Mødedato: 29.01.2026, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 'Foreningslokalet' på 2. sal

Statusorientering om Lokaludvalgets egne projekter

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager orienteringen til efterretning

Problemstilling

Forpersoner og medlemmer af fagudvalg og arbejdsgrupper kan på mødet orientere om projekter og sager.

Kommunalvalg 2025: Aktiviteter for unge (afrapportering 2025)

Lokaludvalget indgik et samarbejde med den boligsociale helhedsplan FÆLLES OM Husum-Tingbjerg, hvor lokaludvalget bidrog økonomisk til projektet ”Valget er vores - flere unge til stemmeboksen”. Projektet havde til formål at hæve stemmeprocenten i Husum og Tingbjerg, ved at engagere en gruppe unge i at mobilisere deres venner, naboer og netværk til at stemme ved Kommunalvalget i november 2025. Målet var at styrke de unges demokratiske selvtillid og gøre lokalpolitik tilgængelig og relevant for en målgruppe, der sjældent er repræsenteret i den politiske samtale.

Projektet startede med en ’lyttekampagne’ blandt beboerne for at identificere lokale mærkesager og bevæggrunde for ikke at stemme.

Sammen med Mellemfolkeligt Samvirke lykkedes det FÆLLES OM at rekruttere en gruppe på 10 unge kvinder mellem 18 og 30 år med bopæl i Tingbjerg til at være projektets kernefrivillige. De gennemgik et forløb med seks workshops med det formål at klæde de unge på til mobiliseringsarbejdet og planlægge egne aktiviteter:

  • Interviews med lokale beboere om, hvorfor det er vigtigt at stemme. Interviewene blev også brug som foto- og videomateriale i en lokal synlighedskampagne med bl.a. SoMe-indhold og plakater i bybilledet.
  • To mobiliseringsworkshops den 6. og 10. november, hvor alle kunne deltage og lære at skabe opmærksomhed omkring kommunalvalget.
  • Valgevent med BR-kandidater i Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus den 12. november med journalistAburnaMohanathassom moderator. Her deltog 120 personer i alle aldre. Alle deltagere deltog i holdningsøvelser. Den politiske debat tog udgangspunkt i ”Tingbjergløftet”, seks temaer, som lyttekampagnen havde kortlagt som vigtige. Arrangementet sluttede med fællesspisning med god mulighed for samtale med politikerne.
  • Dialogaktiviteter - Kaffevogne med politikerdeltagelse, samtaler og ophængning af flyers/’doorhangers’ i opgange, m.m.
  • Valgfest i Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus den 18. november med bl.a. ballonmand, ansigtsmaling, og popcorn. Ca. 500 personer deltog og der var en høj grad af feststemning og engagement, fordi det var tydeligt på valgdagen, at indsatsen virkede og mange kom for at stemme.

Efterhånden som valgdagen nærmede sig, smeltede unge-indsatsen sammen med en tilsvarende indsats for voksne, ”Demokratiguider”, hvor de boligsociale helhedsplaner over hele København gik sammen om at uddanne voksne til at mobilisere til Kommunalvalget. Dialogaktiviteterne og valgfesten var derfor planlagt og udført af både de unge og 15 voksne Demokratiguider fra Husum og Tingbjerg.

Stemmeprocenten i Tingbjerg steg fra 33,3 % ved kommunalvalget i 2021 til 47,5 % ved kommunalvalget i år den 18. november 2025. Ved stemmestedet Energicenter Voldparken steg stemmeprocenten fra 49,3 % i 2021 til 54,7% i 2025.

Tuborgfondet og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har også bidraget økonomisk til projektet. Lokaludvalget har bidraget med 25.000 kr.

 

Samarbejde med Nørre Gymnasiums elevråd (afrapportering 2025)

Lokaludvalget har i 2025 arbejdet for at etablere et samarbejde med elevrådet på Nørre Gymnasium. Elevrådet består af 65 elever og er organiseret i underudvalg. Elevrådet er ledet af en elevrådsbestyrelse med to forpersoner og er organiseret i under-udvalg, der arbejder med forskellige temaer og opgaver, fx lgbtq og affaldssortering.

Målet med dialog og samarbejde var bl.a. at opnå følgende:

  • elevrådet opstiller en repræsentant til lokaludvalgsvalget i 2026
  • elever deltager i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalgets arbejde, eller et andet af lokaludvalgets fagudvalg, alt efter personlig interesse
  • elevrådet fungerer som et panel af unge, der kan give input til konkrete lokaludvalgssager

Christoffer Rosenkrands og Jens Kristian Jensen deltog på et elevrådsmøde den 18. september på Nørre Gymnasium og talte om muligheder for samarbejde mellem elevrådet og lokaludvalget samt opfordrede elevrådet til at opstille en repræsentant til valg til Brønshøj-Husum Lokaludvalg i 2026. Her deltog ca. 30 elevrådsrepræsentanter

Efterfølgende deltog elevrådsmedlem Ingrid Winsløw på to møder i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget og drøftede muligheder for samarbejde mellem elevrådet og lokaludvalget:

  • Offentlige aktiviteter, som elevrådet kan lave i samarbejde med lokaludvalget, og som både kan skabe sammenhold internt blandt eleverne og mellem gymnasiet og lokalområdet (fx caféaften på gymnasiet eller et kulturhus eller et arrangement på Vestvolden)
  • Debat om værdien i at have et lokalt gymnasium i bydelen
  • Hvis lokaludvalget ønsker et unge-perspektiv på konkrete, lokale sager, vil elevrådet gerne stå til rådighed.

Ingrid har eftersigende samlet en gruppe af interesserede elever, som kan fortsætte samarbejdet i 2026. Lokaludvalget har budgetteret med 15.000 kr. til samarbejdet i 2026. Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget afventer en tilkendegivelse fra elevrådet om, hvad der konkret skal samarbejdes om.

 

Uddeling af Brønshøj-Husum Idrætspriser 2025 (afrapportering 2025)

For fjerde år i træk stod Brønshøj-Husum Lokaludvalg for uddeling af Idrætsprisen og Lederprisen. Alle foreninger og ledere, der laver aktiviteter i Brønshøj, Husum, Tingbjerg, Bellahøj eller Grøndal Multicenter, kunne komme i betragtning til priserne. I år foregik arbejdet sammen med en arbejdsgruppe med repræsentanter fra de oprindelige klubber bag priserne. Det er primært Brønshøj Boldklub og IF Stadion, der har deltaget aktivt i arbejdsgruppen.

I september og oktober kørte en proces, hvor hele bydelen havde mulighed for at foreslå kandidater til de to priser. Der kom fire forslag vedr. Idrætsprisen og fem vedr. Lederprisen. Det er klubberne selv, der ved afstemning beslutter, hvem der skal modtage priserne. Det skete på et møde den 10. november. Her deltog repræsentanter fra tre foreninger samt én forening via fuldmagt.

IF Stadion var vært ved prisuddelingen, som blev afholdt i Café KAYs på Energicentervoldparken den 3. december. Den lokale musiker Christian Juncker uddelte priserne og underholdt med et par af sine sange. Der deltog over 80 personer i prisuddelingen. Deltagerne var næsten udelukkende nogen, der havde relation til de nominerede. Prismodtagerne var:

Lederprisen 2025

  • 1. plads: Jørgen Lykholt, Brydeklubben A.K. Hermod.
  • 2. plads: Leon Nielsen, Brønshøj Boldklub
  • 3. plads: Brian Spangsgaard, IF Stadion.

Idrætsprisen 2025

  • 1. plads: IF Stadions Divisionshold
  • 2. plads: Brønshøj Boldklubs U19 drenge
  • 3. plads: Husum Boldklubs U15 drenge

Det planlagte evalueringsmøde i arbejdsgruppen blev aflyst på grund af sygdom. I stedet har de involverede klubber modtaget en mail med materialer og procesplan fra 2025 samt en opfordring til at kontakte lokaludvalget, hvis klubberne ønsker at fortsætte prisuddelingen.  

Lokaludvalget har brugt 29.798 kr. på projektet, herunder 12.000 kr. på pengepræmier til prismodtagerne. Desuden udgifter til forplejning, musikalsk underholdning samt indgravering af pokaler.

 

Copenhagen Light Festival i Brønshøj Vandtårn

 Medlemmer af Kulturudvalget deltager som medværter i forbindelse med Copenhagen Light Festival, hvor Brønshøj Vandtårn indgår i festivallen, i weekenderne 14-15. og 21-22. februar.

Arrangementet i vandtårnet beskrives på følgende måde:

Brønshøj Vandtårn åbner dørene til en interaktiv lyd- og lysoplevelse i vintermørket.
Dramaturg og producent, Niclas Fruergaard, samarbejder sammen med kunstner og UX-designer, Trine Ryskov Albret, om at skabe en levende og spændende udstilling, publikum selv er med til at præge.

Publikum bevæger sig rundt i tårnet med høretelefoner på og guides rundt i søjlerummet af interaktive lydvandringer. Lysdesigner, Carl Asmussen, illuminerer søjlerummet i et loopende forløb af skiftende stemninger.

Installationen udforsker den selektive perception. Vores hjerner tolker og fremhæver det lys, øjnene opfanger, og to mennesker kan stå i det samme rum og opleve det forskelligt. Publikum kan træffe valg undervejs og præge fortællingen.

Det samme rum, den samme installation, men vidt forskellige oplevelser – Livet er hvad du gør det til.

Læs mere om lysfestivallen her: Program 2026 - Copenhagen Light Festival

Lokaludvalget har bevilget 30.000 kr. til arrangementet via bydelspuljen.

 

Spørgeskemaundersøgelse - baggrund til bydelsplan

I november udsendte lokaludvalget et spørgeskema i borgerpanel og på facebook, som indsamlede information til brug til bydelsplanen. En del af spørgsmålene var fælles med flere af byens lokaludvalg, andre var lokale.

Besvarelser fra bydelen ses her: https://www.survey-xact.dk/report/shared/39d7fb7a-e66b-47ac-b375-3d988e…

 

Byrumsstandere

Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilgede d. 11. december 2025 restmidler til, at sekretariatet kunne indkøbe byrumsstandere for op til 35.000 kr. Det skyldes, at lejen af byrumsstandere bliver dyrere efter at driften af standerne overgår fra Klima, Teknik og Miljøforvaltningens Kørsels- og Vintertjeneste til PrintPartner. Desværre kunne der ikke indkøbes byrumsstandere for restmidler i 2025, da standerne var i restordre.

Sekretariatet er - sammen med de andre lokaludvalgssekretariater - ved at undersøge de nye vilkår for opsætning og leje af byrumsstandere, herunder mulighed for indkøb af lokaludvalgets egne.

Til top