldskurve vil kunne gennemføres uden at komme i modstrid med aftalen. Dette bekræftes også af allonge til aftale mellem AFA JCDecaux og Københavns Kommune.

Forvaltningen er opmærksom på, at reklamer på affaldskurve kan medvirke til et mere spraglet og kommercialiseret bybillede. Forvaltningen vil derfor i et offentligt udbud indarbejde bestemmelser for at sikre, at reklamemediet får et så lødigt og æstetisk udtryk, som muligt, herunder sikre at indholdet i reklamerne ikke strider mod kommunens generelle sundhedspolitik. Dette betyder bl.a., at der ikke må reklameres for alkohol. Det bør endvidere være en forudsætning, at affaldskurvene i det daglige holdes fri for de ulovlige reklamer.

 

I udbuddet vil forvaltningen sikre sig ret til at anvende reklamepladsen til lejlighedsvis kommunal information.

 

Hvis udvalget kan tiltræde, at affaldskurvene anvendes som beskrevet, vil forvaltningen udarbejde en indstilling til udvalgets anbefaling overfor Borgerrepræsentationen.

 

Økonomi

Der er ikke fremkommet konkrete beløb for lejeindtægter, så før et udbud kan der ikke sættes et sikkert beløb på evt. indtægt for reklameplads.

Udbuddet vil blive tilrettelagt, så Københavns Kommune bliver sikret en indtægt ved udlejning af reklameplads på byens affaldskurve

Forvaltningen har skønnet at med en afskrivning af byinventaret over 10 år, vil det årlige overskud udgøre 1-2 mio. kr. Beløbet vil do være meget afhængigt af hvor aggressiv en markedsføring der tillades.

En indtægt, som fremkommer i forbindelse med udbud af reklameretten, vil efter politisk beslutning kunne anvendes til at øge renholdelsesindsatsen.

Det skal bemærkes, at Københavns Kommune stadig skal afholde de ca. 17,4 mio. kr. inkl. deponeringsafgift, det koster årligt at tømme affaldskurvene i København.

 

Miljøvurdering

Produktion af affaldskurve, og renholdelse heraf er omfattet af Bygge- og Teknikforvaltnings positivliste. Miljøvurdering vil blive gennemført i forbindelse med den videre bearbejdning et evt. projektudviklingsforløb og i forbindelse med kravspecifikation ved udbud.

 

Høring

Forslaget skal ikke i høring

 

 

Ole Bach


 

Til top