Mødedato: 26.02.2026, kl. 18:30
Mødested: Kulturhuset BRØK, Brønshøjvej 3 i lokalet ́Råderummet'

Meddelelser

 

Pulje til grønne facader

Københavns Kommunes pulje for grønne facader er åben for ansøgninger og der kan ansøges om etablering af plantebede og om planter til bedene. Puljen kan søges af alle i København, der har facade ud til fortovet. Der er ansøgningsfrist d. 1. maj.

Læs mere her: Puljen til grønne facader | Byfornyelsespuljer

 

Lokaludvalgets input og kommentarer til Forandringsplan for Husum Nord

Brønshøj-Husum Lokaludvalg fik d. 20. november 2025 en orientering fra Teknik- og Miljøforvaltningen om kommende forandringsplan for Husum Nord.

Læs mere her: Orientering fra Teknik- og Miljøforvaltningen om indsatser og områdefornyelse i Husum Nord | Københavns Kommune

Klima-, Teknik- og Miljøforvaltningen er i gang med at færdiggøre forandringsplan for Husum Nord. I den forbindelse ønsker forvaltningen lokaludvalgets input og kommentarer til den endelige plan.

Sekretariatet får tilsendt udkast til forandringsplanen, så fagudvalgene kan drøfte denne på møder i marts. Sekretariatet bistår med at samle fagudvalgene kommentarer og input.

Det forventes, at lokaludvalget drøfter og godkender input og kommentarer til planen på sidste ordinære møde i denne lokaludvalgsperiode d. 26. marts.

 

Orientering om valg til lokaludvalgene i København

I nedenstående punktform findes orientering om valg til lokaludvalg i København med fokus på opstillede foreningskandidater sammenlignet med sidste valg til lokaludvalg i 2022 (LV22):

  • I alt 315 tilmeldte inden for fristen d. 23. januar 2026. Det er en stigning på 20% fra LV22.
  • I gennemsnit er 26,25 kandidater opstillet pr lokaludvalg til de 15 foreningspladser. Ingen lokaludvalg har fredsvalg. Det havde 2 lokaludvalg ved LV22.
  • Antal tilmeldte spænder fra 20-32 pr lokaludvalg.
  • 40% af de opstillede er kvinder og 60% mænd.
  • Der er tilmeldt 10 unge i alderen 18-25 år mod 3 unge ved LV22.
  • Gennemsnitsalderen er 57 år. Den ældste er 85 og den yngste 18. Gennemsnitsalderen på yngste og ældste på tværs af lokaludvalg er hhv. 78 år og 26 år.
  • 63% af de opstillede foreninger er nye i lokaludvalgene, mod 51% ved LV22. Andelen af nye kandidater er 68% (inkl. nye kandidater fra foreninger, der er gengangere).
  • Kandidaternes fordeling i de 3 prædefinerede valggrupper er:
    • 39,37%: Børn, unge, idræt, kultur, fritid
    • 19,36%: Ældre, sundhed, social og integrationsområdet
    • 41,27%: Bolig, miljø og erhverv

Sekretariatet bemærker, at der i 2022 var 21 opstillede foreningskandidater til Brønshøj-Husum Lokaludvalg. Med 28 opstillede foreningskandidater til Brønshøj-Husum Lokaludvalg i 2026 ses en stigning på 33 procent.

 

Præsentationsmøde for foreningskandidater til det nye Brønshøj-Husum Lokaludvalg

Tirsdag d. 3. februar inviterede lokaludvalgets sekretariat til præsentationsmøde af de 28 opstillede foreningskandidater til det nye Brønshøj-Husum Lokaludvalg. Mødet blev holdt på BRØK og sekretariatet anslår, at der var ca. 50 deltagere i mødet.

I det nye Brønshøj-Husum Lokaludvalg er der plads til 25 medlemmer, der sammensættes af hhv. politiske repræsentanter fra valgte partier til Borgerpræsentationen (10 partier) og foreningsvalgte fra lokale foreninger i bydelen (15 medlemmer)

Læs om de 28 opstillede foreningskandidater her: Brønshøj-Husum | Valg til lokaludvalg

 

Orientering om digital afstemning til valg til lokaludvalg

Mandag d. 16. februar kl. 12.00 var der tilmeldingsfrist for, at foreninger kunne tilmelde sig den digitale afstemning om, hvem der skal vælges ind i det nye Brønshøj-Husum Lokaludvalg. For at kunne tilmelde en forening til at stemme skal foreningen have eksisteret i min. 1 år og have min. 15 medlemmer.

Der er i alt 58 stemmeberettigede foreninger tilmeldt den digitale afstemning (inkl. opstillede foreningskandidater). Sekretariatet har på hjemmesiden annonceret en liste med de tilmeldte foreninger: Her er de foreninger, der har tilmeldt sig valg til lokaludvalg | Brønshøj-Husum Lokaludvalg. Til sammenligning var der ved sidste valg til lokaludvalg i 2022 i alt tilmeldt 44 foreninger til at stemme.

Opstillede foreningskandidater og tilmeldte stemmeberettigede foreninger får d. 23. februar tilsendt et personligt link og kan stemme på op til 9 kandidater til det nye Brønshøj-Husum Lokaludvalg. Afstemningen løber frem til mandag d. 9. marts kl. 12.00.

Borgerrepræsentationen forventes at godkende de 10 politisk udpegede medlemmer og suppleanter til hvert af Københavns lokaludvalg på møde d. 26. marts samt foreningsvalget af foreningskandidater og suppleanter. 

Sekretariatet inviterer det nye lokaludvalg til velkomstmøde d. 26. marts kl. 16.30-18.00. Det nye lokaludvalg inviteres til at overvære det afgående lokaludvalgs sidste møde samme aften.

 

Kvikpuljen lukkes midlertidig i forbindelse med valg til Brønshøj-Husum Lokaludvalg
Kvikpuljen, der normalt har 14 dages svarfrist, lukkes midlertidig fra 20. marts og frem til at det nye lokaludvalg har konstitueret sig og nedsat et nyt Kvikpuljeudvalg.

 

Sammenlægning af bustoppesteder i sydgående retning Islevhusvej/Storegårdsvej

Kontor for Mobilitet under Økonomiforvaltningen har foreslået en række gennemført mindre bustilpasningstiltag rundt om i byen. Her af et enkelt i Brønshøj-Husum - nemlig sammenlægning af busstoppestederne i Sydgående retning på Islevhusvej og Storegårdsvej. Ændringerne er blevet godkendt af Økonomiudvalget - se behandlingen her: 

Mindre busoptimeringstiltag og forlængelse af busbane på Strandvejen | Københavns Kommune

Byudviklingsudvalget har diskuteret beslutningen og har ingen kommentarer.

 

Møde om Bellahøj Friluftsscene d. 24. februar

Med aftalen om Overførselssagen 2024/2025 blev der afsat midler til nyt toilet og omklædningsfaciliteter på Bellahøj Friluftsscene - efter ønske fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg.

Sekretariatet er blevet kontaktet af Kultur- og Fritidsforvaltningen vedr. et orienterende statusmøde for lokaludvalget om status på nye faciliteter på Bellahøj Friluftsscene.

Mødet afholdes på EnergiCenter Voldparken d. 24. februar. Sekretariatet har inviteret foreningen 'En Sommerdag på Bellahøj' til at deltage.

 

Høring af affaldsregulativ

Københavns Kommune har sendt et revideret affaldsregulativ i høring. Der er høringsfrist den 5. marts. Ændringerne indebærer:
 
- Tømte pizzabakker må nu smides i papcontaineren. Hvis alle sorterer korrekt, kan 650 ton pap årligt genanvendes.
- Bærbare batterier skal nu afleveres på genbrugspladsen – de røde bokse ved villaer kan ikke længere bruges til småt farligt affald. 
- Glas og haveaffald afhentes fra etageejendomme. 
 
Se høringsmaterialet her: https://blivhoert.kk.dk/hearing/251

 

Sekretariatet har annonceret høringen på lokaludvalgets Facebookside og gør opmærksom på de tre ovenstående ændringer. Der er ingen fagudvalg, der har udvist interesse for at indsende høringssvar.

Til top