Mødedato: 22.10.2015, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj

Ansøgning om støtte til Professionel korsang i børnehøjde

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,

1. at Lokaludvalget følger indstillingen fra Kulturudvalget og giver afslag på ansøgning til Professionel korsang i børnehøjde

Problemstilling

Den professionelle vokalgruppe Ars Nova Copenhagen søger støtte til afholdelse af koncerter for skolebørn. Koret er hjemhørende på Østerbro.

Ars Nova vil lave et særligt koncertarrangement målrettet skoleelever, hvor børnene stifter bekendtskab med korsang og selv får lov at være deltage ved at synge med og dirigere koret. 

Der søges støtte til afholdelse af i alt fem lukkede koncerter for 4. klasser og evt. 3. klasser fra bydelens fem skoler. Omkring 375 børn vil få glæde af koncerterne, der vil være gratis for skolerne. Koncerterne afholdes på den samme dag, på 2-3 af bydelens skoler.

Ars Nova planlægger lignende skolekoncerter i Københavns andre bydele og har sendt lignende ansøgninger til de andre Lokaludvalg. Projektet bygger videre på erfaringer fra et lignende skoleprojekt på Østerbro i 2014, hvor koret fik støtte fra Østerbro Lokaludvalg.

Ansøgt beløb: 17.580 kr.

Forventede udgifter: 28.128 kr.

Støtten søges til at betale honorar til 12 korsangere for de fem koncerter i Brønshøj-Husum (12 sangere x 5 timer x 293 kr.). Medfinansieringen fra korets side består i forberedelsen af koncerterne (3 timers forberedelse x 12 sangere). Forberedelsestiden er fælles for hele projektet, altså tre timers forberedelse i alt inden alle skolekoncerterne rundt om i byen.

Efter dialog med sekretariatet har ansøger taget kontakt til bydelens skoler for at få dem til at komme med en tilkendegivelse om, at de er interesserede i at medvirke i projektet. Sekretariatet har modtaget materiale fra Tingbjerg og Korsager Skole. Det er samlet i et bilag, der også rummer en mail fra ansøger til sekretariatet. Hvis ansøger sender interessetilkendegivelser fra de resterende skoler vil blive eftersendt til de relevante fagudvalg.

Ansøgningen har været diskuteret på fagudvalgsmøder i september, men da ansøger ikke havde nået at indhente interesseerklæringer fra skolerne ønskede han behandlingen af ansøgningen udskudt til oktobermødet. Derfor sendes ansøgningen til diskussion i fagudvalgene igen.

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller til afslag, da der savnes lokal forankring i projektet.

Forretningsudvalget er enig i denne indstilling.

Løsning

Der gives afslag på støtte. Begrundelsen er, at projektet mangler lokal forankring forstået som reel deltagelse fra lokale samarbejdsparter.

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt og der gives afslag på støtte. Begrundelsen er, at projektet mangler lokal forankring forstået som reel deltagelse fra lokale samarbejdsparter.
Til top