Mødedato: 23.02.2017, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj

Meddelelser

 

Høringer

Projektet '100.000 træer og ikoniske træer':  På sidste møde blev orienteret om den planlagte proces vedr. Lokaludvalgets deltagelse i Teknik- og Miljøforvaltningens træprojekt. Det var planen at bruge borgerpanelet i maj måned. Efter lokaludvalgsmødet i januar har Teknik- og Miljøforvaltningen meddelt, at tidsplanen er ændret. Den tidsfrist vi oprindelig fik af forvaltningen hed var 1. juli, nu har forvaltningen rykket tidsfristen frem til den 24. marts hvad angår træplantningen (hvis man vil med i første runde, alternativt bliver det input til anden planperiode 2019-20). Dermed kan borgerpanet ikke bruges, da der i borgerpanelet i marts køres 2. runde af bydelsplanspørgeskema. Forretningsudvalget har bedt sekretariatet undersøge, om forvaltningen - for at sikre en god lokal proces - kan ændre processen tilbage til den oprindelig udmeldte tidsplan? Hvis ikke, er forretningsudvalget indstillet på, at Lokaludvalget bruger sine almindelige formidlingskanaler (hjemmeside og facebook) og videreformidler kommunens eget interaktive kort frem til fristen 24. marts (plantning af nye træer). Og at der laves samme eller særskilt proces for ift delemnet kortlægning af ’ikoniske træer’ (frist 1. juli).

Adresser i haveforeninger: Lokaludvalget har modtaget partshøring vedr. fastsættelse af adresser for to haveforeninger: Tingbjerg Pensionisthaver og HusumHave. Baggrunden er, at der er kommet nye adresseregler i maj 2014, og derfor er Københavns Kommune i gang med at fastsætte adresser for en række områder der i dag ikke har tilstrækkelig mange adresser. Fastsættelse af adresser indebærer i denne sammenhæng også ofte nye vejnavne og det er i den forbindelse at lokaludvalget bliver hørt. Processen foregår i dialog med bestyrelserne i de enkelte haveforeninger. Lokaludvalget har tidligere modtaget lignende partshøringer vedr. to andre haveforeninger. På Byudviklingsudvalgets anbefaling er indsendt et svar om, at Lokaludvalget ikke har bemærkninger til adresseændringerne..

Vestvolden samskabelse: Teknik- og Miljøforvaltningen har afsluttet Samskabelsesprojekt med produktet 'Idékatalog Vestvolden'. Lokaludvalget har fået tilsendt kataloget til kommentering. Hovedoverskrifterne for de initiativer, der foreslås i Idékataloget: Skilte og markering af indgangene ved Frederikssundsvej og Åkandevej som en fysisk formidling af Vestvolden; Bemandet legeplads; Naturbyen; Skole- og nyttehaver; Temamåned og events på Vestvolden; Brug af dobbeltkaponieren til naturformidling; Synliggørelse af krigshistorien og opstilling af kanoner; Træningsredskaber; Belysning; Renovering af stier; Udskiftning af hegn og inventar; Beskæring; samt Renovering af parkbroer.

Byudviklingsudvalget og Miljøudvalget har den 9. februar haft en fælles drøftelse af idékataloget. Sidenhen er det meddelt fra forvaltningen at behandlingen i Teknik- og Miljøudvalget udskydes til maj. Miljøudvalget og Byudviklingsudvalget foreslår derfor at, at Miljøudvalget med input fra BUU laver et udkast til udtalelse, som fremlægges til lokaludvalgets godkendelse i marts eller april og derefter indsendes til den politiske behandling via forvaltningen.

Trafikplan 2016: Økonomiudvalget vedtog i december 2016 kommunens høringssvar til Trafikplan 2016. På den politiske dagsorden var en hvidbog med pointer fra lokaludvalg og andre høringsparter med forvaltningens bemærkninger til. Forvaltningens bemærkninger til Brønshøj-Husum Lokaludvalgs høringssvar er klippet ind nedenfor til orientering. På baggrund af et stort ønske fra mange lokaludvalg om at blive inddraget i arbejdet med tilpasning af det lokale busnet, besluttede Økonomiudvalget besluttede samtidig, at et forslag til nyt lokalt busnet sendes i høring i lokaludvalgene i seks uger i begyndelsen af 2018.

Pointe i høringssvar fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg

 

Forvaltningens bemærkning i hvidbogen

Stoppestedet på Frederikssundsvej ved Degnemose Alle ønskes genetableret.

Beslutningen om nedlæggelse af stoppestedet på Degnemose Alle blev truffet af Borgerrepræsentationen i forbindelse med et busfremkommelighedsprojekt på Frederikssundsvej, og vil ikke blive behandlet som en del af Trafikplan 2016.

 

Ønske om, at linje 5A får kontakt til S-togs nettet, enten via Husum Station, eller via Herlev Station.

 

Behovet for 5C’s opkobling til Herlev st. skal undersøges nærmere, og det indgår i Københavns Kommunes høringssvar til Movia.

Omlægningen af 250S betyder, at den hurtige forbindelse fra Høje Gladsaxe og Bellahøj til centrum via Borups Allé er fjernet. Dette er en betydelig forringelse, idet der lægges op til skift for at få hurtigere transporttid.

 

S-busser er under Region Hovedstadens ansvarsområde. Det er derfor også Region Hovedstaden som beslutter den endelige linjeføring.

 

Den planlagte nedlæggelse af linje 350S er en direkte forringelse for den hurtige transport fra Husum Torv til Nørrebro Station. På denne strækning bidrager linje 5A i dag med 15 busser i timen og 350S bidrager med 12 busser i timen. Der er stadig behov for en hurtigbus fra Husum Torv og til Centrum og gerne via Borups Allé.

 

S-busser er under Region Hovedstadens ansvarsområde. Det er derfor også Region Hovedstaden som beslutter den endelige linjeføring.

 

Det bør undersøges, hvilken konsekvens det vil have for københavnerne, hvis 350S nedlægges som foreslået og om der er tilstrækkelig kapacitet til at dække behovet med linje 5C, og det indgår i Københavns Kommunes høringssvar til Movia. 5C vil komme hurtigere frem som følge af busfremkommelighedsprojektet.

 

Linjeføringen af 200S fra Husum Torv via Frederikssundsvej til Herlev og Ballerup giver ikke mening, idet ruten på den strækning bliver parallel med S-banen til Ballerup og samme rute som linje 5C kører. Den tværgående forbindelse til Gladsaxe Trafikplads og Lyngby Station er vigtig at opretholde.

 

Forslaget til +Way i Trafikplan 2016 bygger på ruter for de nuværende buslinjer. De skal derfor ikke misforstås som værende det nye strategiske busnet.

 

Nyt fra bydelen

De lysende sten blev opsat af Områdefornyelsen som en kunstinstallation i bybilledet og en markering af Husumforbindelsen. Det var tale om en midlertidig installation, som skulle stå indtil Husumforbindelsen planmæssigt skulle være anlagt med udgangen af 2016. Husumforbindelsen bliver forsinket og anlægges sandsynligvis først i efteråret 2019. Områdefornyelsen har sørget for den mest basale vedligeholdelse frem til 1. januar 2017. Herefter er der ingen, som er ansvarlig for drift og vedligehold. Teknik- og Miljøforvaltningens Drift Nord får borgerhenvendelser om, at stenene er misligeholdt. Lyset i nogle af stenene er gået ud. Måske skyldes det gravearbejde ifm udskifning af busstop læskærme, måske skyldes det at pærerne i stenene skal skiftes. Og stenene trænger også til at blive renset, og bedene ordnet. Der er den 16. februar et lille hold af borgere og kunstneren Simon Hjermind Jensen, som besigtiger De lysende Sten og drøfter stenenes fremtid.

Nyt om medlemmer

Ny suppleant for Venstre udpeget af BR til Brønshøj-Husum Lokaludvalg er Mads Brenø Lange

 

Beslutning

Ingen yderligere meddelelser end de skriftligt udsendte.
Til top