Mødedato: 27.05.2021, kl. 18:30
Mødested: Fysisk møde i lokale 204 på EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65

Ansøgning om støtte til "Juletræet i HUSUM 2021"

Indstilling

Formanden indstiller, 

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg træffer beslutning om at støtte projektet "Juletræet i HUSUM 2021" med 49.980 kr. 

Problemstilling

Tid, sted og indhold

Husum Juletræs Forening søger støtte til at opstille et juletræ med lyskæder i Husum Bypark i slutningen af november 2021, så juletræet står klar til juletræstænding lørdag den 27. november 2021. Juletræet står i parken hele december og tages ned kort før nytår. Da flere af foreningens lyskæder er gamle og har defekte stik, søges også støtte til indkøb af nye lyskæder.

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Målgruppen er alle, der passerer Husum Bypark, da træet står offentligt tilgængeligt. Ansøger arrangerer i forbindelse med opsætning af juletræet et juletræstænding-arrangement, særligt for børnefamilier i området, i samarbejde med de lokale erhverv. Der annonceres for dette arrangement på Facebook og via omtale i lokalaviser. Ansøger har sendt en selvstændig ansøgning om støtte til dette arrangement. 

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 49.980 kr.
Forventede udgifter: 49.980 kr.

Projektet rummer udgifter til selve juletræet, indkøb af 17 nye lyskæder, stålwire m.m. til opsætning af kæder samt honorar til elektriker. Ansøger bidrager med frivillig arbejdskraft. 

Tidligere tilsagn

Ansøger har tidligere modtaget støtte fra Bydelspuljen til opsætning af juletræ i Husum Bypark, senest i 2020, hvor lokaludvalget bevilgede 40.200 kr. 

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Byudviklingsudvalget, Kulturudvalget og Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget. Alle tre fagudvalg indstiller til, at der gives støtte som ansøgt. Forretningsudvalget støtter denne indstilling.

Hvis lokaludvalget beslutter at give tilsagn på 25.000 eller derover, skal lokaludvalget vælge et medlem, der kan følge projektet, jf. lokaludvalgets beslutning på lokaludvalgsmødet den 23. januar 2020. 

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.

Beslutning

 

Lokaludvalget traf beslutning om at støtte projektet "Juletræet i HUSUM 2021" med 49.980 kr.

Til top