Bevilling: Omdisponering af midler til indkøb af to byrumsstandere
Tidligere beslutninger
11.12.2025: Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilgede 95.000 kr. til annoncering og kommunikation i 2026; herunder 20.000 kr. til plakater til byrumsstandere.
Læs mere her: Bevilling 2026: Annoncering og Kommunikation 2026 | Københavns Kommune
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg omdisponerer de bevilgede 20.000 kr. til plakater til byrumsstandere til at indkøbe to permanente byrumsstandere.
Problemstilling
Pr. 1. januar er leje af Københavns Kommunes byrumsstandere overflyttet fra Kørsels- og Vintertjenesten i Klima, Teknik, og Miljøforvaltningen til KK PrintPartner i Glostrup. Det betyder, at prisen for leje af byrumsstandere nu udbydes på markedslignende vilkår. Sekretariatet har fået oplyst, at det fremadrettet - ved nye bestillinger - koster 3.600 kr. at leje en byrumsstander i 14 dage.
Lokaludvalget forsøgte via sekretariatet at indkøbe byrumsstandere for restmidler i 2025, men disse var i restordre og kunne ikke leveres rettidigt.
Indkøb af to byrumsstandere
Lokaludvalget besluttede i december at afsætte 20.000 kr. til løbende tryk af udskiftning af plakater på de opstillede byrumsstandere i bydelen. Siden tilladelsen og aftalen om opsætning af byrumsstanderne står til udløb med udgangen af februar, foreslår sekretariatet, at Brønshøj-Husum Lokaludvalg indkøber to byrumsstandere og placerer en på hhv. Brønshøj Torv og Husum Torv.
Sekretariatet vurderer, at lokaludvalget forventeligt får tilladelse til en ny opsætning af byrumsstandere.
Løsning
Brønshøj-Husum Lokaludvalg godkender omdisponeringen til indkøb af to byrumsstandere.
Forretningsudvalget støtter, at der indkøbes to byrumsstandere og har drøftet, at det kommende lokaludvalg, når der er mindre forbrug og restmidler i forbindelse med afvikling af projekter, møder og arrangementer, løbende kan indkøbe flere byrumsstandere.
Økonomi
Indkøb af to betonskilte til palleløfter: 6.598 kr. stk.
Indkøb af to vandfaste plakater (plasticdække): 298 kr. stk.
Evt. for levering og placering: 1.500 kr.
I alt: 15.292 kr.
De resterende midler fra bevillingen på 20.000 kr. til plakater til byrumsstandere bruges til produktion og tryk af plakater til de nye standere med oplysning om Brønshøj-Husum Lokaludvalg.
Videre proces
Sekretariatet ansøger om tilladelse til opsætning af to byrumsstandere og indkøber disse.
Brønshøj-Husum Lokaludvalg kan løbende bruge restmidler og mindre forbrug på indkøb af flere byrumsstandere.