Mødedato: 03.10.2001, kl. 14:00

Forslag til lokalplan "Bastiansminde" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001

Forslag til lokalplan "Bastiansminde" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 3. oktober 2001

 

Sager til beslutning

5. Forslag til lokalplan "Bastiansminde" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001

BTU 388/2001 J.nr. 611:165.0001/98

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at forslag til lokalplan "Bastiansminde" for området begrænset af Englandsvej, Sundbyvestervej, Røde Mellemvej og en linie over ejendommene matr.nr. 2339, 1745 og 2306 Sundbyvester, København, langs disses sydskel vedtages med henblik på offentliggørelse

at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder

at offentliggørelsen annonceres i områdets lokalaviser

at vedtage den foreslåede dialogstrategi bestående af en hjemmeside for planen, en lokal udstilling samt et borgermøde

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

at det til ovennævnte lokalplanforslag hørende forslag til tillæg til Kommuneplan 1997 vedtages med henblik på fælles offentliggørelse

at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder

at offentliggørelsen annonceres i områdets lokalaviser

at vedtage den foreslåede dialogstrategi bestående af en hjemmeside for planen, en lokal udstilling samt et borgermøde

RESUME

Andelsforeningen Bastiansminde har fremsat ønske om tilvejebringelse af lokalplan for foreningens område med henblik på lovliggørelse af anvendelsen af det oprindelige kolonihaveområde til helårsboliger i strid med den gældende sommerhusdeklaration. Spørgsmålet om lokalplan er drøftet på flere møder i Bygge- og Teknikudvalget, således den 30. september 1998 (BTU 283/98), den 20. januar 1999 (BTU 19/99) og den 28. november 2000 (BTU 547/2000). Det er i denne forbindelse tilkendegivet som en klar forudsætning, at en plan for gennemførelse af brandsikring af haveforeningens bebyggelse er en forudsætning for tilvejebringelse af lokalplanforslaget.

Bygge- og Teknikforvaltningen har løbende været i kontakt med foreningens bestyrelse, og der er nu tilvejebragt en plan for brandsikring husene imellem, som er principgodkendt af forvaltningen, og som bestyrelsen forventer vil være gennemført over en periode afsluttet senest den 1. oktober 2002. På en ekstraordinær generalforsamling den 23. september 2001 vedtog foreningen en vedtægtsændring om, hvorledes beboerne skal fordele udgiften til brandsikring imellem sig, således at udgiften til brandsikring fordeles ligeligt mellem ejerne af de indbyrdes berørte bygninger, uanset hvilken bygning arbejdet gennemføres på.

Det foreliggende lokalplanforslag, der i det væsentligste er tiltrådt af andelsforeningens bestyrelse, aflyser sommerhusdeklarationen og formaliserer anvendelsen til helårsboliger i overensstemmelse med Kommuneplan 1997 og forslag til Kommuneplan 2001. De bebyggelsesregulerende bestemmelser giver mulighed for, at der opføres bebyggelse tættere end normalt i villakvarterer dog under iagttagelse af byggelovgivningens bestemmelser om forebyggelse af brandsmitte, og i øvrigt således at maksimal bebyggelsesprocent 40 er overholdt for området som helhed. Den nuværende bebyggelsesprocent er ca. 30. Medvirkende til tætheden er de meget smalle adgangsveje, langs hvilke der fastlægges bebyggelsesregulerende byggelinier for at opretholde det grønne præg. Bestemmelserne, der muliggør beboelsesbygninger på 80 – 120 m2, afhængig af lodstørrelsen, gælder ved nybyggeri, mens lovliggørelse af e ksisterende bebyggelse skal finde sted i forhold til den på opførelsestidspunktet gældende byggelovgivning.

Det tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 1997 overfører et ca. 2 m bredt areal fra et tilgrænsende kommunalt O2-område til Bastiansmindes B1*-område, idet arealet allerede er inddraget i haveforeningen. Dette er ikke formaliseret, og det vil være en forudsætning for endelig vedtagelse af forslaget, at foreningen erhverver arealet.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Lokalplanområdet blev i 1935 udloddet til kolonihaver, men allerede fra begyndelsen forekom der helårsbeboelse i området, og i dag benyttes stort set alle huse til dette formål uanset den tinglyste sommerhusdeklaration. I 1997 fik Andelsforeningen Bastiansminde kommuneplanmæssigt ændret status fra offentligt rekreativt område (O1) til boligområde (B1*) og foreningen fremsatte samtidig ønske om at få udarbejdet lokalplan for at få fastlagt retningslinier for det fremtidige byggeri og få indlagt fjernvarme.

Der er ikke givet byggetilladelser i området, og der er bygget meget mere end tilladt i henhold til sommerhusdeklarationen, hvorfor det meste af byggeriet er ulovligt. En lovliggørelse af området kræver først og fremmest, at de brandsikkerhedsmæssige forhold bliver bragt i orden, hvilket andelsforeningen er indstillet på. Foreningen har med en teknisk rådgiver udarbejdet et forslag til brandsikring af hvert enkelt hus, således at de gældende brandkrav kan opfyldes. Bestyrelsen forventer, at brandsikringen kan være afsluttet senest den 1. oktober 2002.

På en ekstraordinær generalforsamling den 23. september 2001 vedtog foreningen en vedtægtsændring om fastlæggelse af, hvorledes udgiften til brandsikring skulle fordeles ligeligt mellem ejerne af de berørte bygninger. Forslaget til vedtægtsændringen lyder: "Bestyrelsens forslag til § 5a. Brandsikring, som kræves eller kan kræves af offentlig myndighed, skal iværksættes. Dokumenterede udgifter til brandsikring mellem naboer skal deles ligeligt mellem de berørte naboer og/eller bagboer, uanset at det udførte arbejde helt eller delvist er udført hos et enkelt medlem. Hvor brandsikring ikke iværksættes, kan denne iværksættes af bestyrelsen for medlemmets regning. Hvis naboerne ikke kan blive enige om byggemåde og betaling af brandsikringen, skal sagen forelægges bestyrelsen, der i samråd med en byggesagkyndig finder en løsning. Bestyrelsens beslutning er endelig.&q uot;

Bastiansminde er beliggende på matr.nr. 3a Sundbyvester, København, og omfatter desuden et ca. 2 m bredt areal på hele strækningen mellem Røde Mellemvej og Englandsvej af de nord for beliggende kommunale ejendomme. Dette areal har tidligere været en grøft, der i sin tid blev dækket til. I 1971, da Dyvekeskolen blev opført, blev der opsat hegn på den nordlige side af den tidligere grøft, og "Bastiansminde" har disponeret over arealet siden. De berørte forvaltninger, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen er blevet gjort bekendt hermed og vil indstille til Borgerrepræsentationen, at de respektive dele af arealet sælges til andelsforeningen. Arealet er i Kommuneplan 1997 udlagt til områder for institutioner og andre sociale formål (O2), men der foreslås et kommuneplantillæg for at ændre arealets status, således at det indgår i Bastiansmindes B1*-område. En endelig vedtagelse af kommuneplantillægget betinges dog af, at der opnås enighed om salg af arealet mellem de berørte forvaltninger og andelsforeningen. En salgsindstilling for arealet kan forventes forelagt senest samtidig med indstilling om endelige vedtagelse af kommuneplantillægget og lokalplanen.

Bygge- og Teknikudvalget drøftede i mødet den 30. september 1998 (dagsordenens pkt. 9, sag BTU 283/98) forvaltningens redegørelse for igangsætning af lokalplan "Bastiansminde". Bygge- og Teknikudvalget udsatte sagen med henblik på supplerende oplysninger. Udvalget drøftede herefter i mødet den 20. januar 1999 (dagsordenens pkt. 3, sag BTU 19/99) sagen ud fra supplerende notater vedrørende bl.a. de brandsikkerhedsmæssige forhold med følgende konklusion: "Udvalget er ikke sindet at imødekomme ønsket om lokalplan, før der er sket lovliggørelse. Lovliggørelsen forhandles med beboerne, hvorefter der udarbejdes indstilling til Bygge- og Teknikudvalget. Herefter udarbejdes forslag til lokalplan."

Bygge- og Teknikudvalget drøftede i mødet den 28. november 2000 (dagsordenens pkt.10, sag BTU 547/2000) notater vedrørende lovliggørelse af Bastiansminde samt generelt "naboskab" mellem kolonihaveforeninger og villakvarterer. For at have et grundlag at kunne brandsikre efter, ønskede forvaltningen, at der udarbejdes et lokalplanforslag, før brandsikringen påbegyndes, således at der er taget stilling til hovedpunkterne i den fremtidige planlægning. Under drøftelserne på mødet tilkendegav udvalget, at der kunne vedtages et lokalplanforslag, før brandsikringen foretages.

Forvaltningen har forhandlet de brandsikkerhedsmæssige forhold med foreningen, og der foreligger nu et ansøgningsmateriale, der kan danne grundlag for en lovliggørelse brandsikkerhedsmæssigt. Herefter er nærværende forslag til lokalplan udarbejdet, og brandsikringen vil kunne påbegyndes. Der vil ikke blive givet byggetilladelser, og den egentlige status som helårsbeboelse vil ikke kunne fås, før lokalplanen er endelig vedtaget, hvilket efter de hidtidige beslutninger først vil ske, når hele området er brandsikret.

Kommuneplan 1997 og forslag til kommuneplan 2001

I Kommuneplan 1997 og forslag til Kommuneplan 2001 indgår lokalplanområdet i rammerne for lokalplanlægning i to forskellige områdetyper:

Størstedelen af lokalplanområdet udgør et B1*-område, der skal anvendes til boliger. Ifølge *-bemærkningen skal områdets særlige karakter af åbent havehusområde søges opretholdt, og vejforholdene vil blive vurderet nærmere. For B1-områder gælder i øvrigt, at bebyggelsesprocenten højst må være 40, at bebyggelsen maksimalt må opføres i 2 etager, eksklusive tagetage, og at friarealprocenten skal være 100 for boliger. Lokalplanforslaget ligger inden for disse kommuneplanmæssige rammer.

En mindre del af lokalplanområdet indgår i Kommuneplan 1997 i et O2-område og i forslag til Kommuneplan 2001 i et O3-område, der skal anvendes til offentlige formål samt private institutioner m.v. af almen karakter. For O2-områder gælder, at bebyggelsesprocenten højst må være 60 og etageantallet højst 4, eksklusive tagetage. For O3-områder gælder, at bebyggelsesprocenten højst må være 110, og at bygningshøjden maksimalt må være 24 m.

Byplanvedtægt nr. 44

De nordligste 2 meter af lokalplanområdet er omfattet af byplan nr. 44, tinglyst den 19. juni 1965. Planen ophæves for lokalplanområdet og erstattes af lokalplanen ved den endelige vedtagelse.

Kolonihaver med helårsbeboelse i København

I Københavns Kommune er der flere kolonihaveforeninger, der hovedsageligt bliver anvendt til helårsbeboelse. Det forventes, at en del af disse foreninger efterfølgende vil efterspørge en lokalplan tilsvarende Bastiansmindes. Forvaltningen har således været i kontakt med andre kolonihaveforeninger bl.a. på Amager og i Kongens Enghave, der ligesom Bastiansminde har svært ved at styre nybyggeriet.

De kolonihaveforeninger, der har helårsbeboelse, er generelt interesseret i at ændre status for området og få ordnede forhold. Dette skal også ses i forhold til "Lov om kolonihaver" vedtaget 1. juni 2001. Denne lov fastlægger, at samtlige kolonihaveområder, der efter den 1. november 2001 ikke er afmeldt af ejeren som varige kolonihaver, kun kan nedlægges, såfremt væsentlige samfundsmæssige interesser nødvendiggør det. Ejere af kolonihaver kan afmelde deres kolonihaver, så de ikke bliver omfattet af den nye lovgivning. Denne afmeldelse skal ske inden 1. november 2001. Det formodes, at selvejende eller privatejede kolonihaveforeninger med helårsbeboelse afmelder sig som kolonihaver. Økonomiudvalget besluttede på mødet den 14. august 2001 at offentliggøre et forslag om en udmelding til Miljø- og Energiministeren, der bl.a. indebærer, at de kommunalt ejede haveforeninger med helårsbeboelse skal være "ikke varige", hvilket i givet fald efterfølgende må forventes at afføde lokalplanlægning.

Andelsforeningens synspunkter

For at inddrage områdets beboere har Bygge- og Teknikforvaltningen sendt et udkast til lokalplanforslag til bestyrelsen for Andelsforeningen Bastiansminde. Efterfølgende har forvaltningen afholdt møde med bestyrelsen. Bestyrelsen fandt forslaget rimeligt, men havde en række konkrete spørgsmål. Bl.a. ønskedes hele vejudlægget mod Sundbyvestervej ophævet, og der rejstes spørgsmål om fjernvarme, om krav om anlæg af én parkeringsplads på hver parcel og om levende hegn mellem naboskel. Bestyrelsen gjorde opmærksom på, at der er mange ældre mennesker i området, der er utrygge ved det, der skal ske, og de er bange for, om der efter brandsikringen kommer yderligere krav til området.

Lokalplanforslaget ophæver Sundbyvestervej's vejudlæg, på nær 2 m af hensyn til vejens funktion som cykelrute. Med hensyn til spørgsmålet om fjernvarme har Københavns Energi efterfølgende oplyst, at det kun er ved nybyggeri, at der vil blive stillet krav til tilslutning til fjernvarmenettet. Med hensyn til bestemmelsen om parkering skal der ifølge kommuneplanen etableres 1 parkeringsplads pr. 100 m2 etageareal. Bestemmelsen om levende hegn mod naboskel er ændret, således den kun gælder foran de fastlagte 8 m-byggelinier og i øvrigt ikke ved carporte og skure opført i skel. Når brandsikringen er gennemført og eventuelle sanitære forhold bragt i orden, forventer forvaltningen ikke, at der bliver pålagt området yderligere krav, der medfører større økonomiske udgifter i fremtiden.

Forvaltningen har på baggrund af henvendelser fra beboere i foreningen, der er betænkelige ved kravene om brandsikringen, spurgt bestyrelsen om, hvordan medlemmerne er blevet inddraget i spørgsmålet om helårsbeboelse og lokalplan for området. Foranlediget heraf har bestyrelsen sendt et godkendt referat fra en generalforsamling den 4. april 1998, hvor der i formandens beretning står, at Bastiansminde havde fået officiel status som helårsboligområde, og at der i nærmeste fremtid ville blive udarbejdet en lokalplan for området. Herved vil de én gang for alle få fastlagt skel, og foreningen ville blive gjort bekendt med de byggeforskrifter, der vil gælde for kommende ny- og tilbygninger.

Forslag til lokalplan

Lokalplanforslaget omfatter området begrænset af Englandsvej, Sundbyvestervej, Røde Mellemvej og en linie over ejendommene matr.nr. 2339, 1745 og 2306 Sundbyvester, København, langs disses sydskel.

Med forslaget tages der stilling til det planmæssige grundlag for anvendelse af et tidligere kolonihaveområde til helårsboliger, hvor den oprindelige lodinddeling fastholdes, hvor der muliggøres en matrikulær udstykning svarende hertil, og hvor det tilstræbes at fastholde det grønne præg. Området fastlægges til helårsboliger i form af énfamiliehuse.

Mod Røde Mellemvej og Englandsvej opretholdes de eksisterende vejlinier, og der fastlægges bebyggelsesregulerende byggelinier 1 m herfra. Mod Sundbyvestervej muliggøres en udvidelse med 2 m, mens det resterende vejudlæg på 7,415 m kan ophæves. Der fastlægges en bebyggelsesregulerende byggelinie 1 m fra vejudlægslinien. Der er ikke facade til Sundbyvestervej. De interne færdselsarealer kan udlægges som private fællesveje. Langs Azaleagangen, Bregnegangen og Cedergangen fastlægges, for at opretholde de åbne forhaver, bebyggelsesregulerende byggelinier i en afstand af 8 m fra vejlinierne. Der fastlægges 3 m hjørneafskæringer på de interne fællesveje ved overkørslerne mod Røde Mellemvej og Englandsvej.

Udstykning må kun finde sted i overensstemmelse med den eksisterende inddeling i lodder, stier og fællesareal. Såfremt udstykning ikke finder sted, opretholdes den eksisterende lodinddeling. Der kan dog ske sammenlægning af parceller, men hver parcel må ikke overstige 500 m2, og der må ikke fremkomme parceller mindre end 250 m2. De samme bestemmelser gælder for lodder.

Bebyggelsesprocenten må for området som helhed ikke overstige 40, hvorved bemærkes, at den nuværende bebyggelsesprocent er ca. 30. Der må på hver parcel opføres én beboelsesbygning. For parceller mindre end 200 m2 må etagearealet ikke overstige 80 m2, for parceller mellem 200 og 300 m2 skal etagearealet overholde bebyggelsesprocenten 40, og for parceller større end 300 m2 må etagearealet ikke overstige 120 m2. For fællesarealet gælder, at etagearealet ikke må overstige 250 m2. Bygningernes højde må ikke overstige 7 m, og facadehøjden må ikke overstige 3 m. Beboelsesbygninger skal opføres fritliggende, men kan dog sammenbygges i bagskel internt i området. Mod naboskel i øvrigt skal der holdes en afstand på mindst 1 m. Udover beboelsesbygningen må der på hver parcel opføres en carport p&a ring; maksimalt 17 m2, et skur på maksimalt 10 m2 og en overdækket terrasse på indtil 5 pct. af parcellens areal, dog indtil 15 m2 for parceller under 300 m2. Carport og skur kan opføres i interne naboskel, og carporten kan opføres helt ud til vejlinien, mens skur og overdækket terrasse skal holde en afstand af mindst 5 m herfra. De bebyggelsesregulerende bestemmelser tilsidesætter byggelovgivningens bebyggelsesregulerende bestemmelser, bortset fra de brandsikkerhedsmæssige bestemmelser.

Tage skal udformes som fladt tag eller som sadeltag med en hældning på maksimalt 45°. Bygningernes overflader skal fremstå i naturlige og genanvendelige materialer.

Ubebyggede arealer skal, bortset fra parkeringsarealet, anlægges som have, der skal understøtte områdets karakter af åbent havehusområde. På hver parcel skal der anlægges én og kun én parkeringsplads, hvis samlede areal, inklusive tilkørselsareal, ikke må overstige 12 m2 og inklusive eventuel carport ikke 20 m2. Den enkelte parcel skal hegnes med levende hegn, eventuelt suppleret med trådhegn. Træer skal bevares i videst muligt omfang. Lokalplanen ophæver en byplan for så vidt angår det 2 m brede kommunale areal langs haveforeningens nordgrænse og 2 deklarationer.

Forslag til kommuneplantillæg

Samtidig med lokalplanforslaget er der udarbejdet forslag til tillæg til Kommuneplan 1997 og forslag til Kommuneplan 2001 for de nordligste 2 meter af lokalplanområdet, der i dag er ejet af Københavns Kommune. Dette areal er en mindre del af det areal, der i Kommuneplan 1997 er fastlagt til institutionsformål (O2), og i forslag til Kommuneplan 2001 er fastlagt til institutionsformål (O3), hvor bl.a. Dyvekeskolen er beliggende. Det foreslås, at dette areal indgår i det B1*-område, der er gældende for "Bastiansminde".

Det 2 meter brede kommunale areal var tidligere en grøft, der er blevet tildækket. Ved opførelsen af Dyvekeskolen i 1971 blev der opsat hegn langs nordsiden af arealet, og "Bastiansminde" har disponeret over arealet siden. Arealet indgår i de nordligste havelodders arealer. For at få bragt orden i forholdene omkring "Bastiansminde" er det hensigtsmæssigt, at arealerne sælges til andelsforeningen. For at sikre at arealerne ikke planmæssigt bliver ændret, uden at arealerne bliver solgt, er det en forudsætning, at der indgås salgsaftale mellem Andelsforeningen Bastiansminde og Københavns Kommune inden kommuneplantillægget vedtages endeligt.

Økonomi

-

Miljøvurdering

Da der er tale om en lokalplan, der fastlægger områdets anvendelse til helårsbeboelse, hvilket området reelt har været anvendt til gennem en årrække, og da der i øvrigt ikke er nogen handlepligt knyttet til vedtagelse af en lokalplan, er der umiddelbart ikke nogen miljømæssige påvirkninger eller ændringer forbundet hermed.

På længere sigt kan det forventes, at lokalplanens bestemmelser på en positiv måde vil påvirke miljøet, idet en af årsagerne til udarbejdelsen af lokalplanen har været ønsket om tilslutning til fjernvarmenettet. En tilslutning til fjernvarmenettet vil gavne miljøet væsentligt, idet den individuelle opvarmning erstattes/suppleres med fjernvarme, nærmiljøet bliver mindre belastet af lugten fra brændeovnene, og der vil ikke være den samme risiko for brand.

Der fastlægges tillige bestemmelser om, at områdets karakter af åbent havehusområde skal fastholdes, bl.a. ved at ubebyggede arealer skal anlægges som have. Samtidig er der bestemmelse om, at træer skal bevares i videst muligt omfang.

Miljøkontrollen anfører i udtalelsen vedrørende lokalplanforslaget, at trafikstøjniveauet langs veje i området kun giver problemer i forhold til Røde Mellemvej og Englandsvej, hvor det ækvivalente støjniveau er beregnet til henholdsvis 69 og 67 dB(A). Det berører 12 beboelsesbygninger på grunde, som har facade hertil, men lokalplanmæssigt kan disse ikke pålægges bestemmelser til imødegåelse af støjen. Ved nybyggeri vil byggelovgivningens almindelige regler sikre et indvendigt støjniveau på 30 dB(A), som er det maksimalt tilladelige støjniveau indvendigt i boligbebyggelse.

Miljøkontrollen anfører slutteligt, at man ikke er bekendt med forurening af jorden eller grundvandet.

Høring

I forbindelse med udarbejdelse af lokalplanforslaget har Plan & Arkitektur foretaget høring af Kultur- og Fritidsforvaltningen, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Sundhedsforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen samt Miljø- og Forsyningsforvaltningen.

Kultur- og Fritidsforvaltningen og Sundhedsforvaltningen har ingen kommentarer til forslaget.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kan tilslutte sig Bygge- og Teknikforvaltningens forslag om, at Andelsforeningen Bastiansminde tilbydes at erhverve de af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens ejendom inddragne arealer til markedspris, og de vil kontakte Økonomiforvaltningen herom. Under forudsætning af, at der kan indgås en økonomisk aftale med andelsforeningen, tages lokalplanens områdeafgrænsning samt indholdet i øvrigt til efterretning.

Ungdoms- og Uddannelsesforvaltningen har ingen bemærkninger til lokalplanforslaget. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen vil over for Uddannelses- og Ungdomsudvalget anbefale, at den ca. 2 m brede arealstribe mod Dyvekeskolen, som "Bastiansminde" har disponeret over siden skolens opførelse i 1971, sælges til andelsforeningen.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen, Miljøkontrollen har udtalt sig om de miljømæssige forhold. Miljøkontrollen anbefaler, at der i lokalplanens formålsparagraf optages bestemmelse om, at det tilstræbes, at der projekteres efter miljørigtige principper, at økologiske tiltag indgår i en integreret arkitektonisk helhed, og at der til bestemmelsen knyttes en stjernebemærkning, der henviser til "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri". Miljøkontrollen anbefaler endvidere, at bestemmelser om foranstaltninger mod forureningsgener opdeles i specifikke bestemmelser vedrørende støjgener, virksomheder, jordbunds- og grundvandsforhold m.v.

Miljøkontrollen anfører, at der med hensyn til trafikstøjniveauet er problemer langs Englandsvej og Røde Mellemvej, hvor støjniveauet er højere end det tilladelige. Miljøkontrollen anbefaler, at der optages de sædvanlige miljøbestemmelser om støjniveau fra vej i bebyggelse og på de primære opholdsarealer.

Miljøkontrollen vurderer, at der ikke i eller omkring lokalplanområdet findes virksomheder, der vil medfører miljømæssige gener for deres omgivelser. Miljøkontrollen oplyser, at de ikke er i besiddelse af konkret viden om forurening af jorden eller grundvandet i lokalplanområdet. Man bør dog være opmærksom på, at der mange steder i København findes forurening i fyldjord og i overfladejorden. På den baggrund anbefaler Miljøkontrollen, at der optages en bestemmelse herom med henvisning til sædvanlig stjernebemærkning.

Københavns Vand bemærker vedrørende afløb, at der ved en udstykning af området med adgang til private fællesveje-/stier skal kloakeres. Det henstilles, at regnvand nedsives på grunden eller på anden måde bortskaffes lokalt, jf. bestemmelsen om anvendelse af miljørigtige principper.

Der er ingen bemærkninger vedrørende vand, men opmærksomheden henledes på, at andelsforeningens interne ledningsnet kan være lagt under forudsætning af, at det kun anvendes i sommerperioden, hvor ledningsdybden muligvis kun er 50 cm. Ved helårsbeboelse kan det være nødvendigt at omlægge ledningsnettet til frostfri dybde (110 cm).

Københavns Energi bemærker vedrørende elforsyningsledninger, at der i Sundbyvestervej ligger et elkabeltracé samt et luftledningstracé og i Azaleagangen, Bregnegangen og Cedergangen et luftledningstracé. Ved en ophævelse af vejudlæg for Sundbyvestervej henholdsvis Azaleagangen, Bregnegangen og Cedergangen skal ovennævnte elkabler/luftledning sikres ved deklaration, såfremt den fremtidige placering af disse kommer til at ligge på privat grund.

Der gøres endvidere opmærksom på bygassens positive egenskaber i tilknytning til byøkologi og krav om ressourcerigtige løsninger. I forbindelse med miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri stilles der krav om, at gasinstallationerne skal renoveres/bevares ved byfornyelse, og at nybyggeri tilsluttes bygas, hvis der er tale om støttet byggeri. I "Bastiansminde" kan bygas først og fremmest anvendes til madlavningsformål. Da der ikke er gasledninger inde i området, men kun i Englandsvej, Sundbyvestervej og Røde Mellemvej vil det være dyrt at etablere gasforsyning i hele lokalplanområdet. Gasforsyning vil primært være aktuel for ejendomme beliggende langs Sundbyvestervej, da gasstik fra Røde Mellemvej og Englandsvej vil være meget dyre at etablere på grund af hovedledningernes beliggenhed.

Bemærkninger

Til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens høringssvar skal bemærkes, at der skal optages forhandlinger med foreningen med henblik på salg af arealerne. Først når der er en aftale på plads, vil kommuneplantillægget blive endelig vedtaget.

Til Miljøkontrollens høringssvar skal der indledningsvis henvises til afsnittet om Miljøvurdering, hvor en del af Miljøkontrollens anbefalinger er kommenteret. Herudover skal følgende bemærkes: I lokalplanforslagets formålsparagraf er der efter sædvanlig praksis optaget en hensigtserklæring om miljømæssige intentioner med den ønskede henvisning til "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri". For så vidt angår de ønskede miljøbestemmelser, er de i princippet tilgodeset med optagelse af sædvanlig bestemmelse om foranstaltninger mod forureningsgener. Der er ikke optaget bestemmelse om det indendørs støjniveau i boliger, idet byggelovgivningen allerede indeholder bestemmelser herom. Til bestemmelsen er knyttet sædvanlig henvisning til reglerne om forurenet jord, hvormed Miljøkontrollens ønsker anses for tilgodeset.

Til Københavns Vands høringssvar skal det bemærkes, at området allerede er kloakeret.

Til Københavns Energis høringssvar skal det vedrørende elforsyningsledninger bemærkes, at Azaleagangen, Bregnegangen og Cedergangen ikke har vejstatus i dag, men at der i øvrigt vil blive set nærmere på eventuelle ledninger og disses sikring ved deklarationer.

Vedrørende gasforsyningsledninger og Københavns Energis forslag om, at det vil være aktuelt, at ejendomme langs Sundbyvestervej tilsluttes gasforsyningsnettet, skal det bemærkes, at Bygge- og Teknikforvaltningen ikke finder, at det vil være rimeligt at stille krav om tilslutning til gasnettet for disse få ejendomme. I øvrigt har husene mod Sundbyvestervej ikke facade hertil.

Andre konsekvenser

-

BILAG VEDLAGT

Bilag A. Redegørelse for lokalplanforslag "Bastiansminde" samt luftfoto

Bilag B. Lokalplanforslag "Bastiansminde"

Bilag C. Forslag til tillæg til Kommuneplan 1997

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL, VÆRELSE 36

  1. Brev af 27. juni 2001 fra Sundhedsforvaltningen
  2. Brev af 5. juli 2001 fra Københavns Energi
  3. Brev af 17. juli 2001 fra Miljø- og Forsyningsforvaltningen, Miljøkontrollen
  4. Brev af 26. juli 2001 fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen
  5. Brev af 30. juli 2001 fra Københavns Vand
  6. Brev af 30. juli 2001 fra Kultur- og Fritidsforvaltningen
  7. E-mail af 15. august 2001 fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen
  8. Referat fra møde den 20. august 2001 med bestyrelsen for Bastiansminde

 

Erik Jacobsen Jens Jacobsen

 

Til top