Mødedato: 27.05.2021, kl. 18:30
Mødested: Fysisk møde i lokale 204 på EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65

Ansøgning om støtte til "TREKANT - En tværkunstnerisk forestilling"

Indstilling

Formanden indstiller, 

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg træffer beslutning om at støtte projektet "TREKANT - En tværkunstnerisk forestilling" med 20.000 kr.

Problemstilling

Tid, sted og indhold

En borger (ikke bosiddende i bydelen) søger sammen med Brønshøj Vandtårn støtte til den tværkunstneriske forestilling TREKANT, der har til formål via video, lyd og dans at undersøge hudsult og kropsforskrækkelse. Forestillingen bliver en del af World Pride-programmet og opføres i Brønshøj Vandtårn i perioden 20.-29. august 2021 med i alt seks visninger. Efter opførelsesperioden kommer TREKANT på en digital platform med en interaktiv model af det fysiske værk. 

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Forestillingen er åben for alle og målgruppen er både lokale borgere og kulturinteresserede fra ind- og udland, der deltager i World Pride. Der tages entré og billetter koster 150 kr. Ansøger forventer, at der i forestillingsperioden vil være 400-600 publikummer til den fysiske forestilling. I den efterfølgende digitale version forventes det, at der i de efterfølgende måneder vil være 10.000 digitale tilskuere. 

Forestillingen formidles på Kulturhuset Pilegården og Brønshøj Vandtårns sociale mediekanaler og officielle hjemmeside samt hos billetdistributør og via netværk. Som en del af World Pride-programmet er der også planlagt medieomtale i Kulturmonitor og kunsten.nu, ligesom der skabes kontakt til lokale og nationale medier.

Brønshøj Vandtårn er medansøger på projektet. En samarbejdserklæring fremgår af bilag til ansøgningen. 

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 20.000 kr.
Forventede udgifter: 309.000 kr.
Forventede indtægter: 216.000 kr.
Forventet egenfinansering: 73.000 kr.

Projektet rummer udgifter til kunstnerhonorarer, lokaleomkostninger, udvikling og produktion af digital, interaktiv platform, materialer og leje af udstyr samt honorar til producent og teknisk assistent. Forventede indtægter stammer fra Louis-Hansen Fonden (bevilget) samt Augustinus Fonden og Statens Kunstfond (ansøgt). Brønshøj Vandtårn bidrager ud over medfinansiering til projektet ved at udlåne udstyr og stille Brønshøj Vandtårn til rådighed i to måneder og med medarbejdertimer til bl.a. PR og planlægning. 

Sekretariatets bemærkninger

På foranledning af forretningsudvalget har sekretariatet bedt ansøger redegøre for, om omstruktureringen af World Prides aktiviteter og aflysningen af større aktiviteter pga. corona får nogen indflydelse på gennemførelsen af forestillingen. Ansøger har svaret: "Vi kommer i første halvdel af forestillingsperioden til at være en del af Pride-programmet, men er som sådan ikke afhængige af dem i forhold til omstruktureringer. Vores forestilling følger de på det tidspunkt gældende restriktioner."

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller til at der gives støtte som ansøgt. Forretningsudvalget støtter denne indstilling. 

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.

Beslutning

 

Lokaludvalget traf beslutning om at støtte projektet "TREKANT - En tværkunstnerisk forestilling" med 20.000 kr.

Til top