Mødedato: 28.08.2014, kl. 18:30
Mødested: Kulturhuset Pilegården, Brønshøjvej 17B, 2700 Brønshøj

Ansøgning om støtte til Haunted House

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Brønshøj-Husum Lokaludvalg,

1. at Lokaludvalget beslutter enten at følge indstillingen fra Børn-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget og bevilger 21.000 kr. til Haunted House eller følger indstillingen fra Kulturudvalget og giver afslag

Problemstilling

Kulturhuset Pilegården vil i samarbejde med et rollespilsfirma omdanne Pilegården til et spøgelseshus for både børn og voksne den 17. og 18. oktober i efterårsferien 2014. Der bliver lavet opdelte ture/fortællinger efter alder, så uhyggen kan stige i løbet af aftenen, hvor aldersgrænsen også er stigende. 4 rollespillere vil skræmme, hjælpe, udfordre og fortælle sig igennem en uhyggelig og spøgende historie.

Oplevelsen er gratis og retter sig mod voksne, unge og børn fra 8 år. Ansøger forventer 150 deltagere.

Ansøgt beløb: 21.000 kr.

Forventede udgifter: 30.000 kr. 

Kulturhuset Pilegården betaler selv for at lukke huset for anden udlejning (kr. 5000) og for markedsføring (kr. 4000). Støtten fra Lokaludvalget søges til opsætning og rollespil i løbet af dagene, i alt 21.000 kr.

Ansøgningen har været behandlet i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget (BUFI) og i Kulturudvalget (KU).

BUFI var positivt indstillet, men ønsker yderligere oplysninger omkring hvem, der honoreres og for hvad.

KU indstiller til afslag, da der ikke er lokale frivillige involverede/ frivilligt arbejde i projektet og da der er tale om honorar (ubeskrevet) alene til et professionelt firma, der løser en opgave for Pilegården. KU er åbne for en ny ansøgning, hvor Rollespilsfabrikken eller andre lokale er involveret og budget til honorar og ikke mindst materialer skal være beskrevet. Endvidere er en beskrivelse af egenindsatsen fra Pilegårdens side efterlyst af KU.

Forretningsudvalget indstiller til fuld støtte.

Ansøger har efter behandlingen i fagudvalgene oplyst, at den ansøgte støtte skal bruges til at honorere Rollespilsakademiet, der er et firma der laver professionelle rollespil og events. For dette beløb stiller Rollespilsakademiet med 4 performere i 2 dage, samt alt hvad der kræves af lys, lyd og scenografi til at forvandle Pilegården til et spøgelseshus. Pilegården har ikke selv personalet eller kompetencerne til at skabe denne oplevelse, derfor har de hyret professionelle kræfter ind. Hvis arrangementet bliver en succes, vil det blive en del af Pilegårdens faste program fremover og Pilegården vil selv finansiere arrangementet fremover.

Løsning

Der er en delt indstilling, og Lokaludvalget beslutter enten:

A. Projektet bevilges den ansøgte støtte på 21.000 kr.

eller

B. Der gives afslag på støtte. Begrundelsen er, at den lokale netværksskabsskabende effekt vurderes at være begrænset samt at arrangementet anses for at være en del af Kulturhusets drifts og normale aktiviteter, i og med at arrangementet allerede er annonceret. Der er også lagt vægt på, at der ikke er frivillige men udelukkende professionelle aktører involveret.

Økonomi

Pengene tages fra ekstern pulje.

Beslutning

Projektet bevilges den ansøgte støtte på 21.000 kr.

Beslutningen blev truffet uden afstemning.
Til top