Mødedato: 06.03.2002, kl. 14:00

Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Schacksgade, Nansensgade, Ahlefeldtsgade og Nørre Farimagsgade

Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Schacksgade, Nansensgade, Ahlefeldtsgade og Nørre Farimagsgade

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 6. marts 2002

 

Sager til beslutning

1. Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Schacksgade, Nansensgade, Ahlefeldtsgade og Nørre Farimagsgade

BTU 69/2002 J.nr. 451:203.0001/01

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at det i udvalgets møde den 28. november 2001 vedtagne forslag til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt i karreen, begrænset af ejendommene Schacksgade 2-14, Nansensgade 40-42, og Nørre Farimagsgade 19-23, 25A-B, 27A-C og 29-31 - efter fremlæggelse for offentligheden i henhold til byfornyelseslovens bestemmelser - nu vedtages endeligt

RESUME

Formålet med forslaget er at forbedre karreens friarealer ved etablering af et fælles gårdanlæg, som ejerne efterfølgende skal drive og vedligeholde.

Forslaget omfatter 8 beboelsesejendomme med 284 beboere fordelt på 185 boliger samt 18 butikslejemål mv.

Forslaget har været ude i høring, og der er modtaget 7 ændringsforslag, positive bemærkninger og indsigelser til forslaget.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Bygge- og Teknikudvalget vedtog i mødet den 28. november 2001 (Sag nr. 507/2001) at offentliggøre forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt. Indsigelsesfristen blev fastsat til 8 uger.

Økonomi

Udgifterne til anlæggets etablering skønnes at udgøre 2.500.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50 %.

Høring

Offentlighed

Forslaget har været offentliggjort i perioden 4. december 2001 – 29. januar 2002 og er udsendt og omdelt til de berørte grundejere og lejere. Forslaget har endvidere været fremlagt i Københavner Information og på Københavns Hovedbibliotek, Krystalgade 15.

Indsigelser

I offentlighedsperioden er der modtaget de i kopi vedlagte 7 ændringsforslag, positive bemærkninger og indsigelser.

1) Brev af 20. januar 2002 fra Jon Jensen og Corina Seeger, Nørre Farimagsgade 21, 1. (ejendommen Nørre Farimagsgade 21-23 og 25A-B)

Jon Jensen og Corina Seeger – der er andelshavere i ejendommen – synes, at det er et godt forslag, som imødekommer de impliceredes ønsker, ligesom hele processen omkring forslagets udarbejdelse har været en meget positiv oplevelse, der har bragt beboerne tættere sammen.

De ser gerne, at gårdbelægningen på gårdkælderen i den ejendom, de bor i, bliver den samme som i det øvrige anlæg, dels af hensyn til helhedsindtrykket, dels fordi de mener, det vil mindske risikoen for, at dette areal bruges til cykelparkering.

Jon Jensen og Corina Seeger oplyser, at de er positivt stemt overfor at tilbyde interesserede naboejendomme adgang til foreningens cykelkælder i forbindelse med fællesgårdanlæggets etablering.

Bemærkning

Forvaltningen vil tilstræbe, at der lægges den samme gårdbelægning på gårdkælderen som på de øvrige arealer, således at der opnås størst mulig helhed i anlægget.

2) Brev af 14. januar 2002 fra Kim Hansen (ejendommen Nørre Farimagsgade 27 A-C og 29-31.

Kim Hansen – der er ejer af ejendommen – finder, at det er et godt og - under hensyntagen til de trange forhold - veldisponeret forslag, der kommer alle ejendommene til gode.

Han oplyser, at de lejere, han har været i kontakt med, fuldt og helt støtter forslaget.

3) Brev af 4. december 2001 fra Ejendomsselskabet Voldbrohus A/S v/ Niels Yde Nielsen (ejendommen Schacksgade 12)

Niels Yde Nielsen – der er ejer af ejendommen – anfører, at selskabet ikke ønsker at deltage i et fælles gårdlav og derfor står uforstående over for, at ejendommen er medtaget i forslaget.

Han tilføjer, at hvis det fastholdes, at ejendommen skal medtages i et fælles gårdanlæg, må dette foregå via ekspropriation.

Bemærkning

Forvaltningen finder, at det er en forudsætning for et tilfredsstillende resultat af gårdomlægningen, at ejendommens friarealer indgår i omlægningen.

Ejendommen indgår i øvrigt allerede i dag i et fælles gårdanlæg omfattende ejendommene Nansensgade 40-42 og Schacksgade 4-14, som er etableret i forbindelse med brandsikring af disse ejendomme (tinglyst på ejendommene den 20. juli 1979).

Forvaltningen finder ikke grundlag for at ekspropriere ejendommen.

4) E-mail af 21. januar 2002 fra Andelsforeningen Schacksgade 4-6 v/ Signe Rakel Sørensen (ejendommen Schacksgade 4-6)

Signe Rakel Sørensen – der er formand for foreningen – anfører, at foreningen igennem flere år har ønsket at renovere ejendommens gårdarealer, men ikke har haft økonomisk mulighed herfor.

De håber derfor meget, at forslaget bliver gennemført.

5) E-mail af 27. januar 2002 fra Andelsboligforeningen Nansensjakket v/Kathrine Schmeichel (ejendommen Nansensgade 40 og Schacksgade 14)

Kathrine Schmeichel – formand for foreningen – meddeler, at foreningen bakker op om forslaget om at etablere en grøn gård.

Foreningen ønsker, at der lægges en brostensbelægning mellem græsplæne og bedet op ad hegnet mod Børnehuset, Nansensgade 44-46, så græs og ukrudt kan spire op imellem stenene og gårdbelægningen dermed blive mere grøn. Desuden vil de gerne have tulipaner i nogle af bedene.

Bemærkning

Det er forudsat, at den eksisterende brostensbelægning på gårdarealerne genbruges til at markere blandt andet nævnte opholdsplads. Detaljerne i beplantningen vil blive fastlagt i samarbejde med ejere og beboere i forbindelse med gårdanlæggets projektering.

6) Brev modtaget den 30. januar 2002 fra Dorte Queck og Henrik Harsbo, Nørre Farimagsgade 21, st. (ejendommen Nørre Farimagsgade 21- 23 og 25A-B)

Dorte Queck og Henrik Harsbo oplyser, at de nyder at bo i byen, men at de i den grad savner et gårdmiljø, hvor de kan være sammen med de øvrige beboere.

De støtter derfor forslaget fuldt ud.

7) Brev af 18. december 2001 fra Københavns Kommunes Børnehus v/ Judith Ibsen (ejendommen Nansensgade 44-46)

Judith Ibsen – der er leder af Børnehuset – hilser forslaget meget velkomment.

Hun mener, at en byfornyelse vil være en stor forbedring for alle parter – især for de småbørn, som skal vokse op her.

Gennemførelsen af forslaget vil endvidere forskønne udsynet fra Børnehusets gårdarealer - der er blevet fornyet inden for de senere år - mod beboelsesejendommene og føre beboelsesejendommenes gårdarealer op på samme standard som i mange af de øvrige karreer i kvarteret.

-o0o-

Bygge- og Teknikforvaltningen finder ikke, at de fremførte indsigelser, ændringsforslag og bemærkninger giver anledning til at ændre forslaget, udover hvad der er nævnt.

BILAG VEDLAGT

Forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt.

Udsendt med dagsordenen til Bygge- og Teknikudvalgets møde den 28. november 2001

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

Bilag 1: Brev af 20. januar 2002 fra Jon Jensen og Corina Seeger

Bilag 2: Brev af 14. januar 2002 fra Kim Hansen, Gamle Ege

Bilag 3: Brev af 4. december 2001 fra Niels Yde Nielsen

Bilag 4: Mail af 21. januar 2002 fra Signe Rakel Sørensen

Bilag 5: Mail af 27. januar 2002 fra Kathrine Schmeichel

Bilag 6: Brev modtaget den 30. januar 2002 fra Dorte Queck og Henrik Harsbo

Bilag 7: Brev af 18. december 2001 fra Judith Ibsen, Børnehuset

 

Ole Sperling

 

Til top