Mødedato: 25.06.2020, kl. 18:30
Mødested: Se mail

Ansøgning om støtte til "Fællessang i Brønshøj Sognehus"

Indstilling

Formanden indstiller til Brønshøj-Husum Lokaludvalg, at

1. lokaludvalget træffer beslutning om at støtte "Fællessang i Brønshøj Sognehus" med 10.000 kr. 

Problemstilling

Tid, sted og indhold

Brønshøj Kirke søger støtte til at afholde en fællessangs-weekend i forbindelse med det nationale projekt ALSANG 2020's markering af 75-året for Danmarks befrielse og af 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark. Arrangementet afholdes i Brønshøj Sognehus fredag den 13. november og lørdag den 14. november 2020. Der vil være fællessang fra Højskolesangbogen, korsang med Brønshøj Kirkes Pigekor, koncert med koret Papaya, musiske indslag af jazzmusiker Martin Seier og saxofonist Anders Banke, foredrag om det at synge af musikpædagog Lasse Skovgaard, foredrag af radioproducenten bag podcasten “Sangenes blå bog” Susanna Sommer, og Pia Olsen Dyhr skal være sangvært.

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Målgruppen er voksne. Arrangementet er åbent for alle, og der er deltagerbetaling på 200 kr. Ansøger forventer mellem 75-100 deltagere. Der annonceres i Brønshøj-Husum Avis, 2700Netavisen, Facebook samt uddeling af flyers. 

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 10.000 kr.
Forventede udgifter: 40.000 kr.
Forventede indtægter: 20.000 kr.
Forventet egenfinansiering: 10.000 kr.

Projektet rummer udgifter til honorar til de optrædende, PR og forplejning til deltagerne. Ansøger bidrager udover økonomisk egenfinansiering med 30 medarbejdertimer, 30 frivillig arbejdstimer og gratis lokale. Der er indtægter fra deltagerbetaling. 

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller til støtte som ansøgt. Forretningsudvalget støtter denne indstilling.

Det er en forudsætning for tilsagnet, at underskudsgarantien fra Brønshøj Kirkes Menighedsråd anvendes før støtten fra lokaludvalget.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A (Bydelspuljen).

Beslutning

Lokaludvalget følger indstillingen om at støtte ansøgningen om "Fællessang i Brønshøj Sognehus" med 10.000 kr.
Til top