Mødedato: 07.11.2001, kl. 14:00

Etablering af mekanisk bussluse på Holmen

Etablering af mekanisk bussluse på Holmen

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 7. november 2001

 

Sager til beslutning

17. Etablering af mekanisk bussluse på Holmen

BTU 403/2001 J.nr. 611:212.0001/01

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at den mekaniske bussluse på Danneskiold-Samsøes Allé mellem Arsenaløen og Frederiksholm placeres og udformes som beskrevet i indstillingen

at Københavns Politis afgørelse om ikke at give samtykke til anlæggelse af busslusen indklages for Trafikministeriet

RESUME

Af lokalplan 331 "Holmen II" december 2000 fremgår det, at der skal etableres en mekanisk bussluse på Danneskiold-Samsøes Allé mellem Arsenaløen og Frederiksholm. Der er i lokalplanen endvidere åbnet mulighed for, at beboerne på den sydlige del af Frederiksholm kan få mulighed for at køre gennem busslusen.

Med udgangspunkt i lokalplanens bestemmelser har forvaltningen undersøgt markedet for mekaniske spærringer. Forvaltningen vurderer, at en spærring med hæve/ sænke pullerter vil opfylde både de trafiksikkerhedsmæssige, funktionelle og æstetiske krav.

Busslusen planlægges placeret på Arsenaløen umiddelbart efter den private fællesvej Halvtolv og syd for Frederiksholms Bro. I hele vejens bredde placeres der en række pullerter. I vejens midte placeres en signalstander, der indeholder de nødvendige adgangssystemer. I hver kørebane vil der være en hæve/sænke pullert, som muliggør passage. Der er passage fra begge kørselsretninger samtidigt, og i tilfælde af reparationsarbejder vil der forsat være uhindret adgang i en kørebane.

For HT-busser styres adgangen via trykspoler i vejen, mens en bil med tilladelse til passage vil aktivere slusen via et elektronisk "bizz"-system. Politi og Københavns Brandvæsen vil kunne få adgang via en nøgleboks. Forsvaret vil, efter nærmere aftale, kunne få adgang via bizz-system eller nøgle. Administration og udlevering af bizz foreslås varetaget af Parkering· København.

Københavns Politi kan ikke give sit samtykke til anlæggelse af busslusen. Forvaltningen vurderer, at Politiets afgørelse forhindrer etablering af fremtidige bussluser, hvorfor Forvaltningen foreslår, at Politiets afgørelse indklages for Trafikministeriet.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Lokalplan 331 "Holmen II" muliggør, at spærre "Danneskiold-Samsøes Allé for gennemkørsel – bortset fra HT- busser og cyklister – ved etablering af en mekanisk spærring ved broen mellem Arsenaløen og Frederiksholm. Det kan efter Bygge- og Teknikudvalgets nærmere godkendelse tillades billister med bopæl på den sydlige del af Frederiksholm at passere spærringen." Den foreslåede placering af busslusen fremgår af bilag 1

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Der foreslås anlagt en spærring med hæve- sænke pullerter. Anlægget er udformet med en central helle, hvorpå der er placeret en signalmast (jf. bilag 2). I masten er der - foruden signallys med dobbelt rød - indbygget censorer, der registrerer køretøjerne, som har adgang til at passere busslusen. I kanten af kørebanen står to faste pullerter. De to frie kørebaner får hver en bredde på 3,25 m. Den yderste pullert forhindrer udenomskørsel og markerer en cykelpassage udenom slusen. Der vil endvidere i rabatten og ved fortovet blive opsat pullerter for at forhindre udenomskørsel.

Anlægget aktiveres via trykspoler af en HT bus, mens en bil med tilladelse til passage vil aktivere slusen via et bizz-system. Der bliver endvidere adgang for politi og Københavns Brandvæsen med nøgle. Forsvaret vil blive tilbudt en nøgle eller bizz-løsning i forbindelse med nødvendig tjenstemæssig kørsel mellem Arsenaløen og Nyholm.

Der er i valget af løsning lagt vægt på, at anlægget skal være så robust og driftssikkert som muligt. Anlægget kan således umiddelbart modstå påkørsel af en almindelig personbil ud at tage væsentlig skade.

Forvaltningen vil, umiddelbart før spærringen etableres, orientere samtlige grundejere, beboerer og virksomheder på Holmen. Der vil endvidere blive informeret via annoncering i lokalpresse, samt opsætning af skilte fra Torvegade til Holmen. Der vil samtidig ske en orientering af pressen.

Trafiksikkerhed

Der er i forbindelse med projektudformningen lagt stor vægt på at fremme en sikker trafikafvikling omkring busslusen. Der vil således blive opsat skiltning i Prinsessegade fra Refshalevej, hvor lastbiler og busser vil blive standset. Der etableres vendeplads på den nordlige side af busslusen (Frederiksholms siden).

I tilfælde af driftsnedbrud er anlægget udformet på en sådan måde, at hæve sænke pullerterne vil sænke ned, og der vil blive fri passage. Løsningen er valgt for bl.a. at sikre, at busdriften ikke generes ved driftsnedbrud.

Bom-løsning

Forvaltningen har vurderet to mulige mekaniske løsninger: Den foreslåede pullert løsning og en bom-løsning. En bom-løsning kunne også funktionelt og trafiksikkerhedsmæssigt anvendes, men forvaltningen vurderer, at den af æstetiske og driftsmæssige årsager, herunder primært pga. stor følsomhed for hærværk vil være mindre egnet.

Økonomi

Projektet finansieres indenfor en ramme på 500.000 kr. af Freja Ejendomme A/S jf. aftale mellem selskabet og kommunen om udmatrikulering af Holmen. Udgifter til justeringer af vejudformningen samt eventuelle øvrige omkostninger udover de 500.000 kr. afholdes af forvaltningen indenfor Vej & Parks driftsramme.

Drift og vedligeholdelse af busslusen vil påhvile de private grundejere så længe Danneskiold-Samsøes Allé er privat fællesvej. Ved den planlagte overtagelse til offentlig vej overgår driften til forvaltningen. Driftsomkostningerne af den mekaniske bussluse forventes at kunne holdes indenfor forvaltningens eksisterende driftsramme.

Forvaltningen har tilbudt de private grundejere, at kommunen efter regning kan forestå driften af slusen. Dette sker af hensyn til opkobling af sikkerhedssystemer til forvaltningens øvrige systemer.

Administration af bizz-systemet foreslås varetaget af Parkering· København.

Københavns Kommune har indgået en aftale med Freja Ejendomme A/S om udmatrikulering af Holmen. En del af denne aftale omhandler Bygge- og Teknikforvaltningens krav til, hvilken stand Freja Ejendomme A/S skal bringe vejene på Holmen. Af aftalen fremgår det endvidere, at Freja Ejendomme A/S indenfor en 4 årig periode skal anlægge en bussluse. Bygge- og Teknikforvaltningen har forelagt nærværende projekt for Freja Ejendomme A/S og parterne har aftalt, at Bygge- og Teknikforvaltningen anlægger busslusen efter de nævnte principper for Freja Ejendomme A/S regning. Dermed vil Freja Ejendomme A/S have opfyldt denne del af aftalen.

Miljøvurdering

Der er ikke foretaget en egentlig miljøvurdering af projektet, men anlægget af busslusen forventes at aflaste Prinsessegade for størstedelen af den gennemkørende trafik (ca. 3.000 biler), hvilket vil medføre en reduktion af støj og lugtgener i området. En del af trafikken vil flytte til andre strækninger, primært Kløvermarksvej og Forlandet, hvor der findes væsentligt færre boliger.

Høring

Forvaltningen har forelagt forslaget til bussluse samt afmærkningen for Københavns Politi. Københavns Politi har meddelt, at de ikke kan give samtykke til busslusen i den foreslåede udformning (jf. bilag 3). Københavns Politi mener endvidere, at busslusen vil nedsætte udrykningstiden og blive en flugtvej for knallerter og motorcykler uden at politiet vil kunne eftersætte. Politiet mener samtidig, at der bliver tale om en betalingsvej, og at trafikken i Prinsessegade vil stige når Frederiksholm og Dokøen er udbygget.

Forvaltningen mener, at ulemperne ved busslusen til fulde opvejes af de trafikale og miljømæssige fordele ved busslusen, hvorfor forvaltningen foreslår, at afgørelsen indklages for Trafikministeret. Forvaltningen vil endvidere tilbagevise, at busslusen forsinker udrykning til Holmen væsentligt. Københavns Brandvæsen vil benytte den nøgle, der bruges i resten af byen til nøglebokse og det første redningskøretøj på stedet vil afbryde slusen, hvorefter den vil forblive åben indtil den genaktiveres. Politiets nøgle vil være den, der bruges til signalanlæg i byen. Forvaltningen har fået oplyst at den nøgle allerede findes i samtlige politiets køretøjer.

Forvaltningen mener, at politiet med sit afslag i princippet vil forhindre anlæggelse af bussluser i fremtiden, og anbefaler derfor, at afgørelsen indklages for Trafikministeriet.

HUR og Københavns Brandvæsen har været konsulteret i forbindelse med valg af styresystem for deres adgang til busslusen.

BILAG VEDLAGT

1 - Oversigtskort

2 - Fotomontage med busslusen fra Arsenaløen

3 – Brev af Københavns Politi af 23. oktober 2001

 

Ole Bach

 

Til top