Høringssvar til nye indskrivningsregler i folkeskolen i København
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg beslutter et høringssvar til høring af nye indskrivningsregler til folkeskolen i København.
Problemstilling
Københavns Kommunes Børne- og Ungeudvalg har besluttet at sende nye indskrivningsregler til folkeskolen i høring frem til 7. juni.
Hvorfor laves der nye indskrivningsregler til de københavnske folkeskoler?
Indskrivningsreglerne ændres, fordi Københavns Kommune er blevet opmærksom på, at det hidtidige etniske indskrivningskriterium i København ikke har været lovlig praksis. Det skyldes, at det ikke er i overensstemmelse med loven om etnisk ligebehandling og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Hensigten med kriteriet var at sikre en blandet elevsammensætning på skolerne ved at fordele eleverne ud fra deres forventede sproglige færdigheder. Det betød, at tosprogede elever fik fortrinsret på en skole med primært etsprogede elever og omvendt. En sådan fordeling skal i stedet ske ud fra en individuel vurdering af hvert barn og ikke ud fra forventede sproglige færdigheder.
Nye indskrivningsregler til folkeskolen
De nye indskrivningsregler kommer i stedet til at bestå af:
1. Distriktselever og omgængere (retskrav)
2. Søskende (krav fra Københavns Kommune)
3. Afstand til skole for egne borgere
4. Lodtrækning mellem borgere fra andre kommuner
Løsning
Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøfter om lokaludvalget vil indsende høringssvar. I så fald lokaludvalget vil indsende høringssvar, beslutter lokaludvalget et høringssvar.
Sekretariatet gør opmærksom på, at Brønshøj-Husum Lokaludvalg ikke er forpligtet til at svare på høringen og at det er en høring for hele København – og ikke kun Brønshøj-Husum. Sekretariatet har d. 29. april sendt høringen til lokaludvalgets medlemmer og suppleanter med opfordring til, at alle kan fremsende deres evt. bemærkninger.
Suppleant Sune Vuorela har som den eneste fremsendt bemærkninger til høringen og foreslår, at Brønshøj-Husum Lokaludvalg indsender følgende bemærkning til høringen:
"Brønshøj-Husum Lokaludvalg har drøftet og besluttet følgende høringssvar på ordinært møde i lokaludvalget d. 28. maj:
Brønshøj-Husum Lokaludvalg vil benytte muligheden for at bemærke, at reglerne om frit skolevalg i praksis ikke fungerer, da der ofte reelt ikke er mulighed for et frit skolevalg, da mange af kommunens skoler ikke har tilstrækkelig kapacitet til andet end dem de skal modtage (distriktselever og søskende)".
Koordinationsudvalget har drøftet høringen på møde d. 18. maj og...
Videre proces
Såfremt lokaludvalget beslutter at indsende høringssvar, fremsender sekretariatet dette inden høringsfristen d. 7. juni.