Mødedato: 23.02.2017, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj

Puljen 2016 - Regnskab og evaluering

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Lokaludvalget godkender regnskab for puljemidlerne 2016

Problemstilling

Regnskab 2016 for puljemidlerne

Brønshøj-Husum Lokaludvalgs puljemidler udgjorde i 2016 kr. 1.678.000. Lokaludvalget har arbejdet med en tredeling af puljen:

A. Netværksskabende aktiviteter (ansøgninger til Bydelspuljen) - Pulje til netværksskabende aktiviteter ansøgt fra eksterne (lokale foreninger og aktører kan sende ansøgninger og Lokaludvalget har vedtaget et sæt retningslinier for puljen).

B. Netværksskabende aktiviteter og samarbejde med lokale aktører - Pulje til netværksskabende og borgerrettede aktiviteter igangsat af Lokaludvalget og samarbejdsparter (borgermøder, dialogarrangementer og events).

C. Intern pulje og kommunikation.

Budget for pulje A, B og C blev vedtaget 17. december 2015. Lokaludvalget har løbende vedtaget reviderede budgetter vedr. enkeltbevillinger i pulje B og C. Den 27. oktober blev puljen lagt sammen i én restpulje.

Regnskab

Puljemidler

Oprindeligt Budget

Regnskab

Samlet budget

1.678.000

 

Pulje A: Bydelspuljen

900.000

716.499*

Pulje B: Borgerrettede samarbejdsprojekter

564.000

557.723 

Pulje C: Intern pulje

186.000

186.754 

Rest

217.024**

Til eksterne ansøgninger er der udbetalt 777.373 kr. til 43 gennemførte puljeprojekter. I pulje B (borgerrettede projekter) er der brugt 557.723 kr. på diverse samarbejdsprojekter med kommunale forvaltninger og lokale aktører, borgermøder og lokaludvalgets øvrige egne projekter. I pulje C er der brugt 186.754 kr. til kommunikationsrelaterede udgifter.

Regnskaber for hhv. pulje A og B/C findes som del af kompendiet i bilag 'Evaluering af puljen 2016".

Bemærkninger til regnskabet:

* Samlet bruttoregnskab for Pulje A udgør 777.373 kr., jf regnskab i bilag. Differencen skyldes nye momskonteringsregler i Økonomiforvaltningen indført i 2016, hvor der skal afløftes moms på udbetalinger til personer, foreninger eller virksomheder, der ikke er momsregistreret. Moms afløftes med forskellig procenttal og på enkelte udgifttyper (musik og øvrige kulturelle arrangementer). Statustal fremlagt løbende for Lokaludvalget har taget højde for momsafløftningen.

** Restbeløbet på 217.024 kr. kan ikke overføres til 2017, og går tilbage i kommunekassen. Restbeløbet skyldes projekter, som enten er aflyst eller gennemført med færre udgifter. Størstedelen af disse er fra pulje A/Bydelspuljen, mens en mindre del er Lokaludvalgets egne projekter, som blev afsluttet så sent på året, at overskydende midler ikke kunne nås at blive gendisponeret. Endelig er en udbetaling til Amfiteatret på 50.000 kr. ikke blevet rettidigt godkendt af modtageren KulturNord, og er dermed ikke kommet med i regnskab 2016. Sekretariatet afventer svar på anmodning til Økonomiforvaltningen om, at det ikke skal belaste budget 2017.

Kontrol med eksterne støttemodtagere

I forbindelse med udbetaling af puljestøtte modtager lokaludvalgets sekretariat et regnskab fra støttemodtager og sammenholder dette med det indsendte budget. Forudsat der er overensstemmelse mellem budget og regnskab, udbetaler sekretariatet midlerne til støttemodtageren. Iflg. påbud fra Københavns Kommunes revision, skal lokaludvalgssekretariatet lave stikprøvekontroller på min. 10 % af støttemodtagerne. Dette er foregået ved, at udvalgte ansøgere har indsendt bilag for de poster, der indgår i deres regnskab. Sekretariatet har kontrolleret bilag og sammenholdt bilag med det indsendte regnskab. Projekterne er udvalgt, så de spreder sig over året, og indenfor forskellige typer af projekter. 

For alle stikprøvernes vedkommende var den indsendte dokumentation i overensstemmelse med budget- og regnskabsposter. 

Løsning

Lokaludvalget godkender regnskab for puljen 2016.

Økonomi

Udover puljen på 1,68 mio kr., som er udlagt til Lokaludvalgets selvstændige varetagelse, gives der midler til drift af Lokaludvalgets sekretariat. Sekretariatsbudgettet administreres af Økonomiforvaltningen, idet lønmidlerne til lokaludvalgssekretariatets fire årsværk ligger centralt i Borgerrepræsentationens sekretariat, og driftsbudgettet til husleje, møder, kontorhold, kommunikation mm administreres af lokaludvalgssekretæren (sekretariatsbudget: 443.000 kr. i 2014; 399.000 kr. i 2015; 268.000 kr. i 2016 og 274.000 i 2017).

 

Beslutning

Regnskab 2016 blev godkendt.

Lokaludvalget roste puljerapporten og bad om en revideret version, hvor 'regnskab, pulje B og C' indeholder en kolonne med de oprindelige bevillinger.

Til top