Mødedato: 25.02.2016, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj

Ansøgning om støtte til "Juletræstænding 2016 på Brønshøj Torv"

Indstilling

Formanden indstiller,

1. At Lokaludvalget giver afslag på støtte til projektet "Juletræstænding 2016 på Brønshøj Torv".

Problemstilling

Brønshøj Juletræsfond ved Michael Andersen søger støtte til at fastholde traditionen med juletræstænding på Brønshøj Torv den 25.november 2016.

Juletræstændingen er en vigtig tradition i Brønshøj, som har været en succes i mange år, hvor familier mødes og tænder træet i fællesskab. Det er vigtigt at bevare traditionen i bydelen, som samler store, små og alle der vil være med til at have nogle hyggelige timer.

Ansøger forventer 2000-3000 deltagere i forbindelse med tændingen.

Ansøger vil annoncere for arrangementet på Facebook og gennem en (gratis) avisannonce.

Ansøgt beløb: 20.500 kr.

Forventede udgifter: 20.500 kr.

Ansøger samarbejder med Brønshøj Kirkes pigekor, som synger gratis; Natteravnene, som hjælper med uddeling af slikposer; Candy Kiosk, som giver særpris på slikposer; Toke, som er julemand; Station Bellahøj, som stiller op gratis, kører julemand samt udstiller på torvet; og Ankers Tivoli, som leverer scenevogn til særpris.

Lokaludvalget har tidligere år støttet traditionen om at have juletræ på Brønshøj Torv. I 2014 og 2015 gav Lokaludvalget kun støtte til udgiften til selve juletræet og opsætningen heraf.

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller til afslag, da der kun gives støtte til juletræ, opsætning/nedtagning, opbevaring af hegn/lyskæder samt el-tilslutning.

Ansøgningen har også været behandlet i Børn-, Unge-, Fritid- og Idrætsudvalget, der indstiller, at ansøgningen støttes med 8.000 kr. Udvalget mener, at ansøger bør finde midler til musikscenen i andet regi.

Forretningsudvalget bakker op om Kulturudvalgets indstilling og lægger sig op ad de seneste års støtteniveau.

Løsning

Der er en delt indstilling. Lokaludvalget beslutter enten:

A. At Lokaludvalget giver afslag på støtte. Begrundelsen er et ønske om at støtte selve kerneaktiviteten (træet) og en forventning om medfinansiering fra ansøgers side.

eller

B. At Lokaludvalget støtter ansøgningen med 8.000 kr. Begrundelsen for den delvise støtte er, at midlerne til musikscenen bør findes andetsteds.

Økonomi

 

Videre proces

 

Beslutning

Der gives afslag på støtte. Begrundelsen er, at Lokaludvalget allerede støtter juletræet. Lokaludvalget ønsker at fastholde praksis med at prioritere støtten til selve kerneaktiviteten (træet). Udvalget har en forventning om medfinansiering af aktiviteterne tilknyttet juletræstændingen fra ansøgers side.

Til top