Mødedato: 25.06.2020, kl. 18:30
Mødested: Se mail

Ansøgning om støtte til "Fortovskoncerter i 2700 happiness"

Indstilling

Formanden indstiller til Brønshøj-Husum Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget giver afslag på ansøgningen om støtte til "Fortovskoncerter i 2700 happiness"

Problemstilling

Tid, sted og indhold

En lokal borger søger støtte til at afholde fire koncerter på udvalgte lørdage fra maj til september 2020 fra kl. 13-15. Koncerterne vil blive afholdt udendørs på fortorvet ved Frederikssundsvej 142. Projektet er en fortsættelse af tilsvarende koncertrækker de fire foregående somre. 

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Koncerterne er gratis og åbne for alle. Ansøger forventer 100 deltagere per koncert, 400 deltagere i alt. Musikprogrammet henvender sig både til børn og voksne og er sammensat med forskellige genre. Ansøger samarbejder med lokale musikere om udarbejdelse af musikprogrammet. Der annonceres for koncerterne på Facebook og Instragram samt søges omtale i Brønshøj-Husum Avis. 

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 20.000 kr.
Forventede udgifter: 20.000 kr.

Støtten søges til musikerhonorarer til fire koncerter. Ansøger bidrager selv med lydstyr, frivillig lydmand og frivillige arbejdstimer til afvikling af koncerterne. 

Bemærkning fra sekretariatet

Ansøger har åbnet en café, Bröns, på Frederikssundsvej 140. De eventuelt kommercielle aspekter af projektet bør derfor drøftes. 

Tidligere tilsagn

Ansøger har tidligere fået støtte til et lignende projekt, senest i 2019, hvor ansøger fik 15.000 kr. i støtte til at afholde tre koncerter på pladsen ved Frederikssundsvej 186.

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller til afslag, da udvalget finder projektet for kommercielt idet koncerterne finder sted ved ansøgers café. Forretningsudvalget støtter indstillingen om afslag.

Begrundelsen for afslaget er, at lokaludvalget vurderer, at projektet samlet set er for kommercielt til at falde inden for lokaludvalgets støttekriterier.  

Beslutning

Lokaludvalget følger indstillingen om afslag på ansøgningen om støtte til "Fortovskoncerter i 2700 happiness".
Til top