Beslutning: Midlertidig arbejdsgruppe til behandling af ansøgninger til Bydelspuljen
Indstilling
Sekretariatet indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg nedsætter en midlertidig arbejdsgruppe til behandling af ansøgninger til Bydelspuljen i maj og september 2026
Problemstilling
Der er ansøgningsfrist til lokaludvalgets Bydelspulje og Juletræspulje den 20. april. Lokaludvalget skal træffe beslutning om ansøgningerne på lokaludvalgsmødet den 28. maj.
Brønshøj-Husum Lokaludvalg har tradition for at lokaludvalgets fagudvalg samt forretningsudvalg forbehandler ansøgningerne og kommer med forslag til lokaludvalget, om ansøgningerne skal støttes eller ej.
Da lokaludvalget endnu ikke har fungerende fagudvalg m.v., foreslår sekretariatet, at lokaludvalget i stedet nedsætter en arbejdsgruppe specifikt til drøfte ansøgningerne og komme med indstilling til lokaludvalget. Dette giver også Brønshøj-Husum Lokaludvalg mulighed for at afprøve en organisering med et dedikeret puljeansøgningsudvalg, som næsten alle andre lokaludvalg i København har.
Løsning
Rammer for pulje-arbejdsgruppen
Lokaludvalget nedsætter en midlertidig puljeansøgnings-arbejdsgruppe og giver pulje-arbejdsgruppen mandat til at forbehandle ansøgningerne og komme med indstilling til hver enkelt ansøgning, om ansøgningen skal imødekommes helt eller delvist eller modtage afslag. Derefter får lokaludvalget forelagt arbejdsgruppens anbefalinger og træffer beslutning om ansøgningerne på et lokaludvalgsmøde.
Møder i pulje-arbejdsgruppen er åbne for alle medlemmer og suppleanter. Af hensyn til sekretariatets planlægning af mødets forløb, opfordres til tilmelding.
Alle medlemmer og suppleanter får adgang til ansøgningerne cirka en uge inden arbejdsgruppemødet, og sekretariatet opfordrer til, at mødedeltagerne har læst ansøgningsmaterialet på forhånd.
Lokaludvalgssekretariatet indkalder til møder i pulje-arbejdsgruppen og fungerer som mødeleder og referent. Efter møderne gør sekretariatet pulje-arbejdsgruppens indstillinger klar til drøftelse på næstkommende lokaludvalgsmøde.
Møder i pulje-arbejdsgruppen
Der holdes et arbejdsgruppemøde den 11. maj kl. 19-21 på Energicenter Voldparken. Her drøftes de ansøgninger, der er kommet til ansøgningsfristen den 20. april.
Der holdes et arbejdsgruppemøde i starten af september, sandsynligvis i uge 37. Her drøftes de ansøgninger, der er kommet til ansøgningsfristen den 17. august.
Videre proces
Lokaludvalget træffer beslutning om, hvorvidt den midlertidige arbejdsgruppe gøres til et permanent puljeudvalg samtidig med, at lokaludvalget træffer endelig beslutning om lokaludvalgets organisering af fagudvalg m.v. Dette sker forventeligt på lokaludvalgsmødet i september 2026. Hvis lokaludvalget beslutter at organisere sig med et fast puljeansøgningsudvalg, kan lokaludvalget overveje at etablere en mere fast organisering af udvalget med fx faste medlemmer, en forperson o.l.