Mødedato: 03.10.2001, kl. 14:00

Redegørelse for igangsættelse af forslag til lokalplan for golfbane mv. Kalvebod Fælled, "Golfbane"

Redegørelse for igangsættelse af forslag til lokalplan for golfbane mv. Kalvebod Fælled, "Golfbane"

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 3. oktober 2001

 

Sager til drøftelse

10. Redegørelse for igangsættelse af forslag til lokalplan for golfbane mv. Kalvebod Fælled, "Golfbane"

BTU 395/2001 J.nr. 611:240.0001/01

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller til Bygge- og Teknikudvalgets og Økonomiudvalgets drøftelse, at der på baggrund af redegørelsesnotatet udarbejdes forslag til lokalplan for golfbane m.v. på en del af Kalvebod Fælled.

RESUME

Dansk Golf Design har med fuldmagt fra ejeren anmodet om, at der udarbejdes en lokalplan, der muliggør en golfbane på Kalvebod Fælled.

Golfbanen udgør et ca. 108 ha stort areal vest for Bella Center og omfatter dele af matr.nr. 136 Eksercerpladsen og 890 Sundby Overdrev, København. Området ejes af Staten og administreres af Jægersborg Skovdistrikt. Det er hensigten, at arealet udlejes til golfbanen.

Golfbaneprojektet består af en 18-huls mesterskabsbane, en 9-huls bane, en belyst driving-range med overdækkede udslagssteder, et klubhus og green-keeper bygninger.

Området er fredet i 1990, og Skov- og Naturstyrelsen har i overensstemmelse med fredningsbestemmelserne udarbejdet en plejeplan for området. Der er heri muliggjort etablering af en golfbane på nærmere angivne vilkår. Projektet er i overensstemmelse hermed.

Kommuneplan 1997 samt forslag til Kommuneplan 2001 fastlægger området til offentlige formål (O1-område). Af hovedstrukturen fremgår det, at området kan anvendes til intensive rekreative formål, herunder til en golfbane.

I overensstemmelse med kommuneplanlægningen vil lokalplanen muliggøre etablering af en golfbane i samspil med områdets naturværdier. Der vil blive lagt vægt på beplantningsmæssige forhold og relationerne til naboområderne, herunder Kalvebodkilens nord-sydgående landskabelige hovedtræk med sletteforløbet. Der vil blive taget stilling til terrænregulering, bebyggelsens omfang og placering samt adgangsforholdene, herunder etablering af et stisystem med forbindelse til stierne i naboområderne.

Forvaltningen er bekendt med, at Dansk Skytteunion, Danmarks Jægerforbund og Landsforeningen af Ungdomsklubbernes Gokartklub blandt andet over for Skov- og Naturstyrelsen har udtrykt ønske om etablering af henholdsvis yderligere skydebaneanlæg, herunder jagtrelateret skydebane, og en gokartbane i området ved Københavns Skyttecenter. Anlæggene placeres omgivet af voldanlæg, der beskytter omgivelserne i videst muligt omfang mod miljøgener.

Det bør derfor overvejes at lade lokalplanforslaget omfatte Københavns Skyttecenter med tilgrænsende arealer, det vil sige området mellem jernbanen, Amagermotorvejen og Øresundsmotorvejen. Dette må imidlertid forventes at forlænge tilvejebringelsestiden, idet etablering af en gokartbane vil kræve et tillæg til kommune- og regionplan, en VVM-screening samt en dispensation fra eller en ændring af fredningen. En udvidelse af skydebaneanlæggene vil eventuelt kræve en dispensation fra fredningen og en ændring af plejeplanen. Desuden forudsætter etableringen, at staten som grundejer er indstillet på at udleje/sælge areal til formålet.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

På vegne af direktør Poul Sundberg Ejendomsselskab A/S har Dansk Golf Design v. Rolf Henning-Jensen anmodet om, at der udarbejdes en lokalplan, der muliggør etablering af en golfbane på Kalvebod Fælled i et område afgrænset af Vejlands Allé, Selinevej, jernbanen og Center Boulevard. Området ejes af Staten og administreres af Jægersborg Skovdistrikt, der ved fuldmagt har givet ejendomsselskabet tilladelse til at søge Fredningsnævnet og Københavns Kommune om principgodkendelse af et golfbaneanlæg på betingelse af, at et detailprojekt udarbejdes og sendes til godkendelse hos lodsejer, før det fremsendes til endelig godkendelse. Det er hensigten, at arealet udlejes til ejendomsselskabet.

Golfbanen forventes at stå færdig i løbet af en 4 –5 år. Første etape omfatter en 9-huls bane nord for Skydebanevej, hvor der er ryddet for forsagere. Anden etape omfatter det øvrige anlæg, herunder en 18-huls bane. Der skal ryddes for forsagere på overfladen.

Landsforeningen af Ungdomsklubbernes Gokartklub (LUG) har sidste år over for Skov- og Naturstyrelsen ansøgt om etablering af en gokartbane i international standard i det trekantede område ved Københavns Skyttecenter, der er omkranset af voldanlæg og afskåret af Øresundsbanen, Øresundsmotorvejen og Amagermotorvejen. Den nye gokartbane skal erstatte den eksisterende gokartbane på hjørnet af Kraftværksvej og Forlandet. Skov- og Naturstyrelsen har afvist ansøgningen fra LUG under henvisning til den på arealet hvilende fredning.

Endvidere har Danmarks Jægerforbund og Dansk Skytteunion over for Skov- og Naturstyrelsen ytret ønske om etablering af yderligere skydebaneanlæg, herunder en jagtrelateret skydebane, inden for det trekantede område. Skov- og Naturstyrelsen har ikke været afvisende overfor disse ideer.

Vedlagte bilag B viser forslag til afgrænsningen af golfbanen som område I og selve skydebaneanlægget med tilgrænsende arealer som et muligt område II.

Uddybning af indstilling

Golfbanen bliver centralt beliggende i den østlige del af Kalvebodkilen, der udgør et af Københavns mest værdifulde regionale naturområder, strækkende sig næsten helt ind til Københavns centrum. Golfbanen udgør et 108 ha stort areal beliggende umiddelbart vest for Bella Center og Ørestad og omfatter dele af matr.nr. 136 Eksercerpladsen og 890 Sundby Overdrev, København. "Trekantsøen" i den vestlige del af området udgør ca. 6,2 ha. Arealet afgrænses mod syd af Øresundsbanen, mod vest af motorvejsudfletningen ved Kalvebodløbet, mod nord af Vejlands Allé og mod øst af Center Boulevard. Vedlagte bilag A er et luftfoto af området, og af bilag C fremgår de eksisterende forhold.

Vestamager blev inddæmmet i begyndelsen af 1940´erne, hvorefter området fik karakter af strandeng. Området ligger omkring ½ til 1 m under havets overflade, hvilket betyder, at vandstanden til stadighed skal reguleres ved hjælp af dræningskanaler og pumper. Fra det pågældende område ledes vand til en pumpestation ved Sjællandsbroen. Vestamagers ældste dæmning løber på tværs af grunden og deler den i to. Volden er hævet 3 til 5 m over terræn.

Vestamager er en botanisk lokalitet af stor vigtighed og fungerer som et refugium for arter, der ellers for manges vedkommende ville være forsvundet fra landet eller landsdelen. Der er således registeret flere arter, der er sjældne, truet eller sårbare.

Der er 3 større fredskove i det aktuelle område, der er opstået ved selvsåning. Den dominerende træart er birk, men med væsentligt indslag af pil og el. Skovområderne afkaster i henhold til naturbeskyttelsesloven en 300 meter skovbyggelinie. I forhold til Bella Center og Ørestadsområdet er skovbyggelinien tilbagerykket til en placering i Center Boulevard.

Hele Vestamager er af international betydning som fuglelokalitet med bl.a. EF-fuglebeskyttelsesområde syd for det påtænkte lokalplan område. Det er endvidere levested for flere dyrearter, herunder padder, der er hensynskrævende. Ved Kanonvej er der etableret faunapassage over jernbanen og motorvejen.

Vej- og stisystemet består af Kanonvej, Skydebanevej, Indvej og Selinevej. Skydebanevej fungerede tidligere som bilforbindelsen til skydebaneanlægget, men efter Selinevejs etablering fungerer Skydebanevej som sti samt som adgang til de bygninger i områdets sydvestlige hjørne, der huser nogle skydeklubber. Denne del af området indgik tidligere i skydebaneanlægget, men blev med anlæg af jernbanen et anneks med en tunnelforbindelse til det øvrige anlæg. Bebyggelsen omfatter 5 mindre bygninger og en kantinebygning med et samlet etageareal på ca. 1.000 m2.

Over for Bella Center er der etableret en ca. 2 ha stor parkeringsplads med plads til ca. 800 biler, der anvendes af centret nogle få gange om året, når der er arrangementer med særlig stor publikumstilstrømning. Til daglig kan brugere af fælledarealerne benytte parkeringspladsen.

Mod vest anvendes et ca. 4 ha stort område til hundetræning. I forbindelse hermed er der opført en mindre bygning på ca. 100 m2.

Mellem Øresundsbanen, Øresundsmotorvejen og Amagermotorvejen ligger et ca. 70 ha stort område, der rummer Københavns Skyttecenter samt grønne arealer. Skyttecenteret anvender ca. 50 ha til riffelbaner, klubhuse m.m. samt en flugtskydningsbane.

Samejet mellem staten og kommunen angående Amager Fælled blev afviklet ved udgangen af 1999 i overensstemmelse med Borgerrepræsentationens vedtagelse på mødet den 9. december 1999 (BR 497/99). Staten overtog arealerne syd for Vejlands Allé og kommunen arealerne beliggende nord for bortset fra 6 mindre parceller, som anvendes til statslige formål. Staten er dermed ejer af de arealer, der foreslås lokalplanlagt. Miljø- og Energiministeriet varetager statens interesser som ejer ved Skov- og Naturstyrelsen. Den daglige drift varetages af Jægersborg Statsskovdistrikt.

Fredning

Størstedelen af Amager Fælled og Kalvebod Fælled er fredet ved Overfredningsnævnets afgørelse af 14. november 1990 om fredning af Kalvebodkilen og ved Naturklagenævnets afgørelse af 7. juli 1994 om fredning af en del af Amager Fælled i Københavns Kommune.

Formål. Fredningens formål er at sikre en opretholdelse og muliggøre en forbedring af de biologiske og landskabelige værdier, der er knyttet til området, samt at fastholde og regulere almenhedens ret til færdsel i området og dets anvendelse til fritidsformål i øvrigt. Fredningsområdet opdeles i 6 underområder, hvoraf område 1 er beliggende nord for Sjællandsbroen og Vejlands Allé, områderne 2, 3, 4 og 5 er beliggende syd herfor, og område 6 omfatter dele af Kalvebodløbet og arealer på Sjællandssiden i Hvidovre og Københavns kommuner, jf. bilag D. I delområde 4 skal de biologiske interesser tillægges særlig vægt. I de øvrige delområder skal der lægges særlig vægt på de rekreative hensyn.

Golfbanen tænkes placeret i delområde 2, hvor blandt andet også Københavns Skyttecenter ligger.

Plejemyndighed og plejeplan. Miljø- og Energiministeriet er plejemyndighed ved Skov- og Naturstyrelsen for område 2, 3 og 4 samt den del af område 5, der er beliggende i Tårnby kommune. Som plejemyndighed må ministeriet uanset forbudet imod tilstandsændringer udføre foranstaltninger til forbedring af forholdene for dyre- og plantelivet og til opretholdelse eller forbedring af de landskabelige værdier. Det er dog en betingelse, at det sker på grundlag af plejeplaner, der skal redegøre for eventuelle ændringer i almenhedens adgangsret og for de plejeforanstaltninger og anlægsarbejder, som tænkes udført i de følgende perioder på højst 5 år.

Foranstaltninger inden for fredningens rammer, der har grundlag i en plejeplan, kan herefter udføres af plejemyndigheden eller med plejemyndighedens tilladelse. En foranstaltning uden for fredningens rammer kræver derimod Fredningsnævnets dispensation eller en ændring af fredningen.

Generelle fredningsbestemmelser. Om tilstandsændringer bestemmes det, at der ikke må foretages terrænændringer, ændringer i de nuværende vegetationsforhold, opføres bebyggelse eller etableres andre anlæg, medmindre det tillades i fredningsbestemmelserne, eller af plejemyndigheden eller ved dispensation i medfør af naturfredningsloven. Fredningen er ikke til hinder for justering af den nuværende afvanding eller for anlæg af mindre grøfter i forbindelse med tilladt plantning.

Det er med visse undtagelser udgangspunktet, at fredningsområdet skal være åbent for almenhedens færdsel til fods. Der skal desuden være mulighed for at cykle og ride på nærmere i fredningsafgørelsen angivne stier. Plejemyndigheden kan omlægge stierne, give almenheden en videregående færdselsret og anlægge yderligere stier for at forbedre områdets tilgængelighed. Plejemyndigheden kan også forbyde færdsel af hensyn til plante- og dyrelivet. Det er en betingelse for udøvelse af disse beføjelser, at den pågældende foranstaltning eller beslutning er i overensstemmelse med plejeplanen.

Fredningen er ikke til hinder for eftersøgning af granater, kystsikring eller afværgeforanstaltninger i forbindelse med forurening.

Foranstaltninger, der tillades eller udføres i medfør af fredningsbestemmelserne, kan foretages uden særskilt tilladelse efter bestemmelserne om strandbeskyttelseslinie og beskyttelseslinie omkring vandløb og søer.

Særlige bestemmelser for delområde 2. Plejemyndigheden kan tillade, at der tilvejebringes publikumsfaciliteter, som er nødvendige for områdets rekreative anvendelse. En golfbane må dog kun anlægges på betingelse af, at der sikres mulighed for gående færdsel over golfbanen. Udøvelsen af disse beføjelser forudsætter, at den pågældende foranstaltning er i overensstemmelse med plejeplanen.

Der bestemmes desuden for delområde 2, at den af Bella Center vest for centret anlagte parkeringsplads må anvendes som parkeringsareal for centret på betingelse af, at pladsen uden for perioder med udstillingsarrangementer stilles vederlagsfrit til rådighed for almenhedens benyttelse.

Overfredningsnævnet bemærker vedrørende delområde 2, at området på længere sigt skal tjene intensive rekreative formål.

Plejeplan for delområde 2, 3 & 4 på Vestamager 1999 - 2004.

I overensstemmelse med fredningsafgørelsen er der udarbejdet en plejeplan, hvis planlægningsområde svarer til de fredede dele af Kalvebod Fælled og Vestamager beliggende syd for Sjællandsbroen og Vejlands Allé.

I forbindelse med tilvejebringelse af planen har Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Botanisk Forening Københavns Amt, Tårnby Kommune og Københavns Kommune været hørt. Endvidere har Landbohøjskolen været inddraget vedrørende pleje og forsøgsarealer i delområde 3 og 4. Endelig har Københavns Lufthavne A/S været hørt vedrørende flysikkerhed.

Plejeplanens målsætning for delområde 2. Det er Skov- og Naturstyrelsens målsætning, at delområde 2 i perioden skal henligge uden andre plejeindgreb end punktvis hugst af træopvækst af hensyn til nærmere bestemte botaniske værdier. Driftsmålet for fredskovområderne vil blive underordnet den fremtidige beslutning vedrørende golfbane.

I overensstemmelse med fredningens særlige bestemmelser for delområde 2 kan der i planperioden indledes forundersøgelser og projektering af en golfbane under hensyntagen til de naturmæssige, landskabelige og øvrige rekreative interesser i delområdet.

Det er ønskeligt, at skydebanerne og især de tilhørende bygninger på sigt alene får beliggenhed i den af jernbanen og motorvejene afgrænsede trekant.

Plejeplanens retningslinier for delområde 2. Delområde 2 omfatter i alt 183 ha. Skydebaner lægger beslag på 50 ha. Resten er fortrinsvist eng og krat m.v. (ca. 80 ha) samt skov.

Golfbanen skal placeres i den del af området, der ligger mellem jernbanen, Selinevej, Vejlands Allé og Center Boulevard. Plejeplanen fastsætter følgende retningslinier for projektering, anlæg og drift af golfbanen:

  • Delområdets rød- og gullistede arter skal søges bevaret og beskyttet.
  • Golfbanens huller anlægges spredt over delområdet og således, at områdets natur kan bevares i størst muligt omfang samt således, at områdets øvrige publikum kan færdes i området med færrest mulige gener fra spillet.
  • Dræning af arealer begrænses til det nødvendige for anlæggets gennemførelse, således at de mellemliggende naturarealer bevarer deres karakter af fugtige biotoper.
  • Klubhus, parkeringsplads og nødvendige teknikbygninger placeres langs Center Boulevard i tilknytning til Bella Centrets parkeringsplads og/eller i tilknytning til eksisterende byggeri ved Skyttecentret.
  • Offentligheden skal fortsat have adgang til arealerne. Kanonvej samt de øvrige veje og stier (eller erstatning for disse) i området skal fortsat være åbne for passage.
  • Samtidig med eventuelt anlæg af en golfbane skal der etableres cykelstiforbindelse mellem Center Boulevard og passagerne over/under de store trafikanlæg. Ved placering af stier vil der blive taget hensyn til de botaniske interesser i delområdet.

Skydebanerne forventes i planperioden opretholdt med den nuværende funktion.

I øvrigt bestemmes blandt andet, at skydebanernes anlæg/bygninger kan flyttes fra nord- til sydsiden af jernbanen. Hundetræningsbanen kan flyttes til arealet mellem motorvej og jernbane. Indsats for ammunitionsrydning prioriteres lavt, indtil kommende anlægsarbejder er kendt.

Projekt til etablering af golfbane samt ønsker om skydebaner og gokartbane

Golfbaneanlægget skal bestå af en 18 hullers mesterskabsbane, en 9 hullers øvebane, en belyst driving-range med overdækkede udslagssteder, klubhus, green-keeper-bygninger m.m., jf. bilag E.

Anlægget er disponeret med ankomst i det nordøstlige hjørne, overfor Bella Centers hovedindgang og i forbindelse med den eksisterende parkeringsplads. Størstedelen af parkeringspladsen genanvendes, og forslås tilplantet med stammede træer. Belægningen kan eventuelt ændres, således at den med tiden kan fremstå som en grøn p-plads.

I direkte tilknytning til parkeringspladsen placeres klubhuset på en del af det nuværende parkeringsareal. Herfra er der adgang til driving-rangen og 9-huls banen beliggende nord for Skydebanevej, og mesterskabsbanen syd herfor. Golfbanearealerne (fairways) etableres ved påfyldning af jord i ca. 80 cm højde i varierende længde og bredde og tilsås med græs.

Kanonvej og Skydebanevej indgår begge i det interne stisystem, og sidstnævnte omlægges i overensstemmelse hermed til en ca. 3 meter bred grusbelagt sti, anlagt på en hævet græsklædt vold, så publikum herfra får gode udsynsmuligheder over de omkringliggende arealer. Den østlige del af vejen omlægges og flyttes mod syd for herved at give plads til driving-rangen. Selinevej skal ud over at betjene skydecenteret fungere som vejadgang til green-keeper området mod sydvest. Indvej forudsættes nedlagt.

Det markante voldanlæg bibeholdes og anlægges som gennemgående offentlig sti. Endvidere etableres et stisystem langs hele områdets periferi.

Eksisterende vandhuller, grøfter og kanaler tænkes oprenset i det omfang, der kan gives tilladelse hertil. Endvidere etableres flere nye søer i området, der bl.a. skal anvendes som vandreservoir i forbindelse med banevanding.

De fredede skovpartier bibeholdes og forstærkes med nye plantninger. Endvidere beplantes jernbaneskråningerne med træer og buske, og kanalmotivet ved Vejlands Allé strammes op med træbeplantninger.

Bebyggelsen består som nævnt af et klubhus, overdækket udslagssted, samt bygninger for green-keeper. Klubhuset omfatter en ca. 1.000 m2 stor bygning indrettet med klublokaler, restaurant, proshop mm. Birum placeres i underetagen og skjules delvist af et hævet græsklædt areal.

I hjørnet mellem Vejlands Allé og Center Boulevard indrettes driving-rangen. En græsklædt jordvold med træbeplantning omgiver området. Udslagsstederne overdækkes, og i godt vejr kan også "taget" anvendes som udslagssted. I forbindelse med driving-rangen skal der indrettes toiletter, en lille café og et kontor, hvor folk fra gaden kan leje golfudstyr.

Med henblik på at udnytte hele arealet til golfbane har Skov og Naturstyrelsen optaget forhandlinger med skytteforeningerne om at fraflytte de eksisterende lokaler i områdets sydvestlige del til nye lokaler inden for Skyttecenters område. Den eksisterende kantine forudsættes genanvendt til bl.a. green-keeper. Hundetræningsbanen forslås ligeledes flyttet til et areal syd for jernbanen og øst for Skyttecentret. Med hensyn til parkeringspladsen ved Center Boulevard har Bella Center i dag en midlertidig brugsret, som kan opsiges med 3 måneders varsel. Det er oplyst, at der vil være mulighed for en dobbeltudnyttelse af parkeringspladsen i de situationer, hvor der er en stor publikumstilstrømning til Bella Center, hvilket er 3 – 4 gange årligt.

Tunnelen mellem golfbanen og skyttecentret forslås i fremtiden lukket med en gitterport.

Henvendelserne fra LUG, Danmarks Jægerforbund og Dansk Skytteunion til Skov- og Naturstyrelsen foranledigede forvaltningen til at undersøge muligheden for placering af en gokartbane samt udvidelse af skydebanerne inden for det af ovennævnte trafikanlæg afskårne areal.

På grundlag af et oplæg fra Dansk Jægerforbund om en jagtrelateret flugtskydningsbane og et oplæg fra Københavns Gokartklub om en gokartbane i international standard, der begge i deres oprindelige version gør brug af det sammen areal, har KI udarbejdet to skitser til placering af de to anlæg, der viser, at begge anlæg kan placeres indenfor det afskårne areal, jf. bilag F og G. Det vil dog kræve at et hidtil uudnyttet areal af det afskårne område vil blive inddraget til skydebaneanlæg, hvilket også vil betyde, at hundetræningsbanen ikke kan placeres her.

Københavns Skyttecenter og Landsforeningen af Ungdomsklubbernes Gokartklub har ladet udarbejde støjberegninger vedrørende ny gokartbane og udvidede skydebaner.

Ifølge Miljøkontrollen kræver gokartbanen en miljøgodkendelse før etablering. Desuden skal der foretages VVM-screening. En udvidelse af skydebanerne vil kræve en revision af Skyttecentrets eksisterende miljøgodkendelse.

Miljøkontrollen har på grundlag af støjberegningerne vurderet, at gokartbanen vil påføre de rekreative områder omkring gokartbanen, blandt andet golfbanearealet en betydelig støjbelastning, der vil ligge væsentligt over Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser for rekreative områder. Det kan på den baggrund blive vanskeligt for gokartbanen at opnå miljøgodkendelse, hvis ikke det accepteres, at disse arealer udsættes for en støjbelastning, der ligger ud over, hvad Miljøstyrelsen anbefaler.

Miljøkontrollen vurderer, at en udvidelse af skyttecentret vil kunne gennemføres indenfor de støjkrav, der er fastsat i den eksisterende miljøgodkendelse. Udvidelsen vil dog kræve en revision af skyttecentrets miljøgodkendelse, som sandsynligvis vil medføre skærpede krav til skyttecentret.

Den foreløbige konklusion peger i retning af , at det er muligt at placere en gokartbane og jagtrelaterede skydebaner indenfor det afskårne område ved inddragelse af hidtil uudnyttede arealer. Hele det afskårne område indgår i fredningen af Kalvebod Fælled som en del af delområde 2. De nævnte idrætsanlæg vil med andre ord medføre, at fredede arealer, der i dag henligger som naturområde, vil overgå til idrætsformål.

Vurdering af projekt til golfbane samt ønsker om skydebaner og gokartbane

Forvaltningen finder, at golfprojektet vil kunne tilføre kommunen et ønsket rekreativt tilbud uden at forskertse områdets rekreative kvaliteter og med respekt af områdets naturværdier.

Kommunen rummer ikke i dag en golfbane. De nærmeste golfbaner er beliggende i Albertslund, Dragør, Lyngby, Vallensbæk og Skovlunde-Herlev.

Efter forvaltningens opfattelse er det værdifuldt, at der etableres en golfbane i kommunen, der med et sådant anlægs størrelse kun hensigtsmæssigt kan placeres på fælleden, hvor den til gengæld kan indgå som et vigtigt rekreativt anlæg tæt på Metro og centrum og med gode parkeringsmuligheder. Det bemærkes, at anlægget vil få dimensioner, der vil muliggøre internationale stævner.

Da golfbaneanlægget skal underordne sig de fredningsmæssige hensyn og være åbent for offentlighedens adgang, er det forvaltningens opfattelse, at anlægget vil være af interesse for et bredt udsnit af kommunens borgere.

Golfbanen i Dyrehaven er et eksempel på, at hensynet til naturen og publikums adgang hertil samt idrætsinteresser kan varetages i et harmonisk samspil med hinanden.

Overordnet finder forvaltningen det væsentligt, at Kalvebodkilens nord-sydgående landskabelige hovedtræk fastholdes ubrudt, og at placering af kommende rekreative anlæg som golfbane syd for Vejlands Allé og campingplads nord for Vejlands Allé m.v., i forbindelse med deres placering og udformning, respekterer disse forhold.

Ud over en fastholdelse af Kalvebodkilens nord- sydgående forløb er det vigtigt, at der i forbindelse med etablering af golfbanens østlige skelplantning langs Center Boulevard, skabes en visuel landskabeligt sammenhæng med grønningerne i Ørestad, hvilket bl.a. kan ske ved udformning af en mere opløst randplantning langs Center Boulevard over for Ørestads grønninger.

En belysning af golfanlægget findes betænkelig af hensyn til områdets naturværdier og særlige karakter, og der må i det videre lokalplanarbejde i givet fald fastlægges bestemmelser om belysningens omfang.

En af kommunen gennemført beplantning af allétræer langs Vejlands Allé, umiddelbart nord for lokalplanområdet, fremstår i dag som et noget uharmonisk grønt element, idet den sydlige trærække gennem en årrække har vist tegn på svækkelse. Forvaltningen finder det imidlertid ønskeligt at fastholde en allé som et tværgående strukturerende grønt element, men det bør overvejes, om projektet af vækstmæssige årsager skal ændres. Den forslåede beplantning langs kanalen ved Vejlands Allé bør i den forbindelse indgå i overvejelserne.

En af Københavns Kommunes planlagte grønne cykelruter "Lufthavnsruten" går igennem området. Ruten forbinder Lystbådehavnen i Kastrup med Kongens Enghave. De planlagte cykelruter skal skabe et sammenhængende trafiksikkert rutenet. Derfor er det vigtigt, at cykelruten over golfbanen etableres som befæstet sti uden store omveje eller væsentlige forhindringer.

Den eksisterende gokartbane på hjørnet af Kraftværksvej og Forlandet er af støjmæssige årsager dårligt placeret i forhold til de omkringliggende kolonihaveområder og lystbådehavnen. Banen er desuden nedslidt. Forvaltningen vurderer, at det ville være en fordel at flytte gokartbanen til området mellem banen og motorvejenene, hvor den vil blive placeret bag trafikanlæggenes volde og relativt langt fra beboelse. Samtidig vil det være muligt at flytte/nyopføre klubhuse ved Skyttecentret og anlægge nye skydebaner.

I henhold til Skov- og Naturstyrelsen skal gokartprojektet i givet fald på grund af fredningen forelægges Fredningsnævnet, der skal vurdere, om projektet kan gennemføres på grundlag af en dispensation, eller om der er tale om en sådan videregående afvigelse fra fredningen, at det efter naturbeskyttelsesloven er nødvendigt at rejse en ny fredningssag med det formål at ændre fredningen. Gennemførelse af en sådan sag sker kun undtagelsesvist, og kun hvis det er nødvendigt af hensyn til varetagelsen af tungtvejende samfundsmæssige interesser. Skov- og Naturstyrelsen vurderer, at det ikke kan udelukkes, at Fredningsnævnet vil betragte projektet som en videregående afvigelse fra fredningen, der vil kræve en ny fredningssag.

Skydebaneudvidelsen kræver ifølge Skov- og Naturstyrelsen også forelæggelse for fredningsnævnet med henblik på en vurdering af, om udvidelsen kræver dispensation fra fredningen.

Skov- og Naturstyrelsen oplyser desuden, at ønskerne om gokartbaneprojektet og skydebaneudvidelserne først blev kendt kort tid efter høringsparternes tiltrædelse af plejeplanen, men bemærker, at plejeplanen dog allerede muliggør, at skyttecentrets anlæg flyttes ind i det af trafikanlæggene afskårne område. Med hensyn til dette område gør Skov- og Naturstyrelsen opmærksom på, at en anvendelsesændring vil kræve dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 om strandeng og ferske enge.

Forvaltningen er enig i, at gokartbaneprojektet mindst vil kræve en dispensation fra fredningen samt en ændring af plejeplanen, og at der eventuelt skal rejses ny fredningssag. Etablering af gokartbanen vil desuden kræve et kommuneplan- og regionplantillæg samt en VVM-screening. Skydebaneudvidelsen vil muligvis kræve en dispensation fra fredningen samt en ændring af plejeplanen.

Både gokartbaneprojektet og skydebaneudvidelsen vil desuden kræve statens medvirken som ejer af området. Skov- og Naturstyrelsen, der repræsenter disse ejerinteresser på vegne af Miljø- og Energiministeriet, har utvetydigt udtrykt en meget negativ holdning til et gokartbaneprojekt, men en mere positiv holdning til en udvidelse af skydebanerne.

Planforhold

Regionplan 2001 for Hovedstadsregionen

Regionplan 2001 blev vedtaget af Hovedstadens Udviklingsråd den 25. juni 2001.

I regionplanen er Kalvebodkilen udlagt til regionalt naturområde. Af redegørelsen fremgår det, at der kan indrettes forskellige friluftsfaciliteter, herunder golfbane, på nærmere angivne arealer.

Endvidere er nettet af grønne cykelruter, herunder "Lufthavnsruten", der passerer området, medtaget. Desuden er der vist en naturgastransmissionsledning, der gennemskære området i nord- sydgående retning.

Kommuneplanlægning

I såvel Kommuneplan 1997 som det forslag til Kommuneplan 2001, der er indstillet til endelig godkendelse, er området udlagt til offentlige formål (O1-område) og kan anvendes til parker, herunder forlystelsesparker, legepladser, kirkegårde og andre grønne anlæg, sportsanlæg, kolonihaver samt tilhørende miljømæssige servicerfunktioner.

Af kommuneplanens hovedstruktur fremgår det, at der på arealet mellem Vejlands Allé og Øresundsforbindelsen kan anlægges en golfbane og andre anlæg til intensive fritidsformål.

I indstillingen til Borgerrepræsentationen om endelig vedtagelse af Kommuneplan 2001 foreslås, at der indsættes følgende afsnit i Hovedstrukturen for fritidsanlæg: "Kalvebodkilefredningen giver mulighed for etablering af en golfbane på Vestamager syd for Vejlands Allé. Kommunen vil også søge at få tilladt en go-kart bane ved det nuværende Skyttecenter, herunder i plejeplanen for området, som udarbejdes af Skov- og Naturstyrelsen."

Økonomiforvaltningen gør opmærksom på, at en egentlig etablering af anlægget vil kræve, at HUR udarbejder et supplerende tillæg til Regionplan 2001 og evt. en VVM-redegørelse, hvorfor der alene er tale om en foreløbig tilkendegivelse, der senere vil blive fulgt op af supplerende region-, kommune- og lokalplanlægning.

I nord- sydgående retning gennemskæres området af en naturgastransmissionsledning. Ved naturgastransmissions- og fordelingsledninger er der i henhold til arbejdsmiljølovgivningen en sikkerhedszone på mellem 5 og 20 m på hver side af ledningen, inden for hvilken der ikke må opføres bygninger til ophold for mennesker. Lokalplanforslag, der omfatter arealer inden for 200 m fra transmissionsledninger, skal forelægges Energistyrelsen.

I forslag til Kommuneplan 2001 er "Lufthavnsruten", der er en del af kommunens planlagte net af cykelruter, medtaget, og passerer området.

I hovedstrukturen indgår Skyttecenteret som et eksisterende idrætsanlæg på Kalvebod Fælled. Skydebaner, gokartbaner og knallertbaner indgår i kommuneplanen som støjende friluftsanlæg, der på grund af deres særlige karakter placeres efter en konkret vurdering af de enkelte områders anvendelse og beliggenhed.

Landzone og kystnærhedszone

Lokalplanområdet er beliggende i landzone og inden for kystnærhedszonen.

Kystnærhedszonen er en planlægningszone, hvor der skal planlægges og administreres med særligt hensyn til kysterne. Kystnærhedszonen omfatter både landzone, byzone og sommerhusområder og er 3 km bred.

Ved planlægning i kystnærhedszonen gælder blandt andet, at der kun må inddrages nye arealer i byzone og planlægges for anlæg i landzone, såfremt der er en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kystnær lokalisering. Fritidsanlæg skal desuden lokaliseres efter sammenhængende turistpolitiske overvejelser og kun i forbindelse med eksisterende bysamfund eller større fritidsbebyggelser. Et anlægs visuelle påvirkning af omgivelserne skal endvidere indgå i de lokalplanmæssige overvejelser og bygningshøjder over 8,5 m kræver en særlig begrundelse.

Et areal kan overføres til byzone ved lokalplan, men i nogle tilfælde vil det være naturligt, at arealet ikke overføres til byzone. Det gælder typisk, hvor en lokalplan regulerer et anlæg i det åbne land for eksempel knallertbaner, golfbaner, stisystemer m.v.

Under henvisning til at golfbanen vil være beliggende i et stort, rekreativt område, der på grund af fredningen ikke kan anvendes til bymæssige formål, er forvaltningen af den umiddelbare opfattelse, at lokalplanområdet bør forblive i landzone.

Det kan oplyses, at landzonemyndigheden, der tilkommer Hovedstadens Udviklingsråd, overgår til kommunen, når der foreligger en offentligt bekendtgjort lokalplan. Landzonetilladelse til udstykning, byggeri eller ændret anvendelse er i øvrigt ufornøden, når arbejderne er udtrykkeligt tilladt i lokalplanen. Det vil sige beskrevet på en måde, der opfylder kravene til en landzonetilladelse.

Forslag til lokalplan

Lokalplanområdet omfatter det 114 ha stor område afgrænset af Vejlands Allé, Center Boulevard, Øresundsbanen og Amager Motorvej. Det bør i det videre lokalplanarbejde overvejes om det ca. 70 ha store område med skyttecenteret mellem Øresundsbanen og Øresundsmotorvejen skal indrages i lokalplanområdet som et underområde II, jf. bilag B.

I overensstemmelse med kommuneplanen er det lokalplanens formål at muliggøre indpasning af en golfbane og andre rekreative funktioner i et værdifuldt naturområde. Lokalplanen skal fastlægge områder for beplantning og placering af bebyggelse. Endvidere skal der fastlægges et stisystem, herunder placering af cykelruten "Lufthavnsruten", således at der god tilgængelighed til området,.

I lokalplanen vil bebyggelsens omfang blive fastlagt. Der vil endvidere blive optaget bestemmelser om bebyggelsens ydre fremtræden. Der vil i den forbindelse blive lagt vægt på en bebyggelse, der underordner sig området naturværdier.

Der vil blive medtaget bestemmelser om bevaring af værdifulde eksisterende beplantninger, og med hensyn til nyplantninger fastlægges bestemmelser om placering og omfang, herunder i relation til grønninger i Ørestad og på Amager Fælled.

Endvidere skal fastlægges bestemmelser om vandområder samt terrænregulering, herunder omfanget og højden på fairways.

For område II skal der i givet fald optages bestemmelser om anvendelsen til skydebaneanlæg, gokartbane m.m. samt bebyggelsesregulerende bestemmelser og krav til parkering, miljømæssige forhold m.v.

I forbindelse med det videre lokalplanarbejde vil der blive taget kontakt med de øvrige forvaltninger, Københavns Idræt, de relevante idrætsforeninger, Hovedstadens Udviklingsråd, Skov- og Naturstyrelsen og Fredningsnævnet.

Økonomi

-

Miljøvurdering

Der henvises til de foran de foran anførte bemærkninger om miljøforholdene.

Høring

-

Andre konsekvenser

-

BILAG VEDLAGT

Bilag A: Luftfoto

Bilag B: Lokalplanområde

Bilag C: Eksisterende forhold

Bilag D: Afgrænsning af fredningens delområde 2, 3 og 4 (inkl. del af 5)

Bilag E: Forslag til indretning af golfbane

Bilag F: Skitse til skydebane- og gokartanlæg

Bilag G: Alternativ skitse til skydebane- og gokartanlæg

 

Erik Jacobsen Jens Jacobsen

 

Til top