Beslutning: En til to repræsentanter til følgegruppe for Bellahøj Friluftsscene
Indstilling
Sekretariatet indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg udpeger 1-2 repræsentanter til at deltage i følgegruppen for Bellahøj Friluftsscene.
Problemstilling
Der er afsat midler i Overførselssagen 2024/2025 til nye toilet- og omklædningsfaciliteter ved Bellahøj Friluftsscene. Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen nedsætter en følgegruppe til at følge projektet og inviterer Brønshøj-Husum Lokaludvalg til at udpege 1-2 repræsentanter hertil.
Baggrund
Med aftalen om Overførselssagen 2024/2025 blev der, efter ønske fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg, afsat midler til etablering af nye toilet- og omklædningsfaciliteter ved Bellahøj Friluftsscene.
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen inviterede i starten af 2026 Brønshøj-Husum Lokaludvalg til et orienterende møde om status for projektet vedrørende nye faciliteter på Bellahøj Friluftsscene. Mødet blev afholdt den 24. februar 2026.
Sekretariatet havde inviteret foreningen "En Sommerdag på Bellahøj" til at deltage i mødet. Sekretariatet tilbød desuden, at Bispebjerg og Vanløse Lokaludvalg kunne sende en repræsentant hver, da de tidligere har indgået i en arbejdsgruppe om sagen.
Etablering af følgegruppe
På mødet orienterede forvaltningen om, at der nedsættes en følgegruppe til at følge projektets videre forløb og give mulighed for løbende orientering og input til projektet.
Brønshøj-Husum Lokaludvalg blev inviteret til at udpege 1-2 repræsentanter til følgegruppen. Derudover inviteres en repræsentant fra foreningen "En Sommerdag på Bellahøj" til at deltage.
Næste skridt
Næste skridt er, at forvaltningen afholder opstartsmøde med rådgiverne samt Københavns Ejendomme, som er bygherre på projektet.
Herefter vil følgegruppen blive indkaldt til møde og blive præsenteret for en tidsplan samt tegningsmaterialer. På et senere tidspunkt i processen vil der være mulighed for at komme med bemærkninger til bygningens udformning. Forvaltningen forventer at afholde 3-4 møder med følgegruppen.
Bilag:
1. Status på faciliteter ved Bellahøj Friluftsscene: Klima-, Miljø og Teknikforvaltningens svar til medlem af Borgerrepræsentationen Niels E. Bjerrum.
2. Lokaludvalgets Budgetønskenotat 2026.
3. Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningens PowerPoint-præsentation ved mødet den 24. februar 2026.
Løsning
Interesserede lokaludvalgsmedlemmer melder sig.
Lokaludvalget vælger en-to repræsentanter til følgegruppen, såfremt der er interesse for at deltage i følgegruppens arbejde.
Lokaludvalgsmedlem Kirsten Vibeke Møller deltog i seneste møde med Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen.
Videre proces
Sekretariatet formidler kontaktoplysninger til følgegruppemedlemmer til Kultur-, Fritids og Borgerserviceforvaltningen, der indkalder til møde i følgegruppen.