Mødedato: 29.01.2026, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 'Foreningslokalet' på 2. sal

Medlemsforslag: Henvendelse til Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget om Game Streethub

Se alle bilag

Tidligere beslutninger

21.03.24: Brønshøj-Husum Lokaludvalg havde en temadrøftelse om bemandet legeplads med naturværksted på EnergiCenter Voldparken: Temadrøftelse: Naturværksted/bemandet legeplads ved EnergiCenter Voldparken | Københavns Kommune

26.09.24: Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøftede holdning til disponeringen af det byggefelt, der i Lokalplan 513 for Voldparken Skole er udlagt til naturcenter. Der var flertal i lokaludvalget for at at fastholde at arbejde for et naturværksted med bemandet legeplads i byggefelt B: Beslutning vedr. Bemandet legeplads med naturværksted | Københavns Kommune

31.10.2024: Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede at sende en henvendelse til forvaltningen om lokaludvalgets holdning til placering af naturværksted med bemandet legeplads: Godkendelse af udtalelse vedr. placering af naturværksted og bemandet legeplads | Københavns Kommune

24.04.25: GAME deltog på Brønshøj-Husum Lokaludvalgs møde for at orientere om deres arbejde for at etablere et Streethub ved EnergiCenter Voldparken. Læs mere her: Kom og tal med dit lokaludvalg (tilhørernes punkt) | Københavns Kommune

22.05.2025: Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede at indsende ønsker til forhandlinger om Budget2026, herunder naturværksted med bemandet legeplads med følgende tekst til Borgerrepræsentationen:

"Brønshøj-Husum Lokaludvalg ønsker, at der med Budget2026 afsættes midler til anlæg af et naturværksted med bemandet legeplads ved EnergiCenter Voldparken. Brønshøj-Husum er i dag markant underforsynet med naturpædagogiske tilbud til børn og unge – på trods af, at bydelen rummer en rig og let tilgængelig bynatur med blandt andet Vestvolden, Utterslev Mose og andre grønne områder. Denne natur udgør et oplagt grundlag for meningsfulde og engagerende lærings- og oplevelsesaktiviteter, hvis de rette faciliteter stilles til rådighed. I Københavns Kommunes handleplan for biodiversitet peges der netop på behovet for at etablere nye undervisnings- og pædagogiske tilbud om biodiversitet og natur. Et naturværksted i Voldparken vil kunne imødekomme dette behov og samtidig bidrage til at styrke børn og unges forståelse for og relation til naturen i nærområdet.

Teknik- og Miljøforvaltningen har siden foråret 2024 arbejdet med en foranalyse af muligheden for et naturværksted med bemandet legeplads. Parallelt har Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF) i samarbejde med organisationen GAME undersøgt muligheden for at etablere et Streethub inden for samme byggefelt. Foranalysen viste dog, at begge projekter ikke kunne realiseres samtidigt, grundet restriktiv fortolkning af reglerne for fortidsmindebeskyttelseslinjen.

Brønshøj-Husum Lokaludvalg har flere gange drøftet sagen og indsendt kommentarer til Teknik- og Miljøforvaltningen. Det er lokaludvalgets klare holdning, at der bør prioriteres et naturværksted med bemandet legeplads. Det har lokaludvalget i samarbejde med lokale aktører arbejdet målrettet for gennem mange år – og behovet er nu mere aktuelt end nogensinde"

Læs mere her: Ønsker til Københavns Kommunes Budget2026 | Københavns Kommune

31.10.2025: Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede at arbejde videre med ikke-vedtagne budgetønsker til Budget2026, herunder naturværksted med bemandet legeplads: Drøftelse af fortsat arbejde med ikke-vedtagne budgetønsker | Københavns Kommune

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg godkender henvendelse til Kultur-, Fritids-, og Borgerservice-udvalget vedr. beslutning om at etablere GAME Street Hub ved EnergiCenter Voldparken.

Problemstilling

På møde i Kultur- og Fritidsudvalget d. 11. december 2025 besluttede udvalget at godkende etablering af Street Hub ved EnergiCenter Voldparken.

Læs mere her: Godkendelse af Street Hub ved Energicenter Voldparken og håndtering af afledt drift | Københavns Kommune

Efterfølgende har lokaludvalgsmedlem Elsebeth Thorlak sendt Kultur- og Fritidsudvalget en personlig henvendelse med undren over, at Brønshøj-Husum Lokaludvalg ikke er blevet inddraget eller hørt, inden Kultur- og Fritidsudvalget traf denne beslutning - særligt fordi lokaludvalget igennem flere år har arbejdet for etablering af et naturværksted med bemandet legeplads.

Løsning

Lokaludvalget godkender udkast til henvendelse om sagen til det nye Kultur-, Fritids-, og Borgerserviceudvalg suppleret med budgetønskenotat til forhandler om Overførselssagen 25/26.

Byudviklingsudvalget har drøftet sagen og støtter ligeledes en henvendelse til det nye Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalg.

Forretningsudvalget støtter ligeledes at sende en henvendelse.

Sekretariatet har udarbejdet et udkast til henvendelse på baggrund af Elsbeth Thorlaks henvendelse og foreslår, at budgetønskenotat om naturværksted med bemandet legeplads medsendes. Se bilag.

Videre proces

Sekretariatet sender henvendelsen til Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget sammen med budgetønskenotat om naturværksted med bemandet legeplads. 

Til top