Mødedato: 28.08.2025, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, lokale 204 'Foreningslokalet'

Høringssvar: Mini-Plejeplan for Utterslev Mose - august 2025

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen indstiller, 

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg godkender høringssvar til Mini-plejeplan for Utterslev Mose om paddehuller, kadaverplads og fourageringspæle mv. og medsender to høringssvar fra Utterslev Moses Venner og Utterslev Mose Naturplejelaug.

Problemstilling

Utterslev Mose blev fredet i 2000. Fredningen stiller krav om, at der udarbejdes en plejeplan, som redegør for de plejeforanstaltninger og anlægsarbejder, der kan udføres i planens gyldighedsperiode, samt beskriver eventuelle ændringer i almenhedens adgangsret.

Københavns Kommune udarbejdede i 2018 den seneste plejeplan for Utterslev Mose: Udviklingsplan for Utterslev Mose. Udviklingsplanen var gældende i fem år og er nu udløbet. Arbejdet med en ny, samlet udviklingsplan er endnu ikke påbegyndt, selvom den udløb i 2023.

Teknik- og Miljøforvaltningen har nu udarbejdet en kort plejeplan, der har til formål at muliggøre etablering af visse mindre anlæg og konstruktioner i Utterslev Mose – herunder eksempelvis en kadaverplads og fourageringspæle til rovfugle. Konstruktionerne vurderes at have underordnet betydning for natur og miljø, men kræver – medmindre de indgår i en plejeplan – særskilt dispensation fra fredningens bestemmelser.

Miniplejeplanen blev drøftet på Miljøudvalgsmødet den 11. august. Udvalget havde en række principielle bemærkninger vedrørende udsendelse af miniplejeplaner frem for at prioritere udarbejdelsen af en egentlig ny plejeplan baseret på dialog med lokaludvalget og mosens forskellige foreninger og laug. På det konkrete, indholdsmæssige niveau er der kun en enkelt bemærkning. 

Løsning

Lokaludvalget godkender Miljøudvalgets forslag til høringssvar.

Miljøudvalget foreslår, at lokaludvalget godkender det foreliggende høringssvar og giver sekretariatet bemyndigelse til at vedlægge høringssvarene fra Utterslev Moses Venner og Utterslev Mose Naturplejelaug, når de foreligger, inden høringsfristen den 15. september.

Forretningsudvalget støtter høringssvaret.

 

Til top