Mødedato: 04.06.2003, kl. 14:00

Øster Allé - bevægelsesrummet til hverdag og fest

Øster Allé - bevægelsesrummet til hverdag og fest

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 4. juni 2003

 

Sager til beslutning

14. Øster Allé - bevægelsesrummet til hverdag og fest

BTU 265/2003 J.nr. 2149.0001/03

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

  1. Bygge- og Teknikforvaltningen videreudvikler projektet "Øster Allé – bevægelsesrummet til hverdag og fest" i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen, også med henblik på en finansieringsplan.
  2. forvaltningen søger midler fra fonde, sponsorer og private investorer til medfinansiering af projektet, som har opnået tilsagn om 18,5 mio. kr. fra Fonden Realdania, svarende til 50% af udgifterne til projektets 1. etape.
  3. de resterende udgifter søges indarbejdet i budgetterne for 2005 og 2006
  4. forvaltningen forelægger projektet på ny for udvalget, når resultatet af samarbejdet med Kultur- og Fritidsforvaltningen og søgningen af eksterne midler foreligger.

 

RESUME

Fonden Realdania udskrev i forsommeren 2002 konkurrencen "Bedre Byrum i Danmark". Projektforslaget "Øster Allé, bevægelsesrummet til hverdag og fest" blev udvalgt af fonden som 1 af de i alt 7 projekter, som fik tilsagn om økonomisk støtte til realisering. Af de i alt 65 mio. kr., som blev uddelt, fik Københavns Kommune tilsagn om en ramme på op til 18,5 mio. kr. til realisering af Øster Allé-projektet. Det svarer til lidt mere end en fjerdedel af præmiesummen.

I disse år stiger københavnernes efterspørgsel efter plads og rum til bevægelse og kultur. Brugen af byrummet intensiveres, og byrummet bliver i stigende grad mødestedet for bevægelse og fritidsaktivitet. Projektet imødekommer denne efterspørgsel.

Projektet nytænker anvendelsen af et offentligt gaderum - til promenade, til leg, til ophold, til idræt og bevægelse. Samtidig bibeholdes alléens trafikale funktion, herunder parkering. Nøgleord er fleksibilitet, multianvendelse og kvalitet.

Projektets intention er en afsøgning af anvendelsen af det offentlige rum, så der bliver føjet nyt liv og tidssvarende indhold ind i rummet mellem de to store parkarealer, de to store trafikknudepunkter og foran Danmarks nationale stadion, Parken.

Hensigten er at ombygge Øster Allé fra et overset, ubenyttet mellemrum til et dynamisk, levende byrum med mange besøgende.

Projektets totale anlægssum er anslået til ca. 77 mio. kr.

Første etape omfatter en forlægning af Øster Allé med nyt vejanlæg, promenadebelægning og træplantning samt 4 af de i alt 7 foreslåede aktivitetspladser. Udgiften til anlæg af første etape er anslået til 37 mio. kr. Fonden Realdania har givet tilsagn om dækning af op til 18,5 mio. kr. af dette beløb. Anlægsarbejderne skal være påbegyndt senest den 1. januar 2005 for at udløse Fonden Realdanias støtte. Med dette bidrag til projektet vil forvaltningen anbefale, at kommunen tilvejebringer de resterende midler.

Forvaltningen vil arbejde for at finde en så stor del af den resterende finansiering som muligt hos fonde, sponsorer og private investorer.

Projektet skal videreudvikles og konkretiseres i dialog med borgerne i lokalområdet efter de sædvanlige borgerdialogmodeller.

Forvaltningen foreslår, at denne projektudviklings proces først igangsættes, når der foreligger svar fra forvaltningens bestræbelser på at finde yderligere finansiering af projektet. Bygge- og Teknikforvaltningen vil gennemføre den videre projektudvikling i tæt samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen, som kan bidrage med værdifuld viden om og inspiration til, hvordan kultur og bevægelse kan nytænkes og få bedre udfoldelsesmuligheder i byrummet.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Fonden Realdania udskrev i forsommeren 2002 konkurrencen "Bedre Byrum i Danmark". Formålet var at få et bud på, hvordan der kan skabes bedre byrum i de danske byer. Københavns Kommune deltog med flere projekter heriblandt et idéoplæg til "Øster Allé - bevægelsesrummet til hverdag og fest". Fonden Realdania har efterfølgende dækket omkostningerne til udarbejdelse af et skitseprojekt for et Bedre Byrum på Øster Allé med 175.000 kr.

Skitseprojektet er udarbejdet af tegnestuerne, Thing & Wainø og Steen Bisgaard Jensen i samarbejde med Vej & Park ved Stine Cecilie Brink og Lars Fleng Vestergaard.

Baggrunden for forvaltningens valg af Øster Allé er, at området har mange besøgende, mens udformningen ikke lever op til brugernes behov og den aktuelle anvendelse.

Der er muligheder for at tilføre nye elementer i byrummet og berige stedet med nye funktioner, som kan danne overgang mellem bylivet og parklivet. Målet er at udnytte den oversete plads med bymæssige bevægelsesaktiviteter og dels aflaste Fælledparken dels berige Østerbro med et nyt, moderne urbant indhold.

Hovedfunktionen for Øster Allé er i dag afviklingen af gennemkørende trafik og lokal parkering i hverdagen. Projektet respekterer trafikafviklingen og tilføjer en fornuftig række funktioner til byrummet, så den ved festlige lejligheder kan afspærres for trafik og anvendes til arrangementer, som f.eks. gadefest eller cykelløb, eller blot promenade til fods, på rulleskøjter eller med rollator. Ved store sportskampe eller arrangementer i Parken Stadion vil den nye Øster Allé kunne ensrettes for at lette trafikafviklingen, og arealerne kan inddrages midlertidigt til ekstra parkering.

Øster Allé har en særlig national interesse, fordi den er en af de gamle kongeveje og pga. Parken Stadions placering. Parken Stadion modtager med jævne mellemrum en massiv strøm af mennesker gennem sine porte. I tillæg hertil giver de store arrangementer i både Fælledparken og Parken Stadion stedet en speciel atmosfære. Projektet vil give Københavns borgere og gæster en værdig og flot modtagelse til arrangementer i København, både i Fælledparken og på Parken Stadion.

I disse år stiger københavnernes efterspørgsel efter plads og rum til bevægelse og kultur. Brugen af byens rum intensiveres, og byrummet bliver i stigende grad et mødested for folk. Projektet søger at imødekomme denne efterspørgsel.

Vej & Park har analyseret udviklingen i bevægelsesmønstre og byanvendelse og vurderer, at idégrundlaget på Øster Allé er en imødekommelse af rumkrav til fremtidige bedre byrum.

Projektet nytænker anvendelsen af et offentligt gaderum - til promenade, til ophold, idræt og bevægelse. Samtidig tilgodeses gadens trafikale funktion, herunder parkering. Øster Allé bliver en model for andre større byer med lignende vejstrækninger.

Fonden Realdanias udtalelse

I sin rapport fra marts 2003 med bedømmelsen af de indsendte projekter skriver Fonden Realdania bl.a. følgende om projektet:

"Projektet omlægger den trafikerede indfaldsvej Øster Allé, så den i hele sin udstrækning forløber gennem sammensatte byrum med henholdsvis åbne og lukkede karakterer. I overgangene mellem allé og fælled anlægges en række felter med mulighed for at afholde aktiviteter, der i indhold henvender sig til de direkte omgivelser.

Løsningen håndteres ved hjælp af et enkelt tværprofil, der lægger vejen så langt fra boligerne og Parken som muligt, mens biltrafikken fortsat kører i tracé uden at svække alléens rambla-karakter. Alléen retableres rumligt ved plantning af træer."

Bedømmelsesudvalget skriver også, at

"projektet rummer en betydelig stoflig rigdom og variation, blandt andet i kraft af sine forskellige og gennemtænkte overfladebehandlinger. Der er både funktionelt og rumligt tale om et robust greb, som er gennemført med sikker og professionel hånd. Forud for det endelige forslag ligger grundige analyser af stedets muligheder, ligesom projektet er blevet til igennem en forbilledlig proces med mange aktører."

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Visionen om et fleksibelt rum

Den åbne og fleksible bevægelsesflade er projektets grundidé og indskriver sig i Fælledparkens store, grønne "Bevæg dig frit"-flade. Dette nye byrum tilbyder nye uorganiserede bevægelsesaktiviteter. Mange af idrætsaktiviteterne i dag foregår i klubsammenhænge, hvorfor bl.a. eet af målene i det nyfortolkede bevægelsesrum er at opfordre til den uorganiserede og spontant opståede bevægelse, til leg og motion.

Den multifunktionelle åbne flade spænder alle 37,5 meter på tværs - og de ca. 1000 meter på langs igennem Fælledparken fra Vibenhus Runddel til Trianglen.

Genplantningen af alléen strækker rummet ud og skal etablere en overordnet ramme med en historisk reference til den gamle kongevej.

Et forbillede i denne sammenhæng har været Californiens strandpromenader med en skønsom blanding af biler, turister, samt uorganiserede motionister og idrætsudøvere, blandet på samme vejflade. Dette lægger op til øget respekt for hinandens færdselsformer, eller i hvert fald en træning i det.

Udtrykket i fladens dynamik henter sit forbillede fra infrastrukturelle anlæg som veje og lufthavnens landings- og taxibaner med ønske om at give lidt af vejen tilbage til menneskene. Hvem husker ikke euforien under oliekrisen, da vejbanen blev allemandseje. Den nye Øster Allé er idéen om at omdefinere et tidligere monofunktionelt vejforløb til et kombineret by- og parkrum.

Grundidéen er kort fortalt at bryde alléens lineære bevægelse op i tematiserede afsnit og give mulighed for ophold, oplevelse og bevægelse undervejs og på tværs.

Livsnerven i forløbet af pladser er tre bevægelsesformer - til bens, på hjul og i ro.

Helhedsplanen

Øster Allé kommer til at bestå af syv pladser som aktivitetssteder med hvert sit udtryk og funktion bundet sammen af den brede allé.

Pladserne er selvstændige med eget indhold, men dog alligevel i familie. Slægtskabet er glæden ved bevægelse og det at se på bevægelsen.

Mellem disse pladser ligger et mellemrum, som får det samme udtryk på hele strækningen for at binde pladserne sammen. Oplevelsen af "mellem"rummet skal være som oplevelsen af det tomme torv. Det bliver pausen mellem de mere fortættede aktivitets- og bevægelsespladser.

Øster Allé hægtes op på Trianglen og Vibenshus Runddel med en speciel bearbejdning af mødet mellem aktivitetsstrøget og den almindeligt fungerende by.

I vedlagte hæfte (bilag i konkurrencen) beskrives fire af pladserne med flere detaljer.

Økonomi

Projektets totale anlægssum er anslået til 77,1 mio. kr. Første etape omfatter en forlægning af Øster Allé med nyt vejanlæg, promenadebelægning og træplantning samt 4 af de i alt 7 aktivitetspladser. Udgiften til anlæg af første etape er anslået til 37 mio. kr. Fonden Realdania har givet tilsagn om op til 50% af denne udgift.

Nøgleord er fleksibilitet, multianvendelse, kvalitet, og i det omfang forvaltningen kan skabe europæisk merværdi, kan projektet komme i betragtning til EU-støtte. Ved et samarbejde med en anden europæisk storby, kan København som "leader", gøre de første erfaringer og Københavns samarbejdsby (="follower") kan bruge Københavns erfaringer og lave en videreudvikling af indholdet.

Øster Allé står foran en renovering over driftsbudgettet for et større beløb. Dette beløb, som skal anvendes alligevel, kan bidrage til økonomien i projektet.

Da anlægsarbejderne skal være påbegyndt senest den 1. januar 2005 for at udløse Fonden Realdanias støtte, foreslår forvaltningen, at den resterende finansiering tilvejebringes. Forvaltningen vil søge at yderligere støtte til projektet hos fonde, sponsorer og private investorer.

Når resultatet af fondssøgningen foreligger, foreslås det, at forvaltningen fremsætter en indstilling om en anlægsbevilling for projektet.

Miljøvurdering

Det vurderes, at der vil komme et væsentlig tilskud til det menneskelige bymiljø, og at projektet skaber en model for det moderne byrum, som kan opnå international opmærksomhed og vise vejen for de moderne rumkrav i nutidens byrum.

I anlægsfasen vil der forekomme almene gener fra anlægsarbejdet. Der vil dog ikke blive konsekvenser for trafikafviklingen, da den gamle vej vil kunne benyttes i den periode, hvor den nye vej anlægges.

Den nuværende allébeplantning har en dårlig sundhedsmæssig tilstand. I forbindelse med en ny træplantning vil træerne sikres gode vækstvilkår og vil derfor kunne udvikle sig med større frodighed til gavn for miljøet.

Høring

Det foreliggende skitseprojekt har været forelagt en følgegruppe bestående af de lokale interessenter og naboer. De lokale borgere og andre interessenter blev som led i projektets udvikling indbudt til en idédag med forskellige faglige indlæg.

I den næste fase foreslås borgerne inddraget i projektudviklingen som det er normal praksis – ved borgermøder og nedsættelse af en arbejdsgruppe, mv.

Forvaltningen foreslår, at denne proces først igangsættes, når der foreligger et resultat fra forvaltningens bestræbelser på at finde yderligere finansiering af projektet.

Bygge- og Teknikforvaltningen vil gennemføre den videre projektudvikling i tæt samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen, som kan bidrage med værdifuld viden om og inspiration til hvordan kultur og bevægelse kan få bedre udfoldelsesmuligheder i byrummet.

BILAG VEDLAGT

Skitseforslaget "Øster Allé, bevægelsesrummet til hverdag og fest" (i farver til udvalgsmedlemmer)

Ole Bach

 

Til top