Mødedato: 01.09.2004, kl. 14:00

Ombygning af Pilestræde og Antonigade

Ombygning af Pilestræde og Antonigade

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 1. september 2004

 

 

Sager til beslutning

 

7.      Ombygning af Pilestræde og Antonigade

 

BTU 397/2004  J.nr. 2111.0026/04

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at dele af Pilestræde og Antonigade omlægges i 2004 / 2005, som beskrevet i denne indstilling.

at  bygherren Keops Development A/S indrømmes en femårig (5 sæsoner) afgiftsfri aftale til råden over et ca. 40 m2 vejareal på hjørnet af Pilestræde og Antonigade.

 

 

RESUME

I forbindelse med ombygningen af Cityarkaderne fra den indadvendte karakter, som ark aderne har i dag, til en mere udadvendt fremtoning, har bygherren Keops Development A/S søgt om tilladelse til at tilpasse de to gader Pilestræde og Antonigade til den nye udformning, som Cityarkaderne vil få. (I det følgende vil Cityarkaderne kaldes Galleri K).

Den grundlæggende idé er at renovere / omprofilere Pilestræde fra Strøget til Antonigade med en gågadebelægning, således at Pilestrædet bliver en udvidelse af Strøget med samme belægning og med det liv, der naturligt følger med udeservering og åbne forretninger, som har adgang fra gaden.

Forvaltningen vurderer, at det foreslåede projekt forbedrer anvendelsen af de berørte gader, og at valget af løsninger er i overensstemmelse med den kvalitet, der anvendes i Middelalderbyen. Omlægningerne er uden omkostning for Københavns Kommune. Bygherren Keops Development A/S har anmodet om, at selskabet får en delvis kompensation for deres investering i det offentlige vejareal. Derfor foreslår forvaltningen, at Keops Development A/S tilbydes en aftale med Københavns Kommune om en afgiftsfri periode på fem sæsoner / år for så vidt angår råden over et kommunale vejareal på hjørnet af Pilestræde og Antonigade (ca. 40 m2). Afgiftsfritagelsen vurderes at svare til den omkostning, som Keops har ved ombygningen af dette hjørne.


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Forvaltningen har modtaget en henvendelse fra den nye ejer af Galleri K (tidligere Cityarkaderne), som ønsker at ombygge de indvendte arkader, således at der opnås en såkaldt strøgeffekt i området Pilestræde og Antonigade.

Antonigade

Antonigade er i dag en relativt smal gade, der er adgangsvej til dele af Middelalderbyen samt til Illums parkeringshus i Silkegade. I nærværende projekt ændres der generelt ikke på gadens profil og indretning, udover at der flyttes cykelstativer, jf. bilag 1 og 2.

Gaden har fortove på begge sider med det bredeste fortov liggende på sydsiden op ad Galleri K's nye facade. I dag er der på dette fortov placeret ca. 70 cykelstativer, som fylder en stor del af gangarealet, hvilket ansøgeren finder uheldigt i forhold til en smuk og aktiv handelsfacade. Cykelstativerne benyttes primært af Studieskolen, som til og med det forløbne studieår har boet i denne del af karreen. Lejemålet er imidlertid ophørt, og Studieskolen flytter til en anden adresse, hvilket betyder, at cykelstativerne ikke er så præcist knyttede til denne placering og det samme store antal. Derfor foreslås det, at cykelstativerne flyttes til vejens nordside på de parkeringspladser, der frigøres ved at etablere erstatningspladser for den canadiske ambassade i den nye parkeringskælder under karreen. Cykelstativerne placeres i samme modul som bilparkeringen og tager derfor ikke ekstra plads fra hverken vej eller fortov. Der etableres i alt 50 cykelstativer.

De to taxiholdepladser i Antonigades vestlige ende fastholdes ligesom det samlede antal parkeringspladser bevares uændret, idet den canadiske ambassades parkeringspladser (som nævnt ovenfor) flyttes til en ny aflåst parkeringskælder med indkørsel via en overkørsel mellem nr. 4 og nr. 6.

Der er i dag én billetautomat i Antonigade, som fastholdes på den nuværende placering. På et senere tidspunkt. fx i forbindelse med at billetautomaten skal skiftes til en nyere model, kunne det overvejes at flytte billetautomaten til en mere hensigtsmæssig placering i gaden og dermed få plads til yderligere cykelstativer.

Pilestræde

I nærværende projekt foreslås det, at Pilestræde udføres med fliser svarende til fliserne på Strøget og med en profilering ligeledes svarende til Strøget, jf. bilag 2. De eksisterende parkeringspladser for både biler og cykler bevares uændret. Overgangen fra Pilestræde til Silkegade / Antonigade udføres som en traditionel overkørsel med tre rækker bordursten, som den kendes fra mange tilsvarende steder i den indre by. Vejforløbet foran Pilestræde fra Silkegade til Antonigade er markeret tydeligt ved at føre kantstenen igennem. Herved afgrænses en plads foran en eventuelt kommende restaurant. Denne plads belægges med savskårne chaussésten.

Trafik generelt

I projektet forbliver de trafikale forhold uændrede i forhold til i dag. Pilestræde trafikreguleres som "Strædet". Det vil sige, at der kan køres og parkeres efter de regler, som skiltes og afmærkes. Varekørsel kan foregå efter samme retningslinier som på Strøget, og varebiler kan efter endt mission forlade stedet via Strøget – Nikolaj Plads – Bremerholm, under overholdelse af de regler, der gælder for varekørsel på Strøget. Herved undgås bakning med vare- og lastbiler på Pilestræde, Silkegade og Antonigade, som ikke er egnede til dette – især ikke med den nye anvendelse af gaderne, hvor der forventes langt mere gående publikum.

 

Økonomi

Keops Development A/S har budgetteret med, at den samlede omlægning af det offentlige vejareal beløber sig til ca. 1,6 mio. kr., heraf ca. 250.000 kr. til det udvidede fortovsareal på hjørnet af Pilestræde / Antonigade.

Nærværende projekt vil medføre uændrede driftsomkostninger for Københavns Kommune. Bygherren Keops Development A/S har anmodet om, at selskabet får en delvis kompensation for deres investering i det offentlige vejareal. Derfor foreslår forvaltningen, at Keops Development A/S tilbydes en aftale med Københavns Kommune om en afgiftsfri periode på fem sæsoner / år for så vidt angår råden over et kommunale vejareal på hjørnet af Pilestræde og Antonigade (ca. 40 m2). Afgiftsfritagelsen vurderes at svare til den omkostning, som Keops har ved ombygningen af dette hjørne. I fald Keops Development A/S udnytter denne brugsret i de fem sæsoner til udeservering/varestativer, vurderes den manglende indtægt at være af samme størrelsesorden som omkostningerne ved at etablere fortovsudbygningen.

Ovenstående har hjemmel i § 6 i "Bestemmelser om råden over vejareal m.m. i Københavns Kommune":

 "Særlige forhold

§ 6. Der kan indgås særlige leje- eller koncessionsaftaler for råden over vejareal eller parkareal.
Stk.2. I forbindelse med indgåelse af leje- eller koncessionsaftaler kan der gøres undtagelser fra ''Bestemmelser om råden over vejareal m.m. i Københavns Kommune'', herunder afgiftsfritagelser for så vidt disse undtagelser indgår udtrykkeligt i aftalens vilkår."

 

Miljøvurdering

Nærværende projekt vil medføre en miljøbelastning i form af støj- og støvgener i anlægsperioden. Efterfølgende i forbindelse med den almindelige drift vil projektets miljøkonsekvenser være uændrede i forhold til i dag.

 

Høring

Politiet har principgodkendt det foreliggende projekt.

Desuden har forvaltningen kontaktet Illum Administration A/S, der er genbo til Galleri K, og som administrerer parkeringshuset i Antonigade. Illum har ingen indsigelser til nærværende projekt.

 

Andre konsekvenser

Som nævnt ovenfor medfører nærværende projekt, at der nedlægges 20 cykelparkeringspladser. Såvel parkeringspladser som taxiholdepladser bliver retableret eller bibeholdt.

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1:   Plantegning af området omkring Pilestræde, Silkegade, Antonigade, Kristen Bernikowsgade og Østergade, 1:600 - Eksisterende forhold

Bilag 2:   Plantegning af området omkring Pilestræde, Silkegade, Antonigade, Kristen Bernikowsgade og Østergade, 1:600 - Fremtidige forhold

 

Ole Bach


 


Til top