Mødedato: 06.03.2002, kl. 14:00

Cykelpolitik

Cykelpolitik

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 6. marts 2002

 

Sager til drøftelse

24. Cykelpolitik

BTU 61/2002 J.nr. 21150.0019/02

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller,

at Bygge- og Teknikudvalget drøfter vedlagte forslag til Cykelpolitik 2002-2012

 

RESUME

Cykelpolitik 2002-2012 giver den første selvstændige fremstilling af kommunens politik, strategier og handlingsplaner på cykelområdet. Formålet er at synliggøre cykling som en miljøvenlig og effektiv transportform og at koordinere indsatsområderne. Forbedringer af cyklisternes forhold tager udgangspunkt i fem kvantitative mål og ni indsatsområder. Det er hensigten løbende at justere indsatsområderne, for at få den størst mulige effekt for cyklisterne af de afsatte ressourcer. Indsatsen evalueres som hidtil i Cykelregnskabet.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

København havde tidligt et veludbygget cykelstinet og derfor mange cyklister og en levende tradition for at cykle. I de senere år har København haft en stigning i cykeltrafikken, uanset at der på landsplan er en faldende tendens. Det forudsætter en konstant indsats at fastholde antallet af cyklister – og en endnu større indsats at øge antallet af cyklister.

I de sidste 5-10 år har Københavns Kommune, (samtidig med at udbygningen af cykelstinettet er fortsat) arbejdet bredere med at forbedre cyklisternes forhold. På infrastrukturområdet arbejdes der nu også med grønne cykelruter, forbedring af cyklisternes forhold i Indre By, cykelparkering og bedre signalregulerede kryds. Bedre vedligeholdelse og renholdelse af cykelstier har været i fokus i de senere år. Desuden gennemføres der hvert år cykelkampagner, ligesom der udgives et cykelstikort, cykelregnskab og information på dansk og engelsk om København som cykelby.

I Budgetforlig 2000-2003 blev det aftalt, at der skulle udarbejdes en samlet handlingsplan for cykelforbedringer. Samtidig indeholdt forliget en beslutning om at der skulle udarbejdes en Trafikafviklingsplanen. Delplan for cykelforbedringer blev, i forbindelse med godkendelsen af Trafikafviklingsplanen, godkendt som grundlag for det videre arbejde. Delplanen gav en fremstilling af kommunens planer for cykeltrafikken og opstillede kvantitative målsætninger. Delplanen er bearbejdet yderligere til nærværende forslag til Cykelpolitik 2002-2012, der er den ønskede handlingsplan for cykelforbedringer.

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Cykelpolitik 2002-2012 giver den første selvstændige fremstilling af kommunens politik, strategier og handlingsplaner på cykelområdet. Formålet er at synliggøre cykling som en miljøvenlig og effektiv transportform og at koordinere indsatsområderne.

Publikationen er opdelt i fire kapitler.

Det første "Københavnerne cykler" sætter cyklen ind i en større trafikal sammenhæng, beskriver plangrundlaget og vurderer cyklens konkurrenceevne og mulighederne for at få flere til at cykle.

I kapitlet om "Transportkvalitet" præsenteret et begrebsapparat der omfatter tryghed, sikkerhed, rejsehastighed, sundhed, oplevelse og komfort.

"Indsatsområder" viser mulighederne for at forbedre cyklisternes forhold både på infrastrukturområdet, vedligeholdelse og renholdelse samt kampagner og information. For hvert indsatsområde gøres rede for hvilke retningslinier der arbejdes efter samt udviklingsmuligheder på området. Det er hensigten løbende at justere indsatsområderne, for at få den størst mulige effekt for cyklisterne af de afsatte ressourcer.

I det afsluttende kapitel "Effekt og evaluering" vurderes den mulige effekt af indsatsområderne. De mål, der tilstræbes nået inden 2012 er, at:

  • Andelen af mennesker, der cykler til arbejdspladser i København øges fra 34% til 40%.
  • Cyklisternes risiko for at komme til skade eller blive dræbt reduceres med 50%.
  • Andelen af københavnske cyklister, der synes det er trygt at cykle i byen øges fra 57% til 80%.
  • Cyklisternes rejsehastighed på ture over 5 km forbedres med 10%.
  • Cyklisternes komfort forbedres, så max 5% af cykelstistrækningerne har utilfredsstillende belægning.

Indsatsen evalueres som hidtil i Cykelregnskabet.

Cykelpolitik 2002-2012 forventes også udgivet på engelsk, da der stor international interesse for "København som cyklernes by". Forordet vil i en engelsk udgave blive erstattet af en bred introduktion til cyklens rolle i Københavns trafik.

Økonomi

Cykelpolitikkens infrastrukturdel giver ikke umiddelbart anledning til øgede udgifter på Vej & Parks investeringsplan. Det er ønskeligt med opjusteringer af budgetterne for vedligeholdelse, renholdelse og snerydning.

Miljøvurdering

Hvis Cykelpolitikken medvirker til en øget cykeltrafik vil dette have en positiv effekt på miljøet i København med mindre luftforurening og mindre trængsel.

Høring

Der har ikke været gennemført høringer i forbindelse med forslag til Cykelpolitik.

Andre konsekvenser

Bedre forhold for cyklisterne kan få konsekvenser for andre trafikarter, specielt for antallet af bilparkeringspladser.

BILAG VEDLAGT

Forslag til Cykelpolitik 2002-2012.

Ole Bach

 

Til top