Mødedato: 28.10.2021, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken

Formandsbeslutning: Bevilling til borgerinddragelse målrettet børn/unge i forbindelse med helhedsplan for området omkring Brønshøj Torv

Tidligere beslutninger

20-02-2020: Lokaludvalget drøftede tidlig inddragelse ifbm. mageskifte mellem Pilegården og Brønshøj Gamle Skole og nedsatte en planlægningsgruppe til at stå for et inddragelsesarrangement.

20-08-2020: Lokaludvalget bevilgede 230.000 kr. til en helhedsplan for Brønshøj Torv. (Selve helhedsplansarbejdet blev ikke igangsat i 2020, men dele af bevillingen blev brugt på afholdelse af et digitalt informationsmøde om lokaludvalgets vision for Brønshøj Torv og den foreløbige plan for Brønshøj Gamle Skole som kulturhus samt på en arkitekttegning af et forslag om en terrasse til kulturhuset i Brønshøj Gamle Skole.)

19-11-2020: Lokaludvalget tog en orientering om planerne for afholdelsen af digitalt informationsmøde om Brønshøj Gamle Skole til efterretning.

29-04-2021: Lokaludvalget nedsatte en arbejdsgruppe der skal planlægge igangsættelsen af en helhedsplan. Arbejdsgruppen består af Kirsten Møller, Søren Cloos, Søren Krøigaard, Ida Berendsen, Christoffer Rosenkrands, Stine Skot, Elsebeth Thorlak, Richard Hare og Lise Buch. Arbejdsgruppen har udpeget Kirsten Møller som tovholder for arbejdsgruppen. 

27-05-2021: Lokaludvalget bevilgede 230.000 kr. til helhedsplanen og valgte arkitektfirmaet SLA til at udarbejde helhedsplanen

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager formandens beslutning om bevilling på 20.000 kr. til borgerinddragelse målrettet børn/unge i forbindelse med helhedsplan for Brønshøj Torv til efterretning.

Problemstilling

Baggrund

Lokaludvalgets arbejdsgruppe (LUA) ønsker at inddrage børn og unge fra  udskolingsklasser på Brønshøj og Bellahøj Skole i forbindelse med helhedsplan for området på og omkring Brønshøj Torv. Hvis ikke der laves særskilt borgerinddragelse målrettet børn/unge, får lokaludvalget ikke direkte børn og unges input, ideer og perspektiver på området omkring Brønshøj torv.

Workshop

Arkitektkontoret SLA, som samarbejder med lokaludvalgets arbejdsgruppe om helhedsplanen, har mulighed for at tilbyde en workshop til en udskolingsklasse. Her vil arkitektkontoret SLA invitere til og facilitere 'walk’n talk' med fotoregistrering 1 ½ time i løbet af en skoledag. 

Workshop:

  • SLA og skoleklasser mødes på Brønshøj Torv.
  • SLA præsenterer kort projektet og formålet med at inddrage unge.
  • Elever går fra Brønshøj Torv ned til Brønshøj Vandtårn. Der stoppes ved udvalgte rumligheder som eks. torvet, Rytterskolen, legepladsen, Gl Skole, Gadekæret etc. og spørges til, hvordan eleverne bruger rummene, hvad de kan lide, hvad de ikke kan lide og hvorfor. Under gåturen fotoregistreres de steder, som eleverne godt kan lide og de steder, som de ikke synes fungerer. Foto lægges op på en fælles insta-profil med tilhørende tekst.
  • Afslutning

Økonomi

Arkitektkontoret SLA har fremsendt tilbud til sekretariatet på workshoppen inkl. forberedelse, koordination, afvikling og opfølgning på 26.850 kr. 

Midlerne tages fra Pulje B: Borgerrettede projekter, hvor lokaludvalget i arbejdsplanen for 2021 har budgetteret med 20.000 kr. til 'borgerinddragelse', der endnu ikke er disponeret.

Sekretariatet forventer restmidler fra bevillingen til helhedsplanen pga. mindre forbrug på lokaleleje. Med denne ekstra bevilling på 20.000 kr. er der midler nok til workshoppen. 

Løsning

Af hensyn til at få iværksat planlægning af og invitation til workshoppen lige efter skolernes efterårsferie, har formanden truffet beslutning om at bevilge 20.000 kr. Hvis helhedsplanen skal være færdig som planlagt med udgangen af 2021, kunne beslutningen om bevilling til workshoppen ikke vente til lokaludvalgsmødet.

Sekretariatet har taget indledende kontakt til Brønshøj Skole - og tager kontakt til Bellahøj skole.

Arkitektkontoret SLA tager kontakt til skolerne lige efter efterårsferien. Workshoppen forventes afholdt i uge 43-44, så input herfra kan bearbejdes og indgå i helhedsplanen.

 

Videre proces

Lokaludvalgets arbejdsgruppe har dialog med 21Barking, Ny Start (Socialforvaltningstilbud) samt Rollespilsfabrikken og vil også forsøge at indsamle deres input, hvis muligt.

Helhedsplanen forventes præsenteret for lokaludvalget på møde d. 25. november og på et borgermøde d. 9. december.

Beslutning

Lokaludvalget tog formandens beslutning til efterretning.

 

Kirsten Møller orienterede om, at hun har været til møde med Rollespils fabrikken d. 25/10. Dertil fik arbejdsgruppen til åbent hus på Brønshøj Gamle Skole besøg af en gruppe børn fra 7. klasse, da kom med deres input til helhedsplanen.

 

Sekretariatet oplyser, at arkitektkontoret SLA forventer at facilitere en workshop for en gruppe udskolingsbørn fra Bellahøj og Brønshøj Skoler d. 5/11.

 

 

Til top