Mødedato: 04.05.2005, kl. 14:00

Endelig vedtagelse af tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 262 "Brune Kødby" med tilhørende kommuneplantillæg

Endelig vedtagelse af tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 262 "Brune Kødby" med tilhørende kommuneplantillæg

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 4. maj 2005

 

 

Sager til beslutning

 

13.      Endelig vedtagelse af tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 262 "Brune Kødby" med tilhørende kommuneplantillæg

 

BTU 268/2005  J.nr. 611:166.0001/04

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at  tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 262 "Brune Kødby" vedtages endeligt.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

at  det til ovennævnte lokalplantillæg hørende tillæg til Kommuneplan 2001 vedtages endeligt.

 

 

RESUME

Planforslagene, der er udarbejdet med henblik på udbygning af DGI-byen i samspil med den videre omdannelse af Brune Kødby, har været i offentlig høring i perioden fra den 2. februar til den 6. april 2005. Der er i perioden modtaget 9 henvendelser vedrørende planforslagene, hvoraf 4 er fra øvrige forvaltninger og myndigheder.

I en henvendelse fra Københavns Energi gøres opmærksom på ledninger i grunden, hvortil bemærkes, at en omlægning af ledninger har været forudsat under projekteringen.

Henvendelser fra Billedskolen m.fl., Rådet for Bæredygtig Trafik, Danmarks Naturfredningsforening, Vesterbro Trafik- og Byrumsgruppe samt Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse omhandler især det påtænkte parkeringsanlæg. Flere ønsker parkeringsanlægget helt udtaget af planen ud fra miljøhensyn, arkitektoniske forhold og behovet for friarealer. Børnekulturinstitutionerne foreslår anlægget helt nedgravet og gerne reduceret, da der projekteres flere parkeringspladser end krævet i lokalplanen. Der peges fra flere sider på trafiksikkerhedsmæssige problemer i Staldgade, som vil forværres ved de ekstra 1.500 biler pr. døgn, som parkeringsanlægget ventes at forårsage, og det foreslås i stedet at benytte en særskilt tilkørsel til anlægget direkte fra Ingerslevsgade.

Forvaltningen er opmærksom på, at flere parkeringsmuligheder kan medføre øget trafik, men det vurderes, at det nye parkeringsanlæg er rimeligt dimensioneret under hensyntagen til de store arrangementer i DGI-byen og i Bru ne Kødby. På baggrund af stationsnærhed fastlægger lokalplanen parkeringskravet til 1 plads pr. 200 m2, som skal tilvejebringes i underjordiske anlæg. Det projekterede antal parkeringspladser svarer for hele lokalplanområdet tilnærmelsesvis til dette krav. Med et begrænset byggefelt og en maksimal anlægshøjde på 2 hhv. 3 meter vurderer forvaltningen, at hensynet til Brune Kødbys bygninger og brugere er tilgodeset. Udkørsel direkte til Ingerslevsgade kan ikke anbefales, men det skal bemærkes, at en optimal ordning af trafikken i krydset Staldgade/Ingerslevsgade kræver nedrivning af et skur på ca. 225 m2, der overskrider vejlinien med ca. 3,5 m.

Flere henvendelser finder det positivt, at der skabes flere idræts- og medborgerfaciliteter, men samtidig ønskes bygningshøjden mod Tietgensgade reduceret af hensyn til boligerne overfor.

Forvaltningen vurderer, at nybyggeriet langs Tietgensgade kun vil give anledning til ubetydelige skyggegener for boligerne på baggrund af den begrænsede bygningshøjde (op til 15 meter) samt afstanden på ca. 30 meter til boligerne og orienteringen i forhold til solen.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen tiltrådte i mødet den 20. januar 2005 (BR 34/05) Bygge- og Teknikudvalgets og Økonomiudvalgets anbefalinger af henholdsvis 8. december 2004 og 14. december 2004 om offentliggørelse af forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 262 "Brune Kødby" med tilhørende forslag til kommuneplantillæg. Offentliggørelsesmaterialet omfattende indstilling med bilag, orienteringsfolder og planforslagene er lagt til gennemsyn i borgmester Søren Pinds forkontor, Rådhuset, 1. sal, værelse 36, som bilag A.

 

Offentliggørelse

Planforslagene har været i offentlig høring i perioden fra den 2. februar til den 6. april 2005. Der er udsendt 416 foldere til ejere, lejere, brugere og interessegrupper og 214 pjecer til lokalråd og foreninger m.v.

På Vesterbro Bibliotek har der i høringsperioden været opstillet en plancheudstilling om planforslagenes indhold, og den 24. februar 2005 blev der i DGI-byen afholdt borgermøde med deltagelse af ca. 15 borgere fra lokalområdet samt 2 medlemmer af Bygge- og Teknikudvalget. Følgende hovedsynspunkter blev fremført på mødet:

·        Der er behov for grønne arealer på Vesterbro, og DGI-projektet beskærer friarealerne.

·        Parkeringsanlægget er for stort og vil dels skæmme Brune Kødbys bygninger, dels medføre for meget trafik i området.

·        Børnekulturinstitutionerne finder, at parkeringsanlægget er i konflikt med anvendelsen til børnekulturelle formål.

·        Nybyggeriet frygtes at give skyggegener for boliger i Tietgensgade

Der er vedlagt et notat fra debatten opdelt i emner som bilag 1, og resultatet af de uddelte evalueringsskemaer er vedlagt som bilag 2.

I høringsperioden har det på en særlig hjemmeside været muligt at søge oplysninger om planforslagene, bidrage med debatindlæg eller sende bemærkninger til planforslagene som mail. Der er modtaget ét debatindlæg, som desuden er sendt som indsigelse.

I alt er modtaget 9 henvendelser. Kopi af henvendelserne er fremlagt til gennemsyn i borgmester Søren Pinds forkontor som bilag B. Sammendrag af henvendelsernes indhold og forvaltningens anbefalinger og kommentarer fremgår af vedlagte skema, bilag 3. Nedenfor er henvendelserne og forvaltningens bemærkninger sammenfattet således:

1.     ;  Henvendelser fra offentlige myndigheder

2.      Parkeringsanlæg og trafik

3.      Øvrige emner

 

1. Henvendelser fra offentlige myndigheder

Hovedstadens Udviklingsråd, Københavns Stiftsøvrighed og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har ingen bemærkninger til planforslagene.

Københavns Energi gør opmærksom på, at kloak- og varmeledninger er beliggende i lokalplanens byggefelter.

Bemærkninger: Bygherren og forvaltningen har under projektudarbejdelsen været opmærksom på en løsning af dette forhold.

 

2. Parkeringsanlæg og trafik

Teaterbutikken, Billedskolen og Musikskolen ønsker grønne arealer omkring institutionerne og stien fra Ingerslevsgade opretholdt. Man finder, at parkeringsanlægget beskærer friarealerne for meget og lukker området inde bag en vold. Desuden anses de nye trafikforhold i Staldgade at blive uacceptable for de mange gående og cyklende børn, der skal færdes sammen med tung trafik til Kødbyen samt trafikken til parkeringsanlægget. Man foreslår derfor parkeringsanlægget helt nedgravet og skønner merudgifterne til maksimalt 10-13 mio. kr.  Samtidig ønskes anlægget reduceret under henvisning til, at lokalplanen kun kræver ca. 130 pladser. Lokalplanens parkeringskrav foreslås dog yderligere reduceret til en tredjedel af det normale.

Rådet for Bæredygtig Trafik finder det forkert at etablere et stort parkeringsanlæg tæt på Hovedbanegården, idet det vil øge biltrafikken, både lokalt og på indfaldsveje. Dette findes at være i modstrid med både DGI's og Københavns Kommunes trafik- og miljøpolitik. Kun parkering til handicappede findes relevant, og der efterlyses en VVM-vurdering.

Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomite for København finder, at parkeringsanlægget ikke er i overensstemmelse med Trafik- og Miljøplan 2004, og man forudser problemer med den parkeringssøgende trafik.

Vesterbro Trafik- og Byrumsgruppe og Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse ønsker begge parkeringsanlægget taget ud af projektet, alternativt helt nedgravet og med tilkørsel direkte fra Ingerslevsgade.

Fælles for de fire sidstnævnte henvendelser er forslag eller efterlysninger af forslag til at stimulere brugen af kollektiv trafik til området.

Bemærkninger: Forslag til Trafik- og Miljøplan 2004 samt forslag til en ny parkeringsstrategi er endnu ikke vedtaget. I henhold til kommuneplanens rammer for lokalplanlægningen er parkeringsdækningen normalt 1 plads pr. 100 m2 etageareal, og denne norm er uændret i forslaget til Kommuneplan 2005, som forventes sendt i høring medio maj 2005.

Lokalplanforslaget har på baggrund af stationsnærheden fastlagt parkeringskravet til 1 plads pr. 200 m2 etageareal, og af hensyn til såvel friarealbehovet som de arkitektoniske forhold krævet pladserne anlagt i underjordiske anlæg. Det planlagte parkeringsanlæg er begrænset af byggefelt og en maksimal højde på 2 meter i fløjen mod Ingerslevsgade for at tilgodese hensynet til Brune Kødbys bygninger. Anlægget vil blive udformet med brede trappeflader, som leder op til en 'aktivitetsplads'. Tilkørsel skal placeres som vist på lokalplantegning, og det er krævet, at udformningen i videst muligt omfang skal tilgodese de svage trafikanters adgang til området.

Lokalplanen hindrer ikke, at der anlægges flere parkeringspladser end krævet, når blot det sker i underjordisk anlæg. I salgsaftalen mellem Københavns Kommune og DGI-byen indgår et skitseret anlæg med ca. 250 pladser, hvilket svarer til en plads pr. ca. 170 m2 etageareal for hele lokalplanområdet. Det er samtidig aftalt, at der gennemføres en dialog med brugerne med henblik på at tilgodese bl.a. Billedskolens behov for friarealer.

Forvaltningen er opmærksom på, at parkeringsmuligheder kan give øget trafik, men det vurderes, at det nye parkeringsanlæg er rimeligt dimensioneret under hensyntagen til de store arrangementer i DGI-byen og i Brune Kødby i øvrigt. Der er i dag et stort parkeringspres i lokalområdet i forbindelse med arrangementer, hvilket ikke findes muligt at undgå alene ved en regulering af gadeparkeringen. Forvaltningen finder lokalplanens trafikale løsning fuldt forsvarlig, også for de bløde trafikanter. Parkeringsanlæggets forventede døgntrafik på ca. 1.500 biler vil ikke berettige anlæg af cykelsti og signalanlæg ved udmundingen af Staldgade i Ingerslevsgade. Krydset vil dog blive ombygget og forberedt for signalregulering.

En forudsætning for en optimal udformning af krydset, herunder etablering af fodgængerfelt, er nedrivning af et skur, der overskrider Staldgades vejlinie med ca. 3,5 m. Skuret, der er på ca. 225 m2 og har en lav bygningsværdi, er af Kultur- og Fritidsforvaltningen udlejet til Hotel- og Restaurantskolen.  Beslutning om nedrivning afventer lejemålets ophør.

En direkte tilslutning fra parkeringsanlægget til Ingerslevsgade kan ikke anbefales, da trafikafviklingen på gaden herved vanskeliggøres, i modstrid med målet i Vesterbro Trafik- og Byrumsplan, ifølge hvilken denne gade skal afvikle en større del af bydelens trafik.

Med hensyn til den ønskede VVM-vurdering bemærkes, at Hovedstadens Udviklingsråd har foretaget en screening af parkeringsanlægget efter reglerne om VVM og konkluderet, at VVM-redegørelse ikke skal udarbejdes.

 

3. Øvrige emner

I en henvendelse foreslås bygningshøjden mod Tietgensgade reduceret af hensyn til boligerne overfor.

Bemærkninger: Bygningshøjden i den ny facade mod Tietgensgade har et varieret forløb med højder fra 5 til 15 meter, og i facaden indgår partier med glasskærme mod taghaverne. Desuden indgår klatretårnet, der kan forhøjes fra de nuværende ca. 19 meter til 25 meter. Lokalplanen tillader en bygningshøjde på maksimalt 17,5 meter, dog op til 22,5 meter for transparente bygningsdele som ovenlys og rækværk.

Den nye bebyggelse vurderes kun at give anledning til ubetydelige skyggegener på baggrund af den begrænsede bygningshøjde, afstanden på ca. 30 meter til boligerne og den nordøstlige orientering. Beregninger viser, at skyggepåvirkning alene vil ske vinter, hvor de nederste boligetager vil blive berørt. Tidligt forår og sent efterår vil der alene være skyggepåvirkning i de tidlige morgentimer, og i 6 måneder vil der ikke forekomme skyggepåvirkning på boligerne fra DGI-byen.

 

BILAG VEDLAGT

1.      Notat fra borgermødet den 24. februar 2005

2.      Evaluering af borgermødet

3.      Skema over modtagne henvendelser og forvaltningens bemærkninger

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

A.     Indstilling med bilag forelagt Borgerrepræsentationen den 20. januar 2005 

B.     Kopi af modtagne henvendelser

 

 

Mette Lis Andersen                                                      Erik Jacobsen


 

Til top