Mødedato: 23.02.2017, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj

Skulpturen Granskende Pige tilbage til Husum (medlemsforslag)

Tidligere beslutninger

Lokaludvalget forholdt sig på mødet i september 2014 til billeder af to alternative skulpturer, som Husum Bypark var i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om at få placeret

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Lokaludvalget godkender Lis Søkvists udkast til brev vedr. Granskende Pige

Problemstilling

Lis Søkvist foreslår, at Lokaludvalget retter henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen med et ønske om at få genanbragt skulpturen Granskende Pige i Husum Bypark.

Københavns Monumenter

Københavns Borgerrepræsentation oprettede i 1897 Fonden til kunstneriske Formaals Fremme. Fonden købte blandt andre Granskende pige. Skulpturer købt af fonden tilhører Københavns Kommune og indgår i samlingen Københavns Monumenter til de offentlige byrum, som bliver administreret af Teknik- og Miljøforvaltningen. Forvaltningen forsøger at give de enkelte værker den bedste placering i byen og rykker derfor af og til rundt på værker i samlingen.

Granskende pige

Granskende pige blev i 1934 købt af kommunens fond, som fik den stillet op i Husum. Skulpturen er lavet af Anders J. Bundgaard i 1934, efter sigende efter ønske og med inspiration fra stifteren af J.P. Dahl Jensens Porcelainsfabrik på Frederikssundsvej og tiltænkt den nybyggede Husum Skole. Denne del af historien er endnu ikke bekræftet af skiftlige arkiver. Sekretariatet har været i kontakt med Teknik- og Miljøforvaltningens fagansvarlige for momumentsamlingen, som oplyser at han er i gang med at undersøge Fonden til kunstneriske Formaals Fremmes arkivalier i Stadsarkivet for at se, om der er noget nedskrevet om den lokalhistoriske betydning for Husum. Forvaltningen har lovet at holde sekretariatet orienteret om resultaterne.

Granskende pige blev i 2008 flyttet fra Korsager Allé til Møllegade på Nørrebro. Dette skete på baggrund af en høring i 2006 "Monumenter, der rykker?" , hvor borgerne blev opfordret til at foreslå nye placeringer til forskellige værker. Beplantningen på stedet, hvor Granskende pige stod på hjørnet af Korsager Allé, på det tidspunkt vokset så meget til, at skulpturen blev gemt. Høringen i 2006 foregik på den måde, at der ved forskellige kunstværker i byen blev opsat skilte. På skiltene blev placeringen af det pågældende kunstværk problematiseret, og borgerne havde mulighed for at kommentere og komme med forslag til alternative placeringer. Der kom to forslag til alternative placeringer i bydelen af Granskende Pige, men efter forvaltningens vurdering var de ikke væsentlig bedre

Møllegade tæt ved LiteraturHaus blev også foreslået som ny placering til Granskende pige. Det blev vurderet, at dens udtryk som læsende pige passer bedre ind i Møllegade i sammenhæng med LitteraturHaus, som ligger i nærheden og er et samlingssted for forfattere, kritikere, litterater m.fl.   Kommunen har ikke planer om at flytte Granskende pige tilbage til Husum.

Genplacering eller erstatning af skulptur til Husum

Enkelte borgere har forsøgt at få ’Granskende pige’ tilbage tilbage til Husum, hvilket er blevet afvist af kommunen.

Husum Bypark har haft dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om at få placeret en ny skulptur som erstatning for Granskende pige. Denne dialog har været dels via Husum Områdefornyelse og efter de stoppede, så i regi af Husum Byparks Venner. I efteråret 2014 fik Byparken formidlet gennem Områdefornyelsen to tilbud om en ny skulptur, nemlig 'Kone på kasse' og 'Dansende børn'. Lokaludvalget blev opfordret til at give sin mening om forslagene til kende. Af de to forslag var der i Lokaludvalget altovervejende stemning for "Kone på kasse" af Hanne Varming, mens Byparkens Venner var gladest for den anden. Placeringen af en ny skulptur blev dog ikke til noget.

Løsning

Lis Søkvist foreslår, at Lokaludvalget vedtager at sende et brev til forvaltningen med følgende ordlyd:

"Lokaludvalget har på sidelinien fulgt Husum Byparks arbejde for at få Granskende Pige tilbage (eller en erstatning) til Husum samt enkelte engagerede borgeres kamp for det samme.

Lokaludvalget vil gerne med dette brev udtrykke støtte til borger Sonja Carlsens ønske om at få Granskende Pige flyttet fra Møllegade til Husum Bypark. Vi mener at Granskende Pige har lokalhistorisk betydning for Husum og oprindelig formodentlig er tiltænkt netop denne placering i forbindelse med den nybyggede Husum Skole.

I 2008 da Granskende pige blev flyttet fra et bevokset hjørnet ved Husumvej og Frederikssundsvej var skulpturen rigtignok gemt. Nogen vil mener at den var gemt på grund af misvedligehold af det grønne fra forvaltningens side. Siden har vi fået en fin lommepark og det vil være på sin plads at placere Granskende pige der igen.

Vi er klar over at skulpturen tilhører Københavns Kommune, men da lokale borgere dengang i begyndelsen af 30’erne havde ønsket netop en sådan skulptur i anledning af den flotte nybyggede Husum Skole, og samtidig havde kendskab til kunstneren, mener vi at den hører hjemme her.

Lokaludvalget var i 2014 med til at anbefale en ny placering af en alternativ skulptur fra monumentsamlingen til den nyetablerede Husum Bypark, men vi er ikke helt klar over hvor sagen står. Derfor fremsætter vi nu det forslag, som giver mest mening for bydelen, nemlig at bringe Granskende pige tilbage til Husum.

Med venlig hilsen, Erik Fisker, formand"

 

Beslutning

Brevet blev vedtaget med følgende to rettelser:

  • Afsnittet ”Vi mener, at Granskende Pige har lokalhistorisk betydning for Husum og oprindelig formodentlig er tiltænkt netop denne placering i forbindelse med den nybyggede Husum Skole” erstattes med ” Vi mener, at Granskende Pige har lokalhistorisk betydning for Husum og lokalt forbindes med Husum Skole, som stod nybygget på samme tidspunkt, skultpuren blev opsat”.
  • Tredje afsnit udgår

Brevet sendes til Teknik- og Miljøborgmester og forvaltningen.

Til top