Mødedato: 07.11.2001, kl. 14:00

Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i den nordlige del af karreen Kirkegårdsvej, Lillegrund, Bredegrund, Kastrupvej og Tycho Brahes Allé

Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i den nordlige del af karreen Kirkegårdsvej, Lillegrund, Bredegrund, Kastrupvej og Tycho Brahes Allé

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 7. november 2001

 

Sager til beslutning

2. Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i den nordlige del af karreen Kirkegårdsvej, Lillegrund, Bredegrund, Kastrupvej og Tycho Brahes Allé

BTU 491/2001 J.nr. 451:197.0001/01

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at det i udvalgets møde den 15. august 2001 vedtagne forslag til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt, der omfatter ejendommene Lillegrund 2-8, 10A-B, 12 og Bredegrund 40-42 - efter fremlæggelse for offentligheden i henhold til byfornyelseslovens bestemmelser - nu vedtages endeligt

RESUME

Formålet med forslaget er at forbedre ejendommenes friarealer ved etablering af et fælles gårdanlæg, som ejerne efterfølgende skal drive og vedligeholde.

Forslaget omfatter 3 beboelsesejendomme med 170 beboere fordelt på 107 boliger og 1 butikslejemål mv.

Forslaget har været ude i høring, og der er modtaget 10 indsigelser, ændringsforslag og positive bemærkninger.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Bygge- og Teknikudvalget vedtog i mødet den 15. august 2001 (sag nr. 327/2001) at offentliggøre forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt. Indsigelsesfristen blev fastsat til 8 uger.

Økonomi

Udgifterne til anlæggets etablering skønnes at udgøre 2.700.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50 %.

Høring

Offentlighed

Forslaget har været offentliggjort i perioden 21. august – 16. oktober 2001 og er udsendt og omdelt til de berørte grundejere og lejere. Forslaget har endvidere været fremlagt i Københavner Information og på Biblioteket, Amager Centret, Reberbanegade 3.

Indsigelser

I offentlighedsperioden er der modtaget de i kopi vedlagte 10 indsigelser, ændringsforslag og positive bemærkninger.

1) Brev modtaget den 4. oktober 2001 fra Andelsboligforeningen Lillegrund 2-4 v/ Jacob Schøtt (ejendommen Lillegrund 2-4).

Beboerne i 15 af foreningens 22 boliger tilkendegiver deres glæde over forslaget og ønske om, at forslaget gennemføres.

De tilføjer, at der er nogle beboere, der ønsker, at der etableres nogle gynger, hvilket de håber kan lade sig gøre.

Bemærkning

Forvaltningen vil drøfte ønsket om opsætning af gynger med ejer- og beboerrepræsentanterne i forbindelse med gårdanlæggets projektering.

2) Brev modtaget den 4. oktober 2001 fra Beboerforeningen Lillegrund/Bredegrund v/Susanne Christensen (udlejningsejendommen Lillegrund 10A-B, 12 og Bredegrund 40-42).

Beboerne i 53 af ejendommens 60 boliger tilkendegiver deres glæde over forslaget og ønske om, at forslaget gennemføres.

De tilføjer, at der er enkelte beboere, der ønsker, at der etableres nogle gynger, hvilket de håber kan lade sig gøre.

Bemærkning

Der henvises til det anførte til brev 1.

3) Brev af 10. oktober 2001 fra Birgitte Hagen, Lillegrund 10B, 5. tv. (beboer i udlejningsejendommen Lillegrund 10A-B, 12 og Bredegrund 40-42).

Birgitte Hagen foreslår, at de cykelhalvtage, der i forslaget er placeret langs hegnet mod Sundby Kirkegård, i stedet udformes som lukkede, aflåste cykelskure.

Som begrundelse anføres, at det er en stor fordel, at cyklerne kan opbevares i et lukket, aflåst skur, så de altid er tørre og køreklare og kan repareres i tørvejr uanset årstiden.

Birgitte Hagen forestiller sig også, at der er behov for plads til opbevaring af barnevogne og rollatorer, så disse ikke skal stå i opgangene som i dag.

Bemærkning

De i forslaget viste skure midt i gården er lukkede. Det samme er tilfældet med skure til gårdmand og storaffald, der er placeret langs hegnet mod Sundby Kirkegård. Det er således kun cyklerne, der hensættes under halvtag.

Forvaltningen er indstillet på at drøfte ønsket om også at lukke cykelhalvtagene med ejer- og beboerrepræsentanterne i forbindelse med gårdanlæggets projektering.

Der henvises i øvrigt til det anførte til brev 6.

4) Brev af 11. oktober 2001 fra Andelsboligforeningen Lillegrund v/advokatfirmaet Grubbe & Anderskouv (ejendommen Lillegrund 6-8).

Advokatfirmaet gør på vegne af andelsboligforeningen indsigelse imod forslaget.

Der henvises til, at foreningen på en ekstraordinær generalforsamling den 8. februar 2001 afgjorde, at projektet i sin daværende form ikke kunne tiltrædes.

Indsigelsen begrundes med, at projektets gennemførelse vil betyde fjernelse af foreningens cykelskure. De nuværende cykelskure fungerer som en hensigtsmæssig afgrænsning mellem den påtænkte legeplads og næropholdsarealerne, og etablering af de nye cykelhalvtage vil medføre, at cyklerne stjæles.

Bemærkning

Forslaget er udarbejdet efter forhandling med ejer- og beboerrepræsentanterne, hvis overvejende flertal har ønsket den i forslaget viste hoveddisponering af ejendommenes gårdarealer.

Flertallet har bl.a. lagt vægt på, at gårdarealerne udformes på en sådan måde, at gård-anlægget bliver sammenhængende, herunder at der bliver større græsarealer.

Der henvises i øvrigt til det anførte til brev 3.

5) Brev af 15. oktober 2001 fra beboere i Andelsboligforeningen Lillegrund (ejendommen Lillegrund 6-8).

Beboerne i 7 af foreningens 24 boliger takker for forslaget, hvis gennemførelse de giver deres fulde støtte til.

De mener, at forslaget tilgodeser alle beboere, og at både generelle og individuelle behov er blevet imødekommet.

Beboerne anfører, at de er vidende om, at den fortrinsvis ældre del af foreningens andelshavere ikke er tilhængere af forslaget, men mener ikke, at disse har fremført et eneste holdbart argument imod forslaget.

De sætter derfor deres lid til, at Bygge- og Teknikudvalget vil glæde ikke blot foreningens mindretal, men det flertal, der er tilstede blandt de beboere, som forslaget omfatter.

6) Brev af 11. oktober 2001 fra Otto Petersen, formand for Andelsboligforeningen Lillegrund (ejendommen Lillegrund 6-8).

Formand for Andelsboligforeningen Lillegrund, Otto Petersen, gør indsigelse imod forslaget.

Som begrundelse anføres, at de fælles goder i forslaget ikke er fordelt rimeligt beboerne imellem, og at dette især skyldes, at foreningens eksisterende næropholdsarealer og cykelskure forsvinder.

De ønsker, at den nuværende bebyggelse i gården, bestående af skure og en bygning, bevares.

Der fremsættes krav om erstatning for fjernelse af bygningen, der udlejes for 4.800 kr. årligt. Det bemærkes, at bygningen anvendes til opbevaring af en rollator, invalideknallert og barnevogne, hvilket ikke tilgodeses i forslaget.

Otto Petersen vedlægger et bilag, hvor beboerne i 16 af foreningens 24 boliger anfører, at de alene ønsker legepladserne istandsat.

Bemærkning

Som det fremgår af forslaget, etableres der næropholdsarealer ud for alle ejendommes gårdfacader, ligesom der er afsat plads til invalideknallert i skur. Der afsættes ligeledes plads i skur til rollator og barnevogne.

Der henvises i øvrigt til det anførte til brev 4.

Underskrifterne på det vedlagte bilag er indsamlet, før forslaget var udarbejdet og forholder sig således ikke til det endelige forslag. Ved at sammenholde underskrifterne på bilaget med underskrifterne på brev 5, ses det, at beboerne i i hvert fald to af foreningens boliger efterfølgende har skiftet mening og nu er tilhængere af forslaget.

7) Brev af 10. oktober 2001 fra Eva Lakjer, Lillegrund 8, 5. sal (beboer i Andelsboligforeningen Lillegrund, ejendommen Lillegrund 6-8).

Eva Lakjer gør indsigelse imod forslaget.

Som begrundelse anføres, at det ville være dejligt med en forbedring af legepladsen, men ikke en så omfattende forbedring, som forslaget er udtryk for.

Hun mener, at der er andre, der har større behov for en forbedring end foreningen, der både har træer i gården og en grøn kirkegård overfor.

Eva Lakjer foreslår, at man stiller sagen i bero, da meningerne om forslaget er meget delte i foreningen.

Bemærkning

Der henvises til det anførte til brev 4.

8) Brev modtaget den 16. oktober 2001 fra Ebba og Hjalmar Hansen, Lillegrund 6, 1. th. (beboere i Andelsboligforeningen Lillegrund, ejendommen Lillegrund 6-8).

Ebba og Hjalmar Hansen gør indsigelse imod forslaget.

Som begrundelse anføres, at de kun ønsker, at deres legeplads forbedres, idet de har en lille grøn gård og 12 aflåste rum i gården, hvoraf de 10 er udlejet for 50 kr. pr. måned, heraf én til barnevogne, én til gårdmand samt til fælles cykelskur.

De mener, at 17 af foreningens 24 andelshavere er af samme mening.

Bemærkning

Der henvises til det anførte til brev 4 og 5.

9) Brev af 12. oktober 2001 fra Elena Guirao Bueno, Lillegrund 6, 3. th. (beboer i Andelsboligforeningen Lillegrund, ejendommen Lillegrund 6-8).

Elena Guirao Bueno fremsender kopi af to tidligere fremsendte e-mails.

Hun fremsender endvidere et brev underskrevet "Modstanderne af det nye gårdprojekt."

I det anonyme brev anføres, at beboerne i nr. 6 og 8 har foretaget en afstemning forud for forslagets udarbejdelse, hvoraf det fremgik, at 17 af 24 andelshavere var modstandere af gårdanlægget. Der er efterfølgende lavet en ny afstemning om forslaget med samme resultat.

Ejendommens beboere har et cykelskur i gården, som de er tilfredse med. De synes ikke, at et cykelhalvtag hører til i et gårdmiljø og ser hellere, at der etableres et pænt cykel- og redskabsskur.

De mener iøvrigt, at det nuværende cykelskur er en fordel, fordi det virker som afgrænsning mellem legepladsen og det areal, som ejendommens beboere i dag hygger sig på i fred og ro, uanset hvor mange børn der leger.

Det anføres afslutningsvis, at hvis forslaget vedtages uændret, kan ingen - med den kriminalitet der er i dag - føle sig trygge ved at have cyklerne stående frit, uanset at portene til gården bliver aflåst.

Bemærkning

Der henvises til det anførte til brev 3, 4 og 6.

10) Brev af 12. oktober 2001 fra "Modstanderne, Lillegrund 6-8".

I det anonyme brev – der er underskrevet "Modstanderne" – anføres det, at mange beboere fra maj måned og resten af sommeren enten har været i sommerhus eller på ferie, hvorfor de har mange ubesvarede spørgsmål til fællesgårdanlægget.

Der spørges om, hvem der har startet sagen, og hvorfor den eksisterende legeplads ikke er blevet vedligeholdt gennem de sidste 35 år, bortset fra at der for 15 år siden blev fjernet 2 sandkasser og sået 9 m2 græs.

Afslutningsvis bemærkes det, at det er lykkedes at skabe en dårlig atmosfære i ejendommen, og at hvis ikke denne protest kan stoppe planerne om fællesgårdanlæg-get, er der ikke noget, der hedder demokrati.

Bemærkning

Som det fremgår af forvaltningens indstilling til Bygge- og Teknikudvalget vedrørende forslagets offentliggørelse, er dette udarbejdet efter henvendelse fra ejer- og beboerrepræsentanter i de omfattede ejendomme.

Det fremgår endvidere af indstillingen, at dele af ejendommenes gårdarealer blev omlagt til fællesareal i begyndelsen af 1960´erne efter påbud fra den daværende bygningskommision.

Omlægningen – der alene omfattede nævnte legeplads – var beskeden såvel med hensyn til omfang som kvalitet, idet den samlede anlægsudgift – under hensyn til den daværende lejelovgivning – kun udgjorde 27.000 kr.

Legepladsen er i dag så forfalden, at det er nødvendigt at foretage en gennemgribende omlægning, hvis der skal opnås et tilfredsstillende resultat. Ansvaret herfor påhviler de tre ejendomme, som forslaget omfatter.

-oOo-

Som det fremgår af ovennævnte, støttes forslaget af beboerne i ejendommene Lillegrund 2-4, 10A-B, 12 og Bredegrund 40-42 samt beboerne i 7 af boligerne i ejendommen Lillegrund 6-8, hvilket svarer til en tilslutning på 85 % af de af forslaget omfattede boliger.

Forvaltningen formoder endvidere, at der blandt de øvrige beboere i ejendommen Lillegrund 6-8 er flere, der ligeledes støtter forslaget, efter at mange af de fremførte ændringsforslag er imødekommet - enten i forbindelse med udarbejdelsen af det endelige forslag eller med forvaltningens nævnte bemærkninger.

-oOo-

Bygge- og Teknikforvaltningen finder ikke, at de fremførte indsigelser, ændringsforslag og bemærkninger giver anledning til at ændre forslaget, udover hvad der er nævnt.

BILAG VEDLAGT

Forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt.

Udsendt med dagsordenen til Bygge- og Teknikudvalgets møde den 15. august 2001.

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

  1. Brev modtaget den 4. oktober 2001 fra Andelsboligforeningen Lillegrund 2-4 v/Jacob Schøtt
  2. Brev modtaget den 4. oktober 2001 fra Beboerforeningen Lillegrund/ Bredegrund v/Susanne Christensen
  3. Brev af 10. oktober 2001 fra Birgitte Hagen
  4. Brev af 11. oktober 2001 fra Andelsboligforeningen Lillegrund v/advokatfirmaet Grubbe & Anderskouv
  5. Brev af 15. oktober 2001 fra beboere i Andelsboligforeningen Lillegrund
  6. Brev af 11. oktober 2001 fra Otto Petersen
  7. Brev af 10. oktober 2001 fra Eva Lakjer
  8. Brev modtaget den 16. oktober 2001 fra Ebba og Hjalmar Hansen
  9. Brev af 12. oktober 2001 fra Elena Guirao Bueno
  10. Brev af 12. oktober 2001 fra "Modstanderne, Lillegrund 6-8"

 

/Ole Sperling

 

Til top